Dag 16 og 17 La Paz, Bolivia.
Dag 16.
Jeg vågnede kl. 7, og fandt løbetøjet frem. Jeg havde planlagt, at stå så tidligt, op, så jeg kunne naå at løbe, inden morgentrafikken. Jeg havde dog ikke regnet med, at der ville være så lidt trafik. Jeg havde faktisk gaderne for mig selv. Det viste sig efterfølgende, at det skyldtes, at der var valg på denne dag, og at regeringen derfor havde forbudt al trafik. Det var sku lidt underligt, at løbe rundt i denne milionby, og alligevel føle sig som palle alene i verden.

Da jeg havde løbet et par km, nåede jeg ned til byens eneste park. Indtil da, havde jeg løbet på store veje, som normalt er pakket med trafik. Parken bestod mest af en masse små fodboldbaner og tennis baner, men der var også en lille løbesti udenom. Stien var ca. 1 km lang, og havde en højdeforskel på ca. 50, hvilket er ret meget på så kort en rute. Specielt når man tænker på den tynde luft, som får bakker til at føles som bjerge:-( Men 50 højdemeter er nærmest, at betragte som fladt i dette land :-)

I parken så jeg for første gang nogle lokale, som også løb. faktisk var der 20-30 personer som løb på denne sti. Det var helt hyggeligt, at sige: Olar", hver gang man pacerede en. :-) Jeg havde medbragt mit kamera og fik selvfølgelig taget nogle fotos, fra nogle af de fantastiske udsigtspunkter der var på løberuten. Da jeg havde løbet ca. 5 km, lavede jeg mine styrkeøvelser på nogle udendørs maskiner, som var opstillet i parken. Det var sku lidt hårdt at lave armbøjninger, når pulsen stadigvæk var høj, men det lykkedes mig alligevel at lave de 57 uden pause. Der gik så 5 min før jeg igen kunne føle mine arme:-)

Herefter løb jeg hjem til hotellet, hvilket betød 20 min løb direkte op i himlen. De sidste 500 meter var simpelthen så stejle, at man faktisk ikke kunne løbe op ad dem, men jeg prøvede alligevel, hvilket fik mig til at ligne en gammel mand med en rolator. Den gode løbeteknik var helt forsvunden, og da jeg nåede toppen, blev jeg nødt til at standse op, for at få vejret. Havde ellers satser på at jeg skulle ankomme til hotellet i fin stil, og udvise overskud, så receptionisten, skulle blive imponeret over ham Vikingen fra Danmark. Istedet kaempede jeg mig hen til disken, og på gispende engelsk, bad jeg om at få min nøgle. Han har sikkert tænkt, at de Danskere er sku skøre :-)

Efter løbeturen, var der tid til morgenmad på hotelles 5. sal. Det var en basicbuffe, men jeg er jo også ved at være forvendt :-) Heldigvis kunne udsigten ud over den kæmpe by opveje det dårlige måltid.:-)

Efter morgenmaden begav jeg mig ud på byvandring. Jeg havde brugt morgenen på at sturdere forskellige kort, og læse diverse turistguider derfor havde jeg planlagt en rute, hvor jeg ville komme forbi alle turistattraktionerne :-) Der var lidt flere menesker på gaderne, denne gang, men stadigvæk ingen biler. Det var helt skønt, at slippe for de utallige dyt og båt, som man normalt altid bliver udsat for i denne by. Der var dog næsten ingen af butikkerne, som havde åbnet, og det store dele af ruten trist og menesketom. Heksemarkedet, og det sortematked, var også lukket, hvilket er meget usædvanligt. Det sker åbentbart kun denne ene gang, hver 4. år. Det må derfor regnes som et privilegium, at man fik lov til at opleve dette :-)

Min store tur førte mig forbi diverse markeder, som jo så desværre havde lukket :-( Fedt at se en masse tomme boder:-( Not! Der havde min store planlægning sku slået fejl :-(

