Profile
Blog
Photos
Videos
Christian:
Efter en 17 timer lang bustur ankom vi d.18. til byen Cusco. Det var også herfra at jeg skulle vandre den populære traditionelle inka sti, som fører til et af verdens syv nye vidundere, nemlig Machu Picchu. Desværre kunne Siri ikke gå sammen med mig på turen på grund af hendes fod, men vi blev enige om at mødes ved indgangen til Machu Picchu.
Samme dag som vi ankom til Cusco begav vi os ud i byen, for både at kigge os omkring, men også for at få købt de nødvendige ting inden vandreturen. Noget vi hurtigt fandt ud af, var, at Cusco er berømt for, eller i hvert fald gør sig meget i alt der har med uld at gøre. Overalt i byen var der butikker med handsker, huer, trøjer, sweatere, halstørklæder og bamser, alt sammen i alpaca-uld. Her var Siri i sit es, og vi fik mere eller mindre set alle uldbutikkerne i Cusco. Om aftenen var der briefing på vores hostel, hvor en guide gav os en masse informationer om vandringen på inka stien.
Dagen efter stod den på internetcafe, afslapning med film og kortspil på hostelet og de aller sidste forberedelser inden starten næste dag. Herefter var det tidligt i seng, da jeg allerede skulle forlade Cusco kl.6 for at køre i bus til stedet, hvor inka stien begynder.
"Idag er det Christians fødselsdag, hurra hurra hurra!" - Sådan plejer min fødselsdag normalt at starte. Dog blev det hverken til fødselsdagssang eller lækker morgenmad på denne fødselsdag, da jeg allerede skulle op kl.5 og ingen andre var oppe på det tidspunkt, bortset fra et søvnigt tillykke fra Siri. Det blev til et hurtigt bad, hvorefter de sidste ting blev pakket i rygsækken. Kl.6 blev jeg hentet af en minibus, som derefter kørte mod byen Ollantaytambo, hvor vi skulle spise morgenmad. Med på turen var to svenskere, en sydafrikaner og vores guide, hvilket var få i forhold til normen. I Ollantaytambo fik en lidt morgenmad og efter at have samlet vores syv portere op, kørte vi til startstedet. Det med porterne kræver nok en forklaring. Turisterne, inklusive mig, som vandrer på inka stien, bærer for det meste deres egen bagage, hvilket er deres sovepose, tøj til alt slags vejr til 4 dages vandring, samt hvad man ellers måtte have brug for af snacks og drikkelse. Og det er her porterne kommer ind i billedet. Alt hvad der ellers skal bruges på fire dages vandring bæres af porterne. Dette inkluderer: madtelt, plasticstole, gaskomfur, gasflaske, mad til fire dage til samtlige på holdet, liggeunderlag og telte til alle. Alt i alt giver det cirka 26 kilo til hver porter. Dette kan lyder af meget, men det er faktisk en forholdsvis ny regel, da der tidligere ikke var nogle restriktioner på hvor meget de måtte bære. Noget andet imponerende omkring porterne er, at de, bærende på 26 kilo, næsten løber på stien. Så når man ankommer til lejren eller stedet hvor man spiser middagsmad, jamen så er de allerede klar med maden.
Første dag var den letteste af fire dage, da terrænet var forholdsvist fladt. Turen startede i en dal ved floden Urubamba. Herfra gik den gennem landskabet, hvor små landsbyer/huse lå rundt omkring stien og hvor indbyggerne solgte snacks, vand og energidrinks. Derudover blev man også mødt af køer, får, æsler, heste og hunde på vejen. Efter et par timers vandring ankom vi til stedet hvor vi skulle spise middagsmad. Som sagt var porterne allerede ankommet og efter 10 minutter sad vi i madteltet og fik middagsmad. Noget vi lige skulle vænne os til, var standarden af maden, for den var virkelig høj. 3 retters menu er ikke umiddelbart hvad man forbinder med hård vandretur. Efter en lille appetizer var der suppe, som blev efterfulgt af kylling med ris og en slags sovs - virkelig lækkert! Herefter gik vi endnu halvanden time, inden vi ankom til lejren. Her var teltene allerede slået op, så i stedet nøjedes mig og en af svenskerne med at tage en øl, for at fejre at første dag var gennemført.
Kl.5.30 næste dag blev vi vækket ved at porterne kom med varm coca-te til os i teltene. Coca-te er meget populært her i Peru. Det skulle hjælpe mod højdesyge og diverse andre sygdomme og kan udover at drikkes som te også tygges. Derefter fik vi en balje varmt vand til at vaske ansigtet i, og så var vi ellers klar til at komme af sted, efter en god morgenmad med omelet. Denne dag var den hårdeste, da vi skulle passere Dead Womans Pass, som lå i 4200 meters højde, hvilket var 1100 meter højere end lejrens 3100 meter. Heldigvis var dagen delt op i tre etaper, for ligesom at gøre dagen lettere. De første to etaper blev klaret på omkring 2,5 timer, og det skal siges at det ikke var nemt. Første del var nogenlunde overkommelig, men derefter gik det bare opad af trapper, hvor trinene nogle steder nok var 30 centimeter. Vi har nu nået til den sidste 'civilisation' på ruten og sidste mulighed for at købe snacks og drikkelse, udover vandet fra floden. Så med et par ekstra kilo drikkelse i rygsækken begav vi os ud på sidste etape. Her kunne man godt mærke at benene var begyndt at blive trætte og at rygsækken føltes en del tungere. Igen gik det direkte op af stejle trapper, og der var næsten ikke tid til at nyde omgivelserne, da vi på opstigningen havde udsigt over dalen, hvor vi havde slået lejr aftenen før. Men endelig, efter en del pauser og en rimelig presset vejrtrækning ankom vi til toppen. Jeg ankom lidt før de andre og havde lidt tid til at tage billeder og bare slappe af.
