Dag 18, 19 og 20. La Paz, Bolivia

Dag 18 og 19
Jeg vågnede med en fornemmelse, af at jeg havde sovet over. Denne fornemmelse, blev forstærket da jeg opdagede, at min IPhone, var løbet tør for strøm, idet den ikke havde ladet hele natten, selv om den var tilkoblet kontakten. :-( jeg var helt rundt på gulvet, og frygtede, at jeg var gået glip af min bjergbestigningstur:-( jeg kunne dog ikke finde ud af, hvad klokken var, da jeg ikke kunne tænde min IPhone. Efter at have prøvet 3 stikkontakter, lykkedes det mig endelig, at finde en kontakt på badeværelset, som virkede, og jeg kunne konstatere, at klokken kun var 06:00.Jeg skulle først være ved rejseselskabet kl. 0930, så der var masser af tid. Jeg hader virkelig den fornemmels af at være sovet over:-(

Jeg prøvede efterfølgende, at sove ,hvilket desværre ikke lykkedes. Tror frygten for at sove over og spændingen ved turen gjorde, at min hjerne arbejde på højtryk, og at jeg derfor ikke kunne slappe af. Da kl. blev 8 opgav jeg at falde i søvn, og stod derfor op og begyndte at pakke mine ting. Det var lidt besværligt at pakke, da jeg på bjergturen skulle bruge både min store rygsæk, og min lille rygsæk. Tilgengæld skulle jeg stortset ikke bruge nogle af mine ting hvilket betød, at jeg stod med to tomme tasker, og en kæmpe bunke ting, som jeg ikke kunne pakke ned i noget.

Problemet løste heldigvis sig selv, da jeg skulle op og spise morgenmad på 5. Sal. Her gik jeg nemlig forbi et depotrum, hvor de opbevarede hotelets sengetøj. Trylle trylle, og så stod jeg med en sæk i hånden, og der lå en stor bunke sengetøj på gulvet:-).

Jeg åd som aldrig før ved morgenbuffen, da jeg tænkte, at jeg ville få brug for al den enerig jeg kunne få ned, hvis jeg skulle nå den bjergtop. :-)

Da alle mine ting var pakket ned i sækken, fik jeg den afleveret i et depotrum. Receptionisten kiggede lidt underligt på sækken, men hun sagde heldigvis ikke noget. Hun har sikker bare tænkt, at jeg har fået lov, til at låne den af en a rengøringsdamerne. Det kunne jeg sikkert også have fået lov til, men det ville jo have krævet, at jeg kunne tale Spansk:-(. Hans J Bach, har også altid lært mig, at hvis man ikke spørger, så kan man jo heller ikke få et nej:-). Så det råd har jeg valgt at tage til mig:-)

Herefter gik jeg til rejseselskabet, hvor jeg mødte min private guide Victor, som stort set ikke snakkede et ord engelsk. Istedet snakkede han som et vandfald på spansk, og forventede, at jeg forstod det hele. Hekdigvis var der også et Amerikansk par, som skulle med på turen. De var ca. 30 år begge to, og vældig flinke. De hed Scot og Alice. Heldigvis snakkede Alice flydende spansk, så hun blev brugt, som tolk, når Victor sagde noget, som jeg fornemmede kunne være vigtigt. :-) Størstedelen af tiden sagde jeg dog bare :"Si", og lod som om jeg forstod, hvad han sagde. Alice og Scot skulle have dere egen guide, som de skulle møde på bjerget, hvilket jeg var glad for, da jeg ellers ville være tvunget til at gå op ad bjerget i deres tempo.

Inden vi kørte mod bjerget fik vi udleveret alt vores udstyr. Udstyret bestod af kæmpe støvler, isklamper(jernpigge ca 5 cm lange),som kunne spændes under støvlerne, 1 stk isøkse, termounderbukser, skibukser, ski jakke, 1 stk. elefanthue, hjælm, kæmpe hansker, klatrebælte, og benbeskyttere, til at beskytte mod den skarpe is. Alt dette udstyr blev pakket i den store rygsæk, som nu var fyldt til bristepunktet, og vejede ca. 20-25 kg.