På første del af turen så jeg diverse pladser, kirker og små parker. Der var faktisk utroligt mange smukke steder i denne by, som ellers ved første øjekast virkede utroligt fattigt og beskidt. Men midt mellem alt det grimme, er der pludselig en lille plads med flotte planter og et flot springvand. På en af pladserne kunne mad fodre duer. Der var nok 500 duer på den ca.. 200 m2 store plads. Det så lidt vildt ud, men det var også underholdende, at se, hvordan duerne gik til angreb, når folk fodrede dem. De endte med at sidde på hovedet, skulderne, og armene af folk, og flere blev så bange, at de ikke turde røre sig :-) (det var altså duerne der endte på hovedet af folk, og ikke de skræmte folk, der søgte tilflugt på andre) :-)

I byens østlige del var der også et udsigtspunkt, hvorfra man havde udsigten ned over dalen , som byen ligger i. Det krævede dog førdt lige en halvtimes vandring inden jeg nåede toppen. Da jeg så nåede der op, opdagede jeg, at toppen blev brugt til valgsted. Man havde opstillet forskelllige papkasser, hvori folk skulle afgive deres stemme. Det virkede lidt kaotisk, og jeg har svært ved at forestille mig, at det foregår helt demokratisk.. Kunne godt forestille mig, at der let kunne forsvinde en af disse papkasser. Det var nu meget sjovt, at se på alle de forskellige menesker, som var kravlet helt op på denne bakketop for at stemme. Kunne ikke lade vaere med at tænke på om, man havde valgt bakketoppen, fordi man håbede, at folk ikke gad gå så langt for at stemme, og at man derfor slap for at skulle tælle så mange stemmer :-) Se det er demokrati paa højtplan :-)

Fra bakketoppen var der også udsigt over det lokale fodboldstadion. Det var her jeg håbede på at jeg skulle se en fodbold kamp senere på dagen. Både buschaufføren fra dagen før, og hotelreceptionisten, havde forklaret mig, at der var en kamp idag. Ingen af dem kunne dog fortælle et nøjagtigt tidspunkt, hvilket jeg fandt lidt underligt. Deres engelsk var nu heller ikke for godt, så måske havde jeg misforstaaet noget.:-)

Jeg gik derfor ned til stadion, for at se, om jeg kunne købe en billlet. Der var dog helt lukket, da jeg nåede der ned, og intet tyede på, at der skulle spilles en kamp Idag, men klokken var også kun 12, så der var jo intet unormalt i, at der var lukket. Jeg fandt derfor en lokal mand iført en fodboldtrøje. Han måtte jo vide det, hvis nogen gjorde det tænkte jeg. Jeg spurgte ham derfor på engelsk, om der blev spillet en fodbold kamp idag. Han kunne dog ikke snakke engelsk, men nikkede bekræftende, mens han sagde:" Si fotball.

Jeg var derfor glad og tilfreds, og følte mig bekræftiget i troen på, at der blev spillet en kamp senere den dag. Jeg kunne dog ikke få et tidspunkt ud af ham, men tænkte, at det måtte være om eftermiddagen, og lagde derfor planer om at returnere omkring kl. 14.

Jeg gik efterfølgende til hotellet, hvor jeg vaskede al mit beskidte tøj. Det foregik ved, at jeg lagde det i blød i skaldespanden. Da det havde lagt der et stykketid, blev det skyllet i håndvasken, og opvredet. Efterfølgende, blev det hængt op på en tørresnor som jeg havde hængt gennem det meste af hotelværelset. Snoren gik fra fjernsynet, og rundt om skabet, og var til slut ankeret til en stol. Jeg var temelig stolt over min opfindsomhed :-)

Der blev også tid til at skype, med min mor og far, desværre lykkedes det ikke at fange Michael og Birgit, da jeg ellers gerne ville have ønsket dem tillykke med deres koberbryllup den følgende dag. De var desværre lige smuttet, da far endelig fik taget sig sammen til at svare mit opkald.

