Kære dejlige venner og familie :)

Jeg sidder lige nu under en palme i min forhave i bikini og pineapple-lemonade, og nyder en lørdag, hvor jeg kan få ordnet nogle praktisk - men hyggelige ting - såsom at få skrevet et lille blogindlæg - som nok ender med at blive langt, da jeg synes at oplevelserne og indtrykkene bliver ved med at vælte ind over mig hernede :)

Men i hvert fald synes jeg at det er blevet tid til update, så jeg kan fortælle jer lidt om mit egentlige formål med at være taget her til Indien - nemlig min praktik :)

Jeg har nu været i praktik i tre uger på en skole for børn, unge og voksne med nedsat funktionsevne - ved navn Sevanikethan Thiruhrudaya Nivas School for mentally challenged - ja et kortere navn kunne ikke gøre det :)

De er i alderen er helt fra 5-35 år, og deres handicap er i lige så stor spredning. Der er børn hvor det nærsten synes svært at se nogle større handicap, nogle hvor det kun er kroppen som er det egentlige handicap, og så er der nogle som virker dybt retarderede - så det er virkelig en praktik spækket med mange forskellige spændende opgaver, hvis man tør gribe dem…

Jeg er på stedet sammen med Thomas, fra min skole. Og Mark og Daniele arbejder så sammen på en anden skole i nærområdet, med samme brugergruppe. -det har ind til nu virket rigtig fedt at være delt op på den måde, så vi kan komme hjem i vores lyserøde hus om eftermiddagen og fortælle om hvad vi hver i sær har oplevet, og at kunne spare med hinanden…

Vores første dag i praktikken blev vi budt velkommen ved at blive vist frem i fællessalen, på deres scene, efter at alle børnene havde stillet sig sirligt på bestemte rækker efter højde og køn, som en flok små soldater. Her stod vi så og kiggede ud over de ca. 50 skønne elever, imens Sister Flower, en nonne, som er leder af stedet, stod og sagde en masse på Malayalam, og børnene ivrigt klappede bagefter, og i kor råbte "Goodmorning teacher", så vi gik ud fra at det var venlige ord hun sagde.

Børnene var meget interesserede i os, og kom hele tiden og snakkede en heeel masse på Malayalam til os, som vi selvfølgelig ikke forstod en klap af..hehe..men trods alt en dejlig velkomst af dem :) Lærerne derimod kom nærmest ikke og hilste på os første dag, kun når vi gik til dem havde vi kontakt, og de holdt generelt en vis afstand til os de første dage, men jeg fandt da også meget hurtigt ud af at deres begrænsede engelsk kunne være en årsag. Og ligeledes virkede det som om de så os som noget meget specielt, fordi vi er hvide, f.eks. når vi kom ind i køkkenet for at drikke chai - så rejste de sig straks fra bordet, og stod ude i siderne af rummet, og studerede os. Vi har dog efterhånden fået dem overbevidst, at de også godt kan sidde der samtidig med os :) hehe…

Som jeg skrev ovenover - så kommer ens kommunikationsfærdigheder virkelig på prøve sådan et sted som her, når børnene intet engelsk kan, og lærerne heller ikke mestre det helt store engelske.. Men det er virkelig spændende - selvom det til tider også er meget frustrerende - at finde ud af hvordan man ellers kan kommunikere med hinanden.. -og jeg synes faktisk det er begyndt at gå overraskende godt nu, hvor jeg har lært eleverne bedre at kende, og efterhånden lærer at aflæse deres kropssprog. -og jeg har også haft flere episoder både med lærer og elever, hvor vi står og snakker hvert vores sprog til hinanden - og selvfølgelig en masse fagter, men alligevel forstår :) -det er virkelig fascinerende..

En typisk dag på skolen starter ud med morgengymnastik, som et par af eleverne står og instruere (og det er det samme hver dag), hvor alle eleverne som beskrevet ovenover står i deres lange rækker. Efterfølgende er der bøn - det er en katolsk skole, så religion fylder meget af hverdagen.

Derefter går de til time, hvor de er delt op i klasser, lidt efter alder, men også rimelig godt opdelt efter kunnen i forhold til deres handicap. Jeg underviser primært i en klasse, hvor jeg er sammen med en indisk lærer, Anu. Jeg forsøger så vidt muligt at gøre timerne så pædagogisk mindede som muligt, både så jeg ikke skal være alt for lærer-agtig, men allermest fordi det kan virke skørt med en regulær undervisningstime med nogle børn som har så stort koncentrationsbesvær, og har brug for nærvær og en voksen i øjenhøjde. Og lærerne er meget interesserede i vores måde at være sammen med børnene på - så det er dejligt hvis vi kan præge stedet lidt med nogle pædagogiske tilgange, i stedet for den sorte skoles dominering…

Inden frokost er der en halv times yoga, som foregår på samme måde som morgengym, hvor nogle af børnene står på scenen. Jeg synes det er super fint med yoga, for at børnene får en lille stund til at koble af, men til tider bliver det lidt for meget råben af børnene, for at de skal ligge stille, tie stille osv, i stedet for bare at lade dem gøre det i deres tempo..men intensionen er super fin :)

Efter frokost er der igen bøn, i en halv time.. Hvilket tit er ret kaotisk, fordi det er lang tid for de kære pus at skulle stå, og sidde helt stille..

