Profile
Blog
Photos
Videos
Søndag morgen blev vi hentet på Mad Monkey af en lille shuttlebus, der kørte os hen til bussen der skulle køre os til Vietnam. Efter at have læsset vores baggage af, afleverede vi vores pas til buschaufføren, så grænseovergangen til Vietnam kunne foregå så nemt og hurtigt og muligt. Først var der dog lige en lang køretur der skulle overstås. Vi krydsede floder med busfærge, og kørte af lange hullede veje, alt i mens Stine sov og Rasmus så film på cambodjansk/Vietnamesisk/kinesisk - det var en kungfu-film = universalt sprog!
Selve grænseovergangen gik utrolig nemt, den tog ca. 30 min, hvor vi både fik scannet fingeraftryk, fik taget billeder og fik tjekket baggagen. Vi er dog begge glade for at det var vores sidste grænseovergang via landjorden. Det er nemlig bare lidt mere besværligt end når man kommer fra en flyver.
Nu var vi endelig i Vietnam, og man kunne med det samme fornemme, at det er et rigere land end Cambodia, som er regionens økonomiske problembarn. Vejene var bedre, bygningerne var mere vedligeholdte og der var generelt renere. Især da vi efter 2 timers kørsel fra grænsen nåede Ho Chi Ming (Saigon) var dette tydeligt. Det var en helt anden storby end Phnom Phen. Ho Chi Ming minder meget om en vestlig storby. Vejene er store og brede, der er fortorv - vejene er dog stadig fyldt med tusindvis af knallerter og scootere, taxier, cykler og alt der ellers har hjul. Da bussen omsider holdte stille, midt inde i byen, havde vi ingen ide om hvor vi var. Vi satte os derfor ind i en taxi, viste ham et hotel fra guidebogen og spurgte om han kunne køre os derhen. Det kunne han sagtens, han stoppede tilmed ved en ATM så vi kunne få hævet nogle vietnamesiske dong (Vi hævede 5 mio, hvilket er rimelig vildt i sedler!!!, men det svarer kun til 1300 kr)
Da vi endelig kom til hotellet kom turen til at koste 570.000, hvilket var lidt dyrt synes vi, men vi betalte (det kan ikke betale sig at argumentere om penge), og fandt hurtigt hotellet - hvor vi tjekkede ind på endnu et fint lille værelse.
PÅ vej ud for at få aftensmad, ville vi lige høre hvad en normal taxitur kostede, og på denne måde fandt vi ud af at vi var blevet snydt BIG time. Bussen havde holdt ca 500 fra hotellet - taxichaufføren havde kørt os en kæmpe omvej… Øv øv, ikke lige drømmestarten på Vietnam, men vi besluttede os for ikke at tage det så tungt, og med den indstilling gik vi ud for at få mad. Det endte med vi fik mad to gange, først frokost, også aftensmad lige bagefter. Frokost fik vi på en cafe, hvor vi åbenbart var de første turister der nogensinde har spist. Efter maden, ville de i hvert fald tage billeder af os og vi fik et sødt lille brev af dem, hvor de ønskede os en god tur i Vietnam (https://www.facebook.com/photo.php?fbid=191100321050406&set=a.121614384665667.24345.100004513175908&type=1&theater )
Efter vores frokost, fik vi den vietnamesiske nationalret Pho til aftenmad, hvilket smagte fantastisk (synes Rasmus). Det er en nudelsuppe med kød, hvortil man selv tilsætter mynte, blade og chili = mega lækkert og frisk!
På vejen hjem, gik vi forbi det lokale marked, hvor der var ekstra gang i den fordi det var søndag. Har kunne man købe Allstars, nike free og alt andet mellem himmel og jord. Den helt store shoppen blev det dog ikke til, da vi begge var lidt halvmørre. Vi aftalte derfor, at vi næste dag ville på marked og gik derfor hjem i seng, for at være klar til morgendagen, der skulle stå i Vietnamkrigens tegn.
Næste morgen, spiste vi baguette og fried eggs på hotellet, inden vi gik ned i byen. Første stop var reunification palace, tidligere idependence palace. Dette palads var under Vietnamkrigen et symbol på den liberale og proamerikanske regering i sydvietnam, men paladset blev senere et symbol på genforeningen af Vietnam, da Nordvietnamesiske tanks bragede gennem porten og afsatte den liberale regering. I dag står paladset i samme stand, som det gjorde den dag tankene kom. Det var derfor lidt som at gå rundt i en tidslomme, at være inde i det. De gamle møbler stod i konferencerummene og nede i kælderen kunne man se hvor den sydvietnamesiske premierminister havde holdt krigsråd med landkort på væggene og amerikanske radioer.
