Så blev det alligevel til en lille måneds tid siden mit sidste blogindlæg - tiden flyver afsted, når man har det sjovt! De sidste par uger er gået med mange forskellige ting, så lad mig starte, hvor jeg sluttede af sidst.

Første weekend med Amerikansk college fodbold stod for døren, og planen var da også, at vi var nogle stykker, der skulle have været til kampen. Som de første billeder dog viser, så var det en ret så regnvejrspræget dag, så vi endte med at blive hjemme (man må hverken have større tasker eller paraplyer med ind på stadionet, og 4 timers kamp i det vejr er knap så sjovt). Desuden var mange af de andre startet tidligt ud med en tradition, der hedder 'Breakfast Club' (Morgenmads-klubben), som egentlig ikke handler så meget om mad, med mindre man betragter øl og shots som dette. Bjørn og Teis - sammen med en række andre - besluttede sig for at følge traditionen ved at starte med at skåle klokken halv seks om morgenen, hvilket resulterede i at de fleste var mindre berusede ved middagstid. Hele scenariet går desuden ud på at man klæder sig ud, jeg så blandt andet en omvandrende flaske sennep, Luigi og Mario, samt en masse andre mere eller mindre kreativt udklædte studerende. Selvom det lyder vanvittigt (og selvom jeg ikke var en del af morgenholdet), så er det alligevel en helt særlig del af den amerikanske fodboldkultur, som helt sikkert skal prøves til fulde en dag.

Weekenden efter, altså den syvende til niende september var jeg på besøg hos min amerikanske veninde i byen Elkhart, Indiana. Hun er lige hjemvendt fra Dallas, Texas hvor hun har afsluttet sin kandidatuddannelse. I øjeblikket bor hun hos sine forældre, og er påbegyndt arbejde i familievirksomheden Nibco, der producerer og leverer materialer til indvendig rørlægning og andre ting, jeg ikke har forstand på. Huset er beliggende lige ud til Elkhart river (så vidt jeg husker), som løber op til Lake Michigan. Rent fantastisk beliggenhed, om end byen er ret lille. Eftersom det ikke er nemt at komme dertil, mest på grund af den offentlige transport i USA ikke er noget nær det vi er vant til i Danmark, sendte hun familiens private chauffør for at hente mig (så har man også prøvet det!). Turen op til Elkhart bød på en masse kornmarker, lidt flere kornmarker, og såmænd også lidt sojamarker. Fredag aften var vejret i Elkhart ikke specielt godt, men Ashley tog mig alligevel på rundtur på hendes 'gamle' universitet Notre Dame, som ikke er nær så stort som Purdue (omkring 11.000 vs. 40.000). Turen gennem universitetet gav helt sikkert en fornemmelse af Europæisk indflydelse, eftersom bygningerne bar præg af dette. I øvrigt er det et katolsk universitet, hvorfor der er enkelte billeder af Jesus, der har sneget sig ind i mit fotoalbum. Lørdagen brugte vi først på at 'Tailgate' som går ud på at spise en masse mad og drikke øl 4-5 timer inden kampstart. Ashley's forældres virksomhed havde en RV placeret ved denne tailgate, så der brugte vi det meste af tiden inden kampen, selvom det dog også blev til endnu en rundvisning i dagslys på grund af de kunder, som var dukket op til tailgaten. Kampen i sig selv var rent fantastisk, Ashley og jeg var nogle af de sidste til at ankomme til stadionet, og jublen fra 75.000 publikum var en ret overvældende oplevelse. Desværre tabte Purdue kampen mod Notre Dame med 3 point, så det var ikke sjovt at være på udebane der. Godt der var flere øl man kunne slukke sine sorger i… Når det så er sagt, så har Ashley nogle virkelig søde kollegaer, så det var helt umuligt at være muggen (ikke at jeg brugte meget tid på det, jeg hidser mig generelt ikke op over sport). Da vi ramte søndag middag gav Ashley mig et lift hjem - det er jo 'kun 2½ time' væk. Prøv at overvej hvor langt man kunne nå i Danmark på den tid, men amerikanerne har et helt andet forhold til at køre lange distancer, så jeg klager bestemt ikke over ikke at skulle have en 10 timers rejse hjem med stop via Chicago.

Sidste weekend, den 14. til 16. september, var jeg en tur ved Lake Morse, Cicero, Indiana, for at fejre en af mine venners fødselsdag, Prateik. Han havde lånt kælderetagen i hans ven Grants forældres Lake House (hus ved søen), endnu engang med en helt fantastisk udsigt over søen. Vejret var i øvrigt perfekt, ca. 25 grader om dagen med solskin, så det blev til et par timers badning om lørdagen. Foruden dette blev Prateik selvfølgelig fejret, vi grillede, spillede pool, kørte på jetski, dasede i spaen, og festede på en bus der tog os rundt til diverse barer i Indianapolis.

Men den sidste måneds tid har selvfølgelig ikke kun handlet om fest og ballade, jeg har også haft meget at se til med skolen. Indtil videre har jeg overstået min første omgang præsentationer på det hold, jeg underviser, og jeg har desuden selv haft to præsentationer og en opgave der skulle klares samtidig. Generelt vil jeg sige, at det at undervise er meget givende, men hårdt, specielt fordi det er så tidligt om morgenen. Det hjælper heller ikke, at det er begyndt at være meget mørkt og koldt, når jeg vandrer op mod Purdue. Jeg har dog på ingen måder fortrudt at jeg er begyndt at undervise, jeg får kastet mig selv ud i ukendt farvand, men mine studerende er heldigvis for det meste gode til at engagere sig i de aktiviteter, jeg udsætter dem for, hvilket gør, at jeg ikke føler mig helt håbløs.

Jeg kan ikke vente med at se, hvad de næste tre måneder vil byde på. I aften står den på besøg hos min akademiske 'rådgiver' Patrice (som er et af mine store idoler, hun har forfattet utrolig meget litteratur, som jeg er fan af) og hendes mand Steve (som er min underviser i faget interpersonel kommunikation) sammen med de andre danskere og en masse nye ansigter. I morgen skal jeg til 'Feast of the Hunter's Moon' sammen med Prateik og to andre, som er en slags genskabning af den årlige samling mellem franskmænd og indfødte amerikanere, der fandt sted ved Fort Quiatenon, et handelssted for pels, i midten af 1700tallet. Lidt gammeldags amerikansk kultur skal man vel også opleve?

Alt i alt vil jeg sige, at jeg nyder livet i USA! Håber i har det godt derhjemme, jeg tænker på jer J