Kl. 1330 begav jeg mig mod stadion igen. Inden jeg nåede der ned, spiste jeg frokost på en italiensk restaurant, hvor jeg fik pasta for tienden gang i træk :-) desværre var min "ynglingsrestaurant" lukket, og dette nye sted, kunne slet ikke hamle op, med den restaurant jeg spiste på dagen inden. Tilgengæld var prisen dobbelt så dyr på det nye sted. :-( S
Prisen gjorde jo bare, at maden smagte endnu værre :-)

Da jeg nåede ned til stadion, kunne jeg konstatere, at alt stadigvæk var lukket. Jeg fandt en politibetjent, som jeg prøvede at komunikere med. Det lykkedes desværre ikke så godt, da han kun snakkede Spansk, men jeg kunne dog forstå, at der ikke var fodbold idag, men en anden dag. Hvilken dag, kunne jeg ikke lige regne ud, selvom han blev ved med at gentage noget på spansk, mens han lavede alverdens fagter:-( jeg har lovet mig selv, at jeg skal have lært spansk inden jeg skal herned en anden gang. Det kunne spare mig for en masse problemer, hvis jeg forstod, hvad de sagde:-) Jeg var ellers ret sikker på at jeg var et sproggeni men må nok indrømme, at spansk,ikke lige min stærke side :-(

Nu da der ikke var fodbold, måtte jeg jo hellere se resten af byens seværdighedde, og jeg fortsatte derfor min march.:-). Jeg tror jeg gik 15 km den dag, men jeg fik også set rigtig mange flotte parker, udsigtspunkter, og alleér.

Da jeg naaede hjem til hotellet, var jeg sku noget øm i fusserne. :-( Da jeg åbnede døren ind til mit værelset, blev jeg mødt af en mur af fugt. Tøjet var da heller ikke tøret det mindste:-( Jeg måtte derfor ligge på sengen de næste par timer med døren åbenstående, så der kunne komme noget frisk luft ind på værelset. Der var desværre ingen vinduer, så døren var den eneste mulighed. Lidt træls, når der kom folk forbi ude på gangen, og man kunne se, at de undrede sig over hvorfor der hang tøj overalt i det rum. De har sikkert tænkt, at det måtte være et depotrum, og ikke et hotelværelse. :-(

Tiden mens tøjet prøvede at tørre brugte jeg på at se en film. Heldigvis med engelske tale, og spanske undertekster. :-) Jeg fandt også en tvkanal med porno, desværre var det en betalingskanal, hvor lyden var en stor hyletone, når man ikke havde betalt for at se det. Man kan vende sig til meget, når det er næsten er 14 dage siden man har set sin dejlige kæreste, så dagen efter havde jeg tinitus :-)

Da jeg gik ud om aftenen var gaderne total øde. Det var faktisk lidt skræmmende, og for første gang i denne by følte, jeg mig ikke tryg. Jeg valgte derfor at spiste på den samme restaurant, som jeg havde spist på til frokost. Den lå nemlig lige ved siden af hotellet, og det var nok den eneste restaurant i ca. 1 km omkreds, der havde åben. De kunne vel heller ikke lave dårlig mad to gange i træk:-) ( jo det kunne de så godt)
Når man nu ikke gad gå så langt, så måtte man jo affinde sig med de dyre priser og den dårlige mad. Maden var dog en smule bedre denne gang. Tilgengæld var betjeningen skrækkelig. Der gik næsten en time før jeg fik min pasta. Gad vide om de bruget ekstra megen tid, og gør sig ekstra umagen, for at lave så dårlig mad:-).

Mens jeg spiste fik jeg øje på en tigger uden for restauranten. Han var iført deres farvrige tøj, og han havde max to tænder i munden. Jeg sad og fik helt ondt af ham mens jeg spiste, og overvejde hvor meget, jeg skulle give ham, når jeg forlod restauranten. Der gik dog ikke så længe før jeg ikke længere havde ondt af ham, for mens jeg spiste, var der mindst 20 personer henne og give ham penge.

