Sidste uge med Kims undervisning blev skudt i gang med et skydive, eller det var i hvert fald mandag morgen klokken ni at Axel og jeg besluttede at vi om eftermiddagen skulle springe ud fra et fly 5 kilometer oppe i luften. Da vi kom ud til skydive stedet blev jeg præsenteret for min instruktør Ralph som jeg skulle hoppe med. Jeg fik udstyret på, og blev ført hen til et meget lille fly sammen med Nina og Nini. Vi skulle være ni mand i flyet, og sad derfor meget tæt. Da vi kom op i den rigtige højde blev døren til flyet åbnet og ud sprang Nini efterfulgt at Nina og jeg hoppede som den sidste. Der var et minut og på det et minut nåede jeg både at lave saltoer og dreje rundt så man næsten blev helt svimmel. Pludselig hev Ralph i snoren og faldskærmen foldede sig ud, så vi bare svævede rundt over Queenstown og nød udsigten. Det var en virkelig fed og smuk oplevelse.

Den 10. februar var det endelig tid til Roadtrip, vi havde hentet vores to biler dagen før, og de var pakket og klar til at tage af sted fredag morgen. Begge biler havde fået navne, den lille Crib var døbt Horekassen, og den store Condo blev døbt Den grønne klat. Så var både bilerne og vi klar til en uges roadtrip på det sydligste af sydøen.

Budde og jeg trillede væk fra Pinewood Lodge kl. 8:15 for at aflevere penge til Christina, og derefter køre imod Te Anau for at mødes med de andre. Horekassen havde fart på, og vi nåede frem en halv time før de andre. I Te Anau var der ikke så meget at kigge på andet end en stor sø og nogle sure ænder. Menneskerne i Te Anau er dog rigtig søde og fik to gange af vide at jeg så godt ud, først af en kvinde da jeg stod bag en træmand, hvor man skulle sætte hovedet ind, også var man en mand med en fisk over hovedet og efterfølgende af toiletpasseren, en gammel gråhåret mand som var meget fascineret af mit lange, lyse hår. Da de andre endelig nåede frem blev vi hurtige enige om at køre videre til Manapouri for at spise og se Lake Manapouri som er en af New Zealands dybeste søer med sine 440 meter. I Manapouri var vi også nede for at se Frasers Beach som ligger ned til Lake Manapouri, strandene hernede sydpå er fyldt med sten, så man havde ikke lige lyst til at slå sig ned og nyde vejret. I Manapouri byttede Budde og jeg plads, da jeg var en ekstrem dårlig co-driver der hverken kunne få musik eller mit sæde til at fungere, det blev dog bedre da Budde kom til og trykkede play og skruede op, så havde vi musik! J Med musik og jeg bag rattet kunne vi fortsætte syd på mod Tuatapere, som egentlig bare bestod af et par huse og en meget gammel benzintank hvor Den grønne klat lige skulle have en genopfyldning før den kunne fortsætte videre rundt på sydøen. Vi fortsatte mod Orepuki hvor vi lavede en lille afstikker ud til Te Waewae Bay hvor Axel mente det kunne være sjovt at gå ned for at mærke hvor varmt vandet var, det var også en super idé lige indtil der kom en stor bølge og gjorde Axels sko meget våde. Vi fik sat vores aftryk i klitten nede på stranden ved at ridse "Horekassen, Den grønne klat og DSC NZ" i det faste sand på klitskråningen. (Senere på ugen mødte vi nogle andre for holdet som havde set det vi havde skrevet, så måske står det der stadig) Vi måtte tilbage til bilen så Axel kunne få skiftet sko og strømper. Vi slog os ned i Den grønne klat og spillede en omgang Røvhul, hvor Axel trods sine kolde fødder smadrede alle os andre gang på gang. Vi kørte videre mod Pahia hvor Budde og jeg kom til at lave en lille afstikker ud til Wakaputa point hvor vi fik kørt på en for lang og smal grusvej før vi nåede til en mærkelig sø med uhyggelige træer stikkende op. (Også skulle Budde da lige have sin 2. ølpause). Vi fandt ud af at vi var kørt forkert da Erik ringede og sagde, at de ventede på os i Colac Bay. Turen videre gik mod Invercargill, en storby med mane tosporede veje, så mine køreegenskaber blev sat på prøve og højre og venstre blev genopfrisket. Vi klarede os dog igennem Invercargill og Horekassen blev tanket op så den kunne klare turen til Bluff hvor vi ville overnatte. Bluf var en meget stille by med en lille havn og en dyr campingplads, hvor vi ikke ville betale for at sove. Vi endte med at køre op til Bluff Hill hvor vi kunne se ud over byen, og her havde de 4 i Den grønne klat spottet et sted vi kunne sove. Der blev lavet aftensmad, kylling med ris og frosne grønsager, og set film før vi lagde os til at sove for at vågne op til sol og udsigt over vandet.

