Profile
Blog
Photos
Videos
Så sidder vi igen i et overnighttrain og for at slå tiden ihjel må vi hellere opdatere jer... Denne gang i Thailand, hvor vi er på vej fra Bangkok til øen Ko Phang Ngan i Thailandbugten. Vi havde ellers sagt til os selv, at vi var færdige med at tage overnighttrains efter Indien, men vi har jo ingen chauffør mere, så på en eller anden måde skal vi vel fremad ;-)
Vi ankom i Bangkok sen aften og blev efterfølgende hurtigt bekendte med thailændernes dårlige engelsk... Vi måtte efter kort tid uden for terminalerne indse, at Asif IKKE kom og hentede os, og vi var derfor tvunget til at praje en taxi, men med formaninger fra diverse guidebøger og bekendte om at man skal være sikker på at de bruger taxi-meter, var det jo ikke bare sådan lige. Os skulle de i hvert fald ikke rulle! Efter at være steget ind i en taxi fandt vi så ud af, at vores chauffør faktisk ikke forstod et pip engelsk - han var i hvert fald meget ringe, og vi var ret i tvivl om, om han overhovedet forstod hvad New Road Guesthouse betød? Da vi var kørt et stykke viser det sig også, at han ikke har slået sit taxi-meter til... Efter megen brokkeri gør han det modvilligt, men fortæller os at vi stadig er nødt til at betale told på motorvejen, og det må vi jo så indvillige i. Da vi ankommer til New Road Guesthouse betaler vi chaufføren de 350 bath, som hans taxi-meter fortæller os at vi skylder og skynder os ind. Efterfølgende fandt vi ud af, at standardprisen for at blive hentet og bragt til lufthavnen ligger på 500 bath, og at det så endte med, at det var os der rullede den arme chauffør...
Dagen efter var det tid til at udforske Bangkok, og da vi ved ankomsten havde fået udleveret et kort over byen, så det jo meget nemt ud. Vi måtte nok hurtigt indse at Bangkok er stor, og samtidig at vores kort var meget, meget ringe... Men vi fik da trænet vores ben, og vi var derfor helt klar på at forlade vores Guesthouse samme aften for at tage på trekkingtur i Thailands jungle. Det viste sig at vi skulle afsted med et dansk kærestepar og to danske piger, så vi var helt lettede over at få lov til at tale lidt engelsk igen. Det viste sig også at kæresteparret ligesom os var ankommet fra Indien, så vi kunne dele et par sjove oplevelser sammen! Vi forlod Bangkok i en VIP sovebus og ankom tidligt næste morgen til Mr. Lar's Guesthouse i Mae Sot. Vi fik muligheden for at sove et par timer mere, og mens vi lå der, grinede vi lidt af standarden og de meget flade madrasser. Men den der ler sidst ler bedst...
Efter frokost blev vi hentet i en jeep med åbne sæder bagi, og dopet med diverse ting mod køresyge var vi klar til at køre igennem de 1092 sving mod Umphang, hvor vi igen havde en overnatning inden det rigtigt gik løs. Her faldt standarden en smule og støjniveauet steg gevaldigt om natten! Vi nåede både at opleve hundeangreb, firben og gekkoer uden for vores hytte i løbet af natten, og eftersom at vi hurtigt slog os sammen med de to andre piger og derfor delte hytte med dem, kan i nok regne ud hvordan vores nat forløb ;-)
Dagen efter var vi klar til at indtage junglen. Vi startede turen med "river-rafting" på floden, men eftersom at der ikke var så meget rafting over det, begyndte vi hurtigt at ønske os lidt mere spænding. Vi havde dog god tid til at nyde naturen og det fantastisk gode selskab, som vi var havnet i! Efter et par timer var vi igen på land og efter at have fået serveret frokost - på bananblade -, måtte vi sande at man skal passe på med, hvad man ønsker sig... Allerede efter de første 500 m. ville vi ønske, at vi var tilbage i gummibådene. De gik opad i en sådan grad, at vi måtte læne os forover for ikke at falde bagover, og vi tror da nok, at vi fandt ud af, hvorfor de fleste omtaler Umphang trekking som umenneskelig! Men efter 12 km.'s trekking ankom vi endelig - og med livet i behold- til campen, hvor vi skulle tilbringe natten i telt. Det var primitivt, uden bad og midt ude i naturen, men vi hyggede os og prøvede at lade op til næste dags trekking, selvom vi på dette tidspunkt var ret opgivende over for junglen og dens stigninger!
