Profile
Blog
Photos
Videos
"It's like getting tattooed in your face..."
Jeg har altid beundret og haft en stor respekt overfor mine veninder, som er mødre. Faktisk er de lidt en slags superhelte i mine øjne. Nogle af dem blev mødre meget unge, og andre senere, men fælles for dem alle er, at de alle får det til at se så legende let ud.
For mit vedkommende har tanken om selv at få børn aldrig rigtigt slået mig - jeg mener come on! Inderst inde er jeg jo stadigvæk en 8årig pige, der har sneget sig med til de voksnes fest, med mine mors stiletter på og læbestift smurt ud i hele krydderen. Når jeg tænker over det, så har jeg alt for få voksenpoint. Faktisk så få at jeg i virkeligheden ikke burde have lov til at stemme, drikke alkohol og mit kørekort ville nok også ryge i svinget. Så når mine veninder har fortalt hvor skønt det er at være forældre, og alt det der med at livet forandres, har det faktisk lydt mere, som om at de talte om en eller anden fremmed planet i en galaxe lysår væk, hvor en kræver en form for magiske krafter at komme til.
Forstå mig ret! Børn er søde, og jeg er da også typen, der smiler lidt når jeg ser en pampers-reklame. Men altså børn er jo lidt af "a big deal", og der ligger et kæmpe ansvar. "It's like getting tattoed in your face"... It's kinda' permanent! Udover det er børn også små og skrøbelige. Hvad nu hvis man glemmer hvor man har parkeret barnevognen, fordi man efter flere måneder uden en hel nats søvn, er helt f***ed i hovedet? Jeg mener, jeg kan jo ikke engang holde en plante i live i mere end en uges tid af gangen.
Derfor var det med blandede følelser (Christina og) jeg vågede mig ind på et land, der hidtil har været ukendt for mig. Vi har fået arbejde på børnehjemmet "Cribs". Hjemmet finansieres af regeringen, og da vi træder ind, fornemmer vi hurtigt at her er der styr på tingene og orden på sagerne. Hjemmet huser 27børn i alderen 0-4år (stedet er nomineret til 20). På kontoret bliver vi taget godt imod og budt velkommen af stedets CEO. Efter en kort præsentation, bliver vi fulgt over til børnene. Her møder vi sygeplejeskerne Abby og Jo ( Det er et krav på stedet at personalet er uddannet sygeplejesker). Vi træder ind i rummet for "todlers" i alderen ½-2år. Rummet er belagt med bløde måtter, er er formet som et kæmpe puslespil, rummet er malet i pastelfarver, og langs væggene står køjerne. I rummets midte er der placeret en kæmpe madras, hvorfra 12 store brune øjne kigger nysgerrigt op på os. Wow, de er jo små baby, og de ligner alle dem der fra pampers-reklamerne! Jeg træder et skridt nærmere, og det næste jeg ved er at jeg sidder på gulvet, med en klump kød i mine arme, der kigger op på mig med et hengivende blik. Jeg smelter indenvendigt. Hold nu op, hvor er babyer søde altså! Vi leger med babyerne på gulvet, mange af dem er begyndt at gå, og siger endda nogle sjove lyde. Da klokken bliver 11 er det tid til babyernes middagslur, og vi tager ud og får en lækker lunch, og den obligatoriske dobbelt espresso iced latte. Da vi vender tilbage på stedet, er børnene færdige med at sove, hvilket betyder masser af energi til leg -JUHU! Christina går igang med at lave øvelser for drengen Nico, der er udviklingshæmmet, og jeg laver øvelser for motorikken og tale-evnen for tre små piger Angel, Rhonda og Louisa. Jeg må indrømme at jeg faktisk har gået rundt og undervurderet hvor meget babyer/toodlers er i stand til. Hurtigt klapper de med, og forstår selv at lave lydene/ordene. Efter leg, skal de have mad. Jeg beundre sygeplejersken Jo, der normaltvis selv tager sig af alle disse babyer (give mad, skifte og lege). Jeg spørger Jo hvor længe hun har arbejdet på stedet og hvad hendes motivation er for at arbejde her. Hun fortæller at hun har arbejdet her i 15år nu, og siger med et strålende blik i øjnene, at hun arbejder her fordi hun føler sig lykkelig her. Vi taler også lidt om hvordan børnene er endt op her, hun fortæller at børnene her, er blevet efterladt af deres mødre, og at de inden de kommer her, typisk er indlagt på hospitalet. De sociale myndigheder kontakter "Cribs" og sørger for at børnene kommer her. Målet er at børnene skal genforenes med deres biologiske familier, hvilket kan være en lang proces. Hvis familierne ikke ønsker at have barnet, vil barnet blive sat op til adorption.
Da vi skal sige farvel, kan jeg godt mærke at det faktisk gør en smule ondt at sige farvel. Rhonda, en lille 1½årig pige, der mest af alt minder om Boo fra monsters Inc., ville ikke give slip da jeg skulle gå, og sagde "mami". Personalet er også kede af at vi skal afsted, og vi får at vide at vi er meget velkommende til at komme og hjælpe med igen.
Vi afslutter dagen på en øko-farm "Secret garden of Doris" i Antipolo, der er en sand oase. Her er der alt hvad hjertet begærer af lækre frugter, bla. mango (den helt søde slags), kærlighedsfrugter, pomelo-melon, dragon-fruit, passionsfrugt,kalamansi og ikke mindst magiske-bær ( Vi spiste en kalamansi -som er bitre end lime/citron - og tog herefter en bid af the magic berry, og smagen af surt til enormt sødt). Vi drak også en fantastisk te, som var blå og brygget på blomster fra haven. Teen skulle eftersigende være detoxende.
Nu sidder jeg så her efter en oplevelsesrig-dag, og tænker lidt.. I løbet af dagen blev jeg flere gange ramt af en uforklarlig følelse at ren positivitet, og ubetinget følelse af lykke. Min store frygt for babyer og om jeg overhovedet ville kunne finde ud af at hånderer sådan en størrelse, var fuldstændigt ubegrundet - for instinktet tog over og jeg lod mig "flyde" med opgaven. Jeg misunder faktisk mine veninder, der får lov at opleve dette hver dag. For mit vedkommende tror jeg dog at jeg i første omgang vil starte med at anskaffe mig en plante - altså sådan en rigtig en - og se hvordan dét vil gå, og samtidigt glæde mig over at være "moster" til mine veninders vidunderlige børn.
Vi måtte desværre ikke tage billeder af stedet og børnene.
- comments
Dorte Du er så sej Samatha..
Samantha Sabado Tusind tak Dorte:)