Profile
Blog
Photos
Videos
At bo hos min værtsfamilie:
En del af det at være frivillig i Projects Abroad er, at man bliver indlogeret hos en værtsfamilie. Jeg må indrømme, at jeg var noget nervøs for at skulle bo hos en lokal familie, som jeg slet ikke kendte eller havde nogen relation til. Mange spørgsmål fløj igennem mit hoved, inden jeg tog af sted: Ville vi kunne forstå hinanden? Var de søde? Ville jeg kunne lide maden? Hvad med værelset? Men jeg havde hele tiden i baghovedet, at jeg jo skulle rejse med min veninde Cecilie, og vi skulle bo samme sted, og det beroligede mig en del!
Jeg bor nu i Balapitiya, som ligger ca. 80 km syd for Colombo. Da vi ankom til huset var det slet ikke som jeg havde forventet, eller jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet, men det overraskede mig bestemt positivt. Huset var stort og faktisk rigtig flot, mit første indtryk var, at de måtte være mere velhavende borgere. Det tænkte jeg, fordi jeg havde set andre huse på turen fra Colombo til Balapitiya, der så langt mindre velholdte ud eller ligefrem fattige. Balapitiya er ikke en særlig stor by, men mere en lille landsby man køre igennem, der er nogle butikker men de er små og minder mest om kiosk butikker. Nogle butikker sælger lidt tøj mens andre sælger køkkenting eller accesories(Matas lignende). Der ligger også et lille supermarked som hedder Food City, som minder lidt om vores Fakta eller Netto. Det er en fødevarekæde som er i næsten alle byer i Sri Lanka. Der ligger også en busstation midt i byen og den er centrum for byen. Vores hus ligger lidt uden for byen i et område der hedder Pathegama og det er ca. 3-4 min i bus Balapitiya by. Det meste af området har ret pæne huse omkring, men sammenlignet med danske huse er det jo helt anderledes. Husene er ofte rigtig flotte udad til men når man kommer indenfor er der oftest næsten ingen møbler og en masse ting som f.eks. væggene, der ikke ser særlig godt ud, da de er helt sorte af vandskader eller bare fugt.
Jeg vil ikke kalde folk fattige her, men mere som en lavere middelklasse. Det er svært at generalisere området som rigt eller fattigt fordi det er meget forskelligt fra borger til borger hvor godt man er stillet, og det har især noget at gøre med om man har en god uddannelse og karriere. Men en fisker der ikke tjener lige så meget som en mand der arbejder som businessman i Colombo kan have et lige godt liv. Jeg fik fortalt af kirurgen på hospitalet at penge ikke behøvede at have nogen betydning for at få et lykkeligt liv her på Sri Lanka, da Sri Lankanere er glade mennesker og bruger de ting de har til at skabe sig et godt liv. Balapitiya ligger meget tæt på stranden og man skal kun gå 500 meter for at komme på stranden. Det betyder også at der er mange fiskere der gør brug af det, og inde i byen er der hver morgen et lille fiskemarked. Jeg vil også tro det er den primære indtægtskilde for mange af de lokale. Faktisk i de fleste byer som ligger ud til kysten. Der er også mange der sælger grønsager og kokosnødder i små vej boder. Balapitiya har været ramt af Tsunamien, men så vidt jeg har kunnet se har ikke været ramt i så stort et omfang. Men på vej til Hikkaduwa langs kysten, som ligger 30 min i bus fra Balapitiya, kan man se at husene har været hårdt ramt. Mange huse er helt væk og det eneste der er tilbage er gulvet, andre steder står der enkelte mure og halve rum tilbage som skeletter. Det rammer en i hjertet at se det og at tænke på hvad de har været i gennem. Det er svært at forestille sig det fordi det er så uvirkeligt. Der er lavet kæmpe statuer af Buddha forskellige steder ved de ramte steder som er mindesmærker for de ramte og de er så smukke.