Herefter kørte vi mod bjerget. Undervejs brugte vi tiden til at snakke om den vilde tur, som ventede os. Ingen af os havde erfaring med at klatre på is, og vi havde heller aldrig været i den slags højder før. Vi var derfor alle nervøse for hvad der ventede os.

Selve køreturen var et marridt, vores chauffør troede åbenbart, at han hed michael schumacker, for han kørte alt for hurtigt på de små bjergveje. :-(Desuden har de en meget underlig regel om, at når man køre op ad et bjerg, så køre man i den side, hvor kanten til afgrunden er. Det gør det yderst ubehageligt, at værre passager, når man hele tiden køre på kanten til afgrunden. De køre også helt ude på kanten selvom der er masser af plads i den anden side af vejen. Den mærklige regel betød, at bussen hele tiden skiftede mellem højre og venstre side af vejen, afhænig om han kørte opad eller ned af. Efter at have oplevet denne køretur, kan jeg godt forstå, at det sker rigtig mange alvorlige uheld i dette land:-(

Da vi nåede frem til Bacecamp i 4700 meters højde, spiste vi frokost i en lille stenhytte. Maden bestod af ris og kød, og det smagte faktisk rigtig godt. Det smagte måske endda for godt, for jeg fik spist alt for meget. Det kunne jeg straks mærke, da vi påbegyndte vandreturen fra Bacecamp til Highcamp. Jeg havde ikke gået i mere end 10 min. før jeg fik sidestik. Denne smerte varede ved den næste time, inden den endelig forsvandt. ;-( i løbet af den time fortrød jeg gentagende gange, at jeg havde spist så meget. Flere gange fik jeg også fornøjelse af maden en ekstra gang, da maden lige var en tur oppe i halsen og vende, før den heldigvis returnerede til maven igen. :-(

Turen fra Bacecamp til Highcamp var en vandretur på ca. 3 timer, hvor vi skulle vandre fra 4700 meters højde til 5100 meters højde. Den første del af turen var en jævn stigning langs en delvis anlagt sti. Halvvejs ramte vi dog selve bjerget, og resten af vejen gik vi direkte op ad den stejle bjergskråning. Her var der ikke lavet trin eller stier, så man vandrede fra sten til sten. Flere steder var der så stejlt, at man måtte kravle op ad klipperne for at komme frem.:-(

Jeg forsøgte at tage det stille og roligt på den første vandretur, da jeg vidste, at jeg ville få brug for kræfterne i løbet af natten, hvis jeg skulle være i stand til at nå toppen. Desuden vidste jeg at risikoen for højdesygdom var mindre, hvis min puls ikke blev for høj. Derfor gik jeg sammen med Scot og Alice det meste af vejen, men da vi nåede til det stejle stykke kunne de dog ikke følge med. Det var sygt hårdt at vandre med den kæmpe rygsæk på ryggen. Det var bestemt ikke godt for min ryg :-)

Kl. ca. 15 ankom vi til Highcamp i 5100 meters højde. Campen bestod af en lille stenhytte med senge og borde. Det var faktisk rigtigt hyggeligt, og vejret var fantastisk. Det samme var udsigten. :-) man kunne se til toppen af bjerget, og jeg må indrømme, at det var et skræmmende syn:( Toppen så meget fjern ud, og den virkede vildt stejl. Jeg havde derfor meget svært ved at forestille mig, hvordan det kunne lade sig gøre, at klatre helt op til toppen. :-(

Campen lå lige ved snegrænsen, så resten af vandreturen ville foregå på is og sne:-(. I campen mødte vi de andre personer, som skulle forsøge, at bestige bjerget. Vi var ca. 30 personer ialt. Alle de andre var på en 3 dagestur mod toppen, hvilket er klart bedre, da man så har større chance for at tilvænne dig højden, og derved større chance for at nå toppen:-( Desværre havde jeg kun tid til at gøre det på 2 dage. Dem som var på tredagesturen havde brugt den første dag på at øve isklatring og redningsøvelser. Alt dette var der desværre ikke tid til på min tur;-(

