Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det vidst blevet tid til en lille beretning om den første uge her på Bolongo Bay, St. Thomas!
Efter en lidt hård flyvetur fra NYC, med mellemlanding i Miami, landede vi endelig i paradiset på St. Thomas. Det første der mødte os i lufthavnen var rom-smagning, haha! Her er virkelig skønt og man glemmer hurtig alt om den kolde vinter i Danmark. Vi bor på et lækker resort lige ned til vandet, hvor vi er indlogeret i små lejligheder. Jeg bor sammen med 3 andre super søde piger, Sofie, Camilla og Anna.
En typisk dag starter først og fremmest med en omgang havregryn! Vi mødes så til lidt praktisk info 8.30 (hvilket der er særligt brug for her i begyndelsen), hvorefter undervisning begynder kl. 9.00. I denne her uge har vi haft en del tillidsøvelser, massageøvelser og om at "tage telefonen når kroppen ringer" - et begreb vores underviser Isak bruger flittigt. Så undervisningsmæssigt har det været lidt løst i denne her uge, og jeg har haft meget svært ved at vænne mig til den måde der undervises på. I dag har vi dog haft lidt mere hardcore teori om hjernen, hvilket jeg syntes var ret spændende. Og jeg begynder derfor også at kunne se lidt mere sammenhæng i det hele. Mellem 11.00 og 12.30 er der frokostpause, og vi er så færdige igen med undervisning kl. 14.30. Faktisk er vores morgenundervisning mest baseret på øvelser og massage, mens det om eftermiddagen er mere teori.
Når vi så har haft fri, har vi i denne her uge lavet alt fra solbadning, snorkling (har på bare to dyk set 3 havskildpadder!!), beach volley, løb, lidt tennis og råhygge! I torsdags var vi også en del der var på booze-hunt, hvilket vil sige at man snorkler efter små flasker rom - et arrangement der er hver torsdag her på hotellet. Sofie og jeg har allerede døbt dagen til farlig torsdag. Gruppen fungerer ellers rigtig godt og man keder sig i hvert fald aldrig! Her må jeg altså også nævne vores lokale bar, Iggies, hvor vi har hængt ud nogle aftener. Der er ofte livemusik og så er der bare super hyggeligt!
Vi har fri fra undervisning i weekenden, og vi var i lørdags derfor inde i Charlotte Amalie (øens hovedstad) og lurre. Den bedste oplevelse i Charlotte Amalie var det sted vi spiste frokost. En hyggelig lille, ægte reggae/rasta café og butik, hvor de solgte caribisk vegetar mad. MUMS!
Søndag skulle vi have været til et beach party på Water Island, men da færgen derover var fuldkommen håbløs, valgte vi at tage på Emerald beach i stedet for. Det viste sig at være et godt alternativ - super lækker strand, hygge og beach volley med de lokale. Vi var alle godt grillede da vi kom hjem....
Desuden er folket hernede enormt venlige og vi får minglet meget med lokalbefolkning (blev endda inviteret ud at spise af en pilot den anden aften, haha! Takkede dog pænt nej). Men en ting jeg helt sikkert også har lært, er hvor meget det betyder, at man indleder en samtale med "Goodmorning/good evening/good afternoon, how are you doing" osv. Super fedt!
Der vil snarest komme billeder op! Jeg håber at I har det rigtig godt derhjemme!
Knus (en lettere solskoldet) Sandra
- comments
Lene Dejligt at høre fra dig. Det lyder som det rene paradis. Vi er kun lidt misundelige herhjemme i det kolde DK. Så sent som i søndags sneede det med store snefnug kh mor