Profile
Blog
Photos
Videos
Nu har der efterhaanden staaet Cape Coast laenge som overskrift til de blogs her, men snart, paa loerdag-snart sker der ting og sager. Jeg tager nemlig ud og rejse. For de af jer der er begavet med et kort over Ghana kan jeg fortaelle at jeg drager oest paa til Voltadeltaet og skal paa en eksotisk transportfaerge op af floden til Nordghane, sove under aaben himmel paa daekket og laesse bananer af og paa. Bagefter skal vi til Tamale, Bolgatanga, Wa, Bole og Kumasi og saa hjem til Cape igen. Altsa rundt i hele Ghana fra oest til nord til vest til syd. Det bliver spaendende. Det er min plan so far, men som med alt andet i Ghana kan man ikke vide sig sikker, og min metalitet er begyndt at ligne Ghanesernes mere og mere - spontan, urealistisk, godtroende og langsommelig. Selvom det kunne lyde som daarlige ting, saa er det bare normen i Ghana, og hvis man ikke selv er saadan bliver det svaert at holde det ghanesiske tempo ud. Det har jeg doejet meget med, men endelig er jeg begyndt at fatte meningen med det. Det er sgu for varmt til at raese rundt i varmen.
Pigerne jeg bor med har faeet besoeg af familie og kaerester og betyder meget social aktivitet, rundvisninger og daaseleverpostej. Men isaeer er vi glade for Katrines kaereste der er kok og har slaebt 2 kilo chorizo, 12 kilo stegebacon og 12 kilo parmaskinke med. Det har jeg nydt godt af i omelet om morgenen og den ene aften hvor Thomas lavede laekker mad til os. Det dulmer mad-hjemveen lidt men goer min mave rasende sulten efter koed og rugbroed. Puha det er nok det svaerste at leve uden!
Istedet for god mad og hyggespisning underholdes jeg med dans, musik og min nye investering: en korel. Et guitarlignende instrument, som er saa flot at naermest bliver blind af at kigge paa det. Og saa laerer jeg ogsaa lidt at bruge det. Jeg underholdes ogsaa med boeger, som forsvinder hurtigt nu hvor vi har ferie. Til stor sorg er min rubicks cube dog ikke underholende mere - jeg laver den kun hver dag for at oeve mig, saa jeg har lidt at imponere med i stoerre selskaber naar jeg kommer hjem igen. Men ak, jeg har nu laert den alt for godt at kende og keder mig en smule ved dens selskab.
Jeg kan ligesaa godt vaenne mig til at have oceaner af tid og ikke mange ting at bruge tiden paa. Naar jeg kommer hjem fra min rundrejse slutter ferien nemlig og vi flytter ud til Pebi, for at faa mest muligt ud af den sidste maaned som laerer og laererinde. Men skolen slutter jo kl 13 hver dag, og saa sidder vi der i en palmehytte med sand paa gulvet og har oceaner af tid, sand, vand og kokospalmer. Jeg glaeder mig til at bo lokalt, hos Lucy og Tiger som driver skolen og er nogle meget fantastiske mennesker. Men ligesaa meget som jeg glaeder mig til det, ligesaa trist er jeg over at forlade Addisons, som efterhaanden foeles og ligner (hvis man kigger paa rodet paa mit vaerlse) et hjem. Menneskene der er min ghanesiske familie og mine gode venner, nogle jeg kan snakke med paa mit egent plan. Ikke boern der ikke forstaar engelsk og ikke voksne der lever i et HELT andet univers. Ikke ligesom Pebi. Det er for mig derfor lidt en udfordringernes tid jeg gaar i moede, men rundrejse i et fremmed land, og at flytte vaek fra min base her, ud til noget endnu mere fremmed, hvor der hverken er elektricitet eller rindende vand.
Jeg ville oenske i kunne se scenariet her, for det er saa ubeksriveligt fantastisk og unikt, at jeg faar svaert ved at forklare det naar jeg kommer hjem. Og endnu svaerere ved at fange noget saa storslaaet og specielt paa kamera. I maa vaere taalmodige og maaske endda vente til jeg kommer hjem med at se billeder og faa de gode historier.
Indtil vi ses og jeg kan komme paa internetter igen maa i have det godt og spise noget leverpostej for mig!
- comments