Så er har vi igen været ude i marken…

Sidst jeg skrev var dagen inden vi skulle ud og lave det sidste interview, det var hos en kone på 65år med Diabetes Mellitus. Hun var varmhjertet (som alle de andre vi har besøgt) og meget humoristisk. Hun tog ikke livets bekymringer så tungt og døden var absolut ikke noget at frygte ifølge hende. Hendes medicin havde hun i en lille kurv fuldstændig rodet sammen og vidste ikke selv helt hvad der var hvad, hun huskede ud fra farver og hvilke poser de lå i hvornår hun skulle tage hvad og hvor meget… Risky-stuff!! Hun sagde at hun ikke havde nogle symptomer på hendes sygdom og derfor ikke rigtig gad at ligge hendes liv, så som at spise efter diabetes kostråd og dyrke motion osv. Hun sagde: jeg skal jo dø af et eller andet. Så sagde jeg til hende at hendes børn (som boede sammen med hende) jo nok ville sætte pris på at have hende så længe som muligt. Men så smilede hun bare og sagde: ved du hvad? De får en fed hyre fra forsikringen når jeg dør… Hm.. Jeg er ret sikker på at det er hendes coping skills men jeg synes godt vi kunne lære noget af det hjemme i dk. Vi er så bange for at snakke om døden selvom det er det eneste vi nogensinde er sikre på vil ske med os alle. Vi er så bange for at sige tingene lidt for ligeud og som de er! Det kunne vi lære meget af.. Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at hun tog sin sygdom lidt mere alvorligt…

Siden det har vi blandt andet været rundt og lave "physical examination" på de "patienter" ude i landsbyerne som vi har interviewet. Det går ud på at man får tre stykker papir som gennemgå (nogenlunde) de ting man skal tjekke på kroppen fra top - tå. Vi skulle blandt andet lyde dem i øjnene for at se om deres pupiller trak sig sammen, mærke dem på hovedet efter evt. buler og sår, lytte til deres mave/tarm-lyde, tjekke deres føling under fødderne, undersøge deres tænder osv.

Alt dette blev stort set gjort af os i blinde, de vi aldrig har lært alle de her ting… Det var ret grænseoverskridende!! Det der var mest grænseoverskridende for mig var at de blev ikke (som i Dk) behandlet med respekt og moral. De forklarede dem ikke først hvad vi ville undersøge og hvorfor. Fx sagde vores lærer til mig at jeg skulle nu undersøge min pt.'s øjne, og jeg spurgte så hvad jeg skulle kigge efter og være opmærksom på, så tager hun bare fat i patientens hoved og hiver ned i det nedereste af øjet, så jeg kunne se om det indeni øjet var rødt og det så ud som det skulle.. Jeg kunne se at det var ubehageligt for patienten så jeg sagde derfor til hende at nu ville jeg gøre det samme som læreren lige havde gjort og hun måtte virkelig sige til hvis noget gjorde ondt eller hun synes det var grænseoverskridende eller på anden måde ubehageligt, men hun smilede og nikkede bare… hmm…. Man kunne se jo længere vi kom i vores examination jo mere lukkede patienten sig inde og lod bare læreren/os gøre hvad der skulle gøres uden at trække en mine og bare stirrede ud i luften.

Min patient havde for 5år siden fået fjernet sit højre bryst pga. et godartet fibrom og fortalte os om at hun godt kunne tænke sig et plastik-bryst eller en special bh så hun kunne føle sig lidt feminin igen. Herefter spørger en af de andre lærere mig om jeg havde examined hendes andet bryst for evt. knuder der! Øh nej!! Og det har jeg heller ikke tænkt mig.. Det er jo ikke vores opg. som sygepl. og slet ikke studerende, + det ville jo bare blive i blinde som det andet…

Der var også en af de andre pigers patienter som havde en hæmoride pga. forstoppelse der spurgte læreren også om de havde undersøgt den…! Én ting er at gøre det på syge patienter på hospitalet men de her mennesker er jo ikke syge og det er i deres eget hjem..

