Profile
Blog
Photos
Videos
For mig har Filippinere altid været et folkefærd, hvor indtrykket af "family above all" har været det, der karakteriserer kulturen og filippinerne mest. Men jeg må ærligt indrømme, at dette indtryk blev sat på en alvorlig prøve i de 3dage, hvor vi har fået lov at arbejde på "Kanlunga ni Maria home for elders". Som navnet antyder er dette et sted for ældre, men ikke et "plejehjem" som vi kender det fra Danmark. Nej, det er et sted for efterladte ældre. Ja du læste rigtigt...EFTERLADTE! Disse ældre er blevet "sat på gaden" af deres egne børn. I Filippinerne er det normalt at man tager sig af sine forældre, når de bliver for gamle til selv at kunne klare sig og lader dem bo hos sig. Men nogle familier har så få midler/penge, at de vælger at sætte deres egne forældre på gaden og efterlade dem, fordi de ser dem som en byrde/omkostning - i håb om at livet på gaden til sidst... ja, vil ende deres liv.
Jeg indrømmer gerne at det i starten var rigtig hårdt at være der, selvfølgeligt ikke fysisk men følelsesmæssigt. Hold nu op, hvor var det hjerteskærerende at tænke på at deres egne børn havde efterladt dem på den måde. Men efter at have tilbragt tid på stedet, må jeg indrømmer at jeg tænker anderledes omkring det. Stedet er selvfølgeligt ikke prangende, det for ingen støtte fra staten, men bygger derimod udelukkende på donationer. Stedet er ledet af Father Dari, der en katolsk præst. Han har viet sit liv til at give de ældre en god sidste tid. Maden på stedet er alt sammen doneret fra de lokale kiosker, der dagligt giver brød/kød/grøntsager når der er for meget i overskud. Udover det kommer der også besøgende, der som Christina og jeg "bare gerne vil give en hånd med".
For at blive "resident" på stedet, skal de ældre opfylde visse krav, som eksempelvis; de skal være efterladte, de må ikke tage stoffer eller være alkoholikere, og de skal igennem et helbredstjek (herunder visse specifikationer). Christina og jeg er begge enige om at de er et helt fantastisk stykke arbejde, der bliver ydet på stedet. Det faste personalet består af Fader Dari, sygeplejersken Elain, kuya Ryan, kyya michael og kuya Cris, "madmor" ate Amy, nogle laundry folk og udover det, en masse care-giver studerende. De er alle med til at give de i alt 21 ældre en dejlig sidste tid. På stedet er der p.t. 17 nanays (nanay = mor) og 4 tatays (tatay = far) Dagen på stedet ser således ud:
6:00: Katolsk messe
6:30 Senior fitness
7:00 Morgenmad
8:00 Blodtryk/Temperatur/Puls
10:00 Snack
11:30 Middags mad
12:00 Middagslur
14:00 Blodtryk/Temperatur/Puls
15:00 Kaffe
17:00 Eftermiddags snack
17:30 Aftensmad
I løbet af formiddagen er der tid til hygge. For nogle foregår det i stilhed i stolene, nogle vandrer lidt omkring og vender lidt på bøgerne, andre igen spiller kalaha (med sig selv) eller som nanay Lina; scrabble. Ikke at, der ikke findes andre spil de kan spille, for det gør der og de spiller også andre spil, men nanay Lina, hun er "the scrabble queen" og lur mig om ikke vi blev inviteret med i spillet! Det var fantastisk at sidde med denne kvinde. Hun er en haj til scrabble og engelsk. Mange af de ældre har svært ved engelsk, men ikke nanay Lina. Hun fyrer den af på engelsk, siger "åhh jeg er ikke god tilengelsk", hvorefter hun tager hænderne på til munden og griner som om "nu har jeg sagt noget jeg ikke må - hehehe. Hun jokede virkelig meget med os, bl.a. da vi - hvordan det kunne lade sig gøre, begriber jeg ikke - vandt scrabble spillet og hun straks sagde "du vandt, du køber mig en cola" og smilede og grinede over hele ansigtet. Og det sødeste; hun spurgte os om geometri var vores yndlingsfag. Gravalvorligt siger vi begge, "nej, det er nok nærmere anatomi" - hun ler og siger, at hun troede det var geometri, "cause you are beautiful from every angle". Hun er et overskuds menneske, et smuk menneske, med masser af energi og positiv gejst, som hun lader smitte af på folk omkring hende. Efter scarbblespillet med hende, var barrieren brudt. De ældre blev på en eller anden måde ikke bare en flok ældre, men en samling af mennesker, af individer med hver deres historie.
Om eftermiddagen har de også tid til at gøre lidt af hvert, men mange af dem er trætte og tager sig en lur eller sidder kigger fjernsyn. Vi mærkede derfor at vi vil til størst gavn om formiddagen, hvor de var mere friske og glædeligt ville lave noget med os og fortælle os deres historier.
Skrevet af: Christina Richter & Samantha Sabado
- comments
Panduro Ved godt det er en ældre post jeg kommenterer, læste den bare lige igen, for jeg jeg synes den er så rørende og livsbekræftende. Hold kæft hvor er jeg misundelig på jeres tur. Must be the time of your lives.