Dag 21 og 22 Potosi-Uyuni

Dag 21.
Efter morgenmaden pakkede vi vores rygsække, og kl 8 tjekkede vi ud af hotellet. Uden for hotellet holdt den store "bus", som skulle være mit "hjem" de næste 5 uger. Bussen er en ombygget lastbil, som i stedet for lad er udstyret med en kabine med 22 sæder. Førerhuset er der ændret ved. Det er et standard lastbilsførerhus. I bussens midte er der 2 køleskabe, som bliver brugt til alle vores fødevare. Bagerst i busse er der to borde, hvor man feks kab spille kort eller andre spil. I bagenden af bussen er der et stort baggagerum, hvor alle vores rygsække bliver opbevaret. Langs begge sider af bussen er der forskellige opbevaringsrum. Disse rum er placeret under gulvet i bussen, og der er derfor kun adgang til dem udefra. I disse rum opbevares, borde, stole, telte, køkkengrej, gaskomfur og madvarer som ikke kræver køl. Bussen har også en indbygget 500 liter stor vandtank, som ved hjælp af klor omdanner vand fra hanen til drikke vand. På taget af bussen, kan der laves 4 siddepladser, som dem der bruges på en safari i Afrika. Jeg håber, at vi får mulighed for at bruge dem, når vi kommer ned fra bjergene :-)

Det er vores to guider, som køre bussen. De hedder Steve og Sam, og er begge englænder. De er begge ca. 30 år, og har arbejdet som guider i ca. 4 år. De virker begge rigtig flinke og sjove, og jeg tro de er glade for at James og jeg er kommet med på turen. Den forrige tur bestod nemlig kun af piger, og al den tøsesnak bliver man jo træt af i længden:-) Der er også et stort flertal af piger i denne gruppe, derfor er det rart med nogle mandlige guider, så man kan holde fast i sine mandschauvenistisk holdninger:-)

Dagens køretur bød på ca. 11 timers kørsel ad bjergveje fra La Paz til Potosi. Det første del af køreturen foregik i La Paz City, og den megen trafik gjorde, at en snegl ville have kommet hurtigere frem en os. Da vi endelig slap up af La Paz, var der mindre trafik, og bussen kunne nå op på en marchhastighed, af ca. 80 km i timen. Når bjergvejene blev for stejle faldt farten dog til ca 20-30 km i timen.:-( Den tynde luft gjorde at lastbilensmotor ikke fungerede korrekt, og derfor faldt farten voldsomt når det gik stejlt opad. Tilgengæld begyndte motoren, at ose dobbelt så meget, og hele bussen stank derfor af udstødningsgaser:-(

James og jeg havde fundet en plads ved et af bordene, hvilket passede mig perfekt, da man her kunne få benene op på det modsatte sæde:-) Da vi havde kørt i ca. 2 timer, blev James helt hvid i ansigtet, og jeg kunne fornemme, at han ikke havde det ret godt. Han fortalte mig, at han havde kvalme, og ubehag i kroppen. Han sagde også at han skulle skide, og det kunne kun gå for langsomt med at få standset bussen, ellers ville han skide i bukserne:-(

Jeg blev derfor sendt op til guiderne for at få standset bussen, hvilket de straks gjorde. Jeg tror ikke bussen nåede at holde stille før James hoppede ud af bussen og løb mod den nærmeste klippe, som kunne holde ham skjult fra vejen. Da han kom tilbage ca 20 min senere, havde han det lidt bedre. Toiletrullen som han havde i hånden var nu næsten tom, så ingen tvilv om at han har været produktiv de 20 min han har været væk :-( Resten af turen havde han det dårligt, og hver gang vi gjorde holdt, kunne man moret sig over det sjove syn af James, der løb ud i vildmarken bevæbnet med en toiletrulle i den ene hånd, mens han forsøgte at åbne sine bukser med den anden hånd:-) Det var et rigtig morsomt syn, men samtidig havde jeg også ondt af ham. Det lykkedes ham heldigvis at sove det meste af turen, og således blev resten af turen ikke helt så slem:-(.