Så kom jyden frem i mig, og han fik ikke en rød reje, da jeg forlod stedet. :-)faktisk tænkte jeg på om det ikke var mig, som skulle tigge penge af ham istedet:-)

Da jeg kom hjem til hotellet, kunne jeg konstaterer, at tøjet stadigvæk var drivvådt, og rummet var igen fyldt med fugt. Jeg turde dog ikke, at sove for åben dør, så jeg matte jo leve med lidt fugt :-)

Dag 17
Da jeg vågnede kl. 7 kunne jeg konstatere, at min snedige plan om at vaske tøj på hotelværelset, havde slået fejl. Tøjet var stortset lige så vådt, som da jeg hængte det op, og da jeg skulle skifte hotel 4 timer senere, kunne jeg godt se, at det ikke ville nå at blive tør:-(

Jeg stod op kl 7 med det formål, at løbe en tur inden mogentrafikken blev alt for voldsom. Jeg skulle dog havde stået op kl 4, hvis jeg skulle have undgået trafikken. Der var biler overalt, og larme og trafikosen fik de 3 km ned til parken til at føles som en løbetur i helved:-( Heldigvis havde jeg medbragt min halsedisse. Den brugte jeg som et mundbind, og undgik derved en del trafikos. Jeg lignede nok en landevejsrøver, og folk kiggede også lidt underdesværre og:-) Desværre kunne jeg ikke trække vejret så godt, når jeg havde bindet for munden, så det var lidt et valg mellem pest eller kolera:-)

Da jeg nåede ned til parken mødte jeg det lokale fodbold hold, der havde morgenløb på træningsprogrammet, og derfor også løb omgange i parken. Da jeg havde løbet to omgange ville jeg vise mig lidt overfor fodboldspillerne. Derfor overhalede jeg et par af de lokale fodboldhelte. Jeg løb alt hvad jeg kunne det meste af en omgang. Da min puls nåede 180 blev jeg svimmel, og gispede efter vejret. Det var ellers planen, at jeg ville holde det høje tempo en hel omgang, men selv om jeg kun manglede 50 meter hen til slutningen på omgangen, måtte jeg opgive, at løbe videre. Istedet måtte jeg standse op og gispe i forsøget på at få ilt tilbage til hjerne. Da fodboldspillerne kom og overhalede mig igen, forsøgte jeg at få det til at ae ud som om, at jeg kun var standset, for at lave strækøvelser. Jeg blev derfor nødt til at holde vejtet, mens de løb forbi, så de ikke kunne høre, hvor meget jeg stadigvæk gispede:-). Da de endelig var langtnok væk til at jeg igen turde at trække vejret, var jeg blevet helt blå i hovedet af at holde vejret:-)

Igen idag blev styrkeøvelserne ordnet i parken, inden jeg løb gennem byhelvedet. :-( Der var så meget trafik, at trafikken faktisk slet ikke flyttede sig. Alligevel syntes ham der holdt nr. 500 i køen, at han skulle dytte. Dette gjorde han uden overhovedet, at kunne se, hvor køen startede, og havd der var skyld i køen. Hans dytteri smittede så af på de andre, og jeg løb derfor hjem i en helt symfoni af dyt og båt horn.

