Profile
Blog
Photos
Videos
Glædelig jul kære venner!
Uge 4 blev en spændende og udfordrende uge på mange måder.
Weekenden før jul blev Sylvi fejret nede i Salt Park. Et forholdsvist luksuriøst ferie-område der ligger lige her ved siden af Casuarina.
De havde valgt at kombinere hendes fødselsdag med det årlige Christmas Carols show, som vel egentlig indeholder alle de elementer vi kender fra Sankt Hans, men hvor bålet og heksen er skiftet ud med nissepiger og julesange oppe på en scene.
Vi endte med at have fantaaastisk vejr, så jeg sad og arbejdede på en tan mens jinglebells flød ud af højtalerne. Surrealistiske oplevelser når de er bedst!
Ej, jeg støtter fuldt op om hele arrangementet for det sociale aspekt krydret med picnic og solskin, men julestemningen? - Det kan hverken sådan et arrangement eller noget andet hernede klare. Det kræver altså mørke, sne (læs: sjap), julekalendere, kalenderlys og alle de andre godter i sidder på derhjemme. Så nyd nu de 7 timers dagslys i har, ik'
Koncerten varede hele aftenen og var bare en perfekt opsamling på mit ophold so far. Alle de mennesker jeg har mødt på kryds og tværs hernede kom forbi -ofte ved tilfælde, men det var så dejligt at få snakket videre og få påbegyndt en telefonbog. Jeg endte med at sidde og drikke en kold øl med to andre tyske au pairs mens fyrværkeri-afdelingen gik helt amok nede på vandet.
Apropos vand, så bliver jeg - heldigvis - stadig fuldstændig dazzled/betaget hver eneste gang jeg bevæger mig 100 m. ud for min hoveddør. Det er så satans smukt hernede! Selve det tørre klima er vel ikke så fantastisk, men nærmere anderledes. Men deres strande får mig hver gang!
En tur langs Casuarina Beach byder sjældent på mere end 3-4 andre mennesker der lufter hunden, jogger (ja, det gør de altså hernede) eller nyder et glas hvidvin ved solnedgangen.
Jeg ville ønske at billeder ydede det retfærdighed, men med mindre nogen af jer får en ustyrlig lyst til at sende et spejlrefleks min vej, så må i tænke jer til det fulde indtryk. I er selvfølgelig også mere end velkomne til at komme ned og se for jer selv (;
Ugen inden jul var også ugen hvor jeg skulle prøve at have både Zach og Theo hjemme hele dagen og med Theo der kræver opsyn og fokus 24/7, så gik jeg bestemt ikke frygtløs ind til opgaven. Konflikterne og de evige skænderier tror jeg aldrig jeg vender mig til, men jeg overlevede da og han endte også med at tage et par dage op til hans bedsteforældre på guldkysten inden weekendens juleræs. Men inden da nåede vi nogle cykelture til de omkringliggende parker og bl.a. en eftermiddag i Epic. En indendørs skatebane som drengen elsker(!) og som viste sig at være verdens bedste koncept for voksne også: Når gear og indgang er betalt, tager de ansatte skate-dudes sig af børnene med aktiviteter og konkurrencer, mens jeg kan sætte mig over i sofaerne med det seneste gossip-magasin. Win!
Juledagene var så dejlige - og tiltrængte. Jeg føler at jeg storsmilede hele weekenden, hvilket de knap så heldige billederne også bekræfter.
Lørdag stod jeg i køkkenet hele dagen og skulle samtidig også nå gaveindkøbene, nu hvor der ikke løb børn i hælene på mig.
Det hele lykkedes fuldstændig over forventning: de rigtige gaver blev købt på absolut rekordtid og det danske julekøkken blev repræsenteret så selv min mormor ville ha' være stolt. Duften af rødkål og kirsebærsauce fik mig til at ville løbe mod nærmeste lufthavn, men jeg kunne heldigvis vende det til noget positivt at få lov til at præsentere de her intetanende australiere for det bedste Danmark kan byde på! For lad os være ærlige: mad er vores bedste bud!
Så fascinerende er den lille havfrue altså heller ikke ..
Og de ku' li' det, ku de! Det var selvfølgelig ret tung og fed mad for dem her i sommervarmen, men især den fyldte and og rødkålen vakte begejstring.
"This sauerkraut doesn't even taste like cabbage." Korrekt! Det er derfor vi kan indtage det i de mængder - og nej, det hedder stadig ikke saurkraut. Suk. Damn Aussies.
Nicks forældre - Nanny & Boppy kom ned og blev hele weekenden. Sidstnævnte er tidligere airline-pilot og tager stadig op og uddanner nye piloter i Hong Kong én gang om måneden. Ærke-australsk, mega stædig og opinionated/påstående. Gæt hvem der insisterede på at kalde det saurkraut?
Så jeg skruer ned for idealismen og op for tålmodigheden, for han er virkelig sjov og alt det man forbinder med en god bedstefar.
Christmas Day måtte jeg endnu tidligere op end tidligt for at nå og skype med min familie mens de sad om julebordet og inden drengene ville vågne op og tonse ind mod gave-oprivningen. SÅ dejligt at se dem alle - men igen fuldstændig surrealistisk at sidde med morgenhår og uklare øjne mens deres aften først lige var begyndt. I det mindste fejrede vi det samtidigt - bare på hver vores måde ..
Christmas Day består udover gaveåbning af let frugtmorgenmad, en tur i kirke (der er en oplevelse i sig selv) og så står den ellers på seafood og afslapning for resten. Gå en tur langs stranden, snup en morfar, cricket i haven og forbered frokosten! Bedsteforældrene havde medbragt alt godt fra havet, direkte importeret fra lokal fiskekutter og det var så lækkert!
Hummerlignende fisk kaldet bugs, lakseruller, fiskespyd m. ost og tigerrejer i alle afskygninger! Dér har de altså fat i den lange ende hernede.
Og det hele startede forfra igen om aftenen, det' klart.
Puha, meget mere at fortælle - men det længe ventede fotoalbum må klare resten Savner jer! Hele tiden og jeg ville ønske jeg kunne slæbe jer herned og dele alle indtrykkene med jer! Heldigvis kommer Louie snart herned, fuldstændig impulsivt og nice!!
- Og jeg glæder mig sådan til at have et lille stykke af hjemme med hernede i min verden. Håber i havde en fremragende jul!
Kys, nøs og decembermøs
- Thea
- comments


