Dagen i dag skulle bruges på at lære og isklatre, eller hvordan man nu ellers skal oversætte iceclimbing til dansk.
Vi ville blive samlet op i Mc Carthy 8.30 også blive kørt op til Kennicott, hvor vores tur ville starte.
Så vi havde sat uret til 6.30, og hvilket vejr vi vågnede op til, efter vi havde haft regnvejr i går, ja så var det klaret op og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Så op og i et rimelig køligt bad, da det stort set er udenfor, heldigvis er der varmt vand, men nætterne heroppe er ikke just varme, så det er koldt når man hopper ud af badet, så det gik hurtigt med at få tøj på. Vi fik morgenmad og smurt lidt frokost, da vi skulle have det med på turen.
Ca kl. 8.00 gik turen mod Mc Carthy og tager ca. 25 min og gå derind, da vi kom derind stod vi pænt og ventede på vores shuttel, som skulle hente os foran Ma Johnson hotellet og vi ventede og vi ventede og vi ventede lige lidt mere, dog af erfaring fra Vancouver ventede vi ikke mere end 15 min før vi gjorde noget, så vi gik ind til damen, der sad i ’lobbyen’ på det her hotel og spurgte om hun vidste noget og det gjorde hun heldigvis, af en eller anden grund havde de troet vi skulle hentes nede ved gangbroen, hvilket også havde været nemmere for os, men de havde jo skrevet hotellet på vores reservation, nå men hun fik ringet til dem og de sagde at vi bare skulle tage en shuttle på deres regning.
Så det gjorde vi, og hvilken vej vi kom ud på, der er ca. 5 miles (8km) mellem Mc Carthy og Kennicott og ja det tog ca. 25 min, den var virkelig humblet og ujævn plus der kommer modkørende trafik og nogle steder er der kun en vejbane, så det var en meget interessant tur, nå men vel fremme ved Kennicott, en helt anden slags by end Mc Carthy, vi gik lidt hen af vejen og der kom vores tur bureau. Vi blev taget i mod af vores guide som undskyldte mange gange.

Vi fik skrevet under på af vi ikke ville sagsøge for diverse grunde, også var det ellers ud og finde vores udstyr. Vi skulle første have nogle fancy støvler, som minder lidt om ski støvler også alligevel ikke, så fik vi de her crampons, (aner ikke hvad de hedder på dansk), men de skulle spændes på støvlerne så man kan stå fast på isen eller på isvæggen vi senere skulle klatre på, derefter fik vi udleveret hjelm og vanter og seletøj også var vi ved og være klar til afgang, der er ca. 4-5 km ud til selve gletcherne i yderst kuperet terræn, så en lille gåtur vi skulle ud på, men af sted det gik.
Mens vi sad og fik udleveret vores udstyr, snakkede vi om, om det virkelig kunne passe af det bare var os to og ham guiden, men vi blev enige om at eftersom vi var kommet noget senere så var de andre sikkert gået i forvejen, og at vi bare skulle mødes med dem derude.
Vores guide var rigtig godt til at fortælle en masse ting om området, mens vi gik derud og hvordan gletchere fungere og opstår osv., så selve gåturen derud var ikke så slem.
Da vi kom til kanten af gletcherne og skulle spænde de her crampons på, begyndte spændingen så småt og komme frem.
Vi fik vist nogle gå teknikker, også var det ellers bare ud på isen, det var en helt fantastisk oplevelse og komme derud, og imponerende syn der mødte os, det er svært og beskrive og håber lidt billederne viser bare lidt af det vi så og oplevede.
Vi gik ca 2-3 miles op langs gletcherne, til og starte med så vi nogle klatre lidt længere ude og vi tænkte at det nok var dem vi skulle op til, men da vi kom derop gik vi pænt videre. Den næste væg vi kom op til, var ”wave 2”, og det var her vi skulle være. Her fik vi vidst hvordan man går ned af en næsten lodret væg, også skulle vi da derned af, så vi kunne komme over til vores væg, det vidste sig så at det kun var os to tøser på den her tur, virkelig fedt. Da vi kom ned i bunden fik vi et liggeunderlag vi kunne sidde på, mens vores guide gik op på toppen igen for af sætte ankeret op, som skulle holde os, når vi klatrede. Vi sad og nød naturen, solen og stilheden.
