Køredag til St. Elias Wrangell Park. St. Elias Wrangell park (Wrangell) er USA største national, den er 7 gange større end Yellowstone, den er 5,341,850 hektarer, så man må sige den er rimelig stor.
Man fandt den i 1900, hvor man opdagede kobber i bjergene, dog var området så utilgængeligt at man blev nødt til og lave en jernbane derind til, og i 1906 havde man lavet den 196km lange jernbane, som skulle transportere kobberet ud, samtidig havde man lavet firmaet Kennicott Copper Corporation.

Byen Kennicott voksede hurtigt og det var næsten 300 indbyggere nede ved campen, mens der arbejdede omkring 200 oppe i minerne, samtidigvar var der et hospital, tandlæge og butikker.
5 mil længere nede af vejen blev byen Mc Carthy til, og blev også en mine by, der var restauranter, spillebuler, to aviser, en fotograf, tøj butik og en masse andet og der boede næsten 800 mennesker i byen.
Da depressionen kom i 1938, kunne kobber firmaet ikke følge med priserne, og stort set fra den ene dag til den anden det lukkede, og det gjorde at folk fulgte med også. I 1941 gav mine firmaet rettighederne til landet og vejen til staten, så det kunne blive en highway, og i 1998 købte National Park Service de 1200 hektarer, hvilket så blev en del af St. Elias Wrangell Park som har været en national park siden 1980. Der bor ca. 40 mennesker herude hele året.

Nå men vi skulle tidlig op, da vi jo ikke helt vidste hvordan det ville være at køre rundt heroppe med trafik osv. Så igen tidlig op, bad og vi havde jo ikke noget at smøre på vores brød, så ingen morgenmad til os. Dog holdte vi en ved en Wallmart og fik handlet ind til brødet. GPS’en blev indstillet til byen Chitina, hvorfra vores fly ind i parken skulle flyve fra. På turen skete der ikke det store, vi så ikke så mange biler og dem vi så var dem der kørte imod os. Dog lige pludselig ud af det blå kom der denne kæmpe gletcher frem. Vi fik holdt ind – taget lidt billeder også ellers videre. Dog havde vi haft en kort hvil ved et ”toilet”, hvor vi også fik lidt at spise. Efter små 4½ time kørsel, nåede vi frem til ”lufthavnen” – en grusvej med en grus parkeringsplads, og der imellem placeret et lille hus/skur. ”Lysene” på landingsbanen (grusvejen), var kegler med blåt bånd – er det ikke bare fantastisk, så ved man at man er ved at være derude hvor kragerne for længst er vendt om.
Vi havde ca. 3 timers ventetid, så vi fik pakket taske, da vi jo ikke skulle bruge særlig meget derude i parken, og plus at man ikke måtte have særlig meget med sig derud. Så tøj, chips, sodavand og vand blev smidt i en taske og klar vi var.
Resten af ventetiden blev brugt på afslapning. En halvtime før flyene skulle lette, gik vi ned til huset og vi endte da med at stå 7 par der skulle fordeles på tre meget små fly, plus bagagen, og vores bagage var ingenting i forhold til andres. Vi var så heldige at komme med det største af de små fly – en beaver, specielt ombygget til at fragte folk ind og ud af parken.
Vi kom om bord i flyet, fik selerne og hovedtelefoner på, så vi kunne kommunikere med piloten, enten ved at høre hvad han havde at fortælle om turen eller ved at stille spørgsmål. Efter han havde fortalt lidt om sikkerheden, og hvad vi skulle gøre i nød, så var vi klar til denne tur på ca. 35 minutter. Vi kom ud på grusvejen, og motoren fik fuld gas, og derud af det gik, vi var hurtigt i luften og steg så ellers opad. Det gik meget fint. Da vi havde fundet vores højde, kunne vi se en meget flot natur, så blandt andet en elg langt nede i en sø, altså man kunne lige se ryggen af den. Jo tættere på vi kom McCarthy, jo dårligere blev vejret. Det kunne også mærkes oppe under skyerne, faktisk sådan vi fik det lidt skidt begge to og ikke syntes det var helt så sjovt mere.
Da vi nåede McCarthy, fløj vi lige ud over gletcherne, fik lidt historie også var det ellers tilbage og lande på en ny grusvej, hvilet faktisk gik meget smertefrit. Vi var dog nu landet i regnvejr, og håbede ikke på at dette skulle være vejret i de dage vi skulle være her. Vi ventede sammen med de to andre par fra vores fly på en shuttle bus, og da den endelig kom, fik vi et lift ud til en gangbro, ja vejen gik simpelthen ikke længere, så det eneste vi kunne var at gå over broen eller tilbage, også var det og gå over den og op på toppen af en bakke gå til højre og vupti så skulle vores lodge være der. Og os der seriøst troede at vi havde booket et hostel i Kennicot, hvilket er en ’by’… Vi blev klogere. Nå men vi fandt hostellet, og fik ringet til fyren som skulle ”checke” os ind. Han kom drønende på hans atv – det bedste køretøj heroppe. Fik vidst os rundt og vidst os vores værelse. Meget hyggeligt sted, dog skal man gå udenfor for at komme til toilet og bad. Spændende 
Efter vi havde fået os placeret på værelset, og slappet lidt af, så skulle vi jo ind til McCarthy og have handlet lidt. Så vi spurgte om vej og der var ca. 1 mile derind, så tilbage over broen (kun til fodgængere), dvs man kan ikke køre længere end til den bro i bil. Selvfølgelig er der nogle der skal tjene penge på det, så det koster 5 dollars at parkere ved broen pr kalender dag. Men vi kom over broen, og forbi en kirke, der havde nogle sjove skilte ude foran – blandt andet stod der dette ”God loves you, he really does”. Ja, ja det er godt med jer.
Vi kom nu til en ny gangbro, over den og videre på denne grusvej out in no where. Vi kom til McCarthys museum, drejede til højre som vi havde fået fortalt, og kunne nu se op til nogle træhuse, og da vi kom derop, ja så stod vi bare der og kiggede og tænkte ’okay, kan man kalde det her en by’ der var så en gavebutik, en salon/hotel, et andet hotel, og skal lige sige de her hoteller er mindre end almindeligt parcel hus, en butik med ture, en butik med shuttle bussen også deres købmand/fælles hus. Plus der var nogle enkelt huse ud over dette bare spredt lidt mere. Velkommen til storbyen siger vi bare.
Vi kom indenfor ved købmanden og wow – der var bare stort set ingenting tilbage, så vi fandt lidt pasta og noget ketchup også var det det vi skulle leve af. Tydeligt at der lige havde været nogle og købe stort ind, eller at de bare ventede på nye forsyninger. Vi fik dog også lige fundet lidt kiks vi kunne have med på vores ture, samt lidt mere brød. Efter dette gik turen tilbage.
Tilbage fik vi lavet aftensmad også stod den ellers bare på hygge med spil og snak på værelset indtil sengetid kaldte på os begge. Vi troede det ville blive en meget kold nat, da vores værelse er MEGET køligt. Men vel under lagnet, tæppet og endnu et tæppe, så fik vi hurtigt varmen og faldt hurtigt i søvn.
Dagens udbrud: Tania da vi lige er landet – ”Det her er nok det sygeste jeg nogensinde har gjort, har det så skidt i maven og troede virkelig jeg ville brække mig deroppe.
Kia da vi går hjem fra McCarthy: Hold da op hvor er vi langt ude, det er jo vildt!