Værtsmor Senanee er hjemmegående husmor og bruger det meste af tiden hjemme til at forberede mad til os frivillige, vi skal jo have mad tre gange om dagen, så der er da noget at lave! Derudover tager hun sig også af sin datter Nuhansa på 10 år, som skal til og fra skole, og om eftermiddagen skal hun til dans, basket ball, ekstra engelsk, sinhala(deres modersprog), Buddhisme og science timer. Nuhansa har virkelig ikke meget fritid, og hun har aldrig lege kammerater på besøg, som man ville have i Danmark. Der er meget fokus på, at børnene her skal have en god uddannelse, så derfor bliver børnene næsten helt frarøvet deres barndom, meget tidligt endda! Det syntes jeg først var rigtig synd for Nuhansa, men jeg ved nu, at det er sådan det er at være barn her, og at uddannelse er en forudsætning for at få en god karriere og liv her i Sri Lanka. Det virker nu heller ikke til at Nuhansa har noget imod det, selvom jeg kan mærke, at hun har brug for at være barn nogle gange og pjatte og skabe sig lidt. Men hvilken tiårig har ikke det?
Værtsfar Ramidu ser vi meget sjældent. Han kommer hjem ca. hver anden uge, nogle gange går der længere tid, og er der nogle gange kun 1-2 dage, andre gange en hel weekend, men det er også det. Han arbejder som policeofficer in charge i Colombo, og det må være en rimelig høj status, eftersom hele byen Balapitiya kender ham. Nogle fra nabobyerne kender ham også. Det er sjovt, når jeg fortæller, hvor jeg bor, og de så kender dem og der nogle gange kommer en hel anden, mere respektfuld behandling, fra dem. Jeg tror, at Ramidu's arbejde giver en god indkomst, og det kan man bestemt se udad til på deres hus, der er ret stort i forhold til andre huse i området. Husets størrelse gør så også, at de kan huse frivillige fra Projects Abroad. En ting jeg især har lagt mærke til er, at Senanee aldrig vil tage bussen, men altid tager en tuk tuk, hvilket er meget dyrere end bus. Det har været svært at vurdere om hun tager en tuk tuk fordi det er nemmere for hende og fordi de har råd til det og på den måde viser status eller om det er pga. den forulempelse af kvinder der kan forekomme, som jeg selv har oplevet, i busserne. Det kan være en blanding af begge dele, men mest tror jeg det er fordi de har mulighederne for at tage en tuk tuk. Familien har heller ikke nogen bil, det er der faktisk ikke mange sri lankanere der har. Det er kun højt stillede der har bil(f.eks. læger) og det er oftest mænd der køre bil. Det virker ikke til at kvinder tager/har kørekort her, men om det er fordi det er for dyrt eller det bare ikke er normen at kvinder køre bil her, ved jeg ikke.
Indvendigt ser mit værtsfamiliehjem ud som næsten et hvert andet hus, selvfølgelig præget af kulturen og at det er et andet land, men ellers er det meget normalt møbleret. Der er sofa arrangement med fladskærm og dvd og spisebord i stuen, og et køkken, samt et ekstra køkken-rum hvor maden laves. Der er to toiletter i huset. Der er også en vaskemaskine til rådighed for os, hvilket vi har fået af vide, er en luksus. Familien sover i stueetagen og alle de frivillige har stort set øverste etage for sig selv. Der er tre værelser til frivillige med to senge i hver, altså 6 frivillige kan bo her. Men nu er reglerne skærpet lidt så der kun må bo 4 her. Vi er også 4 frivillige nu , så det sidste værelse bliver ikke brugt mere.
Familien er buddhister og i stuen er der et lille alter hvor min værtsmor hver morgen tænder røgelsespind og et lys og beder til Buddha. Jeg tror de beder 3-4 gange om dagen, men det er faktisk sjældent jeg ser dem gøre det. Nuhansa min værtssøster beder også i skolen, så det er selvfølgelig derfor jeg ikke ser hende. Familien har engang imellem også taget til nogle almsgiving, blandt andet ved begravelser eller fødselsdage. Ved almsgiving giver de gaver til munke, Buddha eller den pårørende som har mistet. En gang imellem laver Senanee også mad til alle munkene i templet, som ligger i nærheden af vores hus. Min værtssøster fortalte mig også at hun hver morgen inden skole skal knæle foran sin mor og vise respekt og takke hende. Det kom faktisk lidt bag på mig, men jeg kan sagtens se meningen i det. Det er en del af deres kultur og jeg syntes faktisk det er en smuk ting at gøre. Til Nuhansa's fødselsdag tager de ud og giver mad og tøj til et plejehjem. Her giver den der har fødselsdag nemlig noget til andre frem for selv at få gaver.
