Profile
Blog
Photos
Videos
Sidste dag i New York, sidste dag i USA - en masse blandede følelser.
Vi stod op på samme tid, som vi plejer, da vi havde billetter til Ground Zero Museum klokken 11. Vi nåede det lige i tide, og vi kom op i en slags stue, hvor der overalt var billeder fra arbejdet ved World Trade Center efter 9/11. Alle billederne var taget af den samme fotograf, den eneste person, der havde fået lov til at fotografere ved World Trade Center, imens brandmændene arbejdede, de næste mange måneder efter 9/11. Hans navn var Gary Marlon Suson, "the Official Photographer at Ground Zero". Vi fik hver vores audiotour, så vi kunne gå rundt og se på billederne og så trykke på det nummer, som billedet havde, og så fortalte fotografen selv, hvad billedet forestillede, og hvad der evt. havde fået ham til at tage billedet. Det var en ganske rørende oplevelse, da der f.eks. var et billede af to brandmænd, der var brødre, og som ledte efter deres tredje bror, som også var brandmand - og som de senere fandt død. Der var også inventar fra 9/11 - bl.a. et stykke af det fly, der ramte North Tower, og New York Times fra den 9. september 2001. Det var et rigtig godt museum, som gav mange indtryk af, hvad der skete den dag.
Efter workshoppen tog vi noget frokost. Vi havde ikke planlagt mere, da det var den sidste dag i New York, men da vi mente, at det var for tidligt at tage hjem og se kuffertpakningen i øjnene, valgte vi at udskyde den del lidt og så tage i biografen i stedet for. Denne gang for at se "Think Like A Man", hvilket var en rigtig god film! Derefter måtte vi se det i øjnene: vi skulle hjem og pakke for sidste gang.
Vi sidder nu på værelset, stadigvæk med upakkede kufferter. Det virker meget urealistisk, at vores rejse i morgen er slut - 1½ måned er bare fløjet af sted! Men det har været en virkelig fantastisk rejse, og vi har uden tvivl fået så meget ud af USA på 1½ måned, som overhovedet muligt! Vi har oplevet forskellige stater og forskellige kulturer, mødt forskellige mennesker med forskellige baggrunde. Vi har oplevet sol, regn og endda hagl. Vi har fløjet, kørt i bil, med bus, med amtrak, med metro, cyklet, kørt på segway og ikke mindst gået. Vi har opdaget sider af os selv, som vi ikke vidste, at vi besad, men vi har også tilføjet nogle ekstra herover - man kan vel ikke undgå at ændre sig lidt, når man er i et fremmed land i 1½ måned og kun har hinanden. Vi har lært hinanden bedre at kende, og vi vil altid have denne oplevelse sammen. Vi har været gode sammen, været gode til at give hinanden plads og til at komme videre, hvis der har været nogle problemer. Vi kan kun anbefale andre at gøre det samme, for hvor har vi mange gange herover tænkt, at lige præcis dét her skal man bare nå at opleve! At ankomme til et nyt land, hvor man skal være i 1½ måned, pludselig at stå på egne ben, at se Disney paraden og fyrværkeriet i Disney World, at snorkle med alverdens fisk i Discovery Cove, at cykle over Golden Gate Bridge, at gå rundt på Pier 39, at komme ind under huden på den almindelige amerikaner og opleve eleverne i high school, at køre på Segway rundt i Washington og foran Det Hvide Hus, at se Lion King på Broadway og gå rundt på Times Square - det er simpelthen for mange fantastiske ting til, at man må lade dem gå!
I morgen vender vi hjem til vores hverdag, til vores kærester, vores familier, veninder, venner og vores arbejde, dog lige små 18 timers rejse først! Men vi ses på lørdag, Danmark!
Nu er der ikke meget mere at sige end:
Life's good!
Sabine
- comments