Da vi sad på toppen følte jeg mig godt tilpas efter omstændighederne og rimelig frisk i kroppen. Det ændrede sig dog fuldstændig da vi skulle ned. Mine ben rystede helt vildt og jeg følte ikke at der var noget energi tilbage i kroppen overhovedet. Jeg havde nok gået for hårdt til den, i stedet for at tage en ekstra pause nu og da. Så da vi endelig, efter 1,5 time ankom til lejren var jeg en færdig mand. Kort tid efter blev middagsmaden serveret, men der havde jeg allerede fundet min sovepose. Jeg havde ingen appetit, var svimmel og ville bare sove. Heller ikke til aftensmad var der noget at komme efter, selvom jeg endda fik serveret mad på sengen. Så det blev til en lang nats søvn i håbet om at jeg ville få det bedre til den tredje dag.
Igen blev vi vækket kl.5.30 og stod op til en utrolig flot udsigt. Da det var fuldstændig skyfrit kunne man i baggrunden se sneklædte bjergtoppe til alle sider. Efter morgenmad med pandekager begyndte den tredje dag, hvilket både betød at vi var halvvejs, men også at vi havde den længste dag foran os, 16 kilometers vandring. Da jeg stadig ikke var kommet helt ovenpå igen, valgte jeg at få en af vores portere til at bære min taske for at skåne mig selv lidt. Herefter startede opstigningen til turens andet bjergpas, hvilket dog kun var 300 højdemeter. På vejen stoppede vi ved en inka-ruin, som højst sandsynligt har fungeret som udkigspunkt for inkaerne, så de kunne kontrollere færdslen på stien. Fra toppen af bjergpasset gik det nedad til den næste inka-ruin, Sayacmarca. Dette sted var en del større og vores guide fortalte her omkring stedet, men også omkring den rituelle ceremoni som de indfødte i bjergene udøver med coca-bladene, da de også har en anden betydning udover at kunne tygges. Omkring middagstid nåede vi turens tredje pas, hvor vi også spiste middagsmad - tre retter igen, selvfølgelig. Fra toppen i omkring 3600 meter gik det herfra ned i cirka 3 timer, da vi skulle ned i 2800 meters højde, hvor lejren lå. Guiden havde, inden dagen startede, sagt, at dette var den flotteste del af turen, inden vi selvfølgelig nåede Machu Picchu, og med god grund. Omgivelserne skiftede fra bjerglandskab til jungle og regnskov med bambus, vandfald og floder overalt. Så da vi efter 3 timer ankom til lejren var vi godt trætte efter en lang gåtur, men alle enige om at det havde været en fantastisk dag. Omkring ved fem tiden fik vi serveret te, kaffe, kakao, kiks og intet mindre end popcorn. Herefter var der tid til afslapning inden aftensmaden. Efter aftensmaden blev der holdt en lille afskedsceremoni hvor vi fik sagt mange tak til porterne, da de virkelig havde en stor andel i, at vi havde klaret turen. Da det var overstået var det direkte i seng, da vi havde en lang dag foran os.
Normalt ville 5.30 været tidligt, men fjerde og sidste dag startede allerede kl.3.30. Det gjorde den fordi porterne skulle pakke alle tingene ned og med et tidligt tog tilbage. Da indgangen til nationalparken hvor Machu Picchu ligger først åbnede kl.5.30, havde vi efter morgenmaden en times ventetid, hvilket ikke var det vi havde allermest lyst til. Men vi blev lukket ind og begyndte vores gåtur, som denne dag kun var 2 timer. Efter 45 minutter ankom vi til The Sun Gate, hvorfra man normalt kan få det første glimt af Machu Picchu ved solopgang. Denne dag var det dog fuldstændig tåget, og der var absolut ingenting at se. Så vi fortsatte nedad og ankom efter en time til Machu Picchu. Det var en stor oplevelse for første gang at se dette næsten mytiske og vidunderligt flotte sted. Omgivet af bjerge ligger Machu Picchu, inkarigets hovedstad (for en periode), på toppen af et bjerg med frodigt landskab til alle sider og med floden Urubamba for foden af bjerget.
Efter igen at blive genforenet med Siri fik vi en guidet tur i ruinerne, hvor vi fik mere at vide om Machu Picchus funktion under inkaerne og om inkaernes historie generelt. Herefter var der tid til at tage billeder, og jeg skal love for at der blev knipset løs på begge vores kameraer. Specielt fik vi taget utroligt mange billeder fra udsigtspunktet, hvor også de klassiske billeder på postkortene er taget.
Efter et par timer var det ved at være tid til at tage bussen til byen Aguas Calientes, hvorfra vi tog videre med et tog til Cusco, hvor vi ankom til kl.22. Herefter var det i seng, da det havde været en lang dag.
Efter en helt igennem fantastisk og uforglemmelig vandretur på Inka Stien med afslutning ved Machu Picchu er det nu ved at være tid til at tage afsked med Cusco, for at tage videre mod Lake Titicaca, nærmere bestemt byen Puno i det sydlige Peru.
- comments