Dag 2, 11 februar: Budde og jeg havde fået æren af at sove i Horekassen, hvilket vi godt forstår eftersom vi 8:50 bliver vækket af et larmende køleskab, som ikke stoppede før efter 10 minutter, de 10 minutter var dog længe nok til at gøre os friske og vi kunne overhovedet ikke falde i søvn igen. Budde kom med den fantastiske idé, at vi skulle have cookie time med nutella, så vi lå og hyggede med nutella og cookie indtil de andre stod op. Budde, Jesper og jeg tog op på toppen af Bluff Hill hvor der var en 40 minutter vandretur ud til Slippers point. Det meste af turen var ned ad bakke og det varede ikke længe før vi var nede ved vandet og en rigtig smuk udsigt. Turen op var så bare ekstrem hård, med stejle stigninger og alt for mange trapper. Da vi kom tilbage til de andre havde de ryddet op efter morgenmaden, og vi var klar til at fortsætte vores roadtrip mod Catlins. Budde fik denne gang lov til at køre Den grønne klat, hvilket vi hurtigt fortrød eftersom han mente det ville være nemmere at dreje ned af den første vej i stedet for vejen ved siden af, det eneste problem var dog bare at vi nu kørte imod trafikken. Budde reddede den dog meget hurtigt, og vi kom over i den rigtige side hvor de andre biler kørte samme vej som os. Vi holdte første stop i Fortrose for at sikre os, at Axel fik Horekassen og Erik sikkert frem, hvilket vi var lidt nervøse for, da hendes første kommentar bag rattet var hvilken pedal der var speederen. Vi fortsatte imod Waipapa lighthouse, et fyrtårn fra ca. 1860, her var der også mulighed for at se søløver, men dem så vi desværre ingen af, så vi satte i stedet kursen mod Slope Point, som et sydøens sydligste punkt. Ude på det sydligste punkt var der skilte som fortalte os, at vi nu var nærmere sydpolen end vi var nærmere Ækvator, hvilket man sagtens kunne mærke på temperaturen. ;) Det var nok mest fordi det blæste rigtig meget. Udsigten var fantastisk udover havet hvor bølgerne slog mod klipperne og sprøjtede flere meter op i luften. Næste stod var Curio Bay, den forstenede skov, som var en bugt hvor der engang havde været en skov, men som nu bare er forstenet, og en masse sten lå tilbage. Her så vi pingviner som stod oppe på stranden og viste sig frem. Vi kørte videre til Purpoise hvor vi holdte toiletpause, så delfiner og kiggede på surfere som svømmede rundt i de store bølger sammen med delfinerne. Catlins er kendt for sine 72 vandfald, så selvfølgelig skulle vi da se en masse vandfald når vi nu kørte igennem, vi kom forbi et skilt hvorpå der stod Niagara falls. Niagara falls var dog bare en lille smule skuffende idet vandfaldet faktisk slet ikke var et rigtig vandfald, men bare en lille flod med lidt sten i, som kunne skabe en smule fald i vandet, ikke overbevisende. Forventningerne til de næste vandfald var ikke så høje mere, men det ændrede sid. Vi kom til Mcleans falls ved at gå gennem skoven langs med Tuatuku floden, og denne gang blev vi ikke skuffede, vandet væltede udover mosklædte klipper og var i flere niveauer, så jo længere vi gik op desto smukkere blev det. Efter det smukke Mcleans falls var forventningerne og humøret igen i top og vi var klar til at opleve Lake WIlkie, en hyggelig, lille sø i smukke omgivelser. Vi gik en tur omkring søen, og oplevede den fra forskellige sider, meget smukt. Catlins har virkelig noget smukt natur, hvilket blev endnu mere bekræftet da vi ankom til Purakaukui falls. Vandfaldet her var ikke så stort som Mcleans, men stadig rigtig flot, ikke to vandfald er end, og nu har vi oplevet 3 meget forskellige vandfald. VI lagde os til at sove på p-pladsen ved Purakaunui falls, her var faciliteterne i top, vi havde "lækre" toiletter, giftigt vand og total stilhed. Natten var mørk og stille i hvert fald når køleskabet ikke larmede og vækkede os.