Det var også ved dette palads at det rigtig gik op for os, at vi nu er havnet i et kommunistisk land. Det tidligere Sovjetunionens flag med hammer og segl hænger i hvert fald side om side med det røde vietnamesiske med den gule stjerne. Det er nu ikke noget man som sådan lægger mærke til, der er måske lidt flere soldater i bybilledet, men de ser ikke særlig skræmmende ud, når de max er 1.60…
Efter paladset ville vi på War museum, men der var frokostpause!?! Så derfor spiste vi først frokost, hvor vi fik noget underligt mellemøstligt mad (som åbenbart var meget fint), inden vi igen gik hen til museumet. Her læste vi op på vores Vietnamesiske historie (lige som i alle andre sammenhænge, var den udløsende faktor for krigen europæisk indblanding), så på skræmmende pressefotos af ofre af noget der hedder Agent Orange. Agent Orange var et kemikalie som amerikanere sprøjtede ud over skovområder, for at dræbe vegetationen så Việt cộng ikke kunne gemme sig her. Kemikaliet var bare så giftigt, at alle der har været i kontakt med det er blevet syge, eller har fået børn med misdannelser. Tilsidst var der en billedeserie, med amerikanske krigsforbrydelser, igen ikke særlig rart at se på, da der var taget billeder af lig, menneskerester og af ofre, lige før de blev skudt.
Generelt var det en mærkelig fornemmelse at være på museet, da alt blev fremstillet modsat af hvad man er vant til fra skolen. Her så man på amerikanerne som fjender og kolonister, mens kommunisterne blev betegnet som befrierne.
Sidste stop i musset var deres samling af materiel fra krigen, deriblandt en UH-1 Huey og en dobbelt rotor transporthelikopter.
Efter muesset, havde vi fået krig nok for den dag, og vi gik derfor på marked, hvor Rasmus faldt for fristelsen og købte en Ralph Lauren Look-a-like skjorte, hvilket han med det samme fik dårlig samvittighed over. Vi blev dog tilsidst enige om, at den faktisk var meget pæn.
Måske for at opmuntre sig selv lidt, besluttede Rasmus sig for at få en omgang massage inden aftensmad. Det fik han så: 20 kr for 1 time i æltemaskinen hos en blind albino asiat… Og det er ikke engang pis. Hun var stærreblind, men hun kunne massere! Det var kun Rasmus der fik lov til at opleve dette, da Stine ikke engang måtte komme med ind i massage stuen, så hun måtte pænt vente udenfor, mens Rasmus blev æltet igennem.
Dejlig gennembanket gik vi en time senere til aftenmad, hvor vi spiste mexicansk (hvorfor ikke?) inden vi smuttede op på værelset, få at få noget søvn inden vi næste dag skulle ud til Cu Chi tunnelerne - en tur vi havde købt samme dag.
Vi blev hentet kl 8.00 næste dag af en stor turbus, der skulle køre os de 50 km ud for byen. Her blev vi introduceret for vores guide, der på trods af sit dårlige engelsk fik fortalt, at han havde kæmpet med amerikanerne mod Việt Cộng ved netop Cu Chi tunnelerne. Før vi kom ud til tunnelerne, skulle vi dog lige først forbi en arbejdsplads for handicappede, for at få os til at købe noget af det kunst de lavede. Vi modstod fristelsen, og 40 min senere var vi endelig ved tunnelerne. Her viste og forklarede vores guide os hvordan Việt cộng havde lavet baghold på ham og amerikanerne og hvilke fælder de havde lavet for at fange og slå amerikanere ihjel. Alt sammen med en rysten på hovedet over den måde man fra begge sider havde båret sig ad. Amerikanerne havde kastet sig ud i en krig på Việt cộng's hjemmebane, mens Việt cộng levede under jorden i små gange hvor temperaturen var ca. 40 grader. Hele turen foregik med lyden af skydsalver fra autentiske våben fra vietnamkrigen, så det føltes meget ægte! Skydebanen var skudsalverne kom fra kom vi selvfølgelig forbi, og efter lidt overvejelse skulle der skydes med AK-47! Det våben som Việt cộng havde brugt mod amerikanerne. Rasmus tog med stor ro de første otte skud, hvorefter Stine til sin egen forbløffelse pludselig fik overladt våbenet, hvorefter hun tog de sidste to! Fed oplevelse var vi begge enige om. Man kunne virkelig mærke adrenalinen pumpe!
Det kunne man også under næste punkt på turen, nu skulle vi nemlig selv ned i de små tunneler! Vi skulle bare gå 120 m, men det tog næsten 5 min at "gå" dem, da man kun kunne kravle og møve sig frem. Man fik virkelig respekt for de mennesker, der havde ført krig herfra! Da vi endelig kom ud af tunnelen igen, var vi fuldstændig svede og ømme i lårene (er vi stadig mange dage efter!), og vi var derfor glade for at turen nu igen gik ud i den afkølede bus og tilbage til Ho Chi Ming.
Tilbage i storbymylderet, gik vi ned på markedet, hvor vi drev rundt og så på tasker, sko, busker flere sko og flere tasker, inden klokken var ved at være spise tid. Her valgte vi at spise på en indisk restaurant fra Guidebogen, hvilket vi absolut IKKE fortrød. Nøj hvor var det lækker mad! Og hold da op hvor fik man sved på overlæben! For at køle systemet lidt ned, købte vi en fruitshake på vej tilbage til hotellet, hvor vi nåede at side 30 min, inden vi blev hentet af vores natbus, der skulle køre os til Nha Trang. Hold da op en bus. I stedet for sæder var der små senge, og interiøret lignede mest af alt noget fra et rumskib. Noget af en oplevelse at sove der. Men overraskende nok sov vi fantastisk og nåede næste dag frem til Nha Trang, men hvad der skete der, må i få i næste omgang, for dette var alt for nu :D
Over & Out
Rasmus Rambo og Stine "AK-47" Thomsen
- comments