Igen måtte jeg opgive at løbe de sidste 500 meter op til hotellet, som jo var møgstejle. Selvom jeg gik forblev min puls på over 150. :-( da jeg nåede tilbage til hotellet gik jeg ind i elevatoren, for at tage den til 6.sal, hvor mit værelse lå. Men hvergang jeg trykkede på etage nr. 4, blev døren bare ved med at åbne igen. (ja det var etage 4, selvom jeg boede på 6.sal. Ikke alt giver åbenbart logik i dette land:-)) Da jeg havde trykket 5 gange, og det samme blev ved med at ske, gik jeg ud ad elevatoren, og kontaktede receptionisten. Da han efterfølgende prøvede at åbne elevatoren var den total død, og ville ikke længere åbne. Det var vist det helt rigtige tidspunkt jeg kom ud af den elevator:-). Ellers havde jeg sku nok tilbragt et par dage inden i elevatoren, inden de havde fået mig ud:-( Ting går ikke så hurtigt i dette land:-)Nu da jeg slap for at være indespærret kunne jeg istedet nyde friheden ved at gå op ad trapperne:-( Altid dejlgt at gå til 6.sal, når ens ben er ømme efter en lang løbetur:-(

Efter et hurtigt bad var der morgenmad på øverste etage. Her faldt jeg i snak med en engelsk pige, som også rejste alene. Hun skulle dog påbegynde en grupperejse senere på dagen. Hun havde opholdt sig på hotellet de sidste to dage, da hun havde store vanskelighedder med at tilpasse sig højden. Hun var derfor meget urolig for om hun ville være istand senere på dagen. Nu havde jeg jo selv oplevet denne højdesygdom, så jeg kunne berolige hende med, at mit gik over efter et døgn, og at det bedste hun kunne gøre var at slappe af og drikke rigelig med vand. Utroligt at en fra det flade Danmark skal rådgive nogen omkring bjerge:-)

Efter morgenmaden gik jeg hen til den lokale kirkegård. Den var selvfølgelig placeret på en bakketop, hvorfra der var udsigt over det meste af byen. Selve kirkegården var ret intersnsant, og udformet som en kæmpe labyrint med høje mure. Måske var den ikke direkte udformet som labyrint, men det lykkedes mig alligvel at farevild, blandt alle de endeløse mure. I disse mure var der små vinduer, som udgjorde de engentlige gravsteder. Det lignede faktisk en lang mur fyldt med indbygningsovne. Der var 5 "ovne" ovenpå hinanden, og murerne var flere hundrede meter lange. Hver enkelt "ovn" var dekoreret med fotos, blomster, julekort eller andre effekter, som de efterladte syntes den afdøde, skulle have med i "ovnen" Hver enkelt "ovn" var derfor et lille kunststykke. Man kunne se at mange af gravene tilhørte små børn, idet de var dekoreret med bamser, og Peter plys klistremærker. Bolivia er også det land i Sydamerika med den største dødlighed blandt børn, så ikke så underligt, at mange a "ovnene" var indrettet med bamser. :-(

Det var også speceielt at se de folk, der var kommet for at sørge over deres afdøde. De var iklædte deres farvrige dragter, og medbragte blomster i alle mulige farver. Det var utroligt, hvor mange blomster de kunne få proppet ind i den lille ovn. Få at få afgang til de øverste ovne skulle de anvende stier. Det var et sjovt syn, at se en halv gammel og helfed boliviansk trunte iført stor farvrig kjole klatre op ad en stige, mens hun i den ene hånd holdt ca. 50 forskellige blomster. :-).Jeg kunne dog ikke få mig selv til at tage fotos af dette sære syn, da jeg ikke syntes at folk der sørgede skulle gøres til en turist attraktion.

På vej tilbage til hotellet gik jeg forbi "det sorte marked". Het blev solgt alt. Utroligt hvad man kan leve af at sælge i dette land. Der var små boder der solgte kød, fisk, gummi dibiduter, neglefile og alle mulige andre ting, men jeg forstår ikke, hvordan man kan overleve ved kun at sælge neglefile i sin bod. Måske gror folks negle bare ekstremt hurtigt i dette land:-) Ellers er der da ingen logik i kun at sælge neglefile. :-)

