Kære alle :)

Efter min nattevagt var jeg ret opsat på at se en fødsel og eventuelt et kejsersnit. I den foregående uge som var min sidste på fødeafdelingen fik jeg begge ønsker opfyldt. Før jeg når til dette vil jeg dog lige fortælle om vores vaccinationsdag. Vi var 6 sygeplejerskestuderende der tog ud på en skole i området for at give skolebørn deres 3. og sidste vaccination mod Hepatitis B. Da vi kom stod de på rad og række og sang deres nationalsang, rigtig fint. Derefter marcherede de tilbage til klasseværelserne. Børnene bor på skolen, de kommer nemlig fra fattige landsbyer længere væk. I sommeren er de hjemme igen på ferie, men vi fik at vide, at ikke alle vender tilbage. I landsbyerne er det åbenbart normalt at pigerne bliver gift som 11-årige mens drengene er 15 år. Bliver de gift, vender de ikke tilbage til skolen og afslutter dermed ikke folkeskolen. Stof til eftertanke.... Nåmen, vi fik vaccineret 160 børn den formiddag. Det var rigtig sjovt at føle mig til gavn som sygeplejerskestuderende her i Nepal. Selvom børnene ikke kunne lide os, synes jeg det var en mægtig fin oplevelse.

Da jeg mødte på afdelingen midt i sidste uge lå der en meget gravid kvinde i venterummet. Den gravide "kvinde" på 20 år havde afvist at få kejsersnit. De fleste får det tilbudt, men oftest ønsker kvinderne selv at føde hvis det er muligt. Da vandet ikke rigtig var gået måtte lægen hjælpe lidt til. Først med hånden og senere med en saks (WTF!) prikkede hun hul på fosterhinden. Derefter blev den 20-åriges blodtryk, puls og veer målt, hver halve time. Det blev også tjekket hvor udvidet hun var for neden. Lige pludselig gik hun fra at have været 3cm åben til at være 8cm åben, derefter gik det hurtigt. Kvinden skulle selv gå de 15meter der var fra hendes seng til føderummet. Mens hun gik kom der afføring på gulvet, dette trådte jeg selvfølgelig i (heldigvis med hospitalets "sterile" klipklappere, man har på i føderummet - mange bruger dem også andre spændende steder). Da hun med meget besvær kom op på briksen gik det stærkt. Pludselig var barnet ude og det virkede nærmest som om sygeplejersken der skulle tage imod det, blev overrasket over farten barnet kom med. Navlestrengen var viklet 3 gange rundt om barnets hals, Julie og jeg ventede på skriget, men der kom intet. Barnet var i starten helt blå og livløs. Så tog oversygeplejersken (som heldigvis var der den dag), over. Efter hvad der føltes som en evighed fik de suget væske op af barnets svælg og gnubbet tilstrækkeligt så barnet fik luft. Derefter kom barnet på afdelingen nyfødte børn med problemer. Efter en 10½ lang vagt var det endelig fyraften :). Det var en vild oplevelse at være med til fødslen, synes ikke jeg kunne bidrage med så meget. Men kunne holde den udmattede unge kvinde lidt i hånden. Jeg synes specielt det var underligt hvor lidt kvinden fik at vide mens nogle arbejde med babyen og andre begyndte at sy hende sammen. Forstår på ingen måde kommunikationen, eller manglen på samme, hernede. Det var derudover også lidt skræmmende at der var komplikationer. Havde forestillet mig at noget så naturligt ville foregå mere idyllisk. Det er i hvertfald ikke idyllisk jeg vil bruge som tillægsord for at beskrive den situation. Nærmere klamt, skræmmende og hektisk. Det ville helt sikkert hjælpe på det, hvis der havde været en pårørende inde og holde den fødende i hånden.

Næste dag mødte jeg lidt senere, da jeg skulle sige farvel til nogle frivillige der skulle hjemad. Da jeg ankom på afdelingen var stuegang i fuld gang. Man forstår ikke meget, men kunne læse at en sygeplejerske skrev "plan for CS" ud fra en gravid kvinde. CS er kejsersnit, så jeg tænkte YES, det skal jeg med til og spurgte sygeplejerskerne om lov, og fik et ja. Var godt klar over jeg skulle holde mig lidt til. De ansatte fortæller nemlig ikke een når der foregår noget, selvom de godt ved vi er meget interesseret i at følge de forskellige forløb. ½ time efter stuegangen hørte jeg en rengøringsdame sige noget på nepalesisk "... CS...". Jeg skyndte mig ind i rummet hvor kvinden lå, men hun var væk. Spurgte en sygeplejerske hvor hun var og fik forklaret at hun var da blevet kørt til kejsersnit, DAMN! Spurgte om jeg måtte se det eller hvad, hun sagde bare "jaja, selvfølgelig". Så spurtede jeg op til operationsgangen og nåede lige ind på stuen før kvinden fik lagt en bedøvelse. Det var virkelig spændende at se en operation hvor noget levende kommer ud af kroppen i stedet for noget dødt. Barnet og mor klarede det heldigvis helt fint. Efter kejsersnittet så jeg en operation hvor en ældre kvinde fik fjernet sin livmoder. Hun fik fjernet den vaginalt og ikke gennem maven og var vågen. Mens hendes ben hang der i bøjlerne, og hun var under kniven, var døren til operationsstuen åben, så folk kunne gå ud og ind, alt imens den stakkels kvinde lå der og ventede.

