Halløj i DK!

Tiden er fløjet afsted, og vi har først nu fundet tid til at få opdateret jer derhjemme.

De sidste tre uger har vi lavet en masse spændende ting, og har fået set næsten hele (er vi ret overbeviste om) området omkring Huancayo. Her kommer højdepunkterne:

Huari - en lille forstad til Huancayo, hvor de er meget fattige og intet rindende vand har. Her så vi Wariwilka ruinerne, som er ruiner fra det tidligere Inka-rige samt riget derfør, w***akulturen. Vi så et museum, hvor vi fattede nada (for lige at bruge lidt fra vores spanske ordforråd :P), og guiden talte - selvfølgelig - spansk til os, så det gjorde os heller ikke klogere på den forhenværende kultur. Efter rundturen fandt vi dog ud af, at hun talte okay engelsk og vi blev dermed informeret - vi må åbenbart ligne nogle, som taler flydende spansk (vi forstår ikke, hvorfor de ikke er bedre til at aflæse vores forvirrede ansigtsudtryk, som helt klart indikerer, at vi ikke forstår meget spansk).

Huaytapallana - et bjerg i 5.500 meters højde, i smukke omgivelser med tyrkisfarvede søer og en glacier. Denne hike var 7 timer lang og meget krævende. Turen var ligeledes meget smuk, og dette blev nydt hver gang vi havde brug for at få pusten (hvilket var tit). Her mødte vi andre frivillige, som vi smalltalkede med på vejen op. Grundet den store højde blev vi begge ramt af voldsom hovedpine og havde meget lidt energi (bonusinfo: der er mindre ilt i højere luftlag). Vi nåede dog toppen og dermed glacieren (vi havde til tider svært ved at se en ende på stigningen..). Her klatrede vi op på sneen - dog uden sikkerhedsudstyr - og nød udsigten. Nedturen var en del lettere, men stadig lang og kold. Efter at guiden og en anden dreng kom tilbage - et par timer efter de første - drog vi mod Huancayo igen. Her hvilede vi for en kort stund, før vi skulle til Peruviansk fødselsdagsfest hos Netos gudfader. Der var rigtig god stemning og live musik. Kort efter ankomst tog festen dog en pludselig drejning: ind kom en klovn og to letpåklædte piger, som begyndte at danse tæt med fødeslsdagsbarnet (som vel og mærke blev 65 år...) og de andre gæster. Meget underholdende! (se billeder) Vi var trætte efter hiken, så vi var hjemme igen ved en tolv-tiden.

Den næste uge tog vi til Concepción for at se Jomfru Maria på en bakketop. Efter en kort og knap så krævende tur op ad bakken, nåede vi statuen, som vi også besteg. Her kunne vi se hele byen og det omkring liggende landskab - bl.a. bjerget med sneen, som vi havde besteget fornylig! Vi er en smule kendte her i Peru, idet det er svært at gå ude blandt andre, uden at der er nogen, som gerne vil tage billeder af os - og det skal de selvfølgelig have lov til! ;-)

I samme uge så vi også forstaden Chupaca. Hver morgen, når vi venter på en colectivo til Aza (hvor vi jo underviser), er der mange mange busser, som kører mod Chupaca, så vi glædede os gevaldigt til at se, hvad der skete af spændende ting derhenne. Vi tog derhen en lørdag for at se dyremarked og spise frokost, som bestod af "Sandwich de Lechon". På markedet blev dyrerne ikke behandlet, som man kunne ønske, men det kunne også have været værre. Frokosten var meget a la Pulled Pork, idet fyldet i sandwichen var fra helstegt pattegris - mums! En venlig ejer af restuaranten, hvor vi spiste, fulgte os til en colectivo, der tog os til søen Laguna de Ñahinpuquio. Her var vi på en kort sejltur. Meget fredeligt område, væk fra trafikkens støj.

Senere på dagen havde familien tilbudt os at tage med dem til koncert med - efter deres mening - Perus bedste band. Det var noget af en oplevelse! Vi ankom kl. 18 og skulle først mase os igennem en kæmpe menneskeskare for at få billetter, derefter se 4 opvarmningsbands spille inden det rigtige band gik på scenen. Vi forventede, at de ville synge et par sange hver - men nej, dette var ikke ligefrem tilfældet. Hver band spillede i halvanden time, og kl. blev derfor 24.00 inden "Alborada" gik på. Vi var næsten faldet i søvn og havde fået meget kolde numser af at sidde på det hårde cement, men alligevel formåede Alborada at gøre et stort indtryk! De var klædt ud som en slags fugle, dansede rundt og var meget kunstneriske samt udtryksfulde. Alle deres sange var på Quechua (det gamle inkasprog), og de lokale var helt vilde med dem. Da koncerten var slut tog vi ud og fik kinesisk til aftensmad kl. 02.00. :-)

Onsdag i sidste uge havde børnene fri fra skole (da der var national helligdag) og dermed havde vi fri fra undervisning. Dagen brugte vi på en tur til byen Jauja, som er en lidt større by, der ligger en times tid væk i bus. Vi fik den fornøjelse af at stå op det meste af vejen (eftersom bussen var propfyldt), lige indtil en sød ung peruviansk mand tilbød sit sæde til Alberte (Mathilde måtte fortsat spænde i hele kroppen for ikke at vælte :P). I Jauja besøgte vi Laguna de Paca - en sø med spejlrefleksion, som tog sig godt ud i det overskyede vejr (se billeder). Bagefter ventede vi en times tid på at få en af vores lokale favorit desserter - men det var det hele værd! :)