På en normal dag vil måltiderne ca. se sådan her ud: Morgenmad består altid af toast, ananas/mixed fruit syltetøj (smager sindsygt godt), spejlæg og bananer, det ændres der nok aldrig på. Det er ikke så nærende, så der bliver kørt en del toast ned for at blive mæt. Jeg er dog begyndt at købe lidt ekstra morgenmad, ligeså meget for at få lidt andet til forveksling. Jeg køber nogle gange Curd (yoghurt) med müsli eller chokopops med mælk! Det er lækkert engang imellem. Til frokost står den altid på ris, dahl (linser i karryhalløj), kylling eller fisk, lidt forskellige salat/tilbehør og frugt til dessert. Frugt kan være papaya, ananas eller vandmelon. Til aftensmad er variationen mellem suppe, pastaret med kyllingeboller, Hoppers med spejlæg i og en enkelt gang har Senanee lavet hjemmelavet pizza til os, som var rigtig lækker! Vi fik også på et tidspunkt friturestegt kylling og det smagte bare vildt godt, der servere hun kartofler, ris og nogle friture stegte grønsager til. Mums det var lækkert! Til tider kan man godt blive lidt træt af maden, fordi det er det samme om og om igen, der er ikke så mange retter, hun vælger imellem, som der er i Danmark, men vi er nu blevet vant til det.
Hver morgen tager jeg bussen 6 km til hospitalet. Det var lidt underligt at skulle tage bussen alene i starten, og jeg følte mig ikke helt tryg ved det. Nok også fordi jeg ikke rigtig vidste, hvornår jeg skulle ringe med klokken. Her bruger de i nogle af busserne nemlig en cykelklokke som stop-knap, det er lidt sjovt, og man er ikke altid sikker på, at den overhovedet virker. Busserne er ret forskellige af udseende. De fleste virker ret slidte i det og nogle køre også ekstremt langsomt. Der er ikke nogle nye busser i hvert fald og alle busserne har ikke nogen døre. Det var lidt specielt i starten og jeg havde bestemt ikke lyst til at stå i nærheden af indgangen de første to ugers tid. Der er både goverment-busser(de er røde), city-busser(hvide) og lokal-busser(hvide). Jeg tager lokal busserne til og fra hospitalet. City busserne bruger vi hvis vi skal på lidt længere ture. De tager simpelthen ikke en med hvis ikke man skal mindst to-tre byer væk. Så man skal virkelig råbe hvilken by man skal til inden de stopper bussen.
Efterhånden som jeg har været her et stykke tid, er nogle af billetmændene og buschaufførerne begyndt at kende mig og spørger mig "Pathegama?", som er der, hvor jeg skal af. Det syntes jeg nu er meget hyggeligt, at de kan huske mig, det gør det også lidt sjovere at tage bussen hjem. En busbillet koster fra mit hjem til hospitalet 15 Rupees som er 75 øre i danske kroner.
Ellers går dagene bare derud af. I weekenderne tager vi ofte ud og rejser lidt og ser forskellige ting/seværdigheder, så de går også ret stærkt. Hverdagene kan om eftermiddagen godt være lidt kedelige, fordi der ikke meget at lave. Men vi prøver så vidt muligt at underholde os selv med bøger, musik, tøjvask, løbe tur og andre ting, så ikke vi går helt i selvsving. Der ligger også en strand tæt os, som vi nogle gange tager til, hvis vi har en helligdag.
Det var lidt om mit liv og min familie, som jeg bor hos her Sri Lanka
Hilsen fra Julie
- comments