Kl. 18 blev der serveret aftensmad, og efterfølgende hoppede vi i soveposerne for at prøve at få noget søvn, inden bjerget skulle bestiges. Jeg kunne desværre ikke falde i søvn, da spændingen var for stor.:-(. Jeg var på et tidspunkt meget tæt på at falde i søvn, men så skulle jeg desværre tisse. Først prøvede jeg at ignorere det, men til sidst måtte jeg opgive, og hoppe ud af den varme sovepose. Jeg måtte efterfølgende begive mig ud i kulden for at nå toilettet, som stod på bjergskråningen ca. 50 meter fra hytten. Der var frysende koldt udenfor nu, hvor solen var gået ned, og den lille gåtur til toilettet gjorde, at jeg næste ikke kunne finde tissemanden da jeg skulle tisse:-( Der gik langtid i soveposen før jeg havde varmen igen. Da jeg endelig følte mig varm og klar til at sove, var klokken blevet 0030, og der var derfor kun 30 min til vi skulle op. :-( Jeg opgav derfor at sove, og brugte istedet de sidste 30 min på at skrive min rejsedagbog.

Kl 01 stod vi alle op, og der var vildt kaos i den lille hytte. Jeg fik iklædt mig alt mit udstyr, og følte mig nu som en astronaut på månevandring. Støvlerne var vildt tunge, og det megen tøj gjorde, at man ikke kunne bevæge sig ret meget. :-( inden vi skulle gå blev der serveret "morgenmad". Denne gang spiste jeg ikke ret meget mad, da jeg ikke ville risikere, at få sidestik igen.

Der var frysende koldt udenfor, men der var heldigvis skyfrit, og der blæste ikke specielt meget. Jeg vil gætte på at temperaturen var omkring frysepunktet. Det var derfor småkoldt, da Vicktor efter maden gav mig de sidste sikkerhedsinstruktioner. De blev selvfølgelig givet på spansk, så det blev jeg ikke meget klogere af:-) Alligevel følte jeg mig ikke usikker, da jeg mente, at jeg vidste hvad man skulle gøre, hvis der kom en lavine, eller hvis en af os faldt i en glecier kløft. Jeg har jo set et par bjergbestignings film, så jeg er jo næsten en proff:-)

Efter instrukserne blev jeg fastspændt til Victor med et klatrereb, og vi fik sat vores isklamper fast på skoene. Så blev pandelamperne tændt, og vi begav os ud på sneen. Da vores kommunikation ikke var forløbet så godt under instruktionerne, betød det, at vi var de sidste der forlod lejren. Det var imponerende, at se de små grupper, som bevægede sig op ad bjerget som en slange af pandelamper, der snoede sig op ad bjerget. Da vi endelig kom afsted var de første alleredde langt oppe ad bjerget. De havde et ca. 30 min. forspring, men jeg var ret sikker på at jeg nok skulle hente dem inden toppen, hvis bare jeg kunne undgå højdesyge.

Højdesygen havde alleredde krævet de første 5 ofre, som var vågnet op med kraftig hovedpine og kvalme. De var derfor blevet i Highcamp, og ville derfor ikke nå toppen. :-( Jeg følte heldigvis ingen symptomer da jeg begyndte at gå mod toppen. Guiderne havde dog fortalt, at det i gennemsnit kun er halvdelen, der når toppen, så der var stadigvæk en stor risiko for, at jeg pludselig ville få det dårligt. Hvis det skulle ske,at jeg fik kraftig hovedpine, var jeg helt afklaret med, at jeg ville vende om, da hjerneødem er yderst livsfarlig. Hvis du bliver alvorlig syg på toppen af et bjerg som dette, vil det næsten være umuligt, at få en person ned, hvis han ikke selv kan gå. Derfor var jeg slet ikke i tvivl om at jeg vill vende om. Jeg har intet dødsønske. Desuden har jeg lovet Carina at jeg ville passe på mig selv og ikke tage unødige chancer. :-)

