Namaste derhjemme!

En varm hilsen fra Nepal hvor temperaturen er steget til 30 grader de sidste par dage - vi kan lige holde varmen. Ej, faktisk er det ikke altid så fedt da vi skal dække skuldre og knæ uden for døren, så man får svedt en del skulle jeg hilse og sige.

Efter Chitwan var der nogle forskellige præsentationer fra frivillige på stedet, var med til dem og lærte en del selv. Den ene var brystkræft præsentation for lokale kvinder i landsbyen. Den anden var bryst fysioterapi for patienter på børneafdelingen. Sidstnævnte blev gennemført, dog ikke uden forhindringer. Fysioterapeuten Jennie havde aftalt dag og tidspunkt med afdelingen (som jeg var på på daværende tidspunkt). Hun havde klargjort en power point præsentation og var klar. Da vi kom op på afdelingen kunne de selv samme sygeplejersker som vi havde aftalt det med, pludselig ikke huske aftalen og mente hun skulle gøre det en anden gang for alle afdelinger på hospitalet. Vi prøvede at forklare at der er forskel på fysioterapien til børn og voksne, men de ville ikke høre på os, talte bare nepali som om vi ikke eksisterede. Jeg blev super irriteret fordi de gav mig det indtryk at de en hvid såkaldt fysioterapeut ("hvad er det egentlig for noget?"), ikke skulle komme her og lære dem noget. Heldigvis kom Binod (min værtsfar) til udsætning inden jeg sagde noget dumt, og det endte med hun holdt præsentationen. Som i kan se på billedet var der lige pludselig rigtig mange interesserede der kom og fulgte med. Meget mærkelig afdeling! Glædede mig virkelig til at komme videre på det tidspunkt, var SÅ færdig på den afdeling...

I sidste weekend var vi i Pokhara (igen), denne gang fordi at projects abroad, som vi rejser med, havde arrangeret en tur for alle. Så vi mødte en masse andre frivillige - rigtig hyggeligt. Vi ankom fredag og der var alle lidt trætte så vi gik tidligt i seng da vi skulle op allerede kl. 4.30 lørdag morgen. Dette skulle vi fordi vi skulle op og se solopgangen fra bjerget Sarangkot. Vi kørte først i en bil og derefter var der 20 minutters gang opad. Vi kom op lige i tide. Til den ene side strakte de flotteste snebeklædte bjerge sig over flere kilometer, til den anden side kunne vi så småt se solen stige op over skyerne. Jo længere solen rejste sig på himlen, jo flottere og rødere blev bjergenes farve, indtil solen var helt oppe, og en ny dag var startet. Det var en utrolig smuk morgen! Da vi kom ned fra bjerget igen spiste vi morgenmad og tog derefter på en tur hvor vi så et tempel inde i en grotte, vi så et vandfald og en tibetansk landsby. Sidstnævnte var mest spændende. Det var en landsby som blev bygget kort efter Kinas invasion af Tibet. De byggede den til de mange flygtninge der strømmede ind i Nepal. I dag er der stadig mange tibetanere der bor i landsbyen.

Efter turen spiste vi en let frokost og nogle af os besluttede derefter at tage ud og paraglide. Det var kun muligt at gøre samme dag, grundet en blanding af en paragliding-turnering samt helligdage. Vi ventede i 2 timer efter at vi fik at vide det var vores tur næste gang. I takt med der trak flere og flere skyer ind over bjergene, faldt humøret mere og mere. Vi endte med at få hele 400rs tilbage fordi vi brokkede os (det svarer til 30kr. ud af de 550kr vi betalte). Men da vi først kom af sted, steg humøret i takt med, at skyerne forsvandt lidt. Da vi kom op på bjerget mødte vi vores instruktører, ham der skulle vise mig Pokhara fra oven var en spansk mand der havde fløjet i 8 år. Han virkede professionel, og det gjorde jeg var tryg nok da han bad mig løbe ud over en skrænt med ham bag mig. Følelsen af at svæve var helt fantastisk. Det var utrolig fredfuldt, ikke en lyd ud over de få ord vi udvekslede sammen. Jeg havde lidt følelsen af at være under vand, jeg følte mig let som en fjer og det eneste jeg kunne høre var mig selv. Vi fløj rundt over søen, bjergene og byen i 25 min. derefter var vi nede. Jeg havde lidt kvalme da vi kom ned, men det var det hele værd alligevel! De 2 næste dage i Pokhara stod på afslapning, shopping og god mad. Mandag aften var helligdag, Shivas (en af guderne) fødselsdag. Fødselsdagen blev i Pokhara fejret ved store bål i gaderne, de købte alle 2 meter høje sukkerrør som de stak ind i bålet. Efter lidt tid smadrede de røret mod jorden, dette dannede en form for eksplosion i røret og gav et ordentlig knald. Knaldet fik alle til at juble helt vildt, derefter kan sukkeret inde i røret spises. Derudover er Shivas fødselsdag den eneste dag på året hvor det er lovligt for hinduer at ryge hash, det virkede til at der var nogle stykker i byen der udnyttede dette! Men alt i alt, var det en sjov og anderledes festdag. Tirsdag tog vi bussen tilbage til Pokhara kl 7.30 om morgenen.

