Profile
Blog
Photos
Videos
"adventurous travel is like a virus.. once they have been to some far away destinations completely far and unknown, it is often as if a switch has been flipped, they have caught the travel-bug, and from that moment on they are constantly thinking about their next trip"…
Og det var faktisk lige præcis hvad der skete idag.
Første rejsedag:
Vores planlagte rejsetid i alt var 26,5 timer og 3 skift, jeg tror roligt, at jeg kan sige på både Christinas og mine vegne at vi ville blive sat på seriøs prøve, fordi det der med at sidde stille, i højere grad føles som selvpineri fremfor afslapning. Det var ikke muligt at at få pladser ved siden af hinanden på de 2 første fly, hvilket betød at vi sad ved siden af nye mennesker begge gange, begge de to personer jeg fik lov at sidde ved siden af, var meget snaksagelige og delte gerne ud af deres rejseerfaringer - hvilket skulle vise sig, at blive gul værd senere. Ventetid har der været masser af, faktisk startede turen med en forsinkelse i CPH lufthavn, hvor tiden blev dræbt med iced-latte og kendema. Next stop Stockholm - her vandrede vi lufthavnen tynd og spillede kendema, og fik købt snus. Next stop Beijing. På flyveturen til Beijing oplevede jeg noget meget mærkeligt, manden der sad på sædet foran mig, tog pludseligt fat i min fod. Jeg forsøgte i første omgang at hive foden til mig, men han blev ved med at holde fast, og pludseligt begyndte han at nusse/masserer den. "Please dont be that guy.. please dont be that guy.." var det eneste der gik igennem hovedet på mig.
Efter en meget mærkelig flyvetur med creepy-foot-rubbing-guy, ankom vi til Beijing og 10timers ventetid lå os forude. HELDIGVIS skete det, at i flyet fra CPH til stokholm, faldt jeg i snak med min sidemand, der havde rejst i Beijing mange gange, han anbefalede os at få et 72timers visum ind i Kina, og så tage en taxa (for ca. 400 yuan) rundt og se forskellige ting inde i Beijing, når vi nu havde så meget tid. Jeg behøvede ikke at spørge Christina, så snart jeg havde nævnt, " seightseeing" og "Beijing" stod der julelys ud af hendes øjne. Da vi havde anskaffet os det sagsomspundende visum, skyndte vi os ned for at smide håndbagagen. Herefter gik i over til tourist informationen, for at høre hvad sådan en dags-tur kostede. Første pris var 1300Yuan. Jeg fortalte ekspedienten, at vi var blevet tilbudt en hel dag i taxa for 400Yuan (not completly true, men det var et forsøg værd), hun gik herefter ned på 1100yuan, hvilket vi ikke var tilfredse med, så vi takkede nej og fandt i stedet en bus til 16yuan pr. Billet. Men at købe en billet skulle vise sig ikke, at være så let som det umiddelbart lyder. Første buschauffør ville ikke engang tale med os da vi spurgte om han talte engelsk, næste buschaufør pegede os hen til en lille luge. Henne ved lugen sad en ung kvinde (på min alder), hun talte tydeligvis ikke engelsk, og kommunikationen foregik ved at hun lavede fagter og sagde "seektin" (forestil dig en nærmest skrigende kineser, med en bordtennisbold i halsen, som skal sige sixteen) mens jeg forsøgte at betale for 2 billetter. Pludselig blev den ellers så stille og rolige søde kineser pige meget vred, og jeg er sikker på hun har kaldt mig idiot og mange andre grimme ting på kinesisk. Hun mente, at jeg kun måtte betale for én billet af gangen (hvorfor ? spørg mig ikke.. og det mærkeligste? Jeg havde givet hende de første 20 yuan!). Da den kinesiske kvinde endeligt var færdig med at skælde os ud, og vi havde fået vores billetter (en ad gangen! - byttepengene blev brugt til at betale den anden billet), gik turen ind til Beijing. Fra bussen kunne vi se den klassiske kinesiske byggestil (tempelagtigt), de mange smukke og velholdte haver. Førstehåndsindtrykket af Beijing er "Ren men samtidigt beskidt by". Med ren mener jeg, at byen er velholdt og der ligger ikke tyggegummier og andet snask på gadernes fortove, byens gamle templer står i stor kontrast til de mange moderne byggerier med glasfacader og stål. Som sagt syner byen også besidt, fordi der hen over byen ligger en kæmpe dyne af smog. Faktisk så slemt at i de 10 timer vi befandt os i byen, var der ikke en eneste solstråle. Smogskyen kombineret med ekstrem varme på ca. 29grader, giver høj luftfugtighed, og vi helt gennemblødte i vores tøj.
"Forbidden city" var en speciel oplevelse. Vi havde løbet rundt i Beijings larmende og til dels meget menneske fyldte gader for at finde stedet. Da vi trådte ind i "the forbidden city" var det som om alt støjen fra gaden slukkes. Det føltes som om at vi var trådt ind en hel anden verden, hvor tid ikke eksistererede, og byens larm blev erstattet med meditationsagtig musik. Det var lige hvad to trætte rejsende havde brug for (lang gå tur og afslapning). Det var tydeligt ikke kun os, der kunne trænge til noget afslapning. Da vi går ned i undergrundsbanen ligger der en dame, på et tæppe. Første tror jeg hun er hjemløs, men da jeg kommer tættere på hende, ser jeg at hun ikke alene er ren og velklædt, men også har solbriller med rhinesten på - TYDELIGTVIS ikke hjemløs! På vej tilbage mod hovedvejen er vi så heldige at gå forbi et hotel, hvor jeg spotter en bus og spørger Christina, om vi ikke lige skal prøve at se, om den går til luthavnen. Minsandten da om det ikke er en airport-shuttle bus igen. Da vi sidder i bussen, kan jeg mærke, at jeg bliver mere og mere vrøvlet, ordnene vil ikke rigtig hænge sammen længere, og det næste jeg ved er, at jeg vågner ved at buschaufføren bræger" Kraaaaa" - hvilket på Kinesisk åbenbart betyder 'terminal 2'. Få minutter senere bræger han igen "iiiaaaa" ( lidt lige som et æsel) - dette betyder så 'terminal 1'. Til sidst ankommer vi til terminal 3. Inde i terminalen varsles der over en højtaler " Dear passengers, we are sorry to inform you that our airport is sorrounded by a thunderstorm. Therefore there will be no flight out of the airport...." lufthavnens informations tavler lyser pludseligt rødt over det hele "cancelled" star der ud for næsten alle fly. Christina og jeg griner lidt til hinanden, det skulle da lige være vores held, at blive i Beijing indtil imorgen. Men flyet til Manila er ikke aflyst, så vi går ind til gaten, får lidt at spise, drikker kaffe og skriver dette blog-indlæg. Om 5 timer ankommer vi til Manila, og eventyret er allerede i fuld gang!
Ps: Næste rejsemål må simpelthen være Kina!
Skrevet af: Samantha Sabado
- comments