Det var også sjovt at se tøserne når de skulle tisse. Nogle af dem var så generte, at de gladeligt gik 500 meter for at finde et sted, hvor de helt sikkert kunne tisse uset. Alle vores tissepauser blev holdt i naturen, da der er meget langt mellem byerne her i andesbjergene:-( Det var dog ikke altid, at naturen bød på skjulesteder, og så måtte man jo enten droppe den overdrevne generthed, eller også måtte man vente til næste gang der var tissepause. ;-) På dette punkt var det dejligt let at være en dreng. Vi kunne jo bare vende ryggen til bussen, og behøvede derfor hverken buske eller klipper som skjul :-)

Da jeg var oppe for at bede guiderne om at stoppe bussen begik jeg en dødssynd, da jeg kaldte køretøjer for en bus. Det er åbenbart en "truck", og når nogen kaldet det en bus, er straffen, at det bliver spillet en speciel sang, som alle skal synge med på. :-(. De 6-7 piger, som har været med på denne Truck siden Lima, har sunget denne sang så mange gange, at de hadede den som pesten. Derfor var jeg selvfølgelig ikke populær, da jeg var skyld i at de skulle synge den igen:-). Jeg er desværre ret sikker på at det ikke bliver sidste gang, at jeg kommer til at kalde dette køretøj for en bus istedet for en Truck. :-).

Halvejs gjorde vi holdt på en stor grusfodboldbane, som lå lige ved siden af hovedvejen. Det sjove var at fodboldbanen lå ude midt i ingenting. Der var ikke en by i miles omkreds. :-) Da vi holdt pauseog fandt madholdet stole, borde og madvarer frem fra de forskellige rum under busseb Efterfølgende klargjorde de brød, grønsager, ost og dressinger. Vi kunne således, selv lave vores sandwicher. Guiderne havde indeb turen inddelt os i forskellige grupper. Hver gruppe havde forskellige opgaver på forskellige dage. En gruppe skulle feks. handle ind, mens en anden gruppe skulke gøre trucken ren, mens en tredie gruppe skulle lave mad. Det var en god måde, at komme til at lærer de andre at kende på. Grupperne var inddelt således, at par blev delt ud på forskellige grupper derved blev de tvunget til at snakke med andre end deres partner.

Efter maden var man selv ansvarlig for at få vasket sin service op. Det foregik ved at der var 3 baljer med vand. I den første var der sæbevand. I den næste var der noget bakteriedræbende, og i den sidste var der rent vand. Man vaskede så sit service i alle 3 baljer i den nævnte rækkefølge. Bagefter viftede man servicen i den tørre luft, indtil det var tørt:-) Det fungerede faktisk rigtig godt, og det virkede forholdsvis rent, da det havde været igennem alle disse trin:-)

Efter pausen fortsatte vi votes tur mod verdens højeste by Posoti. Byen som ligger i ca. 4100 meters højde blev anlagt af Spanierne i ca. 1550, da der blev fundet enorme mængder sølv i bjerget lige ovenfor byen. Byen fungere stadigvæk som en mineby. Turen dertil førte os gennem nogle fantastiske bjergområder, og der var nogle fantastiske udsigter undervejs. Langs vejen gik tusindevis af Lamaer. En Lama er altså et af de sødeste dyr jeg nogensinde har set. Når de kiggede direkte på en, så strittede de med deres øre på den sjoveste måde:-) Man bliver helt i godt humør, når man tænker på dette mærkelige dyr, der åbenbart er overalt i dette land. :-)

Jeg brugte det meste af turen på at skrive den forrige rejsedagbog. Det tog super langtid af skrive den på min IPhone, da der var sket rigtig neget på de 3 sidste dage i La Paz. Desuden var det ret langsommelig at skrive på telefonen, idet min tekst svarede til at skrive en flere sider lang SMS.