Hende den gamle dame med krum-ryg hun har et udestående med hendes ældste datter gennem tyve år og det var meget tydeligt at se og høre at det ville hun ikke snakke om og der var ikke noget at gøre der! Men… Vores lærer synes da lige at hun skulle røre lidt i suppen.. Så hun blev ved med at forklarer hvilken god ide hun synes det var at hun skulle kontakte hendes datter nu hun var så gammel og ikke så stærk, boede alene osv. Og hun besluttede da vi tog derfra at vi skulle finde ud af hvor datteren bor og tage hen og snakke et lille alvorsord med hende… Det var så grænseoverskridende.. Og jeg prøvede at forklarer hende mange gange at vi havde det dårligt med at blande os i deres familieproblemer og vi ikke rigtig synes det var vores opg. Men at hun måske i stedet skulle snakke med de andre børn om det og give dem en chance for at udredde problemet.. Men hun sagde bare at det kunne hun godt forstå fordi vi måske var mere vant til at bare se på den data vi indsamlede (subjektiv og objektiv) og ikke gå mere i dybden men at det jo også var en sygeplejerskes opg. Der lod vi den så bare ligge!!!

Nå vi har så endelig fundet frem til hvad vi skal bruge alle de her besøg, interviews osv. til, vi skal lave en opg./rapport over vores patients sygeplejeproblemer og hvad vi kan hjælpe dem med og hvordan. Hvordan deres medicin (hvis de tager noget) påvirker hinanden og hvad symptomer og bivirkninger er. Det er rart at have et færdigt produkt vi skal lave men lidt irriterende at få det at vide den sidste dag vi er ude i landsbyerne… hmm…

I dag har vi været ude på et Health Promoting Hospital og hjulpet sygeplejerskerne med at give børnene vacciner.. Det var også noget af en oplevelse. Børnene blev holdt meget stramt fast mens vi skulle stikke dem og inde i lokalet var der fyldt med mennesker, hvilket påvirkede børnene meget og gjorde dem bange og stressede L Vi vaccinerede dem mod, Polio (som var 2 dråber oralt), Japansk hjernehindebetændelse, Mæslinger, Røde hunde, Hepatitis og fåresyge. Børnene hernede bliver også vaccineret mod Tuberkulose, som den vi fik inden vi skulle herned. Det er synd for dem at de skal rende rundt med sådan et stort grimt sår i så lang tid når de er så små.. Men det er selvfølgelig bedre end at få TB. Dette er en vaccine som skal ligges lige under huden og man skal i DK være specialiseret for at kunne ligge den så var glad for vi ikke skulle gøre det :-s

Det var meget som et samlebåndsarbejde.. Hurtigt ind, hurtigt ud, nææææsteee….. Men der var også mange børn og ikke så mange sygeplejersker og det er kun hver onsdag at der er "børnedag" hvor børnene kan komme til de check ups de skal have og få de vacciner som de skal have.

Dette "hospital" betaler beboerne i landsbyen for, de har indsamlet penge for at få bygget denne sundhedsklinik. Der er mange health care volunteers og som sagt ikke mange sygeplejersker da kun en del af deres løn er betalt af staten resten betaler indbyggerne.. Det er en god tanke og meget smart at alle kan komme her med mindre problemer og sundhedstjek i stedet for at skulle tage til en større by. Der er sådanne health Promoting Hospitals overalt i Thailand i de mindre byer.

De vacciner vi gav børnene var også gratis for dem! De blev også målt, vejet og fik tjekket deres tænder og belært om hvordan de skulle børste dem.

Jeg tror egentlig at det var alt for nu.. Men nu har jeg næsten også fået skrivekrampe J Håber foråret er ved at være landet derhjemme og vinteren har sluppet sit tag. Ha' det så dejligt!

Over and out

-Sofie