Jeg gik også forbi heksemarkedet, hvor der jo bliver solgt de mest underligste ting for at bringe held og lykke. Jeg fik en snak med en af heksene, og hun forklarede mig, at man brugte de indtørret Lama lig til at begrave under et hus inden man byggede det. Det ville så bringe held og velstand til huset. Mens jeg snakkede med heksen sørgede jeg for at smile og lytte interesseret, og ikke give utryk for hvad jeg mente om den slags "magi". Jeg ville jo nødig fornærme hende, tænk hvis hun lavede en forbandelse over mig:-( Selvom man ikke tror på den slags, er der jo ingen grund til at tage chancer:-)

Tilbage på hotellet fik jeg pakket alt mit tøj. Også det vådetøj fra tørtrsnoren, som stadigvæk var ligeså vådt, som da jeg hængte det op:-( Efterfølgende tjekkede jeg ud af hotellet og ind på nabohotellet. ;-) jeg havde ellers overvejet at tage en taxi til mit nye hotel, men da jeg kiggede nærmere på adressen opdagede jeg, at de lå lige ved siden af hinanden. :-)

Da receptionisten på det nye hotel spurgte mig hvor jeg kom fra lige nu, kunne jeg svare, at jeg kom fra hotellet lige ved siden af. Hun mente dog om jeg var ankommet til Bolivia fra Peru eller Argentina. Hun syntes dog også, at det var lidt komisk, at jeg var flyttet fra nabo hotellet til hendes hotel:-) Jeg forklarede hende, at det skyldtes, at jeg 2 dage senere skulle påbegynde en gruppe rejse på hendes hotel. Jeg tror nu stadigvæk, at hun havde svært ved at se logikken i, at jeg flyttede hotel, for hun blev ved med at spørge, hvorfor jeg så ikke bare havde valgt hendes hotel alle dagene. For ikke at skulle ud i en længre forklaring, sagde jeg til hende, at jeg godt kunne lide at bo forskellige steder:-) Det svar var hun åbenbart tilfreds med, for hun holdt op med at udspørge mig:-)

Det nye hotelværelse var super, og der var opstillet et stort tørrestativ, hvor jeg hurtigt fik hængt(hunget som Petet ville have sagt) mit vasketøj op på. Der var også et vindue ud til gaden, og den tørre luft derfra gjorde at tøjet tørrede hurtigt. Jeg var lige ved at skrive friske luft, men kom så i tanke om hvor forurenet det er i denne by, og så blev det altså tørre luft, hvilket også er mere korrekt:-)

Næste punkt på dagsorden var at få arrangeret nogle ture de næste par dage. Jeg gik derfor rundt til diverse rejseselskaber for at høre hva de kunne tilbyde. Jeg havde håbet, at de havde nogle mtb ture, hvor man skulle cykle opad. De havde desværre kun en tur ned af verdens farligste vej. Det er en nedkørsel på 65 km ad en vej som årligt koster ca 100 meneskeliv. Der er heldigvis kun 19 cykelrytter der er døet indtil nu. Langt de fleste dræbte skyldes busulykker.

Da de ikke havde andre ture, forhørte jeg mig, om mulighedden for selv at leje en cykel. Så kunne jeg sikkert selv finde et bjerg at cykle op ad. Belært af tidligere oplevelser valgte jeg at lade være med at spørger, on jeg evt kunne få et guide med op i bjergene .:-) Det kunne desværre heller ikke lade sig gøre, at jeg selv lejede en cykel:-) Så det er enten ned af verdens farligste vej eller ingenting :-)

Til sidst fandt jeg dog et rejseselskab som tilbød mig en 2 dages vandretur, som jeg syntes lød rigtig spændende. Vi blev også enige om en pris på 600 danske kroner, men da jeg ikke havde så mange kontanter på mig, blev jeg nødt til at hæve i en pengeautomat inden jeg kunne købe en plads på turen.