I eftermiddagstimerne er det lidt forskelligt hvad der sker - nogle gange er der undervisning, og andre gange leg. -Vi forsøger så vidt muligt at holde det til leg og kreative aktiviteter, så børnene kan få brændt noget krudt af, og hygge sig socialt, så vi laver bl.a. en masse sanglege med dem - så de er helt vilde med - og som læreren også er meget begejstrede for - så det er super fedt :)

-en ting som jeg selvfølgelig heller ikke havde regnet med at jeg skulle undgå at se, er at de slår børnene. -lærerne går rundt med små bambuspinde - og lederen Søster Blomst, har sågar sit navn indgraveret på sin pind. -så specielt under deres lange morgen-formiddags-og eftermiddagssamlinger bliver der delt en del små slag ud. Det er virkelig frustrerende og hårdt at se. -det virker så virkelighedsfjernt fra den måde vi er vant til, at man skal møde børn hjemme i Danmark. -men de slår dem heldigvis ikke hårdt, trods alt, men alligevel virker det helt godnat i mine øjne at gøre sådanne ting, som kun kan være med til at underkue.

Men det er super interessant og lærerigt at bruge tid på at finde ud af, hvordan man formulerer ens undren, så det bliver konstruktivt, og så det ikke virker som om vi underkender deres kultur. Det er en ting, som jeg allerede nu føler jeg har lært rigtig meget ved.

-Nu kan det komme til at lyde som om, at det er helt forfærdeligt at være på skolen.. -men generelt synes jeg at det er et utroligt varmt og dejligt sted at være. Og lærerne er trods deres pinde, nogle meget omsorgsfulde voksne. -og klinger totalt godt med køkkendamen, Vinsi - vi griner så meget, trods vi ikke kan snakke så meget sammen, men vi forstår alligevel hinanden overraskende godt :)

-Og eleverne - de er sååå fantastiske :) Deres livsglæde, smil og begejstring er slet ikke til at stå for. Jeg er simpelthen allerede kommet til at holde så meget af dem :) -Så det er virkelig dejligt at være i praktik !!!

Vi fandt dog i sidste uge ud af at vores skole holder sommerferielukket i hele april og maj, så var jo lidt skidt.. -men forståeligt, for sommeren er ved at komme ind over Kerala - og det er utrolig varmt, så jeg kan godt forstå de lukker skolerne i den periode. -Men i forhold til vores praktik måtte vi jo lige finde på noget. -Så nu er det blevet arrangeret at vi skal være på et børnehjem for handicappede børn i de to måneder. Og så derefter tilbage til skolen i en måned. For hjemmefra havde vi planlagt at tage den sidste måned på et tibetansk børnehjem for handicappede længere nord på, i Mysore. -Så nu bliver det lige pludselig til tre forskellige praktiksteder.. -men det er der jo også en udfordring i :) -og jeg er helt tosset med udfordringer :) hehe..

I næste uge skal jeg starte to projekter op. Det er første er et danseprojekt, hvor jeg skal lærer en lille folk af børnene en dans, som vi skal optræde med til deres Anniversery Day, lige inden de går på sommerferie, d. 27. marts, så det bliver rigtig spændende :) -og det andet projekt er at jeg vil arbejde musikterapeutisk med et par børn - hvilket kan være med til at styrke kommunikation, motorik og andre kompetencer - så det glæder jeg mig virkelig til at prøve af! :)

Ud over kulturmøderne i praktikken er det virkelig en oplevelse i sig selv at bo i en lille by, i et område, hvor folk nærmest aldrig har set et hvidt menneske før :) -jeg har aldrig i mit liv oplevet at så mange har råbt hej - og ikke mindst SAHIB (som betyder fremmed), dyttet, og grinet..det er virkelig underholdende, og nogle gange lidt trættende, hvis man er helt udkørt oven på en arbejdsdag :) hehe.. men generelt virkelig herligt at alle i nærområdet kender vores navne fordi snakken går så hurtigt :)

Nå nu må jeg hellere afrunde :) -jeg håber I kunne holde ud og læse min lange fortælling… :)

Jeg håber I har det dejligt hjemme i Danmark - jeg hører at foråret er begyndt at titte frem - jeg gad godt have lidt forår i København :) hehe.. men jeg skal selvfølgelig ikke klage over min tilværelse :)

Gutterne griner sådan af mig fordi jeg gang på gang siger følgende sætning "Jeg elsker mit liv" - så jeg må have det meget godt :)

VARME TANKER - SARA.