Planen var jo at vi skulle overflyttes til Tema General Hospital i sidste uge men den er ændret sådan at vi bliver på Narh-Bita Hospital. Der er blevet lavet om på reglerne, sådan at man som studerende skal have en masse dokumenter for at kunne blive optaget. Dokumenter som ligger i Danmark. Udover det, var det også en dyr fornøjelse at blive godkendt. Så i sidste uge har vi været på Fødeafdelingen, operationsgangen og HIV-klinikken. Det har været meget spændende og chokerende oplevelse. På operationsgangen skulle en gravid kvinde have foretaget en vaginal operation. Hele forløbet var meget ubehageligt at overvære. Vi var nok 10 "tilskuere", personalet talte overhovedet ikke til patienten, lægerne og sygeplejerskerne talte i telefon og så tv under operationen. Kvinden havde fået noget beroligende og smertestillende medicin, trods dette lå hun og skreg af smerte, hun græd og hendes øjne flakkede rundt. Efter et stykke tid hvor de bare ignorerede hende, gik jeg hen og holdt hendes hånd. Hun knugede min hånd og græd. Jeg spurgte personalet om de ikke burde give hende noget mere smertestillende, og de svarede at hun bestemt ikke havde smerter. Hun havde jo fået noget medicin. Det var en skrækkelig oplevelse. Tænk at mennesker der er uddannede til at yde omsorg kan være så ligeglade. Senere slog jeg præparatet op, og i Danmark bliver det kun brugt på dyr. Og dette forekommer endda ikke så ofte.

Dette er et billede af en operationsstue. Meget langt fra den danske standard vi er vandte til.

Da vi havde fået fri onsdag, hoppede vi ind i en taxa og spurgte chaufføren om prisen til den nærmeste strand. Han sagde 10 cedi, hvilket er i den dyre ende, men vi orkede ikke at diskutere eller at bruge kræfter på at finde den rigtige tro-tro. Da vi nærmede os stranden spurgte han om vi ikke hellere ville til Labadi Beach, som er en af Ghanas smukkeste strande. Han sagde at det kun ville koste fire cedi ekstra, vi synes det lød ret billigt og spurgte ham flere gange om det så hun blev 14 cedi i alt, og han sagde ja, så vi sagde selvfølgelig ja tak. Da vi nåede frem krævede han 40 cedi og jeg blev så fornærmet at jeg stak ham en 20'er og var ved at gå. Rikke er åbenbart bedre opdraget end jeg, så hun betalte ham de 40 cedi (130 kr). Jeg ved det er billigt, men det er princippet i at han vil snyde os pga. vores hudfarve. Labadi Beach er meget populær, så der ligger hoteller og restauranter langs den. Hvis man ikke kommer ned på stranden gennem et af hotellerne, skal man betale indgang, men da Rikke og jeg kom direkte fra hospitalet, og derfor stadig havde vores uniformer på, kom vi gratis ind. I Ghana er der stor respekt for politiet, militæret, læger og sygeplejersker, så hvis man har sin uniform på er der mange goder. Jeg tror da nok vi skal til at gå lidt mere i vores uniformer. Da vi kom ned på stranden forstod vi hvorfor de tog entré. Labadi Beach er vidunderlig smuk, og vi var næsten de eneste turister, så I kan nok forestille jer hvor alle strandsælgerne gik hen. Efter at have været høflige og talt med de første ti der alle mente at den eneste forskel på Danmark og Ghana er hudfarven, blev vi simpelthen nødt til at lade som om vi sov når nogen nærmede sig. Det resulterede så bare i at de begyndte at synge og danse rundt om os for at få opmærksomhed. Bestemt en af dem gjorde stor indtryk. En lille dreng på 10-12 år, han sad en meter fra os i næsten fire timer. Han fortalte os at vi skulle passe på ikke at gå for langt ud i havet og ellers dansede og sang han lidt for os. Jeg fandt aldrig ud af hvad han ville, for pludselig var han væk. Jeg tror måske bare han ville passe på os eller håbede på lidt penge. På vej hjem tog vi en tro-tro og betalte 2 cedi for det. Så hjemturen var 38 cedi billigere.

