Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag den 13. Juni gik turen fra siem reap til Cambodjas hovedstad Phnom Phen. Turen tog omkring 6 timer i bus på hovedvejen, hvilket vil sige en MEGET dårlig vej, hvor der konstant var scootere, cykler, børn, køer og andet i vejen. Dette betød at buschaufføren hele tiden dyttede (og det gjorde han også, når der ikke var nogen i vejen), udover det havde han i forruden et muslinge-vind-spil, som også hele tiden klirrede. Som i nok kan regne ud fløj timerne i bussen afsted (løgn).
Endelig ankom vi så til hovedstaden og nu gik jagten ind på et sted at sove. Vi så først ét sted, men var ikke helt imponerede og fortsatte derfor videre til et sted der hed "Mad Monkey". Her var der ikke umiddelbart plads, indtil den søde ejer valgte at give os et splinternyt værelse, hvor ingen havde boet før, med to dobbeltsenge og badekar. Udover at værelset var fantastisk boede vi også i vores egen villa, hvor ingen andre boede - fantastisk! Vi fik lidt og spise og ville herefter ud og se på lidt markeder. Desværre satte regntiden endnu engang stopper for vores planer og vi købte 2 DVD'er - en om "killing fields" som vi skulle ud og se dagen efter og vi købte også en sjov film, som skulle få humøret op bagefter. Hertil købte vi godt med slik og noget lokal frugt.
Vi satte os godt tilrette 4 (os, tyskeren og danskeren) mand i en af de store dobbeltsenge og så film (filmen var imidlertid ikke så god, men vi hyggede os dog).
Næste morgen stod vi op klokken 8, men var først ude af døren et par timer efter, da vi var 4 der skulle i bad og gøre os klar. Vi købte en tuk-tuk gennem vores hostel og så gik turen ellers mod "killing fields" (som er der, hvor folk blev slået ihjel under Khemer Rouge/Pol Potts regimet)… troede vi, for pludselig gjorde vores tuk-tuk-driver holdt ude foran en stor bygning og sagde "prison!!". Han havde så valgt at køre os hen til fængslet, hvor folk blev holdt fanget og tortureret inden de blev sendt til "killing fields". Det var dog ikke det store problem, da vi alligevel havde planlagt at skulle se dette sted, så vi gik ind.
Efter at vi selv havde gået rundt i fængslet i 10 minutters tid, kom Rasmus i tanker om, at han havde hørt at det var en god idé at have en guide her, så sådan en lejede vi og det var en rigtig god oplevelse!! Damen der viste os rundt og fortalte havde nemlig selv en historie fra denne tid, da både hendes far, søster og bror var blevet dræbt af Khemer Rouge! Hun havde selv været omkring 10 år gammel, da de havde overtaget styret i landet, men det var heldigvis lykkedes hende at flygte til Vietnam. Det var utroligt at høre om de frygtelige ting, der var sket i fængslet af en person, der selv havde et forhold til det og vi var alle 4 meget bevægede. Inde i fængslet var også opsat billeder af mange af fangerne, som khemer rouge havde taget, og det blik fangerne havde i øjnene sagde alt - de vidste hvor de skulle hen. Inde i nogle af cellerne lå der blod og på væggene var billeder af hvordan fangerne var blevet fundet, da landet blev befriet af Vietnam.
I fængslet havde i alt 20.000 fanger passeret og heraf var der kun 7, der var sluppet fri. Af de 7 var kun 2 i live den dag i dag og 1 af dem befandt sig i fængslet og solgte sin bog. Han kunne ikke høre pga. elektrisk chok og heller ikke tale, da de havde skåret i hans tunge. Han var meget stolt, da Pernille købte hans bog og tog et billede af ham!!
Efter vores rundtur satte vi os lidt ned på en bænk, da vi virkelig havde brug for at komme til os selv - vi var ret påvirkede af de historier vi lige havde hørt.
At vi var sammen med en tysker var en ret speciel oplevelse også, da hun hele tiden kunne komme med historier fra Tysklands koncentrationslejre osv. og derved kunne sammenligne tingene lidt.
Da vi kom ud af fængslet var vores tuk-tuk-driver forsvundet, men heldigvis stod en anden klar til at køre os videre. Da vi kom ud til "killing fields" begyndte det desværre (igen) at regne og vi besluttede derfor at spise imens. Regnen holdt dog ikke rigtig op, men med regnslag og paraplyer gik det nu også meget nemt.