De første 90 min af vandringen var ret steje, og det føltes som om vi gik direkte op mod bjergtoppen. På denne del af turen overhalede jeg de fleste grupper, og der var nu kun en gruppe på 6 personer som var foran mig. Flere stedder på dette stykke var stien så stejl, at man måtte gå sidelæns, og krydse sine ben, mens man kæmpede sig op ad bjerget . Tempoet som Victor gik i passede mig rigtig godt, og jeg gik hele tiden direkte bagved ham, således, at jeg satte mine føder i hans fodspor. Jeg følte, at tempoet var stille og rolig, og jeg var istand til at holde min puls omkring de 150-160. Alligevel gik vi klart hurtigere end de andre. Det var også rigtig dejligt, at jeg ikke gik med den store rygsæk, som tidligere på dagen. Istedet medbragte jeg min lille rygsæk, som kun indeholdt slik og vand. Den vejede defor næsten ingen ting:-).

Efter det første stykke kom der et længere stykke, hvor det fladede lidt ud. Dette stykke tog ca. 2 timer, og det lykkedes os af få kontakt med gruppen foran os, som nu kun bestod af 4 mand, idet 2 af dem var vendt om på grund af højdesyge. :-( Dette mellemstykke var noget af det farligste på ruten, da vi skulle krydse en masse glecier sprækker. Flere steder gik vi på et ca. 30 cm bredt stykke af is og sne, som virkede som en bro mellem to dybe kløfter. Flere af kløfterne var over 100 meter dybe:-(. Det vildeste sted, som vi krydsede bestod af en ca 50 cm. bred isbro, som var en meter lang. Da jeg efterfølgende kiggede ned under broen kunne jeg konstatere, at den kun var ca. 50 cm tyk. Det er derfor utroligt, at den kunne holde til vægten af mig.
jeg er ret sikker på at det kun er et spørgsmål om tid, før den bryder sammen:-( Da vi havde overstået midterstykket var vi nået til 5900 meters højde. Jeg havde stadigvæk ingen symptomer på højdesyge, hvilket var ret utroligt. De fleste havde på dette tidspunkt mindst en mild hovedpine. Denne hovedpine ville kun blive værre, hvis man fortsatte med at gå opad. :-(

De sidste 200 højdemeter tog ca. 1 time, og var klart de hårdeste på hele turen. De var så stejle, at man klatrede på sine knæ, mens man skiftevis brugte sin isøkse og sine jernpigge på skoen til at sikre, at man havde kontakt med bjerget. Det var et ret sygt stykke, og jeg kunne ikke længere styre min puls. Min vejrtrækningen gik derfor fulddstændig amok, og jeg kunne ikke gå mere end 10 skridt, før jeg måtte holde pause. Da vi nåede til 6000 meters højde manglede vi kun det allerværste. De sidste 15 min. vandring forgik helt oppe på bjergkammen. Det betød, at man gik på et ca. 30 cm bredt isstykke, mens der på begge sider gik ca 100 meter nedad lodrette klippevægge. Det var virkelig uhyggeligt, og jeg klemte så hårdt om isøksen, at mine hænder næsten gik i krampe. Når det eneste der sikrede en mod at falde ned, er piggene på ens sko og en isøksen, så kan man altså godt holde rigtig godt fast:-)Jeg klamrede mig derfor til øksen, mens mit hjerte pumpede af adrenalin, og mine ben langsomt men sikkert kravlede videre mod toppen. :-( Da jeg endelig nåede toppen var jeg en meget glad mand. Desværre havde vi gået alt for stærkt, og vi måtte vente i 20 min indtil solen stod op. Der var frysende koldt på toppen, og der blæste en pelikan. Tror seriøst aldrig jeg har frosset så meget før, og jeg har enda arbejde 5 år i en fryser, så jeg ved nok hvad kulde er. Vi lagde os i ske på bjergtoppen for at holde på varmen:-( Da solen skimtede en smule i det fjerne fandt jeg mit kamera frem, og jeg fik taget et par fotos. Da jeg skulle tage mine hansker på igen var mine fingre stivfrosne, og da jeg fumlede med den ene handske tabte jeg den på jorden, og den fløj ud over bjerget. Victor løb selvfølgelig efter den, og forsøgte at indhente den inden den nåede ud over kanten. Jeg nåede lige at tænke, at det ville være noget lort, hvis han røg ud over kanten, for jeg var jo fastspændt til ham, og ville derfor også ryge med udover. Heldigvis indså han , at det var hjernedødt, at risikere sit liv for en hanske. Derfor opgav han at fange handsken, og jeg kunne ånde lettet op. :-)