Torsdag var vi for første gang på HIV-klinikken. Det er nok den bedste dag vi har haft på hospitalet. HIV er et stort voksende problem i Ghana, men der bliver heller ikke foretaget noget forebyggende arbejde. F.eks. skal Ghaneserne gå på apoteket for at købe kondomer, og det er lidt et tabu at gøre det. Derudover har de fattige ikke råd til at købe dem. Der er heller ikke nok viden blandt befolkningen om hvad HIV er, smitteveje osv. Hvis du skal opereres i Ghana, skal du medbringe to bloddonorer, da meget blod bliver kasseret grundet sygdomme. Vi talte med nogle danske bioanalytikerstuderende der fortalte os at når donorblod kasseres, grundet hepatitis eller HIV, får donoren ikke besked. Han eller hende har derfor ingen chance for at behandle sygdommen eller undgå at smitte andre. Det er fuldstændig idioti. Vi testede patienterne for HIV, og de var heldigvis alle negative. Det koster 5 cedi (16 kr) at blive testet. Det er ikke dyrt, men den fattige del af befolkningen prioriterer selvfølgelig mad og rent vand højst.

Vi havde fået godt med farve på stranden dagen forinden. Rikke var blevet knald rød og sygeplejersken på HIV-klinikken kunne ikke forstå hvordan hun var blevet så rød. Vi forklarede at det var pga. solen. Hun så helt uforstående på os og spurgte ind til hvordan solen dog kunne gøre det og hvorfor vi så ikke bare var blevet i skyggen. Vi prøvede at forklare hende at vi gerne ville være solbrune, og hun lignede ét stort spørgsmålstegn. Først efter en længere forklaring om hudens anatomiske opbygning og solens påvirkning af melanin kom der en reaktion. "Jamen kan I skifte farve"?? Hun var helt forvirret, vi blev nødt til at vise hende vores hvide streger fra bikinien, og hun lo så tårerne trillede. Pludselig stoppede hun og spurgte om vi så også kunne skifte farve når vi kom hjem til Danmark igen, og vi bekræftede. Igen startede latteren og hun slæbte os ud til en kollega der var ligeså forundret. Vi taler altså om højt respekterede, sundhedsfagligt uddannede mennesker, der arbejder på et af Ghanas bedste privathospitaler, og de anede ikke at hvide mennesker kan skifte farve. Dét var da dagens grin.

Lørdag morgen (African-time kl. 11.00) drog vi mod Mount Afadjato og Wli Waterfalls i tro-tro. Vi havde heldigvis Austin med som guide, ellers havde vi aldrig fundet det. Turen derop var lang men smuk. Rikke så nogle runde grønne kugler hængende i et træ, prikkede til mig og viste mig vandmelontræet. Jeg har egentlig aldrig overvejet hvor vandmeloner gror henne, så jeg accepterede bare og var ligeså forundret som hende. Austin forstod tydeligvis hvad vi talte om og knækkede helt sammen af grin. Vandmeloner gror åbenbart på jorden. Hmm.. Dumme dumme danskere!

Vi havde booket overnatning på Waterfall Lodge som er et tysk eget Guesthouse. Det lå i utrolig smukke omgivelser og ved foden af Afadjato. Vi ankom sent på eftermiddagen og der var allerede blevet mørkt inden aftensmaden blev indtaget. Mens vi sad og spiste var jeg sikker på at jeg var blevet tosset. Jeg blev ved med at se små lysende prikker der fløj rundt. Det gav absolut ingen mening før Austin fik fortalt os at det var ildfluer. Det var vildt fascinerende at se på. Den aften faldt vi i søvn til lyden af regnskoven, cikader og frøer..

