Weekenden blev denne gang brugt i byen Jinja, som ligger et par timer fra Kampala. Det er en turistby, hvor man kan lave alt muligt forskelligt ekstrem sport og aktiviteter som bungy jump, river rafting og sådan noget.

Louise og jeg havde en overnatning i Soroti, og tog sammen med Christian den tidlige morgenbus til Jinja. Det tog omkring 4 timer, så det var jo næsten en kort tur. I Jinja boede vi på en fint sted, hvor de havde en fin have med pool og bar. Værelset var også rigtig godt med stort badeværelse. Varmt vand og toilet var som altid meget værdsat! Vi havde også en god uddigt til Nilen :)

Servicen på stedet var dog elendig og vi måtte vente to timer på vores frokost! Det var vi pænt utilfredse med. Eftermiddagen brugte vi på en vestlig cafe og på at go i souvenirs butikker. I det meget autentiske Uganda vi bor i, støder vi sjællent på fine ting at købe med hjem, så det var helt rart at kunne købe lidt. Det har dog ikke meget med det ægte Uganda at gøre, har vi fundet ud af. Det autentiske Uganda er genbrugstøj og plastikkopper. Om aftenen spiste vi på indisk. Dejligt at spise noget andet end de ti ting vi veksler mellem hos familien :)

Lørdagen blev brugt på at river rafte på Nilen. Man kunne tydeligt mærke, at dette var en rigtig tursitet by, der var mange rejsene, og folk fra andre lande. Det var rigtig rart at vi ikke var de eneste hvide, og man følte det helt afslappende ikke at skille sig ud, og bare kunne være sig selv. Louise, Christian og jeg kom i en båd med to pakistanere og to irerer, og en guide selvfølgelig. Det var vildt, som river rafting jo er, men ikke så vildt som da jeg raftede i New Zealand. Der var længere mellem rabiits (de små vandfad) her, men det gjorde at vi skulle to mere og kunne se den flotte natur på Nilen. Vi vente med båden et par gange, men vi havde fået undevisning i, hovrdan vi skulle gøre, når det skete, så det gik fint. Det var sjovest når vi blev i båden og rigtig kunne følge rabbits og krusningerne på floden. :)

Det var en heldagstur og vi var godt trætte da vi kom tilbage til hotellet. Det havde været en god dag! Om aftenen spiste vi igen ude og fik noget vestligt præget mad. Søndagen blev brugt på, for en sjællent gangs skyld, at sove længe, og på at slappe af på en cafe. Det var dejligt bare at kunne komme helt ned i gear. Jeg slapper af på en helt anden måde, end når vi er hos familien. Ikke at vi ikke kan tage det stille og roligt, når vi er hos dem. Det gør vi jo faktisk hele tiden, eftersom at der inetet sker, men jeg tænker altid over om man kunne hjælpe med noget mere, eller hvad de tænnker. Der er også en sprogbariere nogle gange.

Efter to måneder her, er der mage ting der er blevet almindelige. Køer, geder, høns og grise går frit rundt. Mange folk bor i primitive runde hytter med tag af tørret palmeblade, eller i små dårligt byggede huse med blæktage. Langs store og små veje er der hjemmebyggede boder, hvor man kan købe få grønsager, fisk, bananer og jordnødder. Sæderne i busserne er mini størrelse og de spiller høj musik (vi savner DSB nogle gange - utroligt som det er). Vejene er elendige og hullede, og regnen skyller dele af den væk. Det er blevet den lille regntid nu, så temperaturen er faldet og det står ned i stænger et par gange om dagen. Naturen her, hvor vi bor er flad og tør og jorden er rødlig. Sådan kunne jeg blive ved med ting, der er bleve normale for mig, og som jeg kan glemme at fortælle til jer der hjemme. Der er godt stadig også ting, der irritere mig, som at blive kaldt muzungu, at blive gloet på og hilst på hele tiden, og african time (intet foregår til tiden) bliver bare mere og mere irriterende.

Jeg har nu tre uger tilbage på arbejdet. Der er endelig kommet mere gang i tingene, efter alt for lang tid med næsten intet at lave. Det er dog stadig svært at planlægge i dette land. I dag skulle vi havde været ude og snakke med nogle farmer kvinder, men det blev aflsyt på grund af noget valg. Nu fik vi så afvide, at det er rykket til i morgen. Man kan aldrig helt planlægge noget her nede. Har været efter dem utallige gange for at planlægge mere og bedre, men det kan vare ikke helt lade sig gøre. Det er ret irriterende, da jeg stadig ofte kommer til at sidde og vente på, at få noget at lave. Med den opgave jeg skal lave for univeristet og for ActionAid er det også lidt presset, for at få indsamlet alt empirien.

Nu har jeg ikke så lang tid tilbage, og det meste af tiden er nogenlude planlagt, hvilket for det til at virke som endnu mindre tid. Jeg glæder mig lidt til at komme hjem, men det er også spændende at være her. Når der der sker noget på arbejdet er det rigtig godt og spændende! At bo hos familen er dog ved at vær lidt meget nu. Det er fint nok, men vores relation er stille stående. Jeg tror kulturforeskellen er så stor, at det bliver en slags barierrer for os, for at kommere tættere på hinanden. Når jeg er på weekend, vil jeg gerne blive. Den side af Uganda kunne jeg godt bruge mere tid på :)

I næste weekend tager Louise og jeg til Kampala, så det skal nok blive godt!

Håber i har det godt der hjemme! Nu er der ikke alt for længe til, at vi ses :)