Profile
Blog
Photos
Videos
Okay, NU må vi hellere opdatere jer... Vi føler at vi har fået mindre timer i døgnet - hvilket vi faktisk også havde, da vi krydsede grænsen til Malaysia d. 1., og dermed er 6 timer foran Danmark - men det kan desværre nok ikke helt være vores undskyldning ;-) Tilgengæld kan vi starte med at fortælle jer, at vi har haft en fest i Thailand! I bogstaveligste forstand....
Vi ankom til Koh Phangan d. 20. maj og tjekkede derefter ind på det danske guesthouse Same Same. Vi var lykkelige for at vide, at der i løbet af de følgende dage ville tjekke en masse danskere ind, samt at der var rugbrød på menukortet! Vi fandt dog hurtigt ud af, at den strandferie vi havde sukket så længe efter, vidst nok ville komme til at indebære en del andet end at slikke sol på stranden... Der var nemlig en hel del fest på hele øen, idet vi var ankommet i dagene op til Full Moon Party, der blev afholdt den 25. maj. Vi havde desuden været så heldige, at vi blev indehaver af det værelse som lå lige over baren, og så kan i jo nok regne ud, hvordan der lød deroppe indtil festen og musikken døde om natten. Så det var egentlig bare nemmere, at lade sig rive med af stemningen, da søvn ikke var det vi kunne få mest af!
Hvis nogle af jer - af ren misundelse - skulle have tjekket vejrudsigten på øerne, så har i sikkert også nået at fryde jer over den torden og regn den har vist! Det passer nu ikke helt... Fot vi har kun haft fuld sol, hvid sandstrand og blåt vand. Vi havde derfor hurtigt besluttet at den skulle have fuld skrue på solen, når nu vi endelig havde tid til at nyde den. Vi besluttede os derfor for, at investere i vores foretrukne faktor 15 solcreme da vi ankom, så vi kunne ligge os ned på den lækre strand som lå et stenkast fra Same Same... Det blev kun til en halv stranddag for vores vedkommende, og vi må indrømme at vi igen føler os en smule rullet i Asien (eller også må vi bare krybe til korset, og indse at vi havde godt og grundigt undervurderet solen). Det stod altså stadig 2-0 til Asiens bagende sol på dette tidspunkt, og vi var rigtig glade for at Thaimassage er rigtig billigt, så vi kunne slå tiden ihjel et andet sted end vores værelse ;-)
Resten af dagene op til Full Moon Party tjekkede der flere og flere danskere ind på Same Same, og resten af ugen stod på nye venskaber, sol, warm-up fester og selvfølgelig det berygtede Full Moon Party, som er mindst lige så vildt som rygtet siger. ALDRIG har vi set så mange mennesker på en strand, og så er det endda lavsæsonen... Da vores kroppe i løbet af ugen også havde brug for en pause fra solen (ja, vi var stadig lidt røde...), aftale vi med nogle af de andre danske piger, at tage op i bjergene, hvor der efter sigende skulle ligge en wipeout bane (se billeder). I starten kiggede vi lidt skeptiske på banen, men aftale hurtigt at vi selvfølgelig ville springe ud i det! Den første tur rundt på banen gik egentlig meget godt efter at vi havde haft flere samtaler om, hvordan vi skulle klare lige netop dén enkelte forhindring. Da vi så skulle ud på vores anden tur, må vi indrømme at der alligevel gik lidt tøsepiger i os... Pludselig havde vi jo fundet ud af, at vi trods strategiske forsøg faktisk slog os lidt. Desuden har vi også lovet os selv, at vi aldrig mere vil grine af de folk som ikke klare forhindringerne i fjernsynsprogrammet "wipeout". VI kunne i hvert fald ikke tænke os at gøre det på tid! Men vi havde en super hyggelig dag som kunne mærkes i kroppen de næste to dage...
Vi havde efterhånden snakket så meget dansk på Same Same, at vi næsten havde glemt at vi befandt os i et andet land! Vi havde desuden hygget os med så mange søde mennesker, at det næsten var helt trist at skulle sige farvel efter at have tilbragt knapt en uge sammen. Men vi må indrømme, at vi også tilsidst glædede os til at komme væk fra Haad Rin strandens mange fester og larmende natteliv...
Vi valgte derfor at tage til dykkeren Koh Tao d. 27. maj. Her var vi så heldige at nå at få en af de eneste billige bungalows på øen, og den var faktisk hyggelig og havde en dertilhørende pool, som vi kunne benytte, når vi blev trætte af at få sand mellem tæerne. Det var faktisk perfekt, og vi var vilde med Koh Tao som var en del hyggeligere en Koh Phangan... Indtil om natten hvor det viste sig, at lige den pool som VI boede ved holdte poolparty om natten! Lige her havde vi altid ikke særlig meget lyst til at tilslutte os, og vi må efterhånden også bare indse, at der ikke er noget sted i Asien, hvor vi IKKE bliver udset for larm om natten, så vi er efterhånden ret hærdet. Vi er faktisk helt i tvivl om, om vi vil kunne falde i søvn hjemme i Danmark uden hunde, biler, gekkoer eller fester i baghaven?
