Profile
Blog
Photos
Videos
Vi er nu kommet hjem fra 3 dage på verdens største sand-ø Fraser Island og det var intet mindre end fantastisk! Søndag ankom vi til Rainbow Beach hvorfra turen går. Vi blev checket ind på vores hostel og klokken 16.30 skulle vi så til en sikkerheds-briefing omkring Fraser Island. Vi havde et par timer inden, så vi fik handlet og var på stranden (det blæste dog helt vildt, så det var lidt koldt).
Klokken 16.30 sad vi klar i baren til vores info- og sikkerhedsmøde. Vi blev først delt ind i de grupper vi skulle være i i bilerne og herefter skulle vi se en film omkring de farlige Dingoer (et hundelignende dyr), faren ved at køre på sand og mange andre farlige ting, der (åbenbart) er på Fraser Island. Vi skulle også købe lidt drikkevarer til turen og her stiftede vi for første gang bekendtskab med den berygtede "goon", som er meget billig sød hvidvin, som man bliver lidt små-sindssyg af at drikke. Dette bestilte alle, så det måtte vi også hellere prøve. Vi skulle også købe noget forsikring til bilerne og så var vi så godt som klar til det gik løs næste morgen!
Til aftensmad fik vi burger til 6 dollars (god deal og variation fra pasta) og senere var vi til karaoke-night i baren - vi gik dog forholdsvist tidligt i seng, da vi skulle være klar klokken 7 næste morgen.
Næste morgen var vi klar klokken 7 og dagen startede perfekt med pandekager til morgenmad! Nu skulle 4-hjulstrækkerne pakkes med mad, drikkelse, alt vores pakkenelliker og ikke mindst vores fantastiske team, som bestod af 8 mand: 3 englændere, 1 tysker, 2 hollændere og så os. Inden afgang skulle vi lige have navnene opfrisket og her hørte en af de engelske drenge Rasmus' navn som Maximus og dette navn (som han selv elsker) kom til at forfølge ham resten af turen. Med musikken drønende ud af højtalerne og alle mand i bilerne var vi på vej til færgen, som skulle tage os til Fraser Island.
Vi var i alt 4 biler, hvoraf den ene var en fører-bil som vores guide kørte og vi andre skulle så bare pænt følge efter. Vi skulle hele tiden skifte chauffør og bil, så vi ikke blev for "vant" til hverken det ene eller det andet og slappede for meget af. Da de første to havde kørt og vi skulle til at køre på sand for første gang blev Stine chauffør og blev den sidste bil i rækken. Den stakkels ikke-særlig-fartglade-pige kom derfor langt bagud og prøvede ihærdigt at følge trop - det resulterede i, at hun smadrede ind i en bølge, da stranden ikke var så bred længere, hvilket vi lige havde fået at vide vi ikke måtte - ups! Heldigvis blev vores guide ikke sur og alle i bilen var helt oppe at køre fordi det sprøjtede så meget! Lidt efter mødte vi også vores første Dingo, som eftersigende skulle være meget farlige og gå til angreb på alt og alle. Vores guide kaldte alle de små piger (Stine) for dingo-føde og sagde vi altid skulle gå flere sammen og/eller have en pind med til at slå dyret, hvis det skulle komme for tæt på. Vi oplevede dog ingen farlige dingoer overhovedet, men de overdriver nok for vores egen sikkerhed.
Efter Stines køretur var det tid til vores første Fraser-frokost og vi begyndte rigtigt at få talt med vores hold, som var rigtig søde og sjove. Vi skulle nu ud på den mest hullede og ujævn sandvej (der er ingen asfalt-veje på Fraser) og her skulle en af englænderne køre, da os der normalt kører i den "rigtige side" af vejen ikke kan finde ud af at køre i et dybt hjulspor, fordi vi hele tiden trækker til venstre.
Efter en halv times "bumby ride" ankom vi til "Lake McKenzie", hvor vi skulle ud og bade i det meget klare vand! Vejret var dog blevet lidt overskyet, så det var ikke så varmt at bade, som man kunne ønske sig, men at bade i den kæmpe ferskvandssø var alligevel noget af en oplevelse! Igen kom GoPro kameraet til sin ret, da vi her fik taget nogle fede billeder ude i søen!