Da han havde ordnet det og kom ned til os igen, fortalte han at der ville komme en guide til som også ville være med til og klatre og spurgte om det var okay og selvfølgelig var det det.
Da alle reb osv. var klar til brug, fik vi vidst hvordan vores ishakker fungerede og hvordan de ikke fungerede samt vores reb, dernæst vidste han en klatre teknik hvor man klatrede som et x, hvor man først sætter sin ishakker i isen også tager små skridt på is væggen, mens man samtidig holder sig oppe i armene, da vi havde set det var der nu kun en vej tilbage og det var opad.

Kia var først til at skulle op, hun fik sikret sig i rebet også var det ellers af sted mod toppen som var ca. 25 meter oppe, og puha for det første var det rimelig meget hårdere end det så ud til og for det andet skulle man lige vende sig til at sætte sin lid til de her ishakker som måske kun kom 2-3 cm ind i isen og for det tredje at man nærmest skulle sparke sin ispigge på støvlerne ind i isen og ikke sætte fødderne sidelands som når man klatre på almindelig klatrevæg. Men opad det gik og i hendes iver i at komme op på toppen røg der lige en ishakke ind i ansigtet og snittede hendes tand så der røg en lille fli af, ikke noget dramatisk eller noget, hun fortsatte og kom da også til toppen, men når det går op går det jo også ned, og der skulle liiige lidt mod til bare og lade armene hænge, læne sig tilbage og bare lade sig fire ned, men ned kom hun. Eller faktisk bare lige vide hvad manden mente når han sagde læn dig tilbage, men hun lærte nu også hvad rappelling er. Turen til toppen tog maks. 10 minutter, så der var fart på.
Så var det Tanias tur til og prøve, hun blev også sikret af rebet, hvilket hun fik ros for, for det kørte bare prof agtigt. Fik de sidste instrukser også var det ellers også bare med at komme derop ad. Tror også hun blev overrasket over hvor hårdt det egentlig var, hun måtte lige have en pause halvvejs også var det ellers videre mod toppen 2/3 oppe måtte Tania sige stop højdeskrækken tog over og Tania var klar til og komme ned og få fast grund under fødderne igen. Samt krafterne var brugt op, da hun ikke rigtig brugte de teknikker vi havde fået fortalt om at strutte med enden når man sparkede sig opad og ind med hofterne når man stod i x formationen. Stædig eller bare forvirret? Selvom Guy (vores guide) prøvede og få hende til at blive ville hun ned. Så ud i L formation og ned det gik. Hold da op hvor var benene trætte.

Derefter skulle Kia prøve igen, denne gang kun med en ishakke, hvilket gjorde fodarbejdet en tak sværere, da man nu kun havde en ishakke og holde fast i.
Opad det gik og det var faktisk lidt hurtigere dog krævede det en del koncentration omkring sine fødder, som guiden sagde for man gled rimelig let, hvis ikke man fik sparket fødderne ordentlig ind i isen. Op til toppen og nyde udsigten lidt også gik den ned af igen, dog noget nemmere denne gang end den første.
Tania ville prøve igen, og det var intet problem, spørgsmålet var bare om hun ville nå toppen den gang.
Hun blev sikret og af sted det gik, en lille pause midtvejs også gik det opad igen, og ca. samme sted hvor hun stoppede før, dog tog hidsigheden over (Kia kunne både se det og høre det), hun ville bare nå toppen og minsandten om hun ikke også gjorde det, var sgu godt gået. Så ja med vilje kan man nå langt, teknik eller ej 
Kia fik en tur op af væggen igen og igen med en ny teknik kaldet pyramiden, så i stedet for at have sine ishakker ude til hver side, har man dem nu over hinanden, denne teknik er rimelig meget hurtigere, så det var en hurtig tur op af væggen og da hun kom ned igen blev guiden enig om at nu var det på tide med lidt mere udfordring, så vi fik spist, mens han pakkede rebene sammen og vi gik videre til et nyt sted, vi kom hen til et sted hvor der var den her kæmpe revne, og man kunne både høre og se vandet suse langt nede, vi fik lov og stå på kanten og kigge ned og var virkelig flot, han jokede med at det var her vi skulle klatre og at vi nu ville blive sænket ned i den her revne, så langt ned vi ville også skulle vi klatre op igen, ja ja sagde Kia den er god med dig, men jo det var sgu rigtig nok. Det var to tøser der nu blev meget stille og eftertænksomme, for der var virkelig langt ned.