Da Koh Tao jo er en dykkerø, og desuden har et fantastisk ry for dets liv under vandet, havde vi besluttet os for at tage en heldags snorklingtur. Vi var ellers lidt skeptiske i starten, da vi var blevet informeret om, at det ville indebære snorkling med hajer. Men jo vildere jo bedre! Det første sted vi skulle snorkle var så Shark Bay, og vi prøvede forsigtigt at få øje på nogle hajer, men det var altså lidt svært når der var så mange andre flotte fisk! Da vi kommer op på båden, er vi egentlig en smule skuffede over, at vi ikke har set en eneste haj... Og finder så ud af at vi er nogle af de eneste som ikke har det! Men vi må sige, at vi havde en helt fantastisk oplevelse alligevel, og ja.. Vi følte os helt som fisk i et akvarie ;-)
Da vi heller ikke havde fået set et af de omtalte ladyboy shows i Bangkok, synes vi også det var på tide, at vi fik gjort det på Koh Tao! I kan jo se billeder, og lad os så bare slutte af med igen at sige, at vi har haft en stor fest i Thailand...
Nu er vi så ankommet til Malaysia efter en 28 timer lang transporttur fra øerne... Det indebær bl.a. en tur med overnight ferry, og lad os bare tilslutte at vi nu er helt færdige med det overnight-pjat! Vi kan nok lade det at sove på en gyngede træbåd i blæsevejr indtræde som nummer 1 på vores hadeliste... Heldigvis var der ingen af os der blev alvorligt søsyge, og vi ankom som sagt til Kuala Lumpur efter en lang båd- og bustur 28 timer efter at vi havde forladt øerne. Vi har haft en lille dags tid i Kuala Lumpur - som helt sikkert må siges at være vores yndlings indenfor asiatiske storbyer - og er lige netop ankommet med fly til Kota Kinabalu, der ligger på den malaysiske del af Borneo. Vi glæder os helt vildt til at udforske Borneo, hvor vi først og fremmest har planer om at bestige sydøstasiens højeste bjerg Mount Kinabalu. Ja, ja nu er vi i gang igen! Vi lover også, at i vil høre en hel del til os de næste par uger...
Christina og Simone
- comments
Helle Hej piger :) Endelig nyt fra jer, det er bare det bedste læsning der fåes pt :) Jeg tænker at i har fået festet for det næste lange stykke tid, elller..... Nyd nu Borneo jeg ved i har glædet jer, og mens i gør det tæller vi dage til at se jer igen :) glæder os Knus til jer begge
Dorte Johansen Hej piger:) En dejlig opdatering - hvor er det skønt at høre hvordan I bare nyder det og hygger jer - det lyder helt sikkert til det hele bare har været en stor fest i Thailand efter jeres hårde trekkingtur:) Det er jer velundt. Nu er det så Malaysia og Borneo som I har glædet jer helt vildt til at komme til - og selvfølgelig skal I bestige Mount Kinabalu - nu har I samlet nye kræfter og er klar til nye udfordringer:) Nyd Borneo og Malaysia - vi glæder os til at høre nyt fra jer. Knus Mor
Tove Jensen Hej piger . Det var rart at høre fra jer igen.I har da fået festet igennen for et stykke tid. Dejligt at i nyder varmen og vandet og passer på solen .Rigtig god fornøjelse med de næste udfordringer.Knus farmor og farfar.
Camilla Johansen I er da vist noget af nogle. Luksus-backpackere. ;-) Det lyder nu alligevel ret lækkert og jeg misunder jer meget! Nyd nu det sidste stykke tid - der er kun lige 2 uger tilbage så sørg for at få de sidste indtryk, sol og kultur. Jeg glæder mig meget til at høre om det hele når i kommer hjem.
Lotte potte Det lyder intet mindre end fantastisk det hele! Glæder mig til at høre det i detaljer om ikke så længe igen - nyd ALT!!
jette hej piger det er rart at høre nyt fra jer igen .dejligt at i har det godt i oplever jo en masse. så vi glæder os til at høre om jeres næste udfordringer.knus mormor og morfar
Borebissen Neffer I sgu nogle hårde tøser i 2 :D fedt fedt.. meeenn som Milla også siger, så er der vist ikke sparet på luksusen ;} Jeg er slet ikke i tvivl om at i nyder det, og har haft en masse fede oplevelser, og jeg er også vildt misundelig :D Håber i kan anbefale et par steder at opleve når i kommer hejm.. Ha det fantastisk det sidste stykke tid piger.. vi ses