I fredags stod vi op kl. 04.00 for at tage med en bil (den eneste, som kører i løbet af en dag) til byen Huancaya (og nej, vi har ikke stavet denne by forkert eller forvekslet den med byen Huancayo, som vi bor i :P), som ligger 4 timers kørsel væk fra Huancayo. Efter en del besvær fandt vi et lift til byen Vilca (yderligere 45 min. fra Huancaya), hvor vi så smukke søer og vandfald med klart tyrkis farvet vand. Wow! Her kunne vi have brugt flere timer, men da vi ikke var med en såkaldt "turistbil", var det ikke lovligt for chaufføren at stoppe op i længere tid. Juan Carlos, som tog os ud med derud, var rigtig rar og god til at forstå vores gebrokne spansk samt snakkede langsomt og tydeligt selv (lige hvad vi stod og manglede). Dog endte lidt misforståelser (fra Mathildes side - selvfølgelig :P) ud i, at der blev arrangeret en bytur dagen efter, hvor vi skulle mødes med denne mand. ;-) Hjemturen til Huancayo om lørdagen er en hel fortælling i sig selv, men kort sagt havde Mathilde et meget ømt lår efter Alberte havde klamret sig fast til dette i 4 lange timer, og vi er den dag i dag EKSTREMT taknemmelige for at være i live.

Som I nok kan regne ud tog vi i byen (for første gang endda...ja, det er lidt utænkeligt, men altså korrekt) lørdag aften for at mødes med Juan Carlos. Stedet hed "Galileo" og skulle efter sigende være STEDET at mødes for backpackere (i hvert fald ifølge Lonely Planet og familien, vi bor ved). Det var et super fint og moderne sted med live musik og det hele (enkelte sange blev endda sunget på engelsk, selvom det ikke var til at gennemskue hvilke), men andre udlændinge var ikke at finde her. Til trods for det, havde vi en sjov og hyggelig aften i Juan Carlos' selskab - vi fik bl.a. øvet mere spansk (samt en del kropsprog), og vi fik en masse nyttig information omkring vores næste destinationer. Vildt blev det dog ikke, idet vi lå hjemme i sengen 00.30, da vi skulle op på tur næste morgen (ja, I kan nok høre, at i hvert fald Alberte er blevet mere fornuftig siden hendes sidste rejse ;-P) .

Søndag stod den på Valley Tour med familien og de otte nye frivillige, som ankom lørdag. Her besteg vi et lille bjerg, hvor der var ruiner fra Incatiden på toppen. Bagefter stod den på ridning (Albertes første gang og derfor til hendes store skræk) i 2 timer. Efter en time steg vi af hestene for at bestige endnu et bjerg, som var noget af en udfordring, da vi nærmest skulle klatre op ad bjerget og kravle gennem busk og krat. Men bare rolig, vi klarede det.. ;-) Selvom Mathilde ikke frygtede rideturen, da hun er en erfaren dame (eller hvad man kalder det efter en enkelt tur), havde hun alligevel lidt problemer med at styre hingsten... :-) Efter lidt udstrækning af de ømme ben kørte vi til Ingenio, for at spise "Trucha" (en slags ørred) til frokost. På vejen hjem stoppede vi ved et smykkeværksted (hvor Alberte næsten tømte butikken) samt et væveri (hvor Mathilde derimod brugte lommepenge svarende til resten af turen).

Søndag aften kom der yderligere tre nye frivillige (alle fra USA også...), så i alt er vi nu 13 frivillige (11 amerikanere og os). Trods den store længsel efter andre mennesker i huset, har vi alligevel lidt svært ved at vænne os til situationen, nu hvor de rent faktisk er ankommet. De bruger for eksempel vores toilet, gør internettet langsommere, spiser vores mad og tager familiens opmærksomhed......men udover det er de nu egentlig meget søde og snaksagelige ;-)

Som I kan se, har vi oplevet en masse på det sidste (heriblandt også en uges sygdom for Mathildes vedkommende). Men derudover har vi selvfølgelig også undervist børnene hver dag (og ja, det går faktisk en del bedre - de bliver nogle dygtige små børn :P), fået set rejseholdet (som nu er blevet indhentet og derfor er vi begyndt på ørnen), været i sauna samt set en peruviansk film i biografen (alle de engelske film er doubleret, så vi tænkte at vi ligeså godt bare kunne tage en, som var oprindelig spansksproget...). Sidst men ikke mindst har vi fået set næsten alle de film, som vi har købt til 5 kr. stk. (heriblandt Skyfall, G.I. Joe, Hobitten og Les Miserables - blot for at nævne nogle :P). Vi venter spændt på at kunne købe Iron Man 3 med engelsk tale!!

Vi har det godt. Hvem der bærer tasken, snakker vi kun sjældent om nu, og Mathilde er begyndt at skype med Rasmus i smug (selvom Alberte opdager det alligevel :P). Vi har kun halvanden uge tilbage her og forsøger at få det sidste med. Denne weekend skal vi ind i junglen, og det glæder vi os til :-)

Vi håber I har det godt og nyder det gode vejr.

Knus og kram fra Søstrene Hejlesen