Mit dansk lyder derfor sommetider vildt mærkeligt, da min iPhone har for vane at ændre nogle ord, som jeg ikke altid er opmærksom på bliver ændret. Derfor bliver det sommetider noget volapyk, som bliver skrevet:-) Det håber jeg i kan leve med:-)

Selvom busturen tog 11 timer, så følte jeg faktisk ikke, at den var så slem. Der var en ret god stemning i bussen, og når der blev spillet et godt nummer på truckens musikanlæg, så sang det meste af bussen med. Hvis nummeret var rigtig godt blev der også opført en dans til musikken. Det galt feks. Det gamle musiknummer "YMCA" Det var faktisk meget underholdende at se på, og alt hvad det kan give lidt adspredelsen på så lang en rejse er velkommen:-).

Da vi nåede frem til Potosi var trafikken selvfølgelig forfærdelig, og det tog os derfor ca. 1 time at køre de sidste 20 km. :-(. Jeg havde håbet på at jeg kunne nå en løbetur inden vi skulle spise, men vi ankom først kl. 1830, og der var solen næsten gået ned. Jeg kunne nok godt have løbet alligevel, men den megen trafik gjorde, at jeg tog en hviledag. Jeg havde ikke mod på at få fyldt mine lunger med alt for meget trafikos, og trafikken i denne by virkede lige så slem som i La Paz:-(

Kl 19 blev der afholdt et møde på hotellet, omkring en guidet tur til sølvminerne den følgende dag. Vi var kun 7 ud af 14, som ønskede at deltage. Der var nogle stykket som ikke brød sig om de trange mineskakter, mens andre syntes det lød for farligt. Derfor var vi kun 7, som betalte 80 kr for den guidet tur.

Efter mødet gik vi ud for at få noget at spise.Vi blev nødt til at dele os i to grupper, da nogen gerne ville have mexicansk, mens andre ville have Boliviansk mad. Lidt mærkeligt, blev grupperne delt således, at det var os nyankomne i den ene gruppe, og dem der havde været med helevejen fra Lima i den anden gruppe. Jeg tror ikke det var helt tilfældigt, da det godt kunne virke som om de "gamle" dannede en lille klikke, men det er nok naturligt nok, her i starten indtil vi alle lærer hinanden bedre at kende. :-)

Jeg valgte at få Boliviansk mad, da jeg tænkte, at det var på tide, at få prøvet noget spændende mad. De sidste mange dage i træk, har jeg nemlig fået spagetti. Det var derfor på tide, at være lidt eventyrlysten. Selv på trods af James's oplevelser havde jeg lyst til at eksperimenter lidt. Jeg valgte derfor en Lama steak med salsa sovs, ris og pommes. Kødet smagte riget godt, men det var lidt sejt i forhold til Alpacha kød, som jeg jo har prøvet tidligere på turen. Pomfritterne rørte jeg ikke, da jeg gerne ville holde den slanke linje:-) Senere på aften havde jeg dog ikke helt så meget moral, og syndede med noget slik. :-( Det er ellers ikke sket ret mange gange på denne tur. Specielt er jeg glad for at jeg ikke er faldet i fælden med at spise usundt på de lange busture. Man kunne ellers let få lyst til at spise noget usundt, blot fordi man kedede sig på køreturene. :-( Det er heldigvis ikke sket endnu:-)

Efter maden gik vi en tur forbi det lokale marked, der var dog ikke noget jeg gad eje.:-( Herefter gik vi hjem til hotelet, hvor jeg mødte James. Han havde tilbragt hele aftenen i sengen, og han følte sig stadigvæk ikke frisk. Han forklarede at hans røv stadigvæk var et lille springvand, og at det ca. sprang en gang i timen. :-) Jeg foreslog ham, at jeg kunne gå på apoteket og hente noget pencilin til ham, da je vidste, at det ville dræbe evt bakterie i maven. Dette ønskede han dog ikke, da han var sikker på St han ville være rask den følgende dag:-(

