Christian:

Efter afgangen fra byen Chiclayo gik turen mod Trujillo, hvor jeg skulle direkte videre med en bus til Huaráz. Mens jeg ventede på stationen rendte jeg tilfældigvis ind i et svensk par, som jeg tidligere havde mødt på mit hostel i Quito. Da de også skulle til Huaráz, valgte vi at følges. Jeg var nu ved at være vant til de lange busture, og denne var da også en af dem; en tur på 10 timer. Da vi ankom til Huaráz omkring ved 6 tiden fandt vi vej til et hostel, som svenskerne havde fået anbefalet. Efter lige at have fundet os tilrette på værelset, gik vi mod centrum for at finde en tur at tage på samme dag, hvilket ikke var så svært, da det omkring hovedgaden vrimlede med bureauer, som tilbød diverse vandre- og oplevelsesture i området. Vi valgte at starte ud stille og roligt, så i stedet for en vandretur denne dag valgte vi en tur til blandt andet en flot lagune.

Så efter en hurtig morgenmad blev vi samlet op af en bus og kørt mod lagunen. Da en stor del af vejen var grusvej i bjergene, tog det omkring 2,5 time at nå lagunen. På vejen kørte vi igennem Huascarán-nationalparken, hvor store klippesider tårnede sig op på begge sider. Til sidst ankom vi til lagunen i omkring 3.800 meters højde. Lagunen havde en flot turkisblå farve og lå i en dal omgivet af bjerge. Her tilbød lokale mænd ture på søen i små robåde, hvilket vi dog sagde nej tak til. Efter at have taget billeder og nydt det sidste syn af lagunen, gik turen nedad igen, hvor næste stop var n lille lokal restaurant i bjergene. Her fik vi en god middagsmad og kørte derefter mod det sidste stop; en gravplads/kirkegård lidt uden for byen Yungay. Her var der en guide som fortalte om historien om kirkegården, hvilket jeg ikke hørte, da jeg havde mere travlt med at tage billeder, blandt andet af den store Jesus statue midt på kirkegården. Herefter var vi ved at være godt trætte, og der var da også kun et stop tilbage på turen. Vi blev kørt til et lille værksted, hvor en pottemager solgte diverse lerkrukker, vaser og kander. Vi fik derudover også en lille demonstration af, hvordan man på fem minutter laver en lerkande. Selvom tingene var meget flotte, var det nok lidt for svært at have den slags med i rygsækken.

Tilbage i Huaráz gik jeg sammen med svenskerne hen til tourbureauet for at finde en tur til dagen efter. Her bookede jeg en tur til en anden lagune, nemlig Laguna 69, dagen efter. Det blev dog uden svenskerne, da de i steder planlagde en tur over flere dage. Herefter gik aftenen med at booke busbillet, spise aftensmad og pakke tasken. Herefter var det tidligt i seng, da turen dagen efter startede allerede kl.6.

Som sagt startede turen kl.6, hvor jeg blev samlet op ved bureauet af en minibus. Efter at have samlet yderligere 5 personer op, gik turen igen mod nationalparken Huascarán. Efter ankomsten og en hurtig morgenmad var vi klar til at gå. Turen ville cirka vare 3 timer til lagunen og 2 timer tilbage til bussen. Så jeg gik af sted sammen med en amerikaner og en peruaner, som jeg mødte i bussen. Stien startede fladt ud og gik gennem en stor og frodig dal, hvor vand fra vandfald løb ned af bjergsiderne og køer gik og græssede på engene. Efter en timer krydsede vi floden, som løb igennem dalen, og herfra begyndte det at gå opad. Ligesom mine tidligere vandreture i højden var det også her sværere at trække vejret, men ved at tage det stille og roligt gik det fint. Efter omkring en times vandring nåede jeg op på toppen af bakken, hvor jeg var overbevist om, at lagunen lå lige på den anden side. Der kunne jeg godt tro om igen, for det eneste jeg så var en stor eng med køer. Derimod var der en lige så høj bakke i baggrunden, som skulle bestiges inden jeg kom til lagunen. En smule træt begyndte jeg opstigningen og ankom efter en time til toppen. Hele vandreturen viste sig at have været det hele værd, for på toppen mødte mig det mest storslåede syn; en fuldstændig turkisblå lagune omgivet af sneklædte bjerge hele vejen omkring. Så det første jeg gjorde var bare at sætte mig ned for at slappe af, men lige så meget for bare at nyde synet! Jeg ankom heldigvis på det helt rigtige tidspunkt, for 15 minutter senere begyndte en tyk tåge at trække ind over bjerget, og det begyndte at regne. Derfor besluttede jeg at gå ned mod bussen. Denne tur viste sig at tage den halve tid, og jeg nåede bussen efter bare halvanden time. Her nåede jeg lidt afslapning, da jeg var nået et godt stykke foran de andre.

Herfra gik turen tilbage. I Huaráz havde jeg nogle timer at fordrive, inden jeg skulle med bussen kl.22 om aftenen, hvilket gik med at få noget at spise samt besøg på internetcafé. Herefter tog jeg så bussen med destinationen Lima, hvor jeg skal mødes med Siri. Her på busstationen sidder jeg så nu. Kvinden fra busselskabet sagde at turen ville tage 9-10 timer, hvilket ikke har været helt sandt. Efter kun 7 timers kørsel er jeg nu i Lima, hvor klokken lige har slået 5. Og det værste er, at Siri først kommer klokken 8.30.

Her fra Lima er det nu planen at vi skal direkte videre i jus til byen Ica, hvor vi har planer om at besøge ørkenoasen Huacachina. Nu slutter vores tid hver for sig også, efter omkring tre uger. Det har været en stor oplevelse og lidt en udfordring at rejse alene, men det bliver nu også meget dejligt at ses igen og rejse sammen.