Denne gang bliver bloggen kort

blot en liste

over alle de ting jeg ville oenske jeg vidste

om Ghana og kulturen

om maden og naturen

dengang jeg endnu intet vidste.

I Ghana hilser man altid med et "How are you", "Im fine, how are you", "im also fine, how is your friends", "they are fine", "and your brothers and sisters", "they are also fine", "thats good, are you sure you are fine", "yes i am, are you", "yes", "ok, bye bye". Saa i kan nok forstaa at det tager lang tid at handle i byen... I Ghana er det uhoefligt at bruge venstre haand, det er numsehaanden. Hvis du reakker nogen noget med venstre haand og der er numse paa, saa er det ret uhoefligt. I Ghana er alle brothers og sisters og den aeldre generation er alle mommy og daddy. One big family, og det er noget af det der goer det saa hyggeligt her. Alle bliver betragtet som venner. Selv obrunier (hvide), selvom det nogengange er lidt belastende at skulle hilse paa Gud og Hver Mand. En anden ting ghaneserne ogsaa goer naar de hilser er at trykke ens haand og knipse naar man slipper. Det skal jeg lige laere, dels fordi jeg ikke kan knipse og dels fordi mine haender altid er saa svedige at de haenger fast i den anden haand, mens der siger "Ey chalay" udtales Ey tjalle, hej ven. "Ottoden", hvordan gaar det. "Bocco", fint tak. I Ghana bruger de som sagt olie i alt. I dag fik jeg en omelet med olie, igaar fik jeg en pandekage med olie. Nogen gange faar vi boenner med olie. Palmeolie. Mums.

Ude paa skolen gaar det efterhaanden ret godt. Dea og Jeg har de mindste boern i flokken, og det kan godt vaere anstrengende til tider fordi vi jo ikke forstaar et klap af hvad de siger. Men vi begynder saa smaat at laere lidt ewe og dem lidt englesk og saadan kan vi faa tiden til at gaa i mange timer med at pege paa oejne, oerer og naeser og grine ad det. Rosina har det helt fint igen, og er naermest blevet irriterende fordi hun er saa rask. Men man kan jo ikke lade vaere at have lidt yndlinge, og hun maa siges at vaere en af de mange.

Jeg er begyndt at blive saa god til at danse, at jeg har faaet lov et vaere med i et show paa loerdag. I dag har vi koebt stof til kostumer og det skal nok bliver rigtig sjovt, selvom jeg nu foeler mig lidt dum naar jeg laver kyllingemoves og ryster med min flade danskernumse. De ghaneserer strutter virkelig af numse og indebraendt energi, som de bestemt ikke er blege for at give afloeb under opvisninger. Saa sent som i loerdags var vi til en begravelse (som i Ghana er en kaempe fest), hvor danserne virkelig gav den gas til trommernes rytmer og fik begravelsesfesten helt op i det roede felt. Det er fedt at se paa, men jeg glaeder mig til selv at faa lov at maerke adrenalinsuset og glaeden ved at danse med aegte afrikanere i aegte afrikansk toej!

Nu har vi en kat tilbage, heldigvis yndlingskatten Flemming, for de to andre blev syge og doede desvaerre med to dages mellemrum. Flemming han klarer den ellers virkelig straalende og spiser baade daaseleverpostej (det er jo vigtigere at han faar noget end vi goer...), boenner, tomatpure og hvad han ellers kan finde naar han gaar paa skattejagt i koekkenet.

Jeg har endnu engang flyttet vaerelse. Denne gang klart bedre end det foerste og klart daarligere end det andet. Godt det kun er midlertidigt og jeg derefter flytter tilbage til det andet vaerelse og for alvor kan saette mit eget praeg paa det turkise rum.

Saa blev det alligevel til en del, men nu vil jeg ogsaa smutte hjem til Addisons og se om jeg kan hjaelpe med at goere klar til aftenens forestilling, som Michael og jeg skal nyde fra tilskuerraekkerne med en kold alvaro i haanden og en tallerken ris og kylling ved siden af. Vi ses!