Inden jeg faldt i søvn fik jeg læst lidt i en bog. Det er ellers over en uge siden jeg har haft overskud til at læse. Jeg nåede dog heller ikke ret mange sidder før jeg faldt i søvn:-)

Dag 22.
Jeg havde sat vækkeuret til kl. 7, da jeg ville løbe en morgenløbetur inden trafikken blev for voldsom, men jeg blev vækket alleredde(redde) kl. 0645 ved knirkelyde fra en seng fra værelset oven på vores værelse. Der var også en pigestemme, som råbte følgende på engelsk:" vil du ikke nok skynde dig" og " vil du ikke nok blive færdig" og " kom så du kan godt". Det var super sjove bemærkninger, og jeg kunne næsten se for mig, at kvinden lå og røvkedede sig, mens han lå og pumpede løs.:-) Jeg tænkte, at det måske var den tynde luft, der gjorde, at han blev forpustet før han kunne komme. :-).

Når jeg alligevel ikke kunne få lov til at sove mere, besluttede jeg mig for at trække i løbetøjet, og gøre mig klar til at løbe. Det er nok svært at forstå, hvis man aldrig selv har været i 4100 meters højde, men blot det at tage strømper på var nok til at man blev forpustet, og måtte hive efter vejret. Man skulle tro at Brøndlundsvej i Gug, også ligger i 4100 meters højde, for min far puster og stønner også når han skal tage sine strømper på. :-)

De første 45 min af løbeturen gik op ad. Det ville være synd at kalde det hurtigt løb, men jeg holdt mig da i løb hele vejen :-) Jeg havde medbragt mit kamera, og startede med at løbe forbi byens turistattraktioner, hvor jeg fik taget de obligatoriske turist fotos. :-) Derefter løb jeg videre mod minerne på bjerget oven for byen. Jeg havde håber på, at der ville være et godt udsigtspunkt oppe fra bjerget. Da jeg havde løbet i 45 min, måtte jeg dog konstatere, at jeg skulle løbe meget langt for at komme op, hvor der ville være en god udsigt. :-( istedet løb jeg retur mod hotellet.

Hjemturen tog kun 25 min, og føltes legende let i forhold til at løbe opad. På vej til hotelet løb jeg forbi en flok hunde som alle forsøgte at parre sig med den samme hundhund. Tror der var ca. 6 handhunde, som havde besteget hundhunden fra forskellige kanter og sider. Det var sku et underligt syn.:-) Det var dog lykkedes for en af hundene, at ramme rigtigt, men den sad efterfølgende fast i hundhunden. Dette forhindrede dog ikke de andre i at forsøge at parre hundhunden.:-) Efter at have set dette optrin forstod jeg bedre, hvorfor der var løse hunde overalt i dette land.

Heldigvis er hundene for dovne til at jage mig, når jeg er ude at løbe. Ellers ville det have været umuligt at løbe i dette land, da der mindst er en hund på hvert gadehjørne. :-) Tror det er højden det gør dem dovne, for jeg har aldrig tidligere set så sløve hunde:-(

Da jeg kom tilbage til hotellet lå James stadigvæk i sengen. Han havde det stadigvæk dårligt, og denne gang tog han imod mit råd om antibiotika. Han ville selv hente det, mens jeg skulle på tur i en sølvmine.

Efter morgenbadet pakkede jeg alle mine ting, og fik tjekket ud af hotellet. Mine tasker blev placeret i et baggagerum, og jeg gik efterfølgende op på 5. sal for at spise morgenmad. Her mødte jeg nogle af pigerne fra min gruppe. En af dem havde haft værelse lige ved siden af James og jeg, og hun brokkede sig over, at hun var blevet vækket kl 0645, af lydende fra en knirkende seng. Jeg fortalte, at jeg også var blevet vækket, samt fortalte, hvad jeg havde hørt kvinden råbe. Hun grinte da hun hørte min forklaring, for det viste sig, at det var hende der havde råbt disse ting, i håb om at det ville få de andre til at stoppe. Det var vildt komisk, og der gik ikke længe inden hele gruppen kendte historien. Det lykkedes os dog aldrig at finde ud af, hvem der boede på værelset ovenpå:-(