Fra Lake McKenzie gik turen igen over stok og sten en times tid inden vi ankom til vores camp - et stykke aboriginal land beskyttet af dingohegn, så man kunne lade mad og andet ligge fremme. I Campen blev vi installeret i små tremandstelte, hvor vi heldigvis kun behøvede at være to i et telt, så vi havde god plads, hvilket dem der var tre i teltene vist ikke havde. Da alle var kommet på plads, var det blevet tid til at lave aftensmad. Menuen stod på Chicken-stir-fry, hvilket nok var noget af det lækreste vi har fået indtil videre i Australien. Aftensmaden spiste vi sammen med vores gruppe, som vi efterhånden kom rigtig godt ud af det med, og efter at have joket og grinet lidt over dagens begivenheder - især Stines bølgestunt, som vi alle var enige om var et af dagens højdepunkter, tog vi hul på den berygtede Goone!! Her blev Rasmus hurtigt rimelig kendt pga. sit fantastiske navn, og vi havde det generelt rigtig sjovt.
Næste morgen havde vi alle lidt ondt i hårrødderne, men heldigvis var der en tysk pige der var i stand til at køre firhjulstrækkeren, mens vi andre blev mere friske. Hun kørte os hen til turens første stop, som var skibsvraget af "The Mahaneo", som er et kæmpe skib, der for næsten hundrede år siden skyllede på Fraser kyst. Her fik vi taget turens gruppebillede, som var drengene på turen poserede på toppen af førerbilen. Herfra kørte vi videre til en ferskvandskilde, som eftersigende skulle have noget af verdens reneste vand. Her gik vi lidt op af strømmen, hvorefter vi fyldte vores drikkedunke, for derefter at flyde med strømmen tilbage til bilerne. Det var så lækkert, og kilden blev da også hurtigt dømt "Hangover Creek", da det, at flyde i det rene vand vaskede tømmermændene væk. Alle forfriskede kørte vi hen til den ene af øens to general stores, hvor vi spiste de wraps vi havde lavet om morgenen, mætte blev vi ikke ligefrem, men det var godt med noget at spise. Bagefter spillede vi lidt bold foran bilerne, og så blev det endelig Rasmus tur til at køre. Det gjorde han selvfølgelig fremragende, og han cruisede hen af stranden med 80 km/t med rock i radioen, truckerarmen på plads og solbrillerne på. Vejret klarede nemlig op, jo længere nord på vi kørte, så Rasmus kørte os ind i solskinnet.
Helt oppe nord på kørte vi en lille ekstra tur hen til en kæmpe sandklitte, som var en ekstra tur vores leaddriver Brett skubbede ind, fordi vi var sådan en awesome gruppe. På toppen af sandklitten så vi en super flot regnbue, og vi prøvede at tage nogle sjove hoppebilleder, som gik lidt i vasken af at Rasmus ikke helt kunne fokusere med kameraret… åndsvagt manuelt fokus! :D
Fra klitten kørte vi videre til noget kaldet "The champagne pools" eller som Brett kaldte med "Pools of Death" pga. de mange dødsfald der er sket der. Disse pools er helt specielle, fordi det er det eneste sted på øen, man rent faktisk må svømme i havet, andre steder er det for farligt, da vandet er propfyldt med hajer, og farlige strømforhold. "The Champagne pools" er tre fordybninger i klippen helt ude ved vandet, som bliver fyldt med vand, når bølgerne slår ind mod kysten. Der er derfor hverken hajer eller farlig strøm i dem, og man svømmer rundt i det hvide brus fra bølgerne, hvilket har givet stedet dets navn. At stedet også er kendt som "Pools af Death" er fordi klipperne, der adskiller stedet fra havet, er slebet skarpe som barberblade, og man kan derfor skære sig helt forfærdeligt der. Her så vi også en rokke sprænge ud af vandet, hvilket var rimelig sejt.
