En rørende øjeblik

I dag har virkelig været en følelsesmæssig underlig dag. Da jeg rejste af sted til Philippinerne var jeg bevidst om, at de er meget religøse - kristen katolske. Som mange andre danskere er jeg vokset op med den protestantiske kristne tro, men selv er jeg ikke specielt troende. Jeg har dog dyb respekt for troende folk og accepterer fuldt ud deres tro, så længe de accepterer mig.
Da jeg ankom hertil, var jeg dog ovrrasket over, at jeg ikke mærkede troen lige så tydeligt, som jeg havde tænkt. Og nu ikke noget med at misforstå mig - familierne vi bor hos har mange kristne billeder i hjemmet og lægger heller ikke skjul på deres tro, men det smelter naturligt ind for dem, så jeg ikke mærker ret meget til det.
I dag skulle jeg så få lov til at mærke hvor dyb deres tro er. Samantha og jeg havde besluttet os for at tage med til messe på det hjem for ældre, hvor vi har tilbragt en spændende tid de sidste dage. Vi måtte derfor tidligt op og ankom til messen. Der var godt fyldt i det lille rum, hvor de holder messe hver morgen. De ældre sad der, personalet var der og så var der besøg af en hel håndfuld nonner og folk fra lokalsamfundet. Vi lyttede i stilhed, det var jo ikke meget vi forstod, men pludselig i Father Dare's prædiken dukkede vores navne op - og ikke bare én, men to gange. Han havde taget os med i sin prædiken, hvr han sammenlignede os med den gode samaritaner! (han fortalte os det hele bagefter)
Nøj hvor jeg blev "snydt" der. Under messen fornemmede jeg nemlig virkelig hvor dyb en tro disse mennesker har. Da deres stemmer forende sig i en fin sang fik jeg helt tårer i øjenene og bagefter var jeg virkelig overrasket over min egen reaktion... det er godt nok svært at forklare, men jeg synes det er fantastisk hvad disse mennesker rummer. Ikke mindst har de en dyb og stærk tro, nej de formår også at accepterer andre, som mig, der ikke er så troende og takke os. Jeg var virkelig rørt og glad for at der finde stærk troende mennesker, som ikke absolut vil omvende alle eller proppe andre med deres tro i hver sætning de siger. Disse mennesker har troen, men de rummer også plads nok, til at pakke troen lidt væk og accepterer folk som mig.

Dagen var også vores sidste dag på hjemmet. Det var lidt underligt at skulle sige farvel til disse mennesker, som har lukket os ind og fortalt os deres historier. Jeg håber, at de forbliver lige så glade, som de har været de dage vi har besøgt dem.

Skrevet af: Christina Richter