Efter morgenmaden blev vi hentet af guiden, son skulle vise os rundt i minen. Vi blev efterfølgende kørt til et kontor, hvor vi iklædte os en rød kedeldragt, gummiestøvler og en hjelm med lys i panden. Vi lignede duserne fra tv-serien Fraklerne:-)

Herefter kørte vi til minearbejdernes marked, hvor minearbejderne købte alt deres udstyr. Her kunne man bla. købe dynamit. Jeg fik selvfølgelig taget et foto, hvor jeg stod med en stang dynamit i hånden:-). Her købte vi også gaver til minearbejderne. Gaverne bestod af cigaretter, kokablade og sodavand. En super sund menu for en minearbejder, som i forvejen kun har en gennemsnitslevealder på 45 år. Det er da klart, at ikke bliver ældre, hvis det er den menu de lever af hver dag :-(

Herefter kørte vi til minen, som lå lige oven for byen. Undervejs forklarede guiden, at minen bestod af ca. 500 km gange, som gik på kryds og tværs af bjerget. Der arbejde ca. 15.000 menesker i minen. Typisk begyndte folk at arbejde i minen når de var 13-15 år gamle. Man regnede med at spanierne havde udvundet ca. 200.000 tons sølv fra denne mine. Dette var foregået over en tidsperiode på ca. 200 år. I løbet af de 200 år, regnede man med, at der var døet 8.000.000 minearbejder. De første minearbejdere som spanierne havde brugt var slaver fra Afrika, men de kunne ikke klare højden, og var derfor døde i løbet af de første par år. Efterfølgende havde man brugt lokale slaver, som havde været lidt mere holdbare. Man regnede med at en mine arbejder typisk ville leve i 10 år efter han startede i minen. Hun forklarede, at minen tidligere havde været statsejet, men at den nu var ejet af små private mineselskaber, som opkrævede leje af den enkelte minearbejder. Det betød, at alt det som minearbejderen fandt tilhørte ham selv. Sidste gang der havde været et super fund var 12 år siden. Dengang havde en minearbejder fundet en 6 meter lang ren sølvåre. Han var idag en af de rigeste mænd i Bolivia. Det var fund som dette der drev minearbejderne. De drømte alle om at ramme den store åre, som ville kunne ændre deres liv. For 99,9 procent ville det dog aldrig ske, og de ville dø ung og fattige:-(

Da vi nåede til mine begav vi os ind ad en af de mange mineindgange. Der var ca. 1,5 meter til loftet, og gangene var ca 80 cm brede. Længere inde i minen ville gangene blive meget mindre, men på dette sted blev de nødt til at have denne højde, da der her var anlagt skinner, som blev brugt til at transporter sølvet ud af minen.

Da vi var nået ca. 500 meter vandret ind i bjerget kom vi til et lille hulrum, hvor minearbejderne tilbad djævlen. Der var opstillet en stor statue af djævlen iført mine udstyr. De tilbad djævlen fordi de gamle slaver fandt ud af at djævlen var en fjende af Spanierne, og en hver fjende af din fjende, må jo være en ven:-) De tilbad dog også Jesus Kristus og moderjord. Når man lever under så kummerlige forhold, så kan det jo ikke skade at tilbede 3 guder. :-)

Da vi gik længere ind i bjerget blev tunlerne smallere og lavere, og til sidst måtte vi halvvejs kravle. Mens vi kravlede rundt i minen lød der pludselig et højt brag, og vi kunne mærke at bjerget rystede. f*** hvor blev jeg forskrækket, og var klar til at løbe ud af minen. Vores guide kunne dog berolige os med, at det "bare" var en sprængning med dynamit. Syntes nu godt hun kunne have forberedt os på det inden vi gik ind i minen:-)