Fra "The Champagne Pools" kørte vi videre til noget kaldet Indian Head, som er en klippefremspring ud i vandet, hvorfra man kan se hele den østlige og hele den nordlige side af Fraser Island på en klar dag. Her så vi solen gå ned, hvorefter vi drønede hjemad for at være i lejren inden dagslyset forsvandt. Denne gang stod aftensmaden på Steaks og kartofler, og selvom det var super lækkert, så var vi begge enige om vi godt kunne have brugt noget Chicken-stir-fry. Bagefter aftenmaden var der kæmpefest for at fejre den sidste aften på Fraser. Stine valgte klogelig at holde sig ædru, mens Rasmus hver gang der blev råbt MAXIMUS tømte sit glas… I kan gætte jer til hvordan det gik. En ting er sikkert, da vi vågnede næste morgen var der en der havde det lidt skidt, men rygtet var intakt - "MAXIMUS - You're a F……. LEGEND"
Heldigvis var det denne dag blevet vores tur til at sidde i førerbilen, så vi skulle ikke bekymre os om procenterne i blodet, vi skulle bare holde fast, mens vores Leaddriver kørte os hjemad. På vejen havde vi et enkelt stop, ved Lake Walby, som lå 30 min gang inde i regnskoven. Endnu engang kunne man konstatere at frisk ferskvand er utroligt forfriskende. Højdepunktet her var da en pige på 100 + uopfordret valgte at gå op af en stejl skrænt, hvor efter hun rullede ned i søen for så at modtage stående applaus fra 60 mennesker.
Efter søen, kørte vi hjem til hostellet, hvor vi ankom omkring kl 15.00, og allerede her var vi alle godt trætte. Dog ikke englænderne, der efter burger på hostellet, tog hul på øllene som smagte fantastisk sammenlignet med goone. For god ordens skyld tog vi lige en afskedsøl med dem, og dansede lidt på bordene for at vise den næste Fraser gruppe hvordan man festede, men så gik vi ellers tidligt i seng. Vi fik dog ikke sovet hele natten, kl 1.00 stormede hele hostellet vores værelse mens de råbte MAXIMUS gantagende gange - rygtet havde åbenbart bredt sig til fastlandet, og for god ordens skyld, og for at få dem til at forsvinde igen, måtte Rasmus endnu engang tømme et glas. Han er nu godt træt af alkohol, og agter ikke at drikke mere. Efter dette lige optrin faldt Stine hurtigt i søvn igen, mens Rasmus lå vågen med nerverne uden på tøjet. Desværre for ham var der nu kommet andre gæster på værelset, og han tilbragte derfor resten af natten med at holde sig for ørene, inden han endelig faldt i søvn.
Til morgen skulle vi checke ud klokken 9.30 og herefter skulle vi vente på bussen til klokken 15.30. For at få tiden til at gå besluttede vi os derfor for at gå ned til stranden og se grunden til byens navn - Rainbow Beach - som er pga. sandet på skrænternes mange forskellige nuancer. Dette skulle gøres om formiddagen, da vejr-udsigten viste regn i store mængder. Da vi spurgte i receptionen efter, hvor den rigtige Rainbow Beach var lød det som om der var 10 km derhen, men vi begav os alligevel afsted på trods af det og regnen der så småt var begyndt. Da vi kom ned på stranden var vandet rimelig højt, så vi måtte klatre på sten det meste af vejen. Der var heldigvis ikke så langt som frygtet og vi fik set det flotte sand og begav os nu tilbage igen - vandet var nu endnu højere, så det gjaldt om at hoppe op på en sten, hvis der kom en bølge J
Da vi kom tilbage til hostellet fik vi frokost, var på nettet og skrev lidt blog. 1-2-3 så var bussen der, som efter 2 timers kørsel ankom her til Hervey Bay, hvor vi nu skal vente til 20.30 på at komme videre til Airlie Beach, hvorfra vi skal på vores Whitsundays tur, som vi glæder os utrolig meget til!! Vi er der i morgen tidligt klokken ca. 9, så vi skal sove i bussen - dette er nok for Rasmus bedre end på det hostel-værelse vi lige har været på!! J
- comments
jakob Og således fik vi en "Goone Legend" og en kvindelig firehjulsdriver i familien! Hvad bliver det næste - cool!