Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag aften havde Rikke og jeg fået lidt for meget af madbananer, som Ghaneserne tilbereder på hundrede forskellige måder. Vi blev enige om at vi behøvede lidt civilisation inden turen gik nordpå hvor levestandarden er meget lavere. Vi inviterede Austin på en "dansk aften" og tog en taxa mod hovedstaden, Accra. Vi havde fundet ud af at der både var restauranter og en biograf at finde. Austin havde aldrig været i en rigtig biograf før, så han var ret overvældet da den nyeste James Bond film, Skyfall, rullede hen over lærredet. Det var næsten som at sidde i en dansk biograf. Kiosken, som i Danmark normalt bugner af slik i alle afskygninger, havde et noget anderledes udvalg. Popcorn (med sukker????!!!), pandekager, hotdogs og pizza. Meget mystisk, men utrolig lækkert. I Ghana er det meget almindeligt at tale i telefon, diskutere med en i den anden ende af biografen, eller at klappe og råbe højlydt af filmen. Meget anderledes fra Danmark, hvor man jo nærmest bliver smidt ud hvis slikposen larmer lidt. Efter filmen var det tid til en rigtig god middag. Jeg er ret sikker på at vi fandt den dyreste, og eneste rigtige, restaurant i hele Ghana, men det var uden tvivl det hele værd. Vi startede ud med lidt lækre cocktails. Vi havde en rigtig hyggelig aften med god vin og lækker mad. Vi var næsten oppe på højde med de danske priser, men mange af de danske restauranter ville heller ikke kunne følge med på denne standard. Det var, uden tvivl, ikke en afrikansk kok der stod i køkkenet, da alt det andet mad vi har fået hernede har været stegt eller kogt til ukendelighed og krydret så skammeligt meget at det kun er konsistensen der tilnærmelsesvis definere hvad man spiser. Austin havde aldrig set meget af maden før, kun på tv. Så han sad med store øjne, og mente nu at min perfekte røde bøf burde steges og krydres noget mere. Det var en dyr, men fantastisk aften.
Lørdag var dagen vi længe havde glædet os til. Austins bror skulle giftes. Et rigtigt Ghanesisk bryllup. Vi havde længe talt om hvad vi skulle forvente, og vi var ikke rigtig nået frem til noget. Austin skulle hente os kl. 15.00. Han kom selvfølgelig først kl. 16.00 og vi kom for sent til ceremonien, der åbenbart startede kl. 14 (African time kl. 15.30). Rikke og jeg var meget pinlige over det, men folk kom bare vadene ind lidt efter lidt, midt i det hele. Ceremonien var på ingen måde som i Danmark. De dansede og sang rundt i kirken og stod oppe på stolene og råbte "Halleluja" og "Praise the Lord". Det var faktisk ret hyggeligt. Man burde næsten indføre den samme stemning i de danske kirker, jeg er sikker at Danmark ville få en del flere kirkegængere så. Efter kirken kørte vi hen til hotellet hvor festen skulle afholdes. Vi fik hurtigt bekræftet vores mistanke om at Austin kom fra det højere sociale lag af den Ghanesiske befolkning. Der var dækket smukt op ved runde borde omkring swimmingpoolen som var oplyst. Der var levende musik med en mand bag mikrofonen der flere gange sagde, at man altså skulle huske at give en gave, og at hvis man havde glemt det, havde de kuverter i alle afskygninger som man kunne få til at putte penge i. Maden var selvfølgelