Mandag d. 10. juni klokken 06.15 ringede vores vækkeur for at minde os om, at det var idag vi skulle bestige Sydøstasiens højeste bjerg Mount Kinabalu... Vi følte os friske efter gårsdagens sygehusbesøg, og med to stykker toastbrød og en halv liter vand hver måtte vi sande, at vi var klar til at tage afsted. Vi grinte lidt for os selv - af glæde og af frygt - og vidste inderst inde godt, at det her det ville blive hårdere end vores trekkingtur... Så det var også her, at vi lavede en aftale om, at hvad der blev sagt af grimme ting om eller til hinanden på vej op af bjerget ikke gjaldt, når vi kom ned igen ;-)

Vi blev hentet af vores chauffør fra bureauet klokken 07.00 og der ventede herefter 2 timers kørsel før vi ville nå startstedet. Chaufføren startede ud med at spørge, om vi nogensinde havde bestiget et bjerg før? Det måtte vi jo blankt svare nej til... Men vi havde dog været på trekking i Thailand! (Som om det skulle gælde for noget). Og så var der ellers stilhed i 2 timer...
Da vi ankom til startstedet i 1800 meters højde, mødte vi ham der skulle være vores guide på turen. Han fortalte at vi denne dag kun skulle gå 6 km., og at vi derefter ville nå vores resthouse. Her var vi allerede ret lettede, for det burde vi da kunne klare. Det viste sig også at det heldigvis kun var os, der skulle følges med ham, så vi kunne tage det i vores tempo (vi havde jo trods alt lige været syge, så af den grund er kondien jo nok ikke hvad den har været...). Han var en meget stille mand, og i starten fik vi faktisk ikke engang fat i hans navn. Han valgte i starten at gå forrest - i sine klipklapper - for at sætte tempoet, og vi startede sådan set ud med at tænke, at han må have taget det med at tage det roligt MEGET bogstaveligt. Det var i hvert fald ganske hyggeligt, og vi nåede sågar at passere et vandfald, som vi kunne fotografere. Derfor passerede vi også hurtigt skiltet med 1 km., og tænkte det kan sgu da ikke passe at vi kun har gået 1 km.?? Herefter begyndte det så også at gå opad... Vi passerede den ene trappe, klippe og sten efter den anden og så kun frem til den frokost, vi kunne spise ved 4 km.
Efter frokost - igen bestående af godt og nærende toastbrød - var vi allerede lidt gnavne. Det kunne simpelthen ikke passe, at det kunne være så hårdt? Men jo... Det kunne det, og vi fandt også hurtigt ud af, at det ikke hjælper noget at brokke sig for tidligt. Man bliver så nemt skuffet! Det var først NU at stigningerne skulle til at begynde for alvor, og vi fangede hurtigt pointen i, at det var frokosttid ved de 4 km... Vi havde hårdt brug for energi de næste 2 km.!
Hvis vi havde brokket os over trapperne op til de 4 km., så kom vi faktisk til at savne dem efterfølgende. Her var der nemlig kun sten og klipper - dog engang imellem formet som trappetrin - at klatre opad. Vi tror faktisk, at det var her vores guide begyndte at blive lidt opgivende over os... Her begyndte vi nemlig at stoppe med at joke og tonen blev en anelse mere aggressiv, når vi spurgte om hvor langt der var igen. Og så tror vi også, at han nok synes vi var en anelse pivet, når vi satte os ned på hvert trappetrin, som vi fandt egnet.
Efter 6 timer nåede vi ENDELIG vores første destination som var resthouset. Her havde vi gået de første 6 km. og var nået op på ca. 3300 m. over havets overflade. Hvis vi trækker vores pausetid fra (den havde vi nemlig ret meget af..), vil det nok betyde at vores gennemsnitsfart lå på 1,5-2 km. i timen, og så kan i jo nok selv tænke jer til HVOR stejlt der faktisk har været... Vi fandt også ud af, hvor koldt det hurtigt bliver i højderne, så vi glædede os lidt til at komme indendørs for at få lidt mad.
Da vi checkede ind i receptionen, fandt vi ud af, at vi var nogle af de heldige som var blevet tildelt et dorm 200 m. fra stedet! Ja, nu tænker i at 200 m. ikke lyder af meget, men hvis det kun går opad og man har gummiben der ryster, så var det ikke ligefrem en god nyhed! Vi valgte derfor at blive siddende lidt i restauranten, men opgav hurtigt at købe det chokolade vi havde sukket efter på vej op, eftersom at prisen for chokolade på et bjerg ligger på 20 kr.. Man kan så sige at det er forståeligt nok, efter at have mødt nogle af de asiatere der bærer på skidtet på vej op af bjerget... Stakkels dem! Men i hvert fald måtte vi efterfølgende bevæge os de 200 m. op mod vores værelse - uden varme! -, hvor vi kort efter middagen gik kold, da det jo var planen at vi klokken 02.30 skulle mødes med vores guide for at gå de sidste 2, 7 km. op til low's peak... Vores guide havde fortalt os, at de sidste 2,7 km. ville være noget lignede det vi havde oplevet fra 4 til 6 km., så vi var faktisk ret fortrøstningsfulde. Det vidste vi i hvertfald hvad var, så det skulle vi nok klare...