Herefter begyndte vi vores nedtur, mens der stadigvæk var delvis mørkt. Det ville være for koldt at vente på at solen stod helt op, derfor blev vi tvunget til at gå ned, selvom jeg rigtig gerne ville have været blevet på toppen indtil det var ordentligt lyst, så jeg kunne have nydt udsigten. Hvis det sidste stykke var svært at gå, så var det endnu sværere at gå ned af. :-( Specielt fordi man samtidig skulle give plads til folk som var på vej opad, hvillet er meget svært når stien kun er 30 xm bred, og begge personer ferne vil have noget at holde fadt i:-) Jeg var derfor en meget glad mand, da vi nåede ned af det stejle stykke. På dette tidspunkt var solen også kommet helt frem, og temperaturen steg fra -10 til +20 i løbet af meget kort tid. :-)

Nu skulle man tro, at den sidste del ville være nemt, men da jeg var begyndt at blive lidt presset på vej opad begik jeg en stor fejl ved ikke at drikke og spise noget den sidste time på vej mod toppe:-( Min drikkedunk var frosset til is, og jeg havde ikke lige overskud til at finde en ny dunk i tasken, og da jeg ikke havde noget vand, havde jeg heller til at spise noget, da jeg ikke ville kunne få det ned uden væske:-( i 6000 meters højde, kan det være en kamp at tygge på et stykke frosset chokolade, og tyggeriet gør, at du ikke kan trække vejret. Derfor får man let lyst til at lade være med at spise noget, selv om det er meget dumt. :-(

Resten af vejen ned var jeg derfor sukkerkold, og jeg kunne fornemme, at jeg var træt, og at jeg begyndte at få prikker for øjenene. Vi tog derfor en lang pause, hvor jeg spiste og drak alt hvad jeg havde medbragt:-) Det hjalp dog ikke lige med det samme, så jeg måtte fortsætte med denne fornemmelse i kroppen. Det at jeg var ved at falde mindst 10 gange. Hver gang lykkedes det mig heldigvis at få reddet ballancen. Jeg kunne dog godt fornemme, at min tilstand gjorde, at nedturen blev udnødvendig farlig:-( jeg var derfor meget skuffet over, at jeg kunne lave så dum en fejl. Jeg burde kende min krop bedre, men højden har selvfølgelig også spillet ind. :-( Men det var virkeligt dumt, for hvis jeg bare havde fået rigeligt med væske og mad, så kunne jeg have nydt turen ned, og haft tid og overskud til at få taget nogle fede fotos. Nu tænkte jeg kun på at komme ned så hurtigt som muligt, og det var en kamp i sig selv:-(

Da jeg var halvejs nede mødte jeg de bagerste, som stadigvæk var på vej op. De kunne godt forvente, at skulle vandre ca. 3 timer mere inden de ville nå toppen. Det lod nu ikke til at bekymre dem, men vejret var jo også godt:-). Efter at have vandret ned af i to timer ankom jeg endelig til highcamp . Sukkeret fra slikke var på dette tidspunkt begyndt at hjælpe, så jeg havde lidt mere overskud, derfor kunne jeg glæde mig over, at jeg havde været første mand på toppen, og første mand tilbage i lejren:-)

Mens jeg var i lejren skiftede vejret og der blev skyet og det begyndte at sne. Det blev derfor en rigtig hård tur for dem der stadigvæk var på bjerget:-(. Da jeg havde været i lejre i 2,5 time begyndte jeg nedturen fra Highcam til den Bacecamp. På dette tidspunkt var der kun kommet 12 personer tilbage fra toppen. Resten havde enten opgivet, eller befandt sig stadigvæk oppe på bjerget:-(.

