Så det tid til en opdatering I dag har jeg været væk i 6 uger. Det betyder at der er 6 uger tilbage, og at halvdelen af tiden allerede er gået! Det er pludselig gået stærkt! 6 uger lyder som så lidt, men føler allerede på samme tid, at jeg har været her længe.

Weekenden i forrige uge var stille og rolig. Lørdag blev ikke brugt på anet end at sidde og kigge og at læse i min bog. Jeg har heldigvis taget tre bøger med - Hele Afrika serien af Jakob Egersbo, som passer perfekt til, når man bor her nede,

Søndag tog faren af familien mig med til et bryllup i en kirke lidt uden for byen. Mit første kirke brullyp :) Bruden havde en kæmpe hvid silke kjole på og diadem og det hele. Helt prinsesse agtigt. Det var sjovt at se, men faren synes det blev for sent at tage til reseptionen, da vi endelig kom fra kirken (det tager altid lang tid at gå i kirke). Det var jeg ret skuffet over, da det var reseptionen jeg havde glædet mig til at opleve. Øv!

I midten af sidtse uge kom Louise endelig! :D Så dejligt at have en anden dansker at snakke med, og kunne tale om alle vansklighederne med at bo i så anderledes en kultur, og så hos en familie, som har deres vaner og måder. Hun er desværre på en workshop i en anden by med arbejdet i denne uge, så jeg ser hende først torsdag aften igen, hvor vi drager til Kampala og videre på gorillatur. Vi glæder os vildt, og det bliver SÅ dejligt at skulle se den del af Uganda!

Arbejdet er stadig rodet og frustrerende til tider. Uanset hvor meget jeg beder og et skema over, hvad de har af workshops og ude af huset ting, kan det åbenbart ikke lade sig gøre. De synes ellers også selv at det ville være en god ide...??!! I sidste uge var Louise og jeg med ude og besøge familier, som vi skulle bruge til at skrive om i nyhedsbrevet, som er en af de opgaver vi har her hos ActionAid Uganda. Det var nogle meget hårde oplevelser! Tre familier havde små piger på 2-6 år, som var blevet voldtaget af forskellige teenage drenge... De boede oven i købet i samme område..! Det var vildt underligt og hårdt at stå der foran så lille et barn og få afvide, hvad hun har været igennem, og stå med tårevædede forældre. Louise og jeg snakkede begge om, at vi ikke helt kunne forholde os til det, og forstå det 100%. Måske fordi det var så voldsomt. Alle familierne er fattige, og har ikke fået en ordentlig rettergang. En af familierne kunne ikke betale lægeregningerne, efter at deres lille pige var blevet syg efter overgrebet. Dommeren i retten havde sagt, at familien selv skulle finde ud af det med pengene, med familien til overfaldsmanden. Men familien til overfaldsmanden (eller drengen) synes det var dem, der var ofre, nu når deres dreng sad i fængsel, så de kom og stjal en ged fra pigens familie. Sådan var der flere forfærdelige historier, hvor man følte, at der der ikke blev gjort nok for disse familier. Der er så meget korruption og vold i dette land! Folk tænker meget på penge og de rige vil bare være rigere. Selv politiet er meget korrupt! Vi kunne som sagt ikke helt forholde os til disse historier, da det ligger så langt fra vores egen verden, men da vi kom hjem var vi helt smadret! - Nok kroppens måde at bearbejde dagens oplevelser på.

Denne weekend tog faren af familien os med rundt og se hele byen Katakwi. Det var faktisk første gang at jeg var rundt og se det hele, selvom dette er min 5 uge her i Uganda. Om eftermiddagen besøgte vi hans tanter, hvor de serverede lækre lokaliteter fra deres farming. Vi fik hjemmelavet peanutbutter (virkelig godt), ristede peanuts (og virkelig godt) og noget der minder om katoffelmos, men er lavet af en rod de har her. Bagefter gik vi op på en meget høj klippe, hvor fra vi kunne se meget meget landt. Det hele var næsten grøn slette med træer. Området vi bor i er meget fladt, så vi kunne se rigtig langt. Vi så også aber :)

Den sidste tid kommer nok til at gå hurtigere end den første halvdel. Nu er Louise kommet, hvilket gør det mere hyggeligt, og så har vi planlagt at skulle ud og opleve Uganda næsten hver weekend. Det trænger jeg til, efter megen tid her i Katakwi.