Da vi var ca. 1000 meter inde i mine kom vi til et sted, hvor minearbejderne var igang med at arbejde. I dette tilfælde var det en 15 årig dreng, som med en hammer og en lang mejsel var igang med at borre et hul til en stang dynamit. Det var en temelig langsommelig procces. Det ville tage ham to timer at borre dette hul færdig. Hvis man brugte et lufttrykshammer kunne man gøre det på 2 min, men denne type værktøj var dyre, så al arbejdet blev udført med håndkraft. Desudden havde man også rigelig med ledige folk i Bolivia, og maskiner ville bare øge ledighedden.:-(

Vi fik også lov til at prøve hammeren og mejslet, mens der blev taget foto af os. Den 15 årige minearbejder fik efterfølgende udleveret nogle af de gaver, som vi havde købt. Han var meget taknemmmelig, og proppede straks en stor håndfuld kokablade i munden, hvilket faktisk ikke burde være muligt, da begge hans kinder var spækket til bristepunktet med kokablade i forvejen. Alligvel lykkedes det ham at få plads til de ekstra blade.:-)

Vi fik også forevist de forskellige typer mineraler, som kunne findes i bjerget. Tidligere var det kun sølv man udvandt i denne mine, men nu udvandt man alle de forskellige typer mineraler. Specielt tin var i høj kurs, da det blev brugt i computere bla. Jeg fandt selv en lille sten, hvor det ene hjørne var rent sølv. (det bildte jeg mig selv ind, at det var):-) Denne sten tog jeg selvfølgelig med ud af minen som et minde. Så må vi se, om jeg kan lade være med at få den smidt væk. Da jeg var i Australien fandt jeg et stykke guld i en mine. Desværre fik jeg smidt det væk inden jeg kom hjem:-(

Det var nogle forfærdlige forhold, som minearbejderne arbejde under, og alle kvinder burde derfor tvinges på en rundtur i minerne, så de kunne se konsekvenserne af deres smykkebesætelse. :-( jeg er sikker på, at hvis de fik en rundtur, så villet de aldrig ønske at eje et guld eller sølv smykke igen.

Jeg må være ærlig og sige, at jeg havde planlagt at købe en stor guldring med en kæmpe diamant til Carina, når jeg kom hjem fra denne ferie. Hun skulle bare have haft den fordi hun er sød og dejlig. Jeg ved godt jeg måske er lidt for gavmild og romantisk, men sådan er jeg altså bare;-). Men efter at have oplevet disse forhold, kan jeg altså ikke længere støtte sådan noget. Istedet vil jeg give hende et nyt forklæde, så hun ser pæn ud, når hun laver mad til mig:-). Jeg er sikker på at Carina har fuld forståelse for dette;) hehe.

Uden for minen mødte vi en gammel dame, som arbejde med at sortere sten i forskellige kvaliteter. Hun havde arbejdet med dette i over 50 år. Hun vidste desværre ikke hvor gammel hun var, men hun lignede en der var over 100 år. Hendes ansigt lignede gravballe mandens, total læderagtigt og rynket. Hun ejede ikke en eneste tand i munden, og hun var iklædt en gammel beskidt kjole. Det var et sygt syn, at se en så gammel dame sidde på hendes knæer midt i en kæmpe bunke sten, mens hun med en hammer knuste de forskellige sten, og sorterede dem i forskellige bunker. Det var virkelig et trist syn, men hun virkede nu ikke så trist, og hun smilte med sit tandløse smil, da vi gav hende de sidste gaver vi havde tilbage. :-(

