Cape Coast til Accra, Acrra til Akosombo, Akosombo til Yeji, Yeji til Makango, Makango til Salaga, Salaga til Tamale, Tamale til Bolgatanga, Bolgatanga til Bongo, Bongo til Bolgatanga, Bolgatanga til Tamale, Tamale til Kintampo, Kintampo til Kumasi, Kumasi til Cape Coast. Paa de sidste to uger har jeg set en masse til Ghana, selvom jeg var noed til at ende rundrejsen et par dage foer planlagt og derfor ikke naaede til Vestghana til Wa. Men skidt pyt. De oplevelser jeg har med hjem fra denne tur er ligesaa talrige som dem jeg har fra hele mit oevrige ophold her. Det foeles som forfaerdelig lang til siden at vi gik ombord paa transportfaergen mellem Aksombo og Yeji og fandt ud af, at det ikke helt var som vi troede. Faergen var virkelig gammel og bestod mest af transportdaek med traekasser til varer og plads til biler. Den lille rest af faergen var til mennesker. Vi sov i en stor sovesal med borde-baenkesaet af trae, saa den nat fik jeg vendt mig en millard gange fordi min skulder gjorde ondt, min numse, mit hoved, min ryg. Tilgengaeld var der ingen myg, som vi ellers havde frygtet meget. Udsigten over soeen, var fantastisk, land kunne man til alle tider se paa begge sider af baaden og vandet var sort og dybt. Solnedgangen var et syn for sig. Naar faergen lagde til i bittebittebittebitte smaa landsbyer, som man aldrig ville have set, var det ikke for denne tur, fik jeg kuldegysninger fordi det var saa aegte. Det AEGTE Afrika, det man ser men aldrig tror paa. Det var fantastisk og jeg glaeder mig virkelig til at fortaelle jer meget mere om det derhjemme!
Den anden store oplevelse der indtraf paa turen var efter halvanden doegn i faergen, da vi skulle fra Yeji til Makango med en anden baad. Denne gang en 5 meter lang baad af trae. Vandet fossede ind af huller i siden af baaden, som laa dybt i vandet fra vaegten af 50 ghanesere og et par obrunier (hvide mennesker). Men vi kom da helskinnede til Makango, hvor baaden holdt til 2 meter ude i vandet. Og saa var det bare om at rubbe neglene og smide sine ting i vandet og selv foelge hastigt efter for at overhale alle de overspeedede ghanesere der ogsaa skulle med transport videre til Tamale. Det er foerste gang jeg har oplevet ghanesere bevaege deres dovne kroppe i et nogenlunde menneskeligt tempo.

Der er to ord der gaar igen i vores opleveser paa turen.
DYREVELFAERD: Paa markedet i Bolgatanga saelger de geder. Naar man har nevet og hevet og kradset og fundet sig tilfreds med en ged binder man benene sammen paa den og smider den paa bagagebaeret paa sin scooter. Eller maaske over styret paa sin cykel. Eller i en metalbalje paa hovedet. Og saa gaar man. Stakkels ged.
Man kan ogsaa finde paa, som nogen gjorde da vi skulle fra Tamale til Bolgatanga (en tur paa 6 timer), at smide et bur med levende parlehoens op paa taget af bussen. Det er selvfoelge en hurtig maade at affjere dem paa, men det stakkels perlehoens overlevede vist ikke allesammen turen.
Hvis man har en hoene og to hunde, kan det ogsaa vaere sjovt til en hvis grad at se hundene jagte hoenen rundt i huset, ligi indtil de er ved at draebe den paa badevaerelset. Det er alligevel lidt for ulaekkert.
Vores huskat bliver fodret med gedeoejne og testikler, cornflakes, fufu, marmelademadder, doede kakkerlakker, lakrids og andre gode sager. Men den sover ogsaa meget for at fordoeje det hele.
Og til sidst er det heller ikke en skik i Ghana at stoppe hvis man koere et dyr over. Dette skete to gange, to faar maatte lade livet for busserne store hastighed. Og ganske vist gik den ene chauffoer ud af bussen, men kun for at saette kofangeren paa igen saa vi kunne koere videre.

PARADOKSER: Dette ord er ikke knyttet til ligesaa babariske opleveser, men i hvertfald ligesaa underlige. Naar man koerer paa den ganske udemaerkede vej mellem Tamale og Bolgatanga kan man ud af bussens vinduer se en hel masse smaa, aegte afrikanske lerhytter med straatag og geder der render rundt. Man taenker at det er fattige mennesker der bor her, mennesker som proever at klare sig saa godt de kan for hvad de kan. Og saa ser man at de fleste af husene lige har en motorcykel eller en scooter staende parkeret ude foran. Det er underligt, men saadan er det. De bor der ikke fordi de er fattige. De bor der fordi det er saadan man bor paa de kanter.
Dette leder mig til det andet paradoks. For vejene mellem Tamale og Bolgatanga er virkelig gode, asfalterede veje uden huller og med vejstriber og autovaern. Men de er ikke saerlig trafikerede da Bolgatanga og de omkringliggende landsbyer ikke er ofte besoegt. Derimod er vejene mellem Kumasi og Cape Coast, to centrale knudepunkter, de vaerste veje i Ghana. Grusveje og delvist asfaltveje med kaempemaessige huller i, ingen skilte, ingen striber ingeting. Men det kan selvfoelglig godt have noget af goere med antallet af biler paa den meget trafikerede vej...

Nu har vi knap en maaned tilbage i Ghana og skolen starter igen paa tirsdag efter den lange lange paaskeferie. Derfor flytter vi ud til den lillebitte landsby uden stroem og rindende vand og vil bo der de naeste par uger. Det giver os nemlig tid til at fordybe os i skolen og landsbyen og det arbejde vi kan udrette der. Saa hvis i ikke hoerer noget fra mig er det derfor. Billeder har jeg valgt at give jer tilgode til vi ses i Danmark!

Knus til jer alle sammen!