Profile
Blog
Photos
Videos
Kanon første friuge!
Efter vores optræden ved karnevallets åbning, var friugen skudt i gang!
Jeg og 7 andre fra holdet har valgt at tage dykkercertifikat, (så det vil jeg lige starte med at fortælle om - så vender jeg tilbage til udflugter og karneval efterfølgende).
Vi startede ud sidste torsdag med at læse teori (selvstudie på nettet), og blev hen over weekenden færdige med de 6 sektioner og den afsluttende test, som består af 60 spørgsmål - her vil jeg lige blære mig med mine 97% rigtige ;-) Tirsdag startede den praktiske del i poolen og selv samme eftermiddag var vi ude til havs, hvor vi havde 2 dyk. Det gik helt vildt godt!
Onsdagen startede også i poolen med flere øvelser, som vi senere skulle øve til havs med yderligere 2 dyk. På vores første dyk var vi nede og se et gammelt skibsvrag - det var helt vildt flot og ret spændende at dykke ved. Ud over det er der koraller og fisk i flotte farver. Stedet vi dykkede ved hed Buck Island (mere præcist hed stederne Barracuda Point, Cartanza og Tejos). Mod slutningen af dagen kunne alle kalde os PADI Open Water Divers! Yes yes yes yes!
Jeg glæder mig til vi kommer til St. Croix og kan bruge certifikatet der. Der skulle være et sted der hedder "The Wall", som man bare skal se. En 4 km lang "væg" ned i dybet - med mit certifikat må jeg dog kun dykke 18 m ned.
Resten af friugen har vi brugt på udflugter og karneval. Vi har bl.a. været i Coral World, hvilket er en slags zoologisk have med dyr fra havet. Parken er ikke så stor, men jeg syntes, at det var en rigtig hyggelig tur, hvor vi efterfølgende var på nabostranden Coki Beach.
Vi har også været på ø rundtur, hvor vi besøgte nogle forskellige udsigtspunkter og endte ved Magans Bay. Jeg syntes ikke at ø turen var noget særligt, for vi besøgte ikke nogle spændende eller kulturelle steder, hvilket jeg havde forventet.
Heldigvis indeholder karnevalet masser af kulturelle indtryk! Hvert år bliver der afholdt et karneval, som varer en uge. En uges fest og farver, Food Fair og forskellige parader af både børn og voksne.
Karnevalet foregår omkring "The Village", som er en stor plads med en masse boder, et par forlystelser og en scene, hvor mange af de lokale bands spiller i løbet af ugen. Der bliver hele tiden spillet en masse reggae og calypso musik, og det er tydeligt at mærke, at karnevalet er årets største begivenhed for lokalsamfundet.
Onsdag formiddag skulle vi alle ind til hvad de kalder "Food Fair", men da 3 af os skulle dykke, valgte vi at tage derind helt fra morgenstunden uden de andre, så vi kunne nå at opleve det. Og godt vi gjorde det: Food Fair er et mad-mekka af lokale retter! Det starter helt fra kl 7 og morgenen og varer hele dagen. Vi var derinde kl. 8, så vi var nærmest de eneste turister. På den måde blev det en rigtig autentisk oplevelse, og det var skønt bare at være 3, i modsætning til de 30 mand vi plejer at være.
Vi havde ikke undersøgt så meget omkring maden inden vi tog afsted, så der var mange ting vi ikke anede hvad var. Vi valgte det der lød mest fremmed. Først spiste vi conch i butter cream med ris og sweet potatoe. Vi anede ikke hvad conch var, men det smagte rigtig godt! Det viste sig så at være konkylie. Vi smagte også whelks, hvilket mindede meget om conch, men smagte meget mere af hav (så det var jeg ikke helt tosset med). Whelks kommer fra mindre konkylier/muslinger. Vi købte også et hav af mærkelige kager, bl.a. sukkerkager med ingefær og kokos, viviane cake, fudge candy og nogle meget mystiske syrlige kugler (mangler ord til beskrivelse..).
I går, fredag, var der Kids Parade. Sikke en oplevelse! Børn i alle aldre fra de omkringliggende øer dansede og spillede sig vej gennem Dronninge Gade i flotte og farverige kostumer. Nogle af børnene er også blevet kåret til f.eks. Miss Carnival osv. Samme aften var vi nogle stykker fra gruppen, der valgte at tage ind til The Village for at fejre den sidste aften og høre nogle af de lokale bands spille. Gooood dag!
I dag skal vi ind og se Adults Parade, som skulle være endnu større og flottere end Kids Parade. I eftermiddag går turen videre mod St. Croix og farmen, hvor vi skal bo den næste måned. Spændende!
Peace out.
Knus fra Sandra
- comments
Lene Tak for endnu et spændende indlæg ;-) og tillykke med certifikatet
Per Vild skønt at høre om alle de ting du oplever, bare det var mig. Good luck med farmen, og husk at jeg har givet dig overlevelseskittet med. Kærlig hilsen far
farmor og b-far Enige. Bare det var os. Men denne sidste blog fra 27.april kan jeg ikke udskrive på min PC. så må din FAR vel træde til??? Vi længes efter at se , hvor kaffe-brun du er blevet. khos2