Profile
Blog
Photos
Videos
Hej :)
Mine to dage i Whakahoro er gået, og de blev lidt mere spændende end forventet! Den første dag var rigtig god, den anden knap så sjov.
Vi ankom om eftermiddagen, stedet hed Blue Duck Lodge, og lå langt langt væk fra alt, det var egentlig en slags gård med tilhørende hytter midt i bjergene som vi boede i. Det var et rigtig hyggeligt sted, hvor man virkelig kunne nyde stilheden.
En af hovedbeskæftigelserne her var at gå på jagt, jeg er dog ikke den store hunter, så vi var nogle stykker der blev tilbage på gården og skød efter lerduer med en shotgun istedet, det var sjovt! Om aftenen var der lejrbål, så vi sad og slappede af, omringet af bjerge under den mørke himmel fyldt med stjerne, det var ret hyggeligt.
Noget der tilgengæld ikke var så hyggeligt, var dagen efter. Jeg var den eneste fra Stray-bussen der havde booket to overnatninger her, så jeg havde hele dagen for mig selv indtil den næste bus kom med nye mennesker om eftermiddagen. Jeg besluttede mig derfor for at gå en 2-3 timers tur i bjergene og kigge lidt på området. Nogle gutter havde gået en tur på 3 timer aftenen for inden, så jeg tænkte jeg ville gå den samme rute. Dette f***ede jeg så godt og grundigt op! Efter 3-4 timer kunne jeg ikke rigtig forstå at jeg ikke ligefrem nærmede mig målet, jeg kunne dog ikke se hvor jeg skulle være gået forkert, så jeg fortsatte i håb om der ikke var så langt igen. Da jeg havde rundet de 5 timers gang i bjergene begyndte jeg at blive ret irriteret, på det tidspunkt var sulten og tørsten også begyndt at melde sig, da jeg ikke ligefrem havde pakket madpakke for en 3 timers tur. Jeg havde nu bestemt mig for at vende om, og tage de sure 5 timer tilbage igen, men så hørte jeg for første gang stemmer lidt længere fremme. Rundt om hjørnet sad der en familie og holdt en lille pause fra deres cykeltur, de var meget forbavset over at jeg ikke havde nogen cykel med, men de var rigtig flinke og gav mig lidt at spise og noget at drikke så jeg kunne klare resten af turen, hvilken de vurderede jeg kunne gå på 3 timer, så skulle jeg meget gerne komme ud til en lille grusvej der skulle føre hen til der hvor jeg boede. Jeg fortsatte min vandring, og 4 timer senere kom jeg hen til den omtalte grusvej, jeg blev sindsygt glad og lettet efter at havde vandret rundt i 9 timer i bjergene. Begejstringen forsvandt dog hurtigt, da jeg fik øje på et kort, der viste at jeg var 25-30 km fra Blue Duck Lodge. Klokke var nu 1800, og jeg kunne på ingen mulig måde gå tilbage, mine ben og fødder var helt ødelagte og vablerne brokkede sig på mine hæle. Jeg nåede nærmest at gå i panik da tankerne faldt på hvor jeg skulle sove osv., jeg nåede ikke at tænke situartionen helt til ende før jeg kunne høre et motorkøretøj nærme sig. Det var et par, der havde kørt rundt i bjergene på deres ATV, og nu var de på vej hen til deres bil for at køre hjem. De var så søde at give mit et lift til den nærmeste by hvor jeg så kunne overnatte. Jeg var meget taknemlig da de satte mig af ved et hostel, inden jeg fandt ud af at alt var booket, så jeg igen var lost. Jeg havde nu endelig fundet signal til min telefon, men havde selvfølgelig kun 7% strøm tilbage, så jeg knap nok kunne foretage et telefonopkald. Jeg fandt en lille kiosk hvor jeg lånte en telefonbog, så jeg kunne finde numret til den gård jeg boede ved. Jeg lånte en lokal mands telefon, og endnu engang var jeg heldig, da det viste sig, at ejeren af den gård jeg boede ved, hans kæreste var ved at åbne et hostel i den by jeg var havnet i, så den flinke lokale mand kørte mig hen til dette hostel. Kvinden som var ved at åbnet hostlet var også rigtig flink, hun gav mig noget mad og en seng jeg kunne sove i. Næste morgen fik jeg også lidt morgenmad inden hun kørte mig hen til en bus der kørte mig hen til mit næste stop, Tongariro National Park. Et par timer efter, kom så den bus jeg skulle havde været med fra Blue Duck Lodge, og chafføren havde været så flink at pakke alle mine efterladte ting ned og tage dem med til mig. Så den meget rodet og kaotiske dag endte heldigvis godt, og jeg kan ikke takke alle de mennesker som hjalp mig undervejs nok, uden dem tør jeg ikke tænke på hvordan det kunne være endt.
Jeg havde nogle dage inden dette læst en artikel om, at New Zealænderne er blevet kåret til verdens venligste mennesker, det vil jeg gerne skrive under på!!
Nu er jeg så kommet til Tongariro National Park, hvor jeg har fire dage, i dag vil jeg dog bare slappe af og hvile mine slidte stænger lidt.
- comments