Jeg vil lige benytte lejlighedden til at beskrive endnu en af de personer som jeg er i gruppe med. Hun hedder Jenny, og kommer fra England. Jeg tror hun er midt i fyrrerne. Da hun var 17 var hun involveret i en bilulykke, som gør, at hun idag er lidt handicappet. Hun er utrolig svær at snakke med, da hun kun kan mumle. Den første aften da vi skulle præcenterer os selv, forstod jeg ikke et ord, af hvad hun sagde. :-( Hun går altid rundt med knæbeskytter på, og når hun går tripper hun afsted med en million små skridt. Ca hver 10. meter falder hun forover og ender på sine knæer. Det ser lidt voldsomt ud, men hun vil ikke have noget hjælp. Andre folk kigger underligt på mig, når hun pludselig falder, og jeg ikke hjælper hende op, men hun er ret stædig, og vil ikke hjælpes. :-) Grunden til at jeg beskriver hende nu, er fordi hun også var med i minen. Hendes handicap sætter åbenbart ingen begrænsninger for hende, hvilket er super sejt:-) Guiden var dog meget bekymret for hende, men det havde hun nu ikke behøves at være. ;-)

Efter minebesøget kørte vi tilbage til hotellet, hvor vi mødtes med resten af gruppen, og hoppede ombord på vores truck. Denne dag skulle vi køre i ca. 6 timer fra Potosi til Uyuni. Under køreturen havde jeg fået til opgave, at lave frokost sammen med Rachel og Emma. Rachel er en engelsk dame på ca. 50 år, som rejser alene. De sidste to dage har hun siddet overfor mig i bussen, og hun virker til at være meget venlig. Tvivler dog på, at jeg har meget tilfælles med hende. Hun er en lille rødhåret tykprop, men ganske sød at snakke med. Emma er også engelsk. Hun er lidt svær at sætte alder på, men jeg vil tro hun er 40. Hun kunne dog også være tæt på 30, og så bare holde sig utroligt dårligt:-) Hun er ret rapkæftet, og altid frisk med en bemærkning. Hun er en typisk engelsk kvinde, som lever usundt og aldrig dyrker sport. Bleg, buttet og ryger, men hun virker til at have en fed humor, så hun skal nok blive et sjovt bekendtskab.

For at spare tid lavede vi frokosten i bussen. Menuen stod på sandwich. Min opgave bestod i at skære brødet over, og bagefter komme smør, mayonæse og senep på begge brødhalvdele. Rachel og Emma sørgede så efterfølgende for fyldet, der bestod af salat, løg, tomat, agurk, ost og skinke. Det hele kørte som på et samlebånd, og efter 30 min var vi færdig med at bespise hele bussen:-). Det var dog ikke helt så let som jeg lige fik det til at lyde, for alle de snoede bjergveje, gjorde det meget svært, at holde styr på alle tingene, og et par gange røg der da også noget service og mad på gulvet. Da vi var færdig med madlavningen, var begge borde smurt ind i smør, mayonæse og sennep, og der lå krummer overalt i bussen. Heldigvis var det en anden gruppe, som havde til opgave, at gøre bussen ren;-)

På køreturen var der en del vejarbejde på hovedvejen, hvilket betød, at vi blev sendt ud på en del omkørsler. Disse omkørsler førte os ad snoede grusbjergveje, som sommetider ikke var meget bredere en trucken. Det var et fantastisk bjerglandakab vi kørte igennem, og udsigten var fantastisk. De små bjergveje gjorde dog turen noget "bumpet", men udsigters var helt sikkert bumpene værd:-)

Da vi nåede frem til Uyuni blev James og jeg indkvarteret på vores hotel. Jeg forsøgte efterfølgende, at komme på Skype, så jeg kunne snakke med Carina, men nettet var ikke godt nok på hotellet.:-(

Aftensmaden blev spist i hotellets italienske restaurant. Jeg fik en ret god Pizza, og et stykke æblepie til dessert. Det er første gang jeg har fået dessert på turen, men kagen så simpelthen så fantastisk ud, at jeg ikke kunne lade være:-)

Efter aftensmaden gik jeg ud for at kigge på byen sammen med 4 af pigerne. James var stadigvæk syg, og valgte derfor at blive på vores værelse. Der var dog ikke noget der havde åbnet, og derfor var jeg hurtig hjemme i sengen på hotelværelset. Der gik heller ikke mange minutter før jeg sov sødt.