Den sidste nedtur var rigtig hård, og vildt glat på grund af sneen på stenene. Desuden bar jeg igen på den tunge rygsæk med alt udstyret, og det gjorde turen ekstra hård:-(

Da jeg endelig nåede til Bacecamp holdt busse klar, og kørte mig tilbage til La Paz. Heldigvis gjorde det dårlig vejr, at buschaufføren ikke kørte så vildt. Jeg havde ellers frygtet denne bustur. Selv på toppen af bjerget tænkte jeg, at jeg stadigvæk manglede det farligste på denne tur, hvilket jeg mente var busturen med psykopat chaufføren:-)

Da vi nåede La Paz vat der skyfrit og 25 grader:-) utroligt hvor meget vejret kan skifte i dette land. :-) Hos rejseselskabet fik jeg udleveret en T-shirt, hvor der stod jeg havde besteget bjerget og overlevet:-( Cool. :-) Jeg var ellers i tvilv om hvorvidt jeg ville hente t-shirten, da jeg var bange for om de ville have mig til at betale for handsken, som jeg mistede på toppe. De sagde heldigvis ikke noget, og jeg mindede dem selvfølgelig ikke om det:-)

Da jeg kom tilbage til mit hotel fik jeg tjekket ind på mit nye værelse, som jeg skulle dele med en engelsk fyr på 28 år, som hed James. Han var nu ikke på hotellet da jeg kom, så jeg gik straks igang med at få ompakket mine ting. Herefter satte jeg mig ud på potten for at søsætten en negerfamile, og sende dem på kannalrundfart i La Paz kloaker :-) Selvfølgelig valgte James at komme hjem mens jeg sad på tønden. Det var derfor en akavet måde vi fik sagt goddag på. Han var heller ikke helt tryg ved at trrykke min hånd, men gjorde det alligevel af høflighed. Jeg ville nok heller ikke have haft lyst til at trykke hans hånd,hvis det var ham, som lige var kommet ud af et toilet, som lugtede mere af lort end af lagkage :-) Han virker nu meget flink, hvilket er meget heldigt, da jeg skal bo sammen med ham de næste 3 uger indtil Carina kommer:-)

Om aftenen mødte jeg resten af den gruppen, som jeg skal være sammen med de næste 3 uger. De virkede alle meget flinke, men jeg kan selvfølgelig ikke rigtig huske deres navne. Navne er jo desværre ikke min store styrke. Jeg satser på at jeg vil beskrive hver enkel senere, når jeg har lært dem lidt bedre at kende. De fleste er mellem 25 og 35, så det skal nok blive sjovt. 2 fra USA, to fra Australien, 1 fra Luxembourg, 1 fra Holland og resten er fra England. Under mødet kom der en repræsentant fra et rejseselskab, og fortalte om mtb turen ned af verdens farligste vej. Efterfølgende tilmeldte de fleste fra gruppen sig denne tur. Dette selskab ville dog have 105 dollars for turen, og jeg vidste man kunne få en tilsvarende tur for 44 dollars. Derfor overtalte jeg James til at vi købte billetter der istedet. Jeg sagde dog ikke noget til de andre, da jeg fornemmede, at guiderne fik kommision af rejseselskabet. Jeg ville derfor ikke skabe en dårlig stemning den første dag, ved at spille guiderne ud mod gruppen. Istedet gik James og jeg hen til det andet rejseselskab og købte vores billet. Det var nøjagtigt den samme tur, men til den halve pris :-) sådan et tilbud kan en jyde jo ikke sige nej til. James var dog meget bekymret for om cyklerne var gode nok, og om sikkerheden var i top ved dette selskab. Jeg beroligede ham med at cyklerne var fine, og at jeg havde prøvet dem den foregående dag, hvilket dog ikke passede, men det virkede beroligende på ham, og det var jo det vigtigste:-)

Om aftenen var vi ude og spise gruppemiddag, men jeg var ikke rigtig oplagt, da jeg ikke havde sovet i ca. 40 timer. Jeg gik derfor direkte tilbage til hotellet, da jeg var færdig med at spise. Det var sku dejligt at ligge i en rigtig seng igen, og jeg faldt straks i søvn. :-).

