Nyt fra Tanzania:

Så er vi allerede nået igennem vores anden uge her i Tanzania. Det har været en blandet uge fyldt med enormt sjove oplevelse og en masse frustrationer blandt andet over den meget anderledes kultur her i Tanzania.
Siden sidste opdatering har vi været i kirke to gange. Sidste søndag var vi i kirke med Mandela i vores værtsfamilies kirke, hvor det hele foregik på swahili, og i dag var vi i kirke ved Camp Moses, hvor det foregik på engelsk. Det var to ret forskellige oplevelser. I søndags forstod vi ikke så meget af hvad der foregik, men vi fulgte med så godt vi kunne. At gå kirke her er meget anderledes end i Danmark. Der er MANGE flere mennesker, og folk er virkelig inderligt troende. Musikken, stemningen og i det hele taget hele kirken er meget mere festlig og generelt mindre kedelig end i Danmark. I søndags tog sessionen tre timer (vi gik godt nok efter 2,5 timer fordi Mandela kedede sig, hvilket er helt okay her - bare tredje ofringsrunde er færdig må man godt gå).
I dag varede sessionen to timer, men da vi forstod meget mere af hvad der foregik, var det noget mere spændende. Der var et kor bestående af otte mennesker (det lød som om der var 20-30 mennesker) og musikken bestod af klaver, tromme og bas i stedet for et kedeligt orgel. Al musik var gospelmusik, og det var vildt at opleve hvordan alle virkelig levede sig ind i det, blev en del af stemningen og dansede og sang med koret. Vi blev budt varmt velkomment af de andre, og fordi vi var besøgende skulle vi op og præsentere os foran alle de andre i kirken. Det var en meget speciel oplevelse, og vi vidste ikke helt hvad vi skulle gøre og sige, men vi følte os i hvert fald budt velkomne.
Vores hverdag er overordnet set meget ens, men alligevel kan der nemt opstå uventede oplevelser. F.eks. torsdag morgen hvor vi var ved at gøre os klar til at tage hen på børnehjemmet kom Jacob (Mama Wamburas søn) pludselig og tog os med. Vi skulle ud og se det der hedder Meat King (slagter der donerer kød til børnehjemmet). Bagefter tog vi ud til Camp Joshua, som er et børnehjem (også tilhørende LOHADA) for børn i alderen 7-15 år ca. Vi blev vist rundt og fik hilst på nogle af de børn der var på Camp Moses den første uge her. Efter det tog vi ud til Shoprite, et stort supermarked, der minder meget om et vestligt supermarked (det var dejligt at se folk lave noget, sætte varer på hylderne osv.). Her gik vi lidt rundt inden vi gik hen på en cafe og fik lidt at drikke. Jacob syntes ikke lige vi skulle tage hen på børnehjemmet den dag, han havde mest lyst til bare at slappe af og lave ingenting. Det syntes vi var lidt underligt, for i Danmark kan man jo ikke bare "ikke have lyst til at arbejde" og så holde fri. Men sådan er det her - man skal nyde livet og gøre hvad man har lyst til. Hvis ikke man er glad for det eller ikke gider, så skal man ikke gøre det. Så herefter tog vi hen på hans universitet for at hente hans karakterblad. Han sagde det kun ville tage et øjeblik, så vi blev bare i bilen. Tiden gik og der gik en time og 45 min. - et meget langt øjeblik efter vores mening!
I løbet havde vi aftalt med Jacob at tage ud og spise om aftenen. Så kl. 20.15 samlede han os op, og vi tog ud til et ret lækkert sted hvor vi fik en pizza og en (fuldstændig outstanding) is. Det var en rigtig hyggelig og sjov aften, og det var faktisk rart at have en dag væk fra børnehjemmet. FORDI…
Livet her kan godt være ret frustrerende. En af de største irritationsfaktorer er, at vi ikke kan sproget. Børnene siger tit et eller andet til os, og vi forstår dem jo ikke. Vi prøver at lære lidt swahili, men det er bare så anderledes et sprog, så det er svært.
Derudover forsvinder elektriciteten også stort set hver dag. Det er virkelig træls! I fredags var strømmen væk hele dagen, og så er der altså en del ting der bliver umulige at gøre! Mama Wambura har fortalt os at lige for tiden tager regeringen strømmen i 12 timer, giver den tilbage i fem og tager den igen i ni timer. SÅ det bliver fedt den næste måned! Selvom folk her generelt er gode til at tage ting med et smil, kan det godt mærkes at selv tanzanianere er ret træt af det.
Som sagt har denne uge været præget af meget frustration. På børnehjemmet har vi været meget i tvivl om deres forventninger til os. Vi har ikke rigtig følt vi har kunnet gøre en forskel, og vores projekt om fundraising har vi bare ikke kunnet overskue. Mama Wambura håber nemlig meget på, at vi kan få indsamlet nok penge til at få de fleste børn hjem til deres familier til jul, og derudover vil hun gerne lave en Christmas Camp for de børn i en by nær Arusha, som af forskellige årsager ikke har mulighed for være på børnehjemmet, men som hun gerne vil sørge for får en god jul. Så hun har bedt os om at spørge folk, hoteller, restauranter osv. her i Arusha om de har et eller andet at give. Det kan være penge, mad, medicin mm., så vi kan give børnene en god jul. Sidste år kunne de nemlig ikke lave en Christmas Camp, fordi der simpelthen ikke var penge til det. Så hvis I sidder og får lyst til at donere lidt til vores projekt er I mere end velkomne til at kontakte os. Alt tæller..
Vi fik en god snak med Mama Wambura, og hun opmuntrede os rigtig meget og fortalte os, at bare vores tilstedeværelse gør en stor forskel for børnene. Bare det at vi leger med dem og får dem til at smile er nok. Det var dejligt at få det at vide, for vi var vist ved at køre lidt surt i det.
I værtsfamilien går det stadig super, de er stadig rigtig søde og rare. I fredags kom den yngste søn, Given, hjem, så nu har Mandela endelig fået lidt selskab - det har han vist savnet. I går var vi på marked med familien, og vi blev vist lidt rundt. Det var en meget anderledes form for shopping i forhold til dansk shopping. Der var en masse små forskellige små butikker med enten tøj, sko, mad, tasker osv., og vi fik købt vores første afrikanske stykke tøj (som faktisk bare er et stort stykke stof man slynger om som en nederdel).
Så vi har det det stadig godt og er så SMÅT ved at vænne os til kulturen og livet her. Men vi skal stadig øve os i at lave ingenting..