Profile
Blog
Photos
Videos
I de sidste par uger har jeg haft ferie fra min rejse - har haft besoeg af mine bedste veninder som jeg nusser og putter med, ligget paa en strand og solet, spist den laekreste thaimad, festet og nyt livet. Det betyder ogsaa at jeg har sagt farvel til Nepal, hvilket ikke var helt saa let. En ting at jeg kommer til at savne bjergene, mentaliteten og menneskerne generelt, noget andet er de venner jeg har faaet og som jeg nok aldrig ser igen. Sangita, en af de boern jeg passede paa hospitalet, som ingenting kunne, men alligevel grinte hver gang jeg kom og hvis oejne jeg har kigget ind i time efter time, og Birou, drengen jeg lavede morgenmad med hver morgen og som fortalte mig om hans kaerestesorger (som ikke er for sjov i Nepal - man har kun et shot, og hvis hun ikke vil have en er den altsaa ekstra nederen). Da jeg sagde farvel til ham spurgte han om min mail. Jeg ville ogsaa gerne have hans saa jeg var sikker paa at vi havde kontakt, men han havde ikke nogen endnu, ville proeve at faa en saa han kunne skrive til mig. Jeg savner dem, men proever at se paa det ligesom den lille prins - han er verdens heldigste dreng fordi han har en rose paa asteroide B612, ligesom jeg har 2 boern i Nepal som jeg taenker paa og som maaske taenker paa mig.
Thailand har jeg slet ikke faaet det samme billede af som Nepal - her er jeg turist og paa besoeg, hvor Nepal blev et nyt hjem for mig. Men det betyder ikke at jeg ikke nyder det her, jeg elsker det! Vi har gjort lige hvad vi har haft lyst til, ingen planer eller programmer, men naar jeg kigger tilbage har vi alligevel faaet naaet en del. I starten gik vi amok i Bangkoks levende og hektiske chinatown (Tasker!! meget upraktisk naar jeg gerne vil trekke i Burma) og besoegte det vilde luksushotel som Anna ville vaere saa misundelig paa, en mega pool med baade bar og restaurant i vandet. Vi har ogsaa vaeret med i vores egen robinsonekspedition (en del af den var en ret vild baadtur i en meget lille baad. Katrin: "Ronja, foeler du dig stadig udoedelig?" Jeg syntes det var sjovt og proevede at berolige hende, men det hjalp foerst da hun selv fik raesonneret sig frem til at de var 4 drenge og vi 3 piger, saa de ville redde os hvis vi kaentrede) + moedt den potentielt eneste rastafari thailaender. Han havde kone, boern, et par elskerinder (han var paa udkig efter et par mere, og var overordentlig glad for skandinaviske piger), og roeg normalt 100-200 bongs om dagen.
Men det meste af tiden har vi vaeret i vandet og slappet af paa de smukkeste strande jeg endnu har set i mit liv. Paa Koh Phangan boede vi paa en gemt strand med faa andre mennesker, men der var Brad Pitt med langt haar(Jep, vi havde det godt), nogle stykker der bor der fast og som maaske havde taget lidt skade af det liv (den ene fyr havde givet 4-500 mennesker deres mayaindianer navn - jeg er white selfexisting dog, og min energi sidder i hovedet, hvoimod Katrins sidder i skridtet... ) og et par normale vi stadig rejser sammen med nu.
Idag har jeg proevet det smukkeste og mest fascinerende nogensinde tror jeg naesten. Har vaeret ude og dykker. Er i gang med at tage dykkercertifikat (ret spontant og ret dyrt), og i overmorgen kan jeg kalde mig PADI certificeret dykker. Det er en underlig fornemmelse, at traekke vejret under vandet. Strider imod alt kroppen ved, og i starten var den heller ikke med paa den. Selvom jeg trak mere oxygen ind end jeg nogensinde har proevet foer var jeg sikker paa at jeg var ved at drukne og soegte op mod overfladen. Men vi er en vild mekanisme, og hurtigt var jeg lige saa tryg ovenover som nedenunder vandet. Og der aabnede der sig en fantastisk verden - der er helt stille og enormt elegant, og nede paa bunden er der de vildeste ting. Saa baade det der lignede paladser (i fiskestoerrelse), en mega hjerne, mini juletraeer i pangfarver og en lille farvestraalende fisk lige ud for min naese der kiggede lige saa nysgerrigt paa mig som jeg kiggede paa den. Det vildeste pocahontasmoment jeg har haft indtil videre.
Frygt er en sjov ting. da jeg sad paa bunden af havet med tonsvis af vand ovenpaa mig og al min lid til en sort platiskdims og en metalbeholder der gav mig luft, foelte jeg et lille stik af den. Ligesom da jeg sejlede i kayak gennem nogle alt for vilde og hoeje boelger til mit niveau, da jeg hoppede ud i 164 m frit fald, gyngede fra verdens stoerste canyon swing, hang i en tynd line ned af et 45 meter hoejt vandfald og paraglidede, hoejt oppe i luften. Det ville vaere saa let og naturligt at vaelge at vaere bange, og hvis jeg skal vaere helt aerlig tror jeg ogsaa at jeg ville have vaeret det inden jeg tog afsted (derhjemme var jeg overbevist om at den eneste ting jeg ikke skulle proeve i mit liv var bungyjump). Men det er saa sejt, jeg kan bare vaelge at lade vaere med at vaere bange for det, ligesom jeg har gjort foer med naale og blod da jeg fandt ud af at jeg skulle vaere laege. Ok, indroemmet - det tog lige et par yogavejrtraekninger foer jeg kom af med frygten da jeg laa ved siden af en tiger og havde en slange rundt om halsen (stoerste frygt efter bungyjump - nu overundet! Juhuu!), men ellers skal der bare padles derudaf, hoppes ud og fires ned ad vandfald imens jeg nyder den smukke natur omkring mig og foelelsen af at jeg er staerk, sej og i live. Er blevet den vilde adrenalin junkie!!
Om et par dage forsvinder jeg ned i Burmas mystik. Ved ikke hvordan det er med netdaekning paa mobil, om jeg overhovedet har noget, og saa vidt jeg ved har de lukket for facebook og hotmail. Men det gaar fint, glaeder mig til over to uger helt alene i verden, med det der skulle vaere et af verdens mest venlige folkefaerd. Naar jeg kommer hjem er det jul - og glaeder mig ufatteligt meget til at se jer allesammen igen, selvom jeg sagtens kunne tage et aars mere rejseri - verden er stor og jeg vil se det hele!!
Kys til alle derhjemme fra min hvide strand med blaat vand i 30 graders varme Thailand!
- comments
Lena Estell Pedersen Message from Lena Estell Pedersen for 2 dage siden Hej Ronja, hvor er det vildt med alt det du oplever og ja du kan tro jeg gider læse din blog, det er vildt spændende og jeg kan jo høre på dig at du gennemgår en enorm udvikling med dig selv Du er vel heller ikke så kræsen længere kan jeg tænke mig. Du har virkelig fået appetit på både livet og maden! Jeg glæder mig til at se og høre dig fortælle endnu mere når du kommer hjem. Og tak for kortet her på Brøndevej, Det varmede mit gamle hjerte at få det. Mange knus FARMOR