Mens vores guide gjorde udstyret klar, stod vi og snakkede om hvem der skulle gå først og om vi overhovedet turde. Tania besluttede sig for og gå først, så hun kunne få det overstået. 
Hun blev sikret, dette tog lidt tid, da hun lige skulle have alt på plads og igen vurdere om hun ville gøre det. Men hun fik vendt ryggen til den her kæmpe revne, også var det bare og gå baglæns og håbe på at rebet holder. Guy lovede at det nok skulle holde, og han strammede det endda til så hun kunne se det nok skulle gå, skal lige siges at han stod også spændt i samme anker som os, og helt ude på kanten. Men han fik strammet rebet og hjalp med små skridt hende ud mod kanten. Tania fik spurgt flere gange om det nu gik osv., en kæmpe frygt der begyndte at komme meget tydeligt frem, og da hun ikke måtte holde ved rebet, så var det bare at lade armene hænge og prøve at læne sig tilbage, men det kræver rigtig meget at gøre det, men modet vandt og hun fik sig lænet tilbage, taget et par skridt og var nu lidt længere ude end Guy, kunne mærke at benene havde fået nok, så hun vente hovedet og kiggede ud på Kia og den anden guide som stod pænt og nød det hele med store smil på læben, indtil Tania lidt galt ”så er det nu” råbte til Kia at hun skulle få taget det billede. Kan tro Kia fik travlt. Tania glemte faktisk helt at kigge ned i hullet og se det flotte syn – ups. Men nu skulle hun jo så op igen, og Guy sagde at hun bare skulle gå op, hvortil hun siger, det kan jeg ikke, kan jo ikke bevæge mig, løfter jeg denne fod så falder jeg, og han kunne jo ikke hjælpe da han skulle holde hende i spænd i rebet, lidt komisk faktisk, men hun fik dog slået en ishakker i isen og hevet sig ind med hjælp fra Guy. Glad inde igen, kunne hun faktisk være MEGET stolt over at hun gjorde det. Overskred den grænse som hun havde frygtet/set mest frem til. Skide godt!
Nu var det så Kias tur og nervøsiteten meldte sig. Hun blev sikret og uhh begyndte og gå baglæns mod kanten, og virkelig skræmmende, grænseoverskridende og total fedt og hænge der på vej ud over en kant hvor det bare går ned i det uvisse kun i et stykke reb, Kia kom lidt længere ned måske 10 m, hvis det overhovedet var så langt, det føltes i hvert fald meget længere end det egentlig var, fik nydt den super flotte udsigt dernede også gik det op af igen. Puuuha vel oppe og en mega oplevelse rigere og et kæmpe adrenalin kick.
Efter denne tur, blev vi spurgt om vi havde lyst til en tur mere, men vi takkede pænt nej tak, vi havde fået nok spænding og var ved og være en smule trætte, så vi fik pakket sammen og begyndte tilbage turen over isen.
Da vi kom tilbage til Kennicott omkring kl. 18.00, vi tog af sted ca. 9.30, var det to trætte tøser, vi fik afleveret vores udstyr og guiden gav os et lift tilbage til gangbroen.
Da vi kom tilbage til vores hostel, fik vi lavet lidt pasta og efter vi havde spist var vi faktisk parat til og gå i seng, dog trak vi den til omkring kl. 21.30, men vi var pænt trætte og lavede stort set ikke noget da vi kom hjem, lå bare og slappede af i sengen.