Er nu ved at vaere saa meget vaek hjemmefra og saa meget inde i den nepalesiske kultur, at det jeg foer saa som saerheder nu er blevet en del af min dagligdag. Naar jeg laver mad med drengene paa boernehjemmet kaster jeg automatisk chilierne for deres foedder i stedet for at raekke dem til dem (hvilket aabenbart betyder at man gerne vil slaas), og jeg tager ikke laengere ud efter selen naar jeg koerer i taxa (viser at man ikke stoler paa foeeren). Har ogsaa laert at aendre min civilstatus midlertidigt til 'married' - nepaleserne kan godt vaere ret ligefremme i deres henvendelser; "Hello! Where are you from? Ah, Denmark... Are you married?"(ogsaa selvom jeg er en halv meter hoejere og 15 kg tungere end dem). Maa indroemme at jeg stadig formaar at finde mig selv i nogle situationer der ikke ville vaere opstaaet i Danmark - som da jeg var klaedt i Sari, virkelig skulle tisse, kun havde et staatoilet og lyset var gaaet pga stroemafbrydelse. Svaer teknik, respekt til nepalesiske kvinder. Men taenker naesten ikke paa havregryn eller rugbroed og avokado naar jeg faar ris morgen, middag og aften, og har ogsaa naesten glemt min the med maelk (men ok, det har nok mere at goere med at nepalesisk the smager rockergodt - sort the med ingefaer og et ton sukker). Alt i alt gaar det godt her - laenge leve vor tids omstillingsparathed!

Jeg bor nu paa et boernehjem og arbejder paa et society center, BAS, om dagen (det kunne ikke blive et hospital som jeg fik fortalt fordi jeg ikke er faerdiguddannet laege eller sygeplejerske, men tror jeg har faaet smigret mig ind paa en laege saa jeg faar lov til at gaa med rundt et par dage alligevel). Der er i den grad blevet skruet ned for tempoet, hele sidste maaned havde jeg noget nyt og spektakulaert at opleve hver dag, nu har jeg faaet mig en dagligdag her, men det er mindst ligesaa spaendende og laererigt!
Paa boernehjemmet har de som udgangspunkt ikke brug for hjaelp. Vi er 8 frivillige til 20-30 boern, men Mama dirigerer boerne rundt med haard haand, og de klarer alt. Madlavning, rengoering, opvask og servering for os, der bliver behandlet som konger og dronninger, hvis vi lader dem. Jeg har ikke saa meget tid med boernene som jeg gerne ville have, kommer hjem fra BAS kl 5, og vi gaar i seng kl 8. Men har tilgengaeld valgt at staa op kl 6, selvom det er fuldkommen imod min natur. Der har jeg dem helt for mig selv, de andre frivillige staar foerst op et par timer senere. I starten stod jeg lidt og stirrede, de ville ikke rigtig have min hjaelp, men saa jeg blev staedig. Ikke saa meget fordi de har brug for mig, men fuldkommen af egoistiske aarsager - naar jeg skal bo med dem i en maaned skal jeg soerme laare hvordan de ordner deres ting og deres liv. Saa jeg gik ud i koekkenet hvor jeg nok var ret meget i vejen, indtil de proppede en kniv og groentsager i haanden paa mig og laerte mig hvordan de skulle onduleres. Fik hurtigt nogle smaa sejre - den ene dag fik jeg lov til at hjaelpe Birou med opvasken uden at skulle overtale ham saerligt, den anden spurgte Mama mig om jeg ikke lavede the til dem, det havde jeg gjort saa godt tidligere. Nu er jeg med til at lave mad hver morgen og de kommer og henter mig naar de begynder. Har laert opskriften paa Daal Bhat, ved hvor alt staar i koekkenet og hvordan groentsagerne skal haandteres og er udover det blevet virkelig gode venner med de to kokke - de mest syngende, glade og romantiske teenagedrenge jeg endnu har moedt.
Paa centeret har de tilgengaeld virkelig brug for hjaelp, og der er kun en anden frivillig end mig. Det er et hjem for folk der er for fattige til at betale for deres behandlinger paa hospitalet og transport til og fra deres landsby, saa derfor bor de her (kommer derfor ikke til at bruge alle de penge, jeg ikke har paa syge folk i denne her omgang, de faar betalt det hele). Her ligger folk med laeukemi, deforme lemmer, hjertefejl og saa dem jeg har tabt mit hjerte til og valgt at tage mig af, 5 foraeldreloese multihandikappede der bor der permanent. Normalt bliver de passet af moedrene til boernene med blodkraeft, og de soerger for at skifte deres toej, give dem ble paa og made dem. Men ikke meget mere end det. Saa de 5 boern, fra 3 til ca 13, ligger i deres seng dagen lang og kigger op i loftet. Jeg proever at stimulere dem saa meget som muligt, nusser dem, masserer, synger, puster paa dem, hoere ipod med dem, laeser avis hoejt, baerer dem ud paa altanen saa de kan faa noget frisk luft. Og de kan meget mere end jeg troede i starten! Naar jeg snakker til dem pludrer de tilbage, de griner naar jeg kilder dem, den aeldste dreng kunne endda holde en kuglepen og lave et kunstvaerk i min dagbog. Det er en fornoejelse at laere deres personligheder at kende, et meget taalmodigt og tidskraevende arbejde, men vi goer hinanden meget, meget glade. De bliver ikke lette at rejse fra.