I sidste weekend efter min dramatiske uge på fødselsafdelingen tog jeg, sammen med en anden frivillig. Sean, bussen til Lumbini. Her skulle Buddha, mener nogle, have været født. Selve byen Lumbini er intet værd, men i området er der oprejst mere end 20 buddistiske templer som er doneret af forskellige lande til dette sted. Sean og jeg lejede lørdag en cykel hver og cyklede rundt i det flade smukke område og så på buddistiske stupaer. Der var blandt andet bygget stupaer fra Kina, Korea, Østrig, Vietnam, Nepal og Tyskland. De var alle sammen virkelig flotte. Landskabet var også fladt, smuk og fredsfuldt. Det var også super fedt at cykle rundt og nyde naturen. 6-7 timer før vi atter vendte retur til vores "luksus-hotel" som bestod af to senge og toilet og bad på gangen :), Lørdag aften blev jeg syg, og måtte i løbet af natten op 15 gange for at kaste op, så surt!! Næste dag skulle vi hjem, men det var verdens hårdeste bustur på 5 timer tilbage til Bharatpur!

I starten af denne uge kæmpede jeg stadig med kvalme og ingen appetit. Men det afholdte mig dog ikke for, tirsdag morgen, at sætte mig på bussen til Kathmandu. Her skulle jeg fejre Holi, som er nogle sjove helligdage jeg også var med til at fejre da jeg var i Indien. Man fejre at foråret og sommeren, med alle deres smukke farver og lys, er på vej. Festen går ud på at kaste vand og specielt farver på hinanden. Selve helligdagen var, i Kathmandu, om onsdagen. Det veksler lidt alt efter hvilket land og hvilken by man er i. Selve Holi fejrede vi ude på et børnehjem i Kathmandu med alle de andre frivillige fra ProjectsAbroad i området. Det var en super sjov dag, men den var bedre i Indien. Måske fordi det var første gang. Men jeg tror også det er fordi vi dengang kendte de børn vi fejrede det med. Der arbejdede jeg jo gennem 2 måneder hver dag på det børnehjem vi fejrede Holi på. Det var nu også sjovt i Nepal, og det bragte mange gode minder frem fra Indien. Kom til at tænke på hvordan de søde børn mon har det nu?

Dagen efter Holi tog jeg og de andre piger ud til et tempel i Kathmandu hvor man kremere de døde Hinduer. Templet er lukket for ikke-hindu'er. Men vi kunne se der hvor de brændte ligene og den hellige (klamme) flod, de smider asken i. Vi så et lig dækket af et lagen blive brædt, ligets fødder stikker ud for enden. Tog et billede, men lægger det altså ikke herind. Det er for markabert synes jeg.

Fredag morgen tog vi bussen til Chitwan National Park, igen. Vores to rejsemakkere der arbejder i Kathmandu havde ikke været der. For at bruge lidt tid sammen med dem tog vi med. Jeg og de andre tøser herfra slappede bare af på hotellet og skrev lidt skole-opgave om dagen mens de to andre susede lidt rundt på safari. Om aftenen havde vi tid sammen til lidt god mad og hygge bare os 6. Det var rigtig dejligt at være sammen os, som egentlig havde planlagt Nepal-turen sammen. Derudover var det også ufattelig dejligt at kunne tale dansk hele tiden. Normalt er der altid personer fra andre nationaliteter, hvilket er fint. Men det er også rart bare at tænke og tale dansk sammen en gang i mellem. Meget mere afslappende i hvertfald.

De næste to uger vil (forhåbentlig) gå med arbejde på skadestuen og generel medicin. Derudover et på dage på neonental-afdelingen (for nyfødte med problemer). D. 22. marts har vi sidste dag på hospitalet, det er nu alligevel gået meget stærkt! Efter vi har afsluttet praktikforløbet, er det ret sikkert jeg skal på et trek i Langtang med Marie og Julie. Det er både muligt at gå, men også at leje en hest nogle af dagene og på den måde ridde rundt på trekket. Hvad jeg skal derefter er endnu ikke sikkert. Jeg afventer svar for om grænsen til Tibet er genåbnet for turister. Den har været lukket fordi der har været så mange turister på een gang. Hvis ikke den åbner skal jeg finde på noget andet sammen med Eva, som er en af de tøser fra Kathmandu. Alle de andre piger tager nemlig til Indien og ser Taj Mahal, og tager på kamelsafari. Det er det samme som jeg gjorde for 2 år siden, så det synes jeg er lidt spild af penge for mig. Vil hellere opleve noget nyt :)

Efter næsten en hel uge uden Daal Bhat, var det godt at få et rigtig måltid i aften sammen med familien. Efter aftensmad holdte Rikke og jeg "Tea-Party" for de 12 familiemedlemmer der var her i aften. Vi spiste småkager, drak te, og lille Bibisa dansede til Hindu-musik :)

Er tilbage i Danmark om mindre end 6 uger - pas på jer selv indtil vi ses igen :)

Kærlige hilsner og ris fra,

Sara!