Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag morgen klokken 6 ankom vi så til Cairns - vores sidste stop på Østkysten - efter en 9 timers bustur (med meget lidt søvn). Efter 1 times ventetid blev vi hentet af vores hostels minibus, som var MEGET gammel! En rigtig skrammelkasse :D Vi ankom dog til "Cairns Beach House" (meget langt fra stranden, men meget godt alligevel) i sikkerhed og fik afleveret vores bagage og skiftet til shorts før turen gik ud for at udforske byen. Vi gik langs med stranden ind til byen, men stranden var mere en sump end en strand og man må ikke bade her, da der er krokodiller! Vi fik dog prøvet de gratis fitness-faciliteter på trods af det var meget varmt - vi er endelig ankommet til troperne og det kan mærkes!! J
Vi gik hen til den offentlige pool - lagunen og fandt os en god plet - vi ville udnytte solen mens den var der og så udforske resten af byen senere.
Efter lidt plasken i poolen og en lille lur til Rasmus gik vi hen og købte lidt frokost. Denne nød vi på en bænk på en plads midt i byen, hvor en kvinde pludselig stillede sig op på en lille talerstol og talte og Gud og Jesus. Der var ikke rigtig nogle der lyttede til hende, men hun fik healet/velsignet/helbredt 2 personer og vi blev enige om, at hun egentlig havde ret i det hun sagde (efter hvad vi har hørt i religionstimerne). Vi blev også enige om, at der i hver by er en landsby-tosse: I Airlie var der bl.a. en aboriginal ved navn Flora som prædikede for hele den ventende bus-flok om at vi er én stor familie alle sammen!
Resten af dagen gik med indkøb (hvor vi sparede en masse penge) og butiks-kiggeri - vi fik købt os en ny linse-klap til kameraet (nu med snor, så den ikke bliver væk) og pudset vores solbriller (professionelt).
Tilbage på hostellet mødte vi 3 danskere som vi spillede kort med til langt ud på aftenen. Til aftensmad fik vi ris med smag og kylligeschnitzeler hertilhørende gulerødder - noget helt nyt og anderledes end vi har fået før!!
Næste morgen skulle vi tidligt op, da turen gik ud på Great Barrier Reef på en snorkle/dykketur. Vi skulle møde op klokken 7.15 og så sejlede vi ellers udad i et par timer før vi ramte revet. Der var mildest talt lidt høj søgang på vej derud, så man var lidt utilpas, men da vi stoppede midt i ingenting ved revet, fik vi det hurtigt bedre. Nu skulle vi nemlig snar tud og dykke for real, ikke det snorkel pjat, men med iltflaske og hele pivtøjet. Først nåede vi dog en lille tur ud i deres speedbåd med glasbund, for at se hvad vi skulle ud i, men da vi kom tilbage på dækket, var det en to tre samlebånd, og pludselig befandt vi os begge på kanten af båden med iltflasker på ryggen!!! Rasmus hoppede først i, hurtigt efterfulgt af Stine pigen, der ikke var helt tryg ved situationen. Det kunne instruktøren heldigvis fornemme med det samme, og ved hjælp af lidt insisteren og puffen, befandt Stine sig pludselig 1 m under vandet, og trak vejret ubesværet gennem "undervands snorklen" (Aner ikke hvad den hedder i virkeligheden).
Da vi begge var trygge ved det hele tog instruktøren os i hånden, også dykkede vi ellers ned på 6-7 m, hvor vi så en kæmpe havskildpadde, en dragefisk, fiskestimer med hundredevis af farvestrålende fisk og farvestrålende koraller overalt! Dette må i forestille jer derhjemme, for selvfølgelig var der tekniske problemer med GoPro…. Øv altså! I skal dog ikke snydes for billeder af Great Barrier Reef, for heldigvis blev problemerne løst, så der er fine snorklebilleder derfra!
Vi befandt os som sagt midt ude på åbenthav, men her er vildt tidevand, så lidt over middag faldt vandstanden helt vildt, så der dukkede pludselig en strand op af havet, som vi udforskede (Det var bare en masse sand) Her snorklede vi også lidt, men efterhånden var klokken blevet mange så snart blev kursen lagt om, hjemad gik det!