Det gik dog ikke specielt godt med at hæve penge. Førstegang fik jeg kun hævet (20 bolianos ca. 17 kr. ) Det koster mig så et gebyr på 30 kr.:-( Det er sku sådan noget der kan ødelægge mit humør:-( Andengang gik det meget bedre, og jeg fik hævet 1000 Bolivianos. Grunden til at jeg fik kludret første gang skyldtes, at de anvendte et punktum istedet for et komme foran deres "øre". Normalt bruger vi jo et punktum foran de første hundrede. Så jeg mener nok, at det var en helt ærlig fejltagelse, som sæler kunne have begået:-( Det skulle desværre vise sig, at det ikke var det eneste der var anderledes ved deres automater. :-(

Da jeg havde hævet pengene stak jeg dem glad og frejdigt i lommen, mens jeg gik retur til rejseselskabet for at booke min tur. Da jeg nåede frem gik det pludselig op for mig, at jeg havde dummet mig" big time. " Jeg havde glemt at få mit visa kort med fra Automaten. :-( Jeg kan åbenbart ikke rejse uden, at skulle smide det forbanede kort væk:-( jeg løb derfor tilbage til automateb, men visakortet var selfølgelig væk:-( uden for Automaten stod en politibetjent, som havde til opgave, at bevogte Automaten. Han snakkede selfølgelig kun spansk, så det var ikke meget brugbart jeg fik ud af ham:-( i det samme gik der en turist forbi, og jeg spurgte defor ham, om han evt. kunne hjælpe med at oversætte. Til mit held var det en yders hjælpsom sydafrikaner, som havde boet i Bolivia i to år. Han talte derfor flydende spansk. Han og politibetjent gennemførte efterfølgende en længerevareden samtale, som jeg ikke fattede noget af:-( Jaugs som Sydafrikaneren hed forklarede mig efterfølgende, at betjente havde sagt, at der ikke havde været nogen ved hæveautomaten efter mig, og at Automaten derfor måtte have slugt kortet. Betjenten sendte os efterfølgende til den nærmeste bank.

Jaugs fortsatte sin venlighed og gik med mig i banken. Her gjorde han, hvad han kunne for at overtale en bankansat, til at kortet blev afhentet med det samme. Hun var også rigtig venlig, og hun foretog flere telefonsamtale, men hun kunne desværre ikke trylle kortet frem. Istedet sendte hun os til bankens hovedafdeling. Jaugs havde heldigvis tid til at følge mig der ned. Det var en gåtur på ca. 3 km, og undervejs fortalte han mig om sit liv. Han var lidt en sørgelig eksistens. Han levede fra dag til dag, og sov på forskellige hostels, eller sofaer hos venner og bekendte Hans tøj så noget slidt ud, og han havde vist ikke været i bad de sidste par dage. Han forklarede, at han nogle gange tjente penge ved at bygge huse for folk, men at han altid var ansat fra dag til dag. Han var utrolig venlig, og fortalte hele hans livshistorie:-)

Da vi nåede hovedkontoret, blev vi vist hen til en kvindelig bankansat. Jaugs fremsatte vores ærinde, og pyntede på historien ved at fortælle, at jeg skulle med et fly den følgende dag, og at det derfor var yderst vigtigt, at jeg fik mit kort Idag. Til at starte med sagde hun, at det kunne ikke lade sig gøre. Loven foreskrev, at der skal gå 48 timer inden et kort kan udleveres. Jeg går ud fra, at bankerne skal have tid til at finde ud af om kortet er stjålet eller forsøgt misbrugt.

Jaugs gav dog ikke så let op, og selvom jeg ikke forstår spansk, så kunne jeg dog fornemme, at han bad for sin syge moster, mens han overøste hende med komplimenter Måske var det komplimenterne, der virkede, for pludselig stak hun mig en seddel med hendes navn, og forklarede til Jaugs, at jeg skulle indfinde mig ved bagdøren præcis kl. 17, så ville hun prøve at fremskaffe kortet indtil da.

