I Pebi er der stille. Meget stille. Nogengange lidt for stille, hvis du spoeger mig. Men maaske er det bare fordi jeg har vaeret vant til hurlumhej omkring hele tiden, for jeg kan da ogsaa maerke hvor dejlig fredfyldt man bliver indeni. Naar man kigger ud over havet fra skyggen af et palmetrae. Naar man ligger i sin seng og kan hoere gederne braege. Men naar det saa er sagt er der ogsaa farligt i Pebi. Jeg har overlevet baade tyfus og sandorme i foedderne, overlevet et kaempe regnskyld og kokosnoedder der falder med en kaempe kraft ned fra palmerne saa det dundrer i sandet.

Regntiden betyder ogsaa at Ghanas farver falmer. Havet og himlen gaar i et. Solen forsvinder. Farverne bliver graa. Og hvide mennesker der engang var brune er nu hvide og blege igen. Men det skal jo heller ikke komme an paa farve. Jeg har haft en masse godt oplevelser her, og selvom min tid i Ghana er ved at naa sin ende, saa er jeg klar til at komme hjem. Klar til at sige farvel til boenner, ris, stew, trotro-ture, regntid, vildkatte, stoev, guttere, skraldelugt, malariamyg og en masse andre ting. Jeg har alle oplevelserne ganske levende i mit hovedog glaeder mig til at skabe de samme billeder for jer. TIlgengaeld glaeder jeg mig fantaastisk meget til at komme hjem til sommer i Danmark. Regnfuld eller solrig. Rugbroed, leverpostej, moerbrad, grillmad, bacon, kartofler, salat, agurk, snoefler, slik, lakrids, min seng, min hovedpude, min lampe, min stol, graes i haven, skygge under traeerne, Tivoli, bryllup, mor og Mikael og alle jer andre. De sidste to uger i Ghana foeles som uendelige. Saa det er godt at vi har skolen og rive i. Og der er meget arbejde. Men vi kan bedst lide det praktiske af slagsen for tiden, fordi det virker som et umuligt project at starte nogle temaer med eleverne.

Jeg har ikke saa meget at fortaelle denne gang, for alle mine oplevelser er stadig dugfriske og skal lige gennemarbejdes i min hjerne. Dem kan i faa naar jeg kommer hjem. Vi ses snart i gaadefulde Danmark.