Hende der har startet BAS, Rita, og hendes mand Ramish, er nok nogle af de soedeste og mest gaestfrie mennesker jeg har moedt. Udover at de arbejder frivilligt selv og endda giver en stor del af deres penge til dem der bor paa centeret, har de ogsaa taget mig og den svenske fyr, Henrik, med i deres familie. Jeg sidder hjemme hos dem nu, der er festival (ok, det er der saa hver dag i Nepal stort set, men det her er vist en af de store), saa vi har lavet masser af mad, og om lidt skal bror og soester forholdet fejres. Jeg har desvaerre ikke Villads her, men jeg har faaet lov til at laane Ramish som bror, da hans soester ogsaa er langt vaek, saa vi skal give hinanden Tikka i panden. Da Henrik var syg og laa paa hospitalet, sad Ramish vaagen paa en stol hele dagen og natten, selvom han er advokat og skulle op paa arbejde om morgenen. I forgaars var det pengeguden der skulle fejres, saa de tog mig med rundt og optraede for at samle penge ind til BAS. Blev klaedt i nepalesisk toej, de gav mig sminke paa og satte mit haar, og tror jeg laante et smykke af hver kvinde der var til stede. Princippet er lidt det samme som fastelavn, her var det bare nogle store kontorer og hoteller vi tog rundt til. Det ene sted var hvad der svarer til DR-bygningen, saa der blev filmet og taget billeder over det hele. Aabenbart er 2 hoeje, lyshudede skandinavere der kejler rundt og tror de danser sjovere at filme end nepalesere, saa har nu ogsaa vaeret i nepalesisk TVavis.

Jeg laere baade hvor heldige vi er i Danmark (bare hospitaler og uddannelsessystemet. Bliver naesten flov naar jeg fortaeller at vi faar penge for at uddanne os, og deres hospitaler... Ud over at det ruinerer dem hver gang de er syge, saa ligger de 3-4 i hver seng, og toilettet er det vaerste jeg har set indtil videre, og det siger ikke saa lidt), men jeg finder ogsaa ud af hvor heldige de er. Jeg ved ikke om det er bjergene og naturen, deres boenner og meditation eller kastesystemet der, paa godt og ondt, goer at de ved hvilken plads i livet de tilhoerer, men selvom det er nogle haarde skaebner jeg moeder i min dagligdag - paa boernehjemmet bliver der ikke snakket om fortiden, der er for meget savn og svigt involveret, og paa BAS snakker man ikke om fremtiden, for vi ved ikke om der er en - har nepaleserne en ro og en glaede jeg som dansker godt kunne oenske mig, og som jeg haaber kan smitte lidt af.