Marys humørsvingninger fortsatte, og det var ind i mellem lidt okay, at jeg snart skulle hjem. Louise og jeg kunne ikke rigtig regne ud hvorfor de kom. Var hun træt af at have os boene? Hjalp vi ikke nok til? (Selvom vi hjalp lidt, og blev ved at spørger) Var hun irriteret over at vi rejste i weekenderne? Var hun bare træt? Det var svært at tage det op, da det var meget vekslende mellem fint humør og ret dårligt humør. I mandags da jeg sagde, at nu havde jeg jo kun en uge tilbage, reagerede hun ikke engang på, hvad jeg sagde. Hun kiggede først op da jeg spurgte Louise om Mary mon havde hørt mig, og jeg gentog spørgsmålet på engelsk til Mary. "Yes" sagde hun bare. Jeg følte mig ikke så velkommen, når hun åbenbart virkede til at være helt lige glad med, at jeg skulle rejse hjem. Der begyndte også at være mindre og mindre mad, og få gange var der heller ikke drikkevand. Meget mærkeligt!

Min opgave manglede også kun få interviews og så ellers alt det jeg kun kan lave hjemme i Danmark, så der var det også ved at være naturligt snart at skulle hjem. Sidste arbejdsuge gik stille og roligt, og jeg fik ordent det jeg skulle. Fredag var så sidste arbejdsdag for mig, og det var rigtig mærkeligt, at skullle sige farvel til alle hos ActionAid. I sidste uge kørte følelserne meget rundt fra at glæde mig til at skulle hjem, synes det var meget mærkeligt, til at synes det var helt trist. Det var underligt at sige farvel til mennesker jeg har set næsten hver dag i tre måneder, og vide at jeg nok aldrig ser dem igen.

Den sidste weekend med familien skete der ikke det store. Mary var meget i kirke, men faren var da lidt hjemme og vi fik snakket og hygget lidt. Om aftenerne så vi "Alene hjemme" filmene og det virkede lidt som nogle danske weekend aftener. Dagene gik med at vaske op, vaske tøj, fylde vandtank op, læse, lege med børnene og gå tur rundt i byen med Louise. Det er sådan også cirka det man kan foretage sig i en by som Katakwi. Selvom der ikke skete meget, var det godt med en stille og rolig weekend efter alle de weekender med en megen rejsen rundt. Det var også hyggeligt at bruge lidt mere tid med børnene, og det gjorde det bare mere underligt, at skulle forlade dem! Søndag lavede Mary farvel frokost til hos, inden jeg skulle afsted. En god ret med ris og kød (som dog var ret dårligt senet kød), men der blev ligefrem brugt krydderier. Noget af det eneste gode Ugandiske mad, bortset fra svinekød og chaparti (som jeg er blevet helt glad for) - Det er er en slags lidt tyk madpandekage.

Alle de følelser der havde kørt rundt i mig ramte da hele familien og Louise kom ud foran og krammede farvel. Krammede alle børnene og især lille vicky længe, som ikke ville give slip. Ved ikke helt hvor meget de kan relatere til forevigt. Mary spurgte også, hvornår jeg kom igen.... (Muligvis gør jeg jo aldrig det) Underligt og lidt rørende at sige farvel til en familie man har boet med i tre måneder, selvom der har været op og ned ture. Især da Mary var i perfekt humør og sagde hun ville (eller "We will") savne mig. Mary gav mig også et langt kram - første krops kontakt ud over håndtryk, som selv Mary og John giver hinanden, selvom de er gift. Fik en klump i halsen, da jeg gik til bilen og vinkede farvel. Det var hårdt at sige farvel til dem og Katakwi. Ser jeg nogensinde dem og byen igen?

Humøret blev lidt bedre med den chaufør, der kørte mig til Soroti, hvor jeg skulle sove en nat, inden jeg tog morgen bussen til Kampala. Han hørte Ugandisk og vestligt festmusik og var meget venlig og spurgte meget ind til Danmark. Jeg kom derfor i tanke om, hvad det var for en godt land jeg skulle hjem til. Det og den festlige musik, fik mig hurtigt i bedre stemning, og selvom det var underligt at spise aftensmad med Christian i Soroti og sige farvel til ham, var det helt okay nu at være på min rejse på vej hejm.

I går kom jeg så, efter omkring 7 timer i bus, meget træt til mit hostle her i Kampala. Slapper bare af, og vænner mig lidt til nogle mere vestlige omgivelser. I morgen går flyveren mod Dubai og så (efter en hel lang nat i lufthavnen) hjem til Danmark, og så det farvel til Uganda og til praktik med ActionAid. Det er meget mærkeligt at skulle forlade landet helt, men glæder mig nu bare til at komme hjem til jer der hjemme. Danmark vi ses sgu på torsdag! :D