Dag 3, 12. februar 2012: Søndag morgen startede stille og roligt med havregrød før vi satte kursen mod Owaka hvor vi skulle tanke op og handle ind. Vi endte så med at tilbringe hele dagen i Owaka fordi byen var så "fantastisk", specielt deres legeplads lige overfor tankstationen. Dagen gik med afslapning og guitarspil, også fik vi besøg af Trine, Honeré, Bojsen og Howalt. Honeré sørgede for at vi kunne se film på fjernsynet, så vi havde noget at lave om aftenen. Dagen skred stille frem og vi kom nærmere og nærmere mandag morgen, for det var jo ikke for sjov at vi var i Owaka hele dagen. Den grønne klat kunne tydeligvis ikke køre på diesel, og efter en tankfuld diesel kunne den kun køre over på den anden side af vejen, så der måtte vi pænt vente til mandag morgen klokken otte, når mekanikeren ved siden af tankstationen åbnede. Til aften forkælede vi os selv ved at gå på den lokale bar og spise, her fik vi alle en bbq burger med kartoffelbåde. Drengene havde besluttet at sorgerne skulle drikkes væk, så de startede ud med fadøl til maden og fortsatte med whisky og mere øl efter maden. Vi piger besluttede at gå tilbage for at se film og tøsehygge, imens drengene gik videre til den næste bar for at drikke videre. Efter mange overvejelser fandt vi endelig frem til en film som vi ville se, vi lagde os til rette med dyner, chokolade og chips. Vi var helt opslugt af filmen, da der pludselig kom en uhyggelig dame og hamrede hårdt på vores vindue. Da Hvid fik åbnet døren hidsede kvinden sig op, og siger at vi skal flytte vores biler, ellers vil hun melde os. Vi fik far i drengene som var godt i gang med whisky på den nærliggende bar og måtte forklare dem hvad damen havde sagt. Axel og jeg sætter os i Horekassen og de andre går ved siden af, også vandrer/kører vi ellers bare Owaka rundt for at finde et sted at sove. Det ender med at vi alle sover i Horekassen, som altså kun er beregnet ti to personer langt ude i en skov, fordi vi er for nærrige til at betale for det eneste hotel der er i Owaka. Jesper og Erik havde hver deres forsæde og Budde, Axel, Hvid og jeg ligger klemt sammen bag i bilen. Ikke just den behageligste nat, Erik og Jesper var som istapper da de vågner op, og vi andre havde i nattens løb droppet dynen pga. varmen, men noget vi var fælles om var at vi ikke havde fået den optimale søvn.

Dag 4, 13. februar 2012: Mandag morgen ringede Jespers telefon halv syv, for at få os op, så vi stod klar ved mekanikeren når han åbnede klokken otte, allerede tyve minutter over syv stod vi klar. Owaka er tydeligvis en lille by fyldt med sladder og de fleste lokale vi mødte ved tankstationen havde allerede hørt om vores lille uheld med diesel påfyldning. Nu ventede vi kun på at mekanikeren åbnede og kunne tømme bilen for diesel og få den til at køre igen. Den unge mekaniker kom endelig og vi fik sat Axel bag rattet i Den grønne klar, Hvid som trafikstopper og drengene og jeg fik lov at skubbe bilen over på den anden side af vejen og ind i mekanikerens hule, hvor bilen kom op og flyve. Ifølge mekanikeren kunne han sagtens tømme bilen for diesel, og endelig var der lidt håb for at vi ville komme væk fra Owaka. Mekaniker gutten fik tømt bilen og vi fik den skubbet over til tanken. Bilen blev fyldt op med det rigtige brændstof, og mekanikeren satte sig ind bag rattet for at starte bilen, men… det ville den skisme ikke, vi skubbede bilen tilbage igen så han kunne kontrollere motoren, der kom en ældre mekaniker til og fortalte, at de bare lige skulle brænde det diesel af som var kommet ind i motoren. Heldigvis startede bilen herefter og vi kunne forlade Owaka. Efter en sløv søndag kunne vi ikke komme hurtigt nok af sted, og på ingen tid befandt vi os på Nugget Point, en af Catlins mest populære attraktioner, her går man ud på spidsen af en stor klippe med udsigt ud over Stillehavet og en masse klipper i havet hvorpå der lå søløver og slappede af. På spidsen af klippen ligger også Nugget Point fyrtårnet fra 1869, man kunne dog kun se det på afstand, men det var nu heller ikke fordi det var mere fascinerende end udsigten over Stillehavet. Vi vendte tilbage til bilerne for at køre imod Kaka Point, som dog ikke var noget specielt udkigspunkt ligesom Nugget Point, men bare en strand, men vi fik taget et par flotte hoppe billeder her. Nu skulle v væk fra alle de små byer og skove, så kursen var sat imod Dunedin, de studerendes by. Vi parkerede bilerne og gik en tur gennem byen for at se hvad de havde at byde på, McD var det mest spændende på daværende tidspunkt, så vi sad og nød vores burger og var glade for at slippe væk fra Owaka. For første gang camperede vi på en campingplads med fine toiletter og adgang til bad, så vi skulle alle i bad for første gang siden fredag morgen. Om aftenen stod den på hygge med film, men vi var alle meget trætte efter den dårlige nat i Horekassen, så vi hoppede i seng, og kunne endelig sove ordentligt igen.