Kl. 2 ringede James vækkeur. Jeg var total smadret, og brokkede mig over, at jeg sket ikke var klar til at stå op, hvor efter jeg lagde mig til at sove igen uden at vide hvad klokken var. Da jeg vågnede dagen efter troede jeg det var noget jeg havde drømt. James fortalte mig dog, at det var noget der var sket i virkelighedsen, og at jeg havde værret ret morsom, fordi jeg havde været fuldstændig kvæstet:-) Han undskyldte dog mange gange, og lovede, at det aldrig ville ske igen:-)

Dag 20.
Kl. 0600 ringede vækkeuret. Denne gang var det desværre alvor, og vi måtte op.:-( Kl 7 indfandt vi os ved rejseselskabet, hvor vi spiste morgenmad. Vi var ca. 20 der skulle køre ned af verdens farligste vej. I gruppen var der 3 tyske par og 2 tyske piger, som rejste alene. De var alle super flinke, og snakkede forbløffende godt engelsk. Faktisk var de så høflige, at de snakkede engelsk indbyrdes, således at vi også kunne følge med i samtalen. Resten af gruppen var en blandet flok, som jeg ikke rigtig talte med.

Vi startede med en bustur, som førte os op i 4800 meters højde, her blev cyklerne læsset af busserne, og vi klædte om til det udleveret tøj, som bestod af, jakke, bukser, hjelm, handsker, knæ og albuebeskyttere:-). Vi var rigtig fine da vi var omklædte:-). De første 15 km gik ned af bjerget på en bred asfaltvej. Der var super dårligt vejr med sne og tåge, men alligevel kunne man godt give den fuld gas ned af bjerget. Jeg prøvede at følge med den forreste guide, men måtte indrømme, at i de våde kurver, var jeg lidt en tøsedreng i forhold til ham, men jeg kunne dog indhente ham igen efter svingene.

På vej ned af dette første stykke fik vi bekræftet, hvorfor vejen har tilnavnet verdens farligste vej. I grøften så vi en bus, som lå på siden. Heldigvis var det den rigtige grøft den var væltet ned i. Havde det været i grøften på den modsatte side af vejen ville bussen være endt et par hundrede meter nede af en bjergskråning. :-(

Da vi var færdig med de første 15 km begyndte det sjove for alvor:-) ca. 50 km nedkørsel ad en ca. 3 meter bred grus bjergvej. Flere stede var der 300 meter lodrette klippevægge på den ene side af vejen. Det var ikke på et af disse steder, man skulle ryge ud over kantrb, så ville man helt sikkert dø.:-(

På turen ned kørte vi gennem flere vandløb, og under flere vandfald. Det gjorde turen ekstra sjov, men betød også, at vi blev lidt små våde.:-) Fra top til bund var der flere steder, hvor der var opsamling, så man var sikre på at alle nåede ned af bjerget i god behold. Jeg gav den fuld gas, og lå heletiden lige i baghjulet af guiden, og pressede ham derved til at køre stærkere. Det var både vildt og fedt. Jeg følte dog ikke at det på noget tidspunkt var farligt. Der var dog et par gange, hvor jeg var lige ved at styrte, men begge gange redde jeg den. Begge gange styrtede personen som kørte bagved mig. Den ene gang var det ret alvorligt, da han ramte ind i en klippevæg, men heldigvis kom han ikke alvorligt til skade. Det kan nok ikke undgås, at der sker styrt, når folk tager hovedet under armen, og kaster sig ned af et bjerg. Specielt når det er folk som stort set aldrig har prøvet at køre mtb før.

En af de tyske piger imponerede dog os alle ved at være ret frygtløs. Hun kom altid ned som nr. 4 eller 5, hvilket var ret vildt, da der virkelig blev kørt stærkt. Jeg tror også hun var medvirkende årsag til at de to fyre styrtede, da de gjorde alt for ikke at blive overhalet af hende:-) mænd et nok lidt primitive på det punkt:-) James var derimod lidt af en kylling, og var altid en af de sidste, som kom ned til de forskellige opsamlingssteder, men han syntes det var vældigt sjovt.