Den efterfølgende morgen gik turen - selvfølgelig på gåben - ud til sydøstasiens største vandfald, og det var simpelthen hele turen værd. Fantastisk flot og vi var allesammen meget glade for at få lov til at bade lidt ;-) Det var så også nok luksus for den dag, da vi stadig havde 8 km. trekking tilbage. Turen her gik dog mere glidende, og da vi først fik varmet vores ømme ben op igen, må vi indrømme at det var helt hyggeligt! Vi overnattede i en Karen Village på et homestay hos en familie med 7 børn og en masse høns og køer uden for vinduet... På dette tidspunkt var vi alle så udmattede i vores kroppe, at vi glædede os meget til at den sidste trekking i junglen skulle foregå på elefantryg! Men igen... Sådan nogle danskere er ikke nemme at stille tilfredse. På elefantryg gik det om muligt endnu mere stejlere opad og nedad, og vi kan godt hilse at sige, at vores kroppe ikke har det meget bedre efter et par timer i en baggagekurv på ryggen af en elefant.
Med radbrækkede kroppe og ømme fødder ankom vi så til Bangkok meget tidligt næste morgen, og vi har aldrig sovet bedre i en bus end vi gjorde den nat! Det viste sig også, at de to piger - Matilde og Simone - havde planer om at rejse videre mod øerne i Thailandbugten, og vi aftale hurtigt at tage samme vej. Det betød så bare, at vi skulle slå tiden ihjel i Bangkok fra klokken 5 om morgenen og indtil vores overnighttrain afgik fra stationen 17.35... Men vi var i godt selskab, og fordi det var søndag havde Bangkoks berygtede weekendmarked jo åben!
Nu sidder vi så som sagt i et overnighttrain, og i morgen (d. 20. maj) rammer vi så øen Ko Phang Ngan, hvor vi glæder os til endelig at kunne nyde Thailands sol fuldt ud! Her har vi planer om - ligesom et hav af andre backpackere - at deltage i Full Moon party på lørdag d. 25. maj... Men rygtet siger, at der vidst er gang i den lang tid i forvejen!
Vi vil derfor trække stikket fuldstændig ud nu, og håbe at i også har lidt sommer hjemme i Danmark.
Christina og Simone
(Billedet er faktisk taget i Indien, men vi har ikke lige fået uploadet billeder i et stykke tid... Vi lover det kommer snarest!)
- comments
Tove Jensen Hej piger . Det var noget af er spadseretur i har været på ,men i er unge og friske .Dejligt at i har mødt et par andre så i har lidt selskab. Nyd solen og varmen. Knus farmor og farfar
Helle Hvor er i bare seje piger, ikke fordi vi tvivlede, meeen når man tænker på at det kan være svært at cykle op ad hestehaven og man hellere vil køres, så er det godt gået :) Det lyder som om at i trænger til at slappe lidt af og hygge jer, så det er jer vel ondt :) vi glæder os til at høre fra jer igen ;) hils alle omkring jer og pas på jer selv Knus fra mor og far, Amalie og Malene
jette hej piger. det er noget af nogle spadserture i har været på vi kan godt forstå at i trænger til at slappe af nyd nu solen og hygge jer dejligt at i har det godt pas nu godt på hianden knus mormor og morfar
Mille Så kom i igennem den berygtede trekkingtur, nu håber jeg det var de mange kræfter vær. Det lyder til i har det helt fantastisk. Pas på jer selv!!!! Knuus
Dorte Johansen Sikke en tur I har været på. Det har været primitivt og hårdt, så I har godt nok fået overskredet nogle grænser - godt gået tøser:) Vi forstår godt I trænger til afslapning nu efter 3 uger fyldt med oplevelser og nye indtryk. Håber I får noget sol og kan nyde dagene på stranden inden I skal videre. Knus Mor & Far
Birthe Larsen Fortsat god tur, det er nogle skønne opleveser I har valgt. Pas godt på hinanden KH Mogens og Birthe