Tiden flyver afsted, når man oplever nye ting, og nu er vi allerede halvvejs gennem semestret her på Purdue. Som altid starter jeg her, hvor jeg sluttede af sidst...

Lørdag den 22. september var jeg med Prateik, Brooke, Lauren, Teis, Bjørn, Megan og et par andre til 'Feast of the Hunters' Moon' lidt uden for West Lafayette. For at sammenligne så er det en årlig tradition lidt ligesom vores middelalder festivaler i Danmark - her er det bare en tradition der fejrer den dengang i 1700-tallet årlige pelshandel mellem de indfødte amerikanere og franskmændene ved Fort Ouiatenon. I dag er der stort set ikke noget tilbage af fortet, så der var sat en masse små lejre op med kajakker og telte, samt en masse boder, der solgte pels og diverse retter såsom kaninstuvning og råvildtpølse. Ret interessante retter, nogle af dem bestemt bedre end andre.

Ugen efter var jeg med Teis, Bjørn og en masse andre til den første Tailgate på hjemmebane (for dem som har glemt det, så er det at tailgate en fast tradition inden en amerikansk fodboldkamp, hvor man spiser mad, drikker øl, og spiller diverse spil), vejret var igen med os - det skal siges at vi i det store hele har haft forholdsvist godt vejr, og ofte med temperaturer over 20 grader - som vi også har denne uge. Jeg klager bestemt ikke over et varmt efterår!

Da vi ramte onsdag den 3. oktober fik Bjørn den fantastiske ide, at vi skulle tage et smut til Chicago den kommende lørdag, så inden vi fik set os om havde vi fået en af vores medstuderende, Doug, til at køre os derop og være vores personlige tour guide den dag - Doug har boet i Chicago i godt og vel 23 år, så han kender området som sin egen bukselomme.
Chicago er en fantastisk by, og selvom turen derop var lidt hård på grund af en uforudset bytur aftenen forinden, så fik vi både sunget med på Queen, Mumford & Son's, samt hvad den lokale radiostation ellers havde at byde på.

Første blik af Chicago ved dennes toldbro, og man blev et øjeblik helt overrasket over, at man kunne glemme der var en verden uden for Purdue og West Lafayette. Chicago er en fantastisk by, med kæmpe skyskrabere, overdådig artitektur, og en mangfoldig befolkning - jeg var forelsket på stedet. Doug tog os som det første hen til et af Chicagos varetegn 'the Bean' eller bønnen, som sjovt nok er en kæmpemæssig, bønneformet skulptur med spejlkvalitet, der reflekterer byen på alle sider. Igen var vi heldige med vejret, omend det var lidt koldere end vi har været vant til (omkring 10 grader). Jeg fik selvfølgelig tid til at lege fotonørd, som jeg plejer, så det kom der også en hel del billeder ud af. Herefter ledte Doug os til havneområdet i Chicago, også kaldet Navy Pier, hvor vi var i tur i deres pariserhjul med en ganske glimrende udsigt over byen. Frokosten stod på en ægte Chicago Cheezborger (som de lokale udtaler det) på 'The Billy Goat Tavern', hvorefter vi mødtes med Annie - en af mine medstuderende, og hendes veninde Michelle. Sammen tog vi over til USA's højeste bygning Willis Tower (tidligere kendt som Sears Tower), der er ikke mindre end 447 meter høj og inkluderer 108 etager. Efter 1½ times ventetid lykkedes det endelig at komme til toppen, hvor der var den mest betagende udsigt over hele Chicago. Ikke nok med at man var så højt oppe, så kunne man også komme ud at stå på et glasudsats så man kunne kigge 103 meter ned - det var ret skræmmende, og krævede en del vilje at gøre det, men det var en ret fantastisk oplevelse næsten af føle at man svæver i den fri luft. Efter der var kommet ro på var det tid til lidt shopping, det er desværre noget, som West Lafayette/Lafayette området ikke kan prale af. Aftenen sluttede af med at fejre Annies fødselsdag på en italiensk restaurant midtvejs mellem Chicago og West Lafayette. En hel del oplevelser rigere kørte vi hjemaf efter en 13 timers dag i Chicago.

Foruden det, og det virker helt tåbeligt at man har lavet andet, så var jeg til min første 'Breakfast Club' ugen efter. Breakfast Club er endnu en tradition forbundet med hjemmekampe i amerikansk fodbold, og går i det store hele ud på at drikke sig meget fuld, ufatteligt tidligt om morgenen iført et kostume, hvilket betød jeg drak min første øl klokken 5.15. Ikke den klogeste beslutning jeg har truffet siden jeg kom herover, men nu kan jeg sige, at jeg har prøvet det. Samme dag bød også på min første hjemmekamp på Purdues stadium, hvor vi spillede mod Wisconsin. Desværre var hverken vejret eller heldet med os - da vi ramte 3. halveg begyndte det at stå ned i stænger og Purdue var grusomt bagud, hvorfor vi besluttede os for at vandre hjemaf i silende regn. Forhåbentlig når jeg at komme til en kamp, hvor vi rent faktisk vinder...

Men det hele har selvfølgelig ikke været spas, gak og løjer, der har også været rigeligt at se til på universitetet. Jeg har netop overstået den anden præsentationsrunde med mine studerende, og man bliver simpelthen så glad, når man erfarer, at langt flere af dem har klaret sig godt i anden omgang. Jeg gruer dog lidt for den næstkommende præsentation, specielt når man hører en af Teis' studerende spørger, om han må snakke om det at nyse med øjnene åbne... Jeg var ved at dø af grin, så jeg måtte gå ud på gangen for ikke at forstyrre Teis - men hvad skal man gøre, når den studerende kommer med et så genialt forslag? :)

Ellers har jeg det godt, folk behandler mig fortsat pænt, selvom jeg ikke ved, hvad det skyldes. Det kan ikke være min opførsel (haha). Jeg håber også, at Danmark behandler jer pænt! Varme tanker fra tværs af Atlanten.