Profile
Blog
Photos
Videos
Kulde og trek
Efter endnu en bustur (fra Punta del Diablo over Montevideo, hvor vi i oevrigt lige skulle vente i en milliard timer paa den naeste bus) ankom vi til BA. Gode gamle BA. Det var naermest som at komme hjem igen. Vi var meeegatraette, der kl. tidligt om morgenen, og vidste ikke helt, hvad vi ville, saa vi gik automatisk hen til vores yndlingsspot i BA, Hostel Sol <3
Der faldt vi omkuld i faelleslokalet uden rigtigt at kunne overskue, om vi skulle koebe en nat der, eller om vi skulle videre, men efter en times tid paa oejet, besluttede vi os for at tage videre til San Carlos De Bariloche - en vigtig faktor for bare at tage videre var ogsaa, at vores gode ven James selv skulle videre samme dag... Eller det troede vi, for efter at have vaeret ved busterminalen for at koebe busbilletter til Bariloche, kom vi tilbage til hostellet og fandt James siddende, vist nok med en oel i haanden, og "halloejsa, jeg tror sgu lige jeg blir' et par dage".. Oev, oev, saa havde man lige brugt alle sine penge paa en busbillet i troen om, at det ikke var vaerd at blive i BA. Trist. Naah, men nok om det - Vi tog bussen, en halv time forsinket, kl.20.00 mod Lake Dstrict, Bariloche.
Bussen var god og de tre smaa danskere faldt hurtigt i soevn. Da vi vaagnede igen, var det til udsigten ud over fladt aabent landskab og efter yderligere 2 timer, voksede bjergene frem og store soeer laa og spejlede omgivelserne - meget malerisk og storslaaet og bestemt en udsigt man godt kunne vaere forfalden til.
Temperaturen var faldet 5-7 grader siden BA og der var lidt mere vind. Byen minder meget om yderomraaderne af Oslo i opbygning og struktur blandet med en skisportby i lavsaessonen. Atsomfaeren var god og vi var glade. Efter en lille bustur med lokalslaeden og 5-10 min. gang fandt vi frem til et 10 etagers hoejhus, hvor der paa toppen skulle befinde sig et hostel. Vi var umiddelbart lidt skeptiske.. Huset ligenede mest af alt en kollegieblok i Hoeje Taastrup (ej at fornaerme folk fra HT), men man skal tydeligvis ikke skue hunden paa haarene; "Penthouse 1004" er et virkelig rart og anbefalingsvaerdigt (selv for 40+ generationen) hostel og som navnet sikkert ogsaa giver anledning til, havde vi den mest formidable udsigt ud over Lake Nahuel Huapi og med bjergene i baggrunden .. og oevrigt var det et af de billigste hosteller i byen - Hurra!
Men vi var jo selvfoelgelig ikke kommet til Bariloche for at staa og glo fra en penthouse-lejlighed, saa dagen efter stod den paa handlen ind og planlaegning af det forestaaende 5d/4n-trek som vi ville paa.
Paa vores trek havde vi en fast vending, som blev brugt i flaeng naar ens ordforraad slap op for beskrivende ord: "Ej, Proev lige at se det der - Det er for SINDSSYGT!!" - hvad det ogsaa var.. altsaa udsigten, den var for sindssyg. Den foerste dag var "stille og rolig" med lidt Ringenes Herre udsigt hist og her og lidt vandloeb - alt i alt en god appetizer til de kommende dages strabadser. Vi Endte 10 km. og 4 timer laengere oppe af et bjerg (i 1700 meters hoejde) i Refugio Frey; en lille ensom hytte, hvor vandrefolk kan komme og slaa sig telt op eller leje en seng i hytten. Vi havde koebt et iglotelt paa tilbud (340 argentinske dask - gang med 1.50 for DKK) og det slog vi op paa den bare jord. Det var meget blaesende og det skulle vise sig at blive ikke mindre blaesende i loebet af natten. Man vaagnede konstant og teankte "jep, det var oversejlet det floej afsted der", men naeste morgen stod det som havde det aldrig staet bedre.. puha!
Dag 2 var om muligt den mest ekstreme af alle dagene. Med livet som indsats begyndte vi opstigningen mod Lago Jakob og det var ikke for boern. knap 100 meter henne af ruten sagde det bare *knald-plum-BANG-Saa -klatrer-vi*, dvs. ikke mere sti, men blot et kaempe bjerg med klippestykker som vi skulle hen over (og man skulle helt op paa toppen for at komme ned igen paa den anden side) saa man havde bare vaers'go at klatre op af.