Sikkert i land igen, tog vi hjem på hostellet, hvor vi spillede endnu et slag kort med danskerne. Dette trak dog ikke så meget ud, da vi næste dag skullet tidligt op, for at komme på en to dagstur i verdens ældste regnskov (Daintree rainforrest). Vi troede egentlig bare vi blev kørt derop, for så at blive sat af på vores hostel midt i regnskoven, men heldigvis var vi kommet på en tur med guide. Derfor kom vi inden regnskoven også på krokodillecruise, var vi så en 4 m lang krokodille svømme ved siden af vores båd og en slange der hang oppe i et træ, vi kom på regnskovstrek, hvor vi lærte om hvordan man kunne klare sig ude i regnskoven. Da vi endelig ankom til vores hostel, fandt vi ud af at vi havde eget køkken, eget badeværelse og privat dobbeltværelse, så det var helt luksus, selv om det var midt i regnskoven. (Da vi ankom kravlede der også en kæmpe øgle rundt udenfor hytten - velkommen til regnskoven!!)
Dette forlod vi dog for en stund, for at komme ned og opleve Cape Tribulation, det eneste sted i verden, hvor to af Verdens Naturarvsområder mødes, nemlig Daintree Rainforrest og Great Barrier Reef. Således kom vi altså til at gå en tur med et ben i regnskoven og et ben i Great Barrier Reef. En meget speciel oplevelse. Med det i baggagen, var klokken blevet spisetid, og vi lavede derfor mad i vores helt private køkken, og spiste den på sengen bare fordi vi ku! Rimelig fedt! Derefter lå vi ellers bare og lyttede til Stines snorken og regnskovens lyde, mens vi (Rasmus) så en film.
Næste dag blev vi hentet af en ny guide, der viste sig at have jorden dårligste humor! Men på trods af at have en forfærdelig humor, viste hun os alligevel nogle flotte ting i regnskoven, blandt anden et flot udsigtspunkt, hvor man kunne overskue alt, hun viste os den lokale isbutik, hvor man kunne få is med regnskovssmag. Lækkert!
Da vi var ude af regnskoven igen, kørte hun os hen til noget, der hedder Mossman Gorge. Her mødte vi en arboriginal, der forklarede om nogle lokale skikke, hvorefter han gav en lille koncert på sin didgeridoo. Efter den koncert, tog vi op til gorgen, hvor Rasmus fik sig en dukkert i det kolde vand, Stine blev pænt på land og tog billeder. Forfriskede, gik turen nu tilbage til Cairns, hvor vi blev sat af på vores hostel. Vi var dog løbet tør for mad, så det var først efter en kort indkøbstur, der blev lavet spagetti kødsovs. Denne blev indtaget, mens vi skypede hjem.
Oppe på værelset faldt vi i sank med nogle svenske gutter, der viste sig at være lige så store fans af Game of Thrones som Rasmus. Til Rasmus store tilfredshed, fik han derfor hele 3 sæsoner af serien overført til sin computer, så han kunne catche up på det han har misset på turen. Imens lå Stine og læste med en kæmpepakke Kleenex ved sin side - fugten i regnskoven har givet udslag i noget allergi godt blandet med ondt i halsen som vi begge har fået samlet op inden regnskovsturen!
Vores sidste dag i Cairns blev brugt ved lagunen, da det var det dejligste solskinsvejr og Cairns ikke er sådan en spændende by. Vi gik dog også lidt op i byen og kiggede på souvenirs og udvalgte os nogle postkort (som vi så valgte at gøre væk dagen efter - det ene skrevet endda). Vi slog et smut forbi et meget berygtet hostel i Cairns som hedder Giligans. Her skulle der være fest nat og dag, så slemt at man umuligt kan sove.
Klokken 17 var vi ved at tage minibussen tilbage til hostellet, men blev i sidste øjeblik enige om at vi skulle tage hen og spille beachvolley klokken 17.30, hvor vi vidste to af de andre danskere også ville komme. Rasmus spillede i ca. 2 timer med den danske dreng, mens Stine talte med den danske pige.
I Cairns har de alle ugens dage aktiviteter som fx beachvolley og aqua-aerobic, vi nåede dog ikke være med til andet end beachvolley fordi vi havde så meget andet vi skulle - men vi elsker idéen!
Tirsdag skulle vi flyve til Alice Springs, som er i midten af Australien, hvor vi skal se Ayers Rock. Vi vågnede op til regn, og det er blevet en fast tradition, at det skal regne, når vi skal flyve væk fra en by J
Det var det
- comments
farfar, Erik Kyndal Kære Rasmus og Stine! TAK for jeres spændende beretninger om jeres utrolige rejse! Det serr ud til at være sommer hele tiden; men er vel snart vinter eller efterår i Australien? God tur videre frem! Vi følger spændt!! FARFAr