Kære Venner og Familie!

Selvom der kun er gået en uge siden sidste opdatering, er der sket fantastisk meget, og vi er blevet en masse oplevelser, indtryk og insektbid rigere. Jeg sidder lige nu og skriver i et lille guest house i den gamle by i Buddhas fødeby Lumbini, men lad mig starte hvor jeg slap: i Kathmandu.

Vi tog ud til børnehjemmet "Helpless Colony", hvor Julie har arbejdet som frivillig, så hurtigt vi kunne, for at få lettet vores tasker for de mange gaver, vi havde med til børnene. Turen derud blev lidt mere dramatisk end vi havde forventet, da et skybrud uden mage brød ud på vejen, mens vi sad i en taxi, så vejen i løbet af ingen tid var forvandlet til en brun flod. Vi søgte ly under en markise til den værste regn var drevet over, og soppede derefter hen til en lille restaurant, hvor vi fik noget at spise, og vi fire andre kunne vente, mens Julie ledte efter børnehjemmets nye hus, som de havde fortalt hende om, at de skulle flytte i. Hun kom til at løbe rundt i regn og torden i næsten en time, før hun besluttede sig for at spørge sig for i det gamle hus, og tænk sig; de var slet ikke flyttet alligevel! Så blev hun overdænget med kram og gensynsglæden var stor og gensidig. Nogle af børnene fulgte hende op og hente os, og deres øjne blev store, da de så, hvor meget Julie og jeg ligner hinanden. Vi delte gaverne ud, og de pakkede op i stilhed, men da de så legetøjet, tøjet og smykkerne jublede de højt og fløj os om halsen. Det var utroligt at se, hvor taknemmelige de var over nogle små ting fra genbrug. De serverede Dhal Bat (ris med linsesovs og kogte grønsager) for os, og bad os om at komme igen. Julie kommer helt sikkert tilbage, og vi andre gør, hvis vi kan nå det. Julie har jo set det meste af Kathmandu sidste gang hun var her, så hun kan måske tage derud mens vi kigger på templer eller shopper.

Den sidste dag i Kathmandu i denne omgang brugte vi på at tage til Baktapur - en gammel tempelby lidt uden for Kathmandu. Vi betalte entré ved byporten og fik en guidet tur rundt blandt de mange gamle templer af røde mursten og fint udskåret træ.

Så var det blevet tid til at tage til Chitwan nationalpark, og der var afgang med bus tidlig morgen. Turen gik ad hårnålesvingende bjergveje, og blev en del hårdere end vi havde forventet. Pga. et trafikuheld kom vi til at holde i kø i lang tid, og da vi endelig slap ud af køen, gik motoren i stykker, så vi kom til at sidde i den stegende hede bus i solen i tre timer uden mulighed for at komme i skygge. Vi har diskuteret meget, om det skyldtes varmen eller mødet med de fremmede bakterier i maden, men vores maver var i hvert fald enige om, at de skulle tømmes omgående, så resten af dagen sad vi på ræd og række grønne i hovederne og fyldte plastikposer. Ved solnedgangstid nåede vi afkræftede frem til nationalparken, hvor vi blev hentet i robåd og sejlet over til vores hotel, hvor vi blev modtaget med kolde, våde klude og citronjuice, der var som sendt fra himlen. Vi blev indkvarteret i hyggelige bungalows og efter en god nats søvn var vi friske til at opleve junglen. Vi fik to hele dage i nationalparken, hvor vi nåede tre safarier på elefantryg, to gåture i junglen, en sejltur i robåd, en gåtur ved nattetide og to fugleture på gåben samt et besøg i den nærliggende landsby og en opvisning af stokkedans af lokale drenge. Det var fantastisk at opleve nationalparkens dyreliv, og blandt mange andre dyr vi så, kan nævnes krokodiller, næsehorn, tukaner, påfugle, paradisfugle, vilde høns og haner, vilde hjorte, vildsvin og "mongus". Det var meget trygt at ride afsted i bløde bevægelser hævet over jorden på elefanternes rygge. Vi var en anelse nervøse over at vide, at der fandtes tigre, leoparder, bjørne og næsehorn, og vi alligevel gik rundt i junglen kun beskyttet af guidens bambusstok. Vi var dog heldige kun at møde næsehorn på elefantsafarierne, og tigre, bjørne og leoparder så vi ikke noget til. Vi blev alle rigtig glade for de kære elefanter, som vi fik lov at lære at kende både på rideturene men også ved at bade med dem. Deres mahutter (elefantførere) lod os klatre op på ryggen af de store dyr og lege rodeo i vandet, eller fik elefanterne til at rejse sig med os på ryggen og sprøjte vand på os. Vi er rigtig glade for, at vi valgte at bo inde i selve nationalparken, selvom det var lidt dyrt.

Så tog vi bussen videre til Buddhas fødeby Lumbini, der ligger kun fem kilometer fra Indiens grænse. Der er meget varmt og der er en del moskeer, så man fornemmer Indiens nærhed. Temperaturen var vel oppe omkring de 40 grader. Vi lejede cykler og cyklede gennem den store park, der stadig er under konstruktion, som omringer Buddhas fødested. I centrum af parken ligger Maya Devi templet, hvor en sten markerer det præcise fødselssted. Desværre havde Johanne det dårligt, så hun måtte sidde i skyggen udenfor mens vi var inde i templet. Uden for templet var et bassin med fisk og skildpadder og et fantastisk træ fyldt med bedeflag, hvor buddhister ofrede farve og røgelse. Vi mødte en tysk turist, som fortalte os, at der var busstrejke de næste tre dage, så Ingeborg, Julie og jeg skyndte os til et rejsebureau mens Kris fulgte Johanne hjem i seng. Der fik vi bestilt en natbus samme aften til Pokkhara, så vi ikke risikerede at strande i Lumbini. Jeg kunne lige se for mig, at vi kunne komme til at sidde fast i steghede Lumbini i dagevis og var ved at gå lidt i panik, så vi skyndte os alt hvad vi kunne at finde en vej ud. Heldigvis var natbusserne ikke strejkeramte. Strejken skyldes at der skrives konstitution, så der er strejke mindst tre dage, måske længere. Da vi havde sikret os billetterne, skyndte vi os ud i tempelområdet, hvor buddhister fra hele verden er i gang med at bygge templer, der repræsenterer deres land og deres buddhisme. Det tyske og det kinesiske var de mest færdigbbyggede og de var rigtig flotte.

Det var egentlig vores plan at chekke ind på det hostel Lonely Planet havde anbefalet i Lumbini, men en mand fik os overbevist til at tage hans hostel med et tilbud, der lød alt for godt til at være sandt, og det var det også! Han fik os til at betale for to nætter med det samme og i starten troede vi, at stedet var helt fint, men vi fandt hurtigt ud af, at sengene var stenhårde, strømmen yderst ustabil, Internettet langsomt, ejeren grov (han sagde til os tre gang, at vi ikke kunne tale engelsk, fordi vi ikke kunne forstå hans gebrokne gloser) og at hans børn kom ind på vores værelse, udspionerede os og tiggede om penge. Bad- og toiletforholdene var også noget i en skala helt for sig selv. Derfor en advarsel til alle backpakkere: Tag aldrig til Gautam Buddha Lodge i Old Lumbini!

Nu er vi kommet frem med natbussen til Pokkhara og har planlagt at bruge dagen på at slappe af og nyde naturen i det skønne bjergområde :)

Det blev en længere omgang, men vi har simpelthen oplevet SÅ meget! Vi skrives ved :-)

Hilsener fra alle sammen! Knus Rie