På de 65 km ned af bkerget var der to mindre opadstykker, og begge gange kom jeg til at køre om kap med guiden. Begge gange måtte han selvfølgelig opgive:-) første gang gav han sig fuldt ud i forsøget på at hænge på, hvilket betød, at han næsten ikke kunne få vejret, da han nåede til opsamlingsstedet. Det grinte jeg meget af, og andengang var han hurtigere til at give op:-) Jeg føler faktisk, at jeg stadigvæk er i god form. Det bliver sjovt, at komme ned fra højderne og se, hvor hurtigt jeg kan løbe. Håber jeg kan holde løbet nogenlunde ved lige til jeg kommer hjem, og håber også jeg kan holde min vægt nogenlunde stabil, så jeg ikke skal hjem og tabe mig en masse inden jeg kan komme ordentligt igang med løbet igen:-)

Da vi nåede bunden af vejen, spiste vi frokost på en restaurant, hvor der også var en svømmepool. Den var selvfølgelig ikke opvarmet, men man skulle da lige have en lille dukkert, når nu man havde chancen. Vejret her nede i bunden var også helt anderledes, end den var på toppen. Vi befandt os nu i 1200 meters højde, og der var varmt, og ingen skyer. Vejret skiftede ca. Halvejse nede af bjerget, så på den sidste halvdel af ruten kunne vi nyde de fantastiske udsigter.

Efter maden begyndte vi den frygtede bustur opad. Turen tog over 3 timer, og var forfærdelig.:-( vi var alle trætte, men bussen var ikke indrette, sådan at man kunne finde hvile på nogen måde.:-( Vi var derfor alle rædbrækket da vi nåede tilbage til La Paz.

Vi aftalte med tyskerne, at vi ville mødes kl. 2030. Desværre fik vi ikke aftalt, om vi skulle mødes til mad eller til drinks. Men mødes det skulle vi:-). James og jeg var mega sultne så vi spiste aftensmad inden vi mødtes med de andre. Desværre viste det sig at de andre ikke havde spist:-( Men man kan jo altid klemme lidt ekstra mad ned:-).

Der hvor vi mødtes, fik vi udleveret en t-shirt, hvor der stod at vi havde kørt ned af verdens farligste vej og overlevet. :-) Der var også en cd, med dvd og fotos fra turen. Den glæder jeg mig til at se, når jeg kommer hjem til Danmark. :-)

Vi fandt efterfølgende en engelsk pub, hvor vi både kunne få mad og drikke. Da vi andre bestilte mad gik James på toilettet. Han kom først tilbage 30 min efter, og forklarede, at han blev nød til at tage hjem, da han havde fået diare. :-( det var selvfølgelig trist, men det gjorde også mig lidt nervøs, da vi havde fået det samme at spise hele dagen:-( alleredde da jeg hørte navnet diare, syntes jeg at det føltes mærkeligt i min mave, men det var nok bare indbildning, for den mærkelige rumlen i maven, har ikke udviklet sig til nogen sygdom:-)

Vi blev et par timer på pubben, og jeg fik et par mojitos, inden jeg tog hjem til hotelet. Der ventede nemlig en meget lang bustur den følgende morgen. (ca. 12 timer, og jeg gad derfor ikke at være fuld. Jeg ville også meget gerne have en normal søvn inden skulle ud og køre så langtid i bus. Derfor tog jeg hjem omkring kl 2400. Inden jeg forlod tyskerne udvekslede vi dog facebook adresser. Man ved jo aldrig hvornår man kunne få brug for en overnatning i Tyskland. :-)

Hjemme på hotellet faldt jeg hurtig i søvn, jeg blev dog vækket et par gange af James, der i fuld fart løb ud på toilettet, mens han var helt hvid i ansigtet. Kort efter kunne man høre en stråle ramme toilettet. Der var ingen tvilv om at han havde tynd mave:-)