Klokken 02.30 mødte vi vores guide. Vi var fuldt udstyret med varmt tøj og pandelampe og på det tidspunkt kun meget lidt ømme i benene. Vi kunne ikke blive mere klar til at se den solopgang på toppen, som vi allerede havde kæmpet for! Vi havde regnet ud, at når vi nu allerede var ved 3300 meters højde, så var der egentlig ikke så høj en stigning tilbage op til de ca. 4100... Så helt galt kunne det jo ikke blive!
Guiden gik forrest, og så fulgte vi ellers bare de mange andre lygter der lyste i mørket. Vi passerede efter et godt stykke tid skiltet med 6,5 km., og her begyndte vi at blive nervøse.. Vi havde allerede gået i en evighed! På et tidspunkt var vi faktisk i tvivl om, om de mange lysende lygter var stjerner, så højt op synes de at være. Det gik bare opad!
Vi nåede os hurtigt til det punkt, hvor der ikke længere var træer men kun ren klippe (så vi jo da solen stod op igen....), og det betød jo så, at vi rigtig skulle til at kravle og holde fast.
Engang imellem var der et reb, vi kunne klamre os til, men ellers var det bare om at træde rigtigt. Desværre var vores guide også lige typen, der tilsyneladende var vild med offroad... Vi kom i hvert fald en del gange væk fra den vej rebet førte!
På det her tidspunkt må vi indrømme at vores fysiske og psykiske tilstand blev sat på prøve, og hvis vores guide havde kunne dansk, så tror vi faktisk at han var skredet fra os! I hvert fald gik vi det sidste lande stykke tid og bandede ham langt væk på dansk. Det hjalp lidt! Men hensyn til det med grimme ord til hinanden... Så er vi faktisk ret stolte af os selv og hinanden! Men måske var det fordi vi havde så travlt med, at grine af hvor absurd en situation vi stod i.
Efter 3 timer nåede vi low's peak og solopgangen. De første 2 min. gik med at finde den bedste sten at sidde på, så vi kunne være opgivende over alting! Det varede så heldigvis kun de få minutter, og så kom wow-følelsen! Når først vi havde lagt det bag os, at vi skulle hele vejen NED igen, så var det fuldstændig fantastisk at se de bittesmå lys fra byerne og samtidig se solen stå op. Så fredfyldt og samtidig noget af det smukkeste, vi længe har set. Måske var det også derfor, at vi var flyvende på vej ned til resthouset, og guiden var nok ret glad for at vi var begyndt at joke igen på det tidspunkt!
Da vi nåede ned til morgenmaden i resthouset måtte vi dog nok sande, at turen på vej ned ikke ville blive meget bedre. Det gjorde ondt i vores knæ, lår, lægge og alle mulige steder, og så snart vi satte os ned begyndte vores ben at ryste... Vi havde også nu fået lov til at se de steder, som vi var kravlet op ad i dagslys, og vi må sige, at det nok var meget godt at det var foregået i mørket. Der var i hvert fald ingen af os, der ville have gjort det, hvis vi havde kunne se det! Og i aller vigtigste tilfælde så skulle vi da i hvert fald være fastspændte. Men okay, det var en del af oplevelsen, og det var simpelthen så surrealistisk og absurd.
Det tog os 4 timer at nå ned i 1800 km.'s højde og dermed ned til det sted, hvor vores chauffør igen ville samle os op. Vi mindes ikke at vi faktisk sagde andet end "hvor langt endnu???" og "vi dør nu" til guiden, og den sidste km. vekslede vi ikke engang nogle ord med hinanden! Det kan derfor også godt være, at han var glad for at slippe af med os til sidst, men han skulle jo selvfølgelig også hjem og være klar til samme tur dagen efter!

Der stod vi så, 17,4 km.'s bjergbestigning senere, rimelig trætte, ømme og med rystende ben... Men også rimelig stolte over, at vi faktisk havde klaret det og nu kunne modtage et certifikat på, at vi havde bestiget Mount Kinabalu!
Vi må også indse at vores venskab har måtte modstå lidt af hvert, men også indset at det tager vi med det største smil på læben. Det har været det mest grænseoverskridende og det hårdeste vi nogensinde har gjort, men samtidig det fedeste! Så der er ikke så meget andet at sige end; hell yeah, we did it!

Eftervirkningerne af det er så en helt anden snak... Vi kan i bogstaveligste forstand ikke gå på vores ben, og der er ikke den muskel i vores ben, som vi ikke har ondt i. Det er rent faktisk sådan, at folk vender sig om og kigger efter os, og vi prøver pænt at undgå trapper. Godt at vi kun har planer om at ligge på stranden de resterende dage på Borneo!

Kram fra
Klatretøserne