Profile
Blog
Photos
Videos
Første opdatering her fra USA. Efter en rejse på godt og vel 20 timer med tog, fly og bus ankom jeg natten til torsdag til Lafayette. Turen herover forløb smertifrit, hvis man tager den uhyggelige tolddame i lufthavnen ud af beregningen - når man står og er udmattet på grund af tidsforskellen til Danmark, og man så skal svare på diverse spørgsmål om, hvorfor man skal ind i landet, så kan man godt blive lidt usikker, selvom man egentlig har styr på sagerne. Heldigvis er hun den eneste 'sure' amerikaner, jeg har mødt indtil videre.
Den første morgen i Lafayette var vejret fugtigt og overskyet, slet ikke som vejret ellers har artet sig hen over sommeren i byen, men efter en forholdvis kold sommer i Danmark, så er lidt varme bedre end ingenting. Jeg var så heldig at få mit værelse en dag tidligere, så torsdag formiddag begav jeg mig mod River Market Apartments, som er navnet på det udlejningsfirma, jeg har lejligheden igennem. Her blev jeg mødt af en flink studentermedhjælper ved navn Courtney, som fik vidst mig rundt i lejlighedskomplekset. Lejligheden er centralt beliggende, lige knap ti minutters gang til campus og det samme til centrum. Min bofælle er en 22-årig pige fra Chicago ved navn Marisa, indtil videre har jeg ikke hørt eller set så meget til hende, da hun allerede er igang med sin introuge, men hun virker flink og imødekommende, så helt galt kan det ikke gå. Lige på den anden side af gangen bor de to gutter fra CBS, jeg er her med - Bjørn og Teis.
De første par dage her er primært blevet brugt til at udforske Lafayette. Byen bliver delt i to af Wabash floden - på den ene side ligger centrum/Lafayette og på den anden side West Lafayette, hvor Purdue University ligger. Universitetet er som taget ud af en amerikansk film. Over alt troner der store, røde murstensbygninger frem, og indtil videre har jeg spottet tre-fire af de såkaldte fraternities/sororities, det vi på dansk vil betegne som en studenterforening. Ud over det, så kan man sige det samme om husene i byen, det er præcis som man forestiller sig der ser ud i en mindre amerikansk by - men okay, hvis der ikke gjorde det, så var jeg nok blevet rimelig overrrasket.
Ud over at vandre rundt omkring i byen, hvilket også har resulteret i en flot solskoldning, så har jeg også været til en obligatorisk velkomstmøde på universitet. Her fik vi oplyst de utallige regler for, hvordan man må opføre sig, men også mere praktiske ting såsom hvordan man sørger for ikke at miste sin status som studerende, hvilket vil resultere i hjemsendelse.
I går aftes var Bjørn, Teis og jeg til en 'pre-orientation dinner' med nogle af de andre kandidat- og phd studerende på et hyggeligt sted kaldet Puccini's smiling teeth pizza. Vi fik prøvet en del forskellige lokale øl, til stor glæde for især Bjørn. Aftenen gik på at se de forskellige barer/pubs i downtown Lafayette, som den flinke Prateik, der er formand for foreningen for kommunikations-kandidatstuderende, viste os rundt på.
Alt i alt er mit første møde med USA og dens folkeslag rigtig positivt, og jeg ser frem til en uge med orientering omkring det at være undervisningsassistent på Purdue, samt at møde en masse nye og spændende mennesker.
Jeg håber i har det godt derhjemme!
PS. Husk at se billederne under fanen 'foto' :)
- comments



Mads Fechtenburg Pedersen Lyder som en fantastisk start, altså lige hvis man ser bort for din solskoldning ;) Ser frem til at høre mere om dit "nye" liv i The States! :) Hilsen Brormand :)
Maria i miss u <3 dejligt at høre det gik godt m,in skat :-*
Hanslena Hej Stine dejligt at høre at du et kommet godt derover og at du har haft en god start på USA turen, vi glæder os til at følge med her på bloggen. Knus fra Lena og Hans-