Vi havde en audio-guide i ørerne og gik så fra punkt til punkt, hvor vi hørte om begivenheder og små historier fra de personer, der havde været der (både fanger og soldater). Der var ingen bygninger tilbage på stedet, da der lige efter befrielsen var stor fattigdom og folk simpelthen tog alt hvad der var at tage af for at klare sig, men der var nok der vidnede om det forfærdelige der var sket på stedet. Overalt var der fordybninger i jorden, hvor masser af mennesker var blevet smidt ned og under rødder fra træet sad tøjrester fast. Derudover var der lavet et stort mindemonument, hvori man havde samlet kranier og knogler som var fundet i områder - der var rigtig mange skal det siges!!
Selv i dag kommer der stadig knogler, tænder og andre ting op af jorden, når det er regntid.
Vi blev efter "killing fields" kørt tilbage til hostellet, da klokken var ved at være mange. Vi besluttede at tage ud og spise på et sted, der hed "Boat Noodle", som Rasmus havde set i vores guidebog. Vi fik god mad og Rasmus fik endelig prøvet at drikke af en kokos-nød. Da hovedretten var fortæret havde Stine og Pernille bestilt noget "fried ice cream" til dessert. Mens vi ventede så Pernille pludselig en KÆMPE rotte i bambus-væggen ved siden af vores bord og vi fløj alle sammen væk fra bordet. Tjenerne tog det dog ganske roligt og spurgte bare om vi ville sidde ved et andet bord - det ville vi MEGET gerne. Der rendte et par katte rundt i restauranten og den ene havde hele tiden ville ind under vores bord (vi ved nu hvorfor), og da den også ville ind under vores nye bord blev vi en smule skræmte!!
Næste morgen da vi vågnede havde Lara (vores tysker) fødselsdag og dagen skulle derfor stå i hyggens tegn. Vi havde alle talt om, at vi gerne ville prøve "the-fish-thing", altså der hvor man stikker sine fødder ned i et akvarium og små fisk så spiser al den døde hud. Vi fandt dog ikke noget til at starte med, så vi gik i stedet ind og fik manicure og pedicure (Rasmus kiggede pænt på og tog billeder med diverse kameraer). Dette inkluderede også fod- og håndmassage og Rasmus havde et meget misundeligt udtryk i ansigtet - han fik derfor overtalt pigerne til at vi også skulle have massage!
Først ville vi dog have en omgang frokost og vi gik derfor ind på den berygtede "Happy Herb Pizza", hvor man kan få sin mad med "happy herbs" (dvs. hash). De 2 piger delte en meget happy pizza, mens vi selv fik noget almindeligt mad. Nu ventede vi bare på at få os et godt grin, når de andre blev lidt sjove at høre på.
Efter frokost fortsatte vi videre for at finde et massage-sted (det skulle være et, hvor blinde gav massage - såkaldt seeing hands). På vejen faldt vi heldigvis over et fiske sted og her satte vi os til rette med en øl og fødderne nede i bassinet. Det kildede utrolig meget, men man vænnede sig til det efterhånden! (Vi har meget lækre tæer nu). Da det endnu engang var begyndt at regne tog vi herfra en tuk-tuk tilbage til hostellet (som Rasmus valgte at kalde Top Dog i stedet for Mad Monkey - intet under at tuk-tuk-driveren ikke kendte det(Pernille og Lara troede næsten også at hans mad havde været "happy"))
Aftenen var det meningen skulle stå i festens tegn, da fødselaren skulle fejres. Hostellet havde oveni købet 2 års fødselsdag, så baren var proppet med folk! Der var dog bare det, at efter middagen var vores egen fødselar godt træt oven på "urterne" og ville egentlig helst bare i seng. Vi fik dog et par drinks, men valgte at sige godnat omkring halv tolv, da der ikke var så meget gang i den.
Vi havde fået et dejligt værelse lige ved siden af baren, men takket være Stines fars fantastiske ørepropper og en god portion træthed sov vi hurtigt. Det var meget heldigt, da vi næste morgen skulle med bussen videre til Vietnam - nærmere bestem Ho Chi Minh City.
Tilføjelse:
Alle intelligente mennesker blev dræbt under Khemer Rouge regimet (sådan at ingen fik for gode idéer) og dette kunne stadig mærkes den dag i dag - de fleste mennesker manglede simpelthen logisk sans/fornuft. Fx da Stine spurgte efter lidt ekstra salt til sin mad: Hun fik det fint i en lille skål, men da hun ville til at putte det på maden blev der stor ballade - der var jo allerede salt i maden!!! Hvorfor skulle vi bestille salt, hvis vi ikke ville bruge det??
- comments