Da vi efterfølgende kom ud fra banken takkede jeg Jaugs mange gange og gav han hvad der svarede til 40 danske kroner. Når man tænker på hvor meget han havde hjulpet, så var de penge helt sikker fortjente. Han havde brugt mere end en time af sin tid på at hjælpe mig. Heldigvis for mig var Jaugs ikke lige typen som havde travlt, og han gik derfor heller ikke op i hvad en time ad hans frihed var værd:-) Han blev enormt glad for pengene, men han ville først modtage dem, da jeg insisterede, på at han skulle have noget for hans hjælp.

Jeg sagde desuden til ham, at hvis han mødte op kl 17, så ville jeg betale aftensmad på burger king bagefter. Det var musik i hans øre, og han lovede at møde op kl 17. Jeg er ret sikker på at han ikke fik mad hver dag, så selvfølgelig kunne han ikke modstå sådan et tilbud.

Inden jeg skulle i banken igen nåede jeg at komme forbi rejseselskabet og betale for min booking. Hun fortalte, at hun havde afskrevet den handel, da hun så mig storme ud af butikken:-)

Kl. 17:00 stod jeg ved bankens bagdør, og lige på minuttet ankom Jaugs. Han ville sku ikke gå glip af et gratis måltid:-) bagdøren blev også åbnet præcis kl 17:00. Man kan sku regne med de bankfolk. Jeg blev utrolig glad da jeg så, at hun stod med mit visakort i hånden. Problemt var bare, at der ikke stod navn på kortet, og jeg har selvfølgelig aldrig taget mig sammen til at skrive min underskrift på kortet. Der var derfor et kort øjeblik, hvor det hele så sort ud, og jeg havde næsten indstillet mig på, at jeg ikke ville få kortet, da jeg kom i tanke om, at jeg kunne se mit konto nr på min netbank på min IPhone. Da jeg først havde vist hende kontonr og hun efterfølgende kunne konstatere, at det var identisk, med det nummer, der stod på kortet, fik jeg udleveret kortet, og alle var glade:-). Specielt Jaugs, som måske frygtede, at hans gratis måltid ville ryge, hvis jeg ikke fik mit kort:-)

2 kæmpe menuer på Burger King koste den nette sum af 40 danske kroner, . Det var derfor en billig hjælper, som jeg fandt den dag:-)Inden vi skiltes udvekslede vi facebook adresser, og hvis jeg nogensinde skulle til sydafrika, så ville han kunne være behjælpelig med en masse, da al hans familie stadigvæk boede der nede.

Kl. 18 var jeg til info møde omkring morgendagens vandretur. Vandretur er nok det forkerte ord, da det i virkeligheden drejede sig om, at jeg skulle bestige et ca. 6100 meter højt bjerg. Det krævede en del isklatring, at nå toppen, så det var nok meget godt med et lille Infomøde. Det var ellers ikke planen, at jeg ville have fortalt om Bjergbestigning i denne blok, da jeg ikke ville gøre nogen unødig urolige. Derfor er der heller ikke nogen, der har vidst, at jeg skulle på sådan en tur:-) Som i sikker kan regne ud, så er jeg sluppet levende ned fra bjerget, ellers ville jeg jo ikke have kunne færdigskrive denne blok:-) Men det blivet først i næste blok, at i kan læse om selv bjergbestigningen. :-)

Efter infomødet gik jeg på netcafe, hvor jeg lagde 200 fotos fra Peru ud på facebook. Mens maskinen brugte en time på at uploade de mange fotos, brugte jeg tiden på at påbegynde denne blok. Det eneste problem, er bare, at når jeg skriver blokken på en pc, så kan jeg ikke benytte ø, ø og å. Jeg skal derfor ind og bruge en masse tid på at lave det om på min IPhone.

Jeg gik tidligt iseng, så jeg kunne være frisk og udhvilet til næste dag, hvor jeg jo skulle forsøge, at kravle helt op i himlen. :-)