Søndag d. 11.7.2010, Stig og Christine:

Dagen startede med at Stig i fin morgenfrisk stil hentede kastanjebrød oppe ved den lokale bager - denne gang ikke som han plejer på cykel men i bil. Bageren ligger nemlig som en del af et lille campingorienteret sted med et lille supermarked, en frisør, en tankstation med en butik der har alt det de andre ikke har…samt en bilvasker!!! Sørme om Trunte ikke blev vasket i dag - første gang på denne tur - der var nemlig lige en lille tæppetisser forbi i går som kom til at tisse op af bilen. Og det dufter altså "ømt" i den her varme… Herligt med en mand der er frisk om morgenen - er Laurits og jeg som B-mennesker samt morgen-autister HELT enige om ;o)

I dag havde vi planlagt en lidt længere tur sydpå til Aven d'Ornac, en grotte med stalagmitter, stalaktitter m.m.m. Vi blev nemlig guidet af William, en 60 årig belgier der tidligere havde været skolelærer men nu har besluttet at arbejde hér resten af hans arbejdstid. Der kører nemlig et projekt her med studier af, hvordan man skaber bæredygtighed ift bla. CO2-udledningerne generelt i verden.

Hér har man nemlig et unikt sted, hvor der er fuld balance i den meget store del af hulerne som offentlighe­den ikke kommer ind i - dér kommer udelukkende de forskere som har validt ærinde dér. Der forskes i årsagerne til CO2-problemerne samt på de skader som vi turister laver i de huler der er åbne. Eksempelvis har de afmonteret et asfaltdække ovenpå jorden fordi hulerne nedenunder døde pga mangel på nedsivet vand … Blitz er forbudt, da lyset får grønne alger til at gro og ødelægge det unikke miljø. Hulerne er lukket om vinteren for at de kan "trække vejret" og skille sig af med den CO2 som turisterne udleder i sommerhalv­året.

Når mennesker ikke blander sig, udgør hulerne et utrolig stabilt miljø, hvor det konstant dryppende vand gennem årtusinder ganske stille får stalagmitterne til at vokse til de mest utrolige former. Netop fordi miljøet er så stabilt og ikke bliver påvirket af vejrlig, planter, dyr og mennesker er det muligt for forhistoriske hulemalerier og andre efterladenskaber som f.eks. knogler fra afdøde mammutter at overleve mere end 35.000 år.

Der er dog ingen hulemalerier i disse huler, da der ikke har været en indgang til hulen udover et hul i toppen af den ene hule. 1934 fandt en huleforsker frem til dette hul, opfandt en stige der kunne nå bunden og begav sig nedad…65 m ned i intetheden. Og fandt så den mest fantastisk smukke hule!!! Efterfølgende fandt man en lang række huler forbundet med hinanden i et udtørret, underjordisk flodleje. 3 af disse er nu åbne for offentligheden - godkendt af den franske stat som én af de 4 flotteste steder i Frankrig…

Vi blev fuldstændig bjergtaget, da vi besøgte stedet - vi blev ført ad 700 trin ned til 3 kamre / huler. Den største var 125m lang x 95m bred x 65m høj. Vi blev ført gennem hulerne, fik megen faktuel viden både om drypstenshuler og generelt om miljøet - og til sidst stod vi dér langt nede under jorden - det hele blev mørkt - og så åbenbarede der sig et lyd og lysshow (Son et Lumiere) i den sidste hule inklusive de tilstødende huler - det var bare utroligt flot og bevægende med musik specielt komponeret til stedet.

Der var konstant 11°C i hulen og 100% relativ fugtighed. Vi var forberedte og havde taget en lun trøje med. Hele turen ned tog over en time. Turen op blev gjort med elevator 125m lodret op på under 1 minut. Det klikkede noget i ørerne på den tur. Vi stod ud af elevatoren direkte ud i 34°C. Av min arm.

Oven på den oplevelse kunne vi lige klare en let frokost i baren inden vi kørte videre. Vi kørte ad en snoet bjergvej til en borg, Chateau des Roure som lå i byen Labastide de Virac, endnu en idyllisk fransk bjergby med egen borg. Ardeche er virkelig indbegrebet af Frankrig, med bjerge, vinmarker, småbyer og middelalderborge i natursten med tegltage i munk og nonne. Og med masser af huler i bjergene - både med og uden hulemalerier…

Borgen havde været hjemsted for huguenotterne, de protestantiske franske kristne, som pga. deres tro blev forfulgt af katolikkerne. På grund af deres tro var de afskåret fra en lang række erhverv, men de havde lov til at dyrke silkeorm og lave silke. Det var utrolig spændende at se de levende orm æde sig gennem morbærblade, forpuppe sig til silkekokoner og udklække sig til grå sommerfugle, der nok havde vinger, men ikke kunne flyve. Det var også spændende at se hvordan huguenotterne havde levet, og hvordan borgen på et tidspunkt havde fået fjernet sine forsvarsværker af katolikkerne.

I Frankrig producerede man silke op til 1960'erne. Man var nu i gang med at prøve at genopstarte produktionen. De viste også hvordan produktionen af silkestofferne er forgået - bl.a. hvordan man væver silkestoffer på store kontramarsvæve… Stig købte et silkeslips i turkis og med noder på til brug i koret…

I løbet af dagen nåede temperaturen en ny rekord på 37°C og vi kørte hjem og landede direkte i svømmepølen til en afsvaler. Sidst på aftenen kom der lidt torden og nogle få dråber, men luftfugtigheden var høj, så natten startede varm og tung.