Dag 5, 14. februar: Efter en god nats søvn på Dunedin Holiday Park kørte vi ud på Otago Peninsula for at se pingviner og søløver. Vi kørte mod Sandymount og Sandfly Bay, en kæmpe strand hvor vi så rigtig mange søløver. Turen ned til stranden var meget sjov, da det gik ned af klitter og man kunne løbe hele vejen ned. Nede på stranden lå søløverne næsten på række. Vi fandt desværre ingen pingviner og måtte vende snuden op mod bilerne igen, men det var nu også fedt at se de store søløver ligge på stranden og slappe af, og nogen af dem legede og sloges. Turen op til bilerne var slet ikke så sjov som turen ned, nu gik det bare op, og det var virkelig hårdt at gå op af klitterne i så lang tid, og hver gang man tog to skridt gled man et tilbage i det løse sand. Vi kom endelig til toppen, og alle måtte skifte strømper og banke sko, fordi der var så meget sand i dem. Turen fortsatte rundt på Otago Peninsula hvor vi gjorde stop ved Harrington Point for at spise frokost. Efter frokost kørte vi igen mod Dunedin fordi drengene ville shoppe, specielt Budde for han formåede at smadre sine converse så sålen ikke hang sammen med skoen mere. I Dunedin splittede vi os op og os piger begav os ud i det store shoppingmekka i Dunedin dog uden at finde noget, og efter en halv times tid endte vi på starbucks i stedet for. Da det jo var den 14. og dermed valentinsdag skulle vi da på restaurant og spise, så vi fandt et steakhouse i Dunedin kaldet reef and beef. Her fik Budde en T-bone steak, Jesper og Erik fik reef and beef, en stor bøf med både rejer og laks til, og os piger fik beeffillet, en meget lækker og saftig bøf serveret med alverdens rodfrugter. Om aftenen tog Jesper, Budde, Axel og jeg en lille tur i byen for at se hvordan bylivet var i Dunedin. Baren lukkede klokken et, og vi tog på McD før vi fik bestilt taxa og kom hjem, og Budde har åbenbart indført at man minimum skal snakke en time før man kan sove, så klokken blev tre før Budde og jeg lagde os til at sove.

Dag 6, 15. februar: Efter 5 timers søvn vågnede vi op igen, for vi skulle være ude fra Holiday Parken klokken ti. Da Jesper, Budde og Axel havde været mindre beruset dagen før kørte Erik og jeg. Første stop var Shag Point, som vi havde hørt fra Howalt og de andre skulle være helt fantastisk hvis man ville se sæler. Der var hundredvis af sæler som lå og slappede af på klipperne. Vi brugte en masse tid på at tage billeder af de små søde dyr og bare nyde udsigten ud over havet. Vi havde også hørt at man kunne se pingviner hvis man kørte lidt længere op af grusvejen, så vi kørte derop, der var dog ingen pingviner, kun en masse seabirds som stod ude på stenene i vandet. Turen gik videre imod Moeraki Boulders, nogle store kuglerunde sten som er op til 2 meter i diameter. De er millioner af år gamle og ligger langs stranden. Vi brugte godt med tid på at betragte de fascinerende sten og vi fik taget en hel masse billeder. Vi kørte videre imod Clyde, her har de en kæmpe dæmning. Dæmningen er ved Lake Dunstan, og vi kørte langs søen hele vejen op til Cromwell. Lidt udenfor den lille by Luggate fandt vi et billigt sted at overnatte.

Dag 7, 16. februar: Vores sidste dag på roadtrip. Vi havde to stop i dag før vi igen kørte mod Queenstown. Første stop var Lake Hawea, her svømmede vi i det flotte, blå vand og solede. Vi kørte videre mod Lake Wanaka hvor vi fik frokost fra Subway og is, også mødte vi igen Trine, Howalt, Honeré og Bojsen som også var på vej hjem.