Søndag morgen var vi hurtigt oppe og alle tre klare til at bestige Mount Afadjato, der er vest Afrikas højeste bjerg, og glædede os til at se Wli Waterfalls der er Ghanas højeste vandfald. Vi gik hurtigt ned og fik morgenmad. På vejen passerede jeg en ananasbusk, ananasser gror åbenbart heller ikke på træerne. Mens jeg tog billeder af ananasplanten hørte jeg en meget mærkelig og skinger stemme sige "Good morning". Jeg kiggede mig omkring og kunne ikke helt lokalisere hvor stemmen kom fra og ignorerede den derfor. Lidt efter kom det igen efterfulgt at et pift. Og dér, to meter fra mig sad en papegøje og sagde godmorgen til mig. Så er det da også uhøfligt at jeg ikke svarede den. Papegøjen bor på terrassen hvor vi indtog vores morgenmad. Da vi satte os ved bordet var vi lige ved at tabe underkæben af begejstring. Vi havde den smukkeste udsigt til vandfaldet og sad midt i en frodig blomstrende have ved foden af Afadjato som vi nu skulle bestige.

Da vi havde spist fik vi tildelt en lokal guide. Synet af ham fik mig til at mistænke sværhedsgraden af den tur vi nu skulle begynde på. Han havde en strikketrøje og nogle slippers lignende badesandaler på uden nogen form for støtte eller stabilitet. Manden havde ikke engang medbragt vand, det mente han ikke der var brug for. Jeg stod i mine mest praktiske ecco-sandaler med rygsækken bugnende af proviant til turen og indså, lidt vemodigt, at jeg nok ikke skulle forvente nogen form for sved på panden. Men, men, men.. Jeg tog grueligt fejl. Jeg har aldrig før oplevet noget så hårdt. Det gik bare op, og op, og op af nogle meget ujævne "stier". Udover at det var meget energikrævende er jeg jo heller ikke jordens mest begejstrede person for kryb og kravl. Og sådan noget er der altså ret meget af i en regnskov. Vi fik mange små bid, og jeg er ærligt talt glad for at jeg ikke ved hvilke insekter biddene kommer fra.

Her er lidt billeder fra turen: Vi stoppede nogle gange undervejs for at på pusten, lidt vand, nyde udsigten eller når vores imponerende guide fandt spændende frugter i træer og buske. Han viste os bl.a. denne frugt som vokser på cola-planten. Det er den man bruger til at lave cola. Efter mange timers vandring, klatring og fald nåede vi endelig toppen. Adrenalinen pumpede og vi var ovenud lykkelige. Guiden fortalte os at han ikke havde forventet at vi ville klare det. Det er åbenbart ret almindeligt at folk giver op, og især hvide piger. Rikke og jeg kiggede på hinanden og følte os ret seje.

Vi badede i Wli Waterfalls. Jeg tror aldrig jeg har set et så højt vandfald før, det var meget smukt og noget af en oplevelse at prøve.

Vejen ned fra bjerget var, om muligt, endnu hårdere end turen derop, men vi klarede den uden brok. Vi kan jo ikke have at Ghaneserne tror at danske piger ikke kan klare en lille gå tur.

Mandag morgen tog vi en tro-tro mod Tafi Atome Monky Sanctuary i Kpandu. Det er en lille landsby hvor man tror at aberne er hellige og de hjælper med at skræmme onde ånder væk. Det kostede fire cedi for Austin at komme ind og otte for os. Damen bag skranken forklarede at sådan er det, det er dyrere fordi vi er hvide. Det er sgu da diskrimination og racisme på et højt plan, men vi blev bare nødt til at acceptere, vi ville jo gerne se aberne. Vi købte en ordentlig omgang bananer og gik ind gennem den lille landsby til aberne. Man skulle sige en bestemt lyd, og så vidste de at der var bananer i sigte og kom hurtigt frem. De var slet ikke bange for os.

Landsbyen lå så langt væk fra alt, så vi kunne ikke komme derfra med tro-tro. Derfor var en motorcykel den eneste udvej.

Undskyld mor og far..

Vi var tilbage i Tema mandag aften og gik tidligt i seng, fulde at indtryk. Sikken en fantastisk uge! Jeg undskylder for den lange blog. Jeg er imponeret over dem der orkede at læse den færdig. Hav det godt alle sammen!