Vi var lidt glade for at Mor og Far ikke vidste hvad vi havde gang i, for det var sgu ret sindssygt! (igen, "sindssygt") Som flere af jer ved, er Mia jo ikke ligefrem den langbenede type, saa af og til kom hendes 1.65 hende til kort, da klippeblokkene blev for hoeje (og stejle i oevrigt ogsaa) og tasken maatte af og man (undertegnede havde ogsaa problemer af og til) maatte lade sig glide langsomt ned. Den nederste halvdel af bjerget var mere med grus end deciderede stenstykker, saa der kunne man naermest staa paa ski ned af - NICE!
Vi ankom til Refugio San Martin og slog vores telt op i ly af en masse traeer - endelig kunne vi faa en god nats soevn uden blaesevejr og maaske med lidt mindre kulde ........ men SNYDT IGEN!!! Det var den koldeste nat nogensinde - temperaturerne kravlede ned under 0-punktet og da vi stak snuden ud af teltdoeren morgenen efter, var det til synet af rimfrost paa graesplaenen!
Da vi aftenen forinden havde brugt over en halv time paa at faa vand i kog (og vi alligevel kun kunne faa vores ris halvfaerdige) gad vi ikke at betale de 15 pesos pr. mand det aabenbart ville koste os, saa vi skyndte os i smug at pakke teltet sammen og liste forbi selve hytten...
Det var en rar nedstigning med varme og lidt mindre adrenalinproducerende, kun med undtagelse af faa forhindringer saasom smaa floder man skulle krydse ved hjaelp af et reb og, naarh ja, 3 vilde lorteheste, der havde valgt at tage sig et nap paa den smalle elefantsti som vi gik paa (Jeg er roevbange for heste) og der var absolut ingen anden vej end fremad, saa ja, personlige graenser blev brudt - det kunne lige passe, at der i den flod vi skulle passere ville springe en doedbringende hvidhaj op og nappe mig i stoevlen, fy faaarn!
Vi ankom til den miniby vi skulle campe i. Campingmutter var skidesoed og havde i oevrigt faaet en CD med Magtens Korridorer af en anden dansker, som hun hoerte paa fuld droen.
Naar man er paa trekkingtur er man jo noedt til at sove i telt, ellers er det lidt boes', men vores eget telt var noedt til at holde et lille hvil af div.aarsager, saa vi lejede et meeeganice telt, med 2 koejesenge, egen haandvask og radiator og sov der natten over.. hoehoe.. ej.. det der skete var, at mens vi var ved at slaa vores telt op, kommer mutter hen og spoerger, om vi ikke bare vil sove i en af hytterne til samme pris som for teltpladsen og efter en nat med frost i taeerne, kunne vi ikke staa imod dette tilbud.. :D
Dagen efter hoppede vi videre op af et nyt bjerg til Refugio Italia. Vi var akkompagneret af en soed hund (vi kaldte ham/hende for John-lonnie) som fulgte os hele vejen de 14 km. op til hytten. Turen var nem i forhold til de forrige dage og vi kom da ogsaa ret hurtigt op. Vi gik tidligt i seng fordi vi skulle tidligt op og videre til Lopez for at kunne naa bussen tilbage.
Da vi kl.6. blev vaekket af vaekkeuret blev vi hurtigt enige om, at det at naa til Lopez og til bussen var et sygt projekt som ikke engang Chuck Norris ville kunne naa, fordi der var kulsort udenfor og foreste stykke af ruten bestod af klippeblokke, saa derfor besluttede vi os for at sove videre og i stedet for, gaa tilbage af samme vej som vi kom fra og tage en bus fra minibyen i stedet.
Trekkingturen var for fed, men vi var ogsaa glade for at vaere tilbage til Penthouse 1004 igen, hvor der var varmt vand i hanerne og bloede seng om natten.
Vi tog to naetter mere i Bariloche, hvor vi hang lidt ud og spiste lidt chokolade og BOEF!(Bariloche er kendt for deres Chokolade ... :D). Derpaa drog vi videre med bussen mod Mendoza for at moedes med vores englaender, som ikke vidste, at vi ville komme allerede der :)
Husk at i kan se billeder paa Picasa.com (soeg paa m.ansbjerg)
- comments
sannemor Aj sikke en "spejdertur", Nanna, fantastisk beretning. Ja og så håber jeg for dig at dine til formålet indkøbte vandresko nu har stået sin prøve med tilfredshedspil opad. Og tak for at vi så fint kan følge med i jeres skønneste fotos. Kram fra mor