Onsdag var første dag på fødeafdelingen på hospitalet. Sammen med Julie mødte jeg i dagvagt kl. 7 om morgenen, klar til udfordringer. Der sker klart mere på denne afdeling en børneafdelingen! Selvom det er en fødeafdeling, er dette også afdelingen for gynækologiske patienter og for kvinder der mere eller mindre frivilligt, har fået foretaget en abort. Alle patienter ligger, som på børneafdelingen, i samme rum. Det vil sige at de sørgene kvinder, der har mistet et barn eller har valgt en abort, ligger op og ned af nybagte mødre med glade pårørende og skrigene nyfødte! Vældig interessant sammenblanding af patienter...

Både onsdag og torsdag var ret stille dage og vi så ingen fødsler, kejsersnit eller andre operationer - men vi kunne dog hjælpe lidt til med ammetræning, påklædning af de små unger samt skifte forbindinger på kejsersnit sår. Hvilket er meget i forhold til hvad vi har lavet på pædiatrisk afdeling. Fredag var både Rikke, Julie og jeg syg med dårlig mave, så vi blev hjemme og tog det stille og roligt.

I går, lørdag, tog jeg en nattevagt på fødeafdelingen. Egentlig var jeg ikke helt rask, men synes det var for kedeligt at blive liggende hjemme og vente på at skulle på toilettet. Så jeg våbnede mig med et par ruller toiletpapir og drog afsted. Nåede lige at skype lidt med Rasmus inden (han blev 23 igår, så TILLYKKE!). Jeg havde en lidt ambivalent indstilling til vagten, da Julie var syg endnu var det kun mig som frivillig der skulle være på afdelingen. På den ene side synes jeg ikke det var så fedt, jeg var klar over at der blev mange kedelige timer hvor sygeplejerskerne bare taler nepali med hinanden og man sidder og keder sig. På den anden side glædede jeg mig lidt til at være den eneste, så var der måske mere jeg kunne være med til, derudover var jeg spændt på at udfordre mig selv i løbet af natten. Lige da jeg mødte ind var en fødsel netop overstået (ØV!), kvinden var stadig i gang med at blive syet sammen for neden (SMERTE!). Jeg holdte hendes hånd og hentede derefter hendes nyfødte søn som lå for sig selv godt pakket ind ved et varme apparat. Der var ingen andre der så ud til at have tænkt sig at gøre disse ting, så jeg sprang bare ind og forsøgte at gøre hvad der lå mig mest naturligt hele tiden. Det var et helt specielt øjeblik, da jeg viste kvinden sin søn, og hun så ham i øjnene for første gang. Man kunne se forandringen i hendes øjne, hvordan alle de smerter hun lige havde kæmpet sig igennem, pludselig var det hele værd. Udover denne oplevelse, kan jeg helt sikkert tage med mig at jeg aldrig skal føde, i hvertfald ikke i Nepal!!! Resten af natten skete der selvfølgelig ikke noget.... Men der lå en kvinde og jamrede, hun var MEGET gravid, så håbede det betød veer. Spurgte og fandt desværre ud af at hun var i 39.-40. uge og barnet var dødt for få uger siden. Hun lå bare ved side af de mange nybagte forældre og ventede på at føde sit døde foster. Stakkels pige. Fik at vide at jeg kunne tage i mod barnet hvis jeg var der når det skete, men det skete ikke i løbet af natten. Så måske i morgen tidlig når jeg møder. Håber dog lidt for hende selv at det er overstået og hun ikke skal ligge på den briks længere.

Resten af denne uge har jeg tænkt mig at arbejde intensivt på at komme med til forskellige fødsler, operationer m.m. Jeg ved endnu ikke hvad planerne for weekenden er i mit tilfælde, kunne godt forestille mig jeg blev her og tog nogle ekstravagter på fødeafdelingen. I næste uge igen skal jeg nemlig på skadestuen, dette bliver virkelig også spændende!

Vi ses om mindre end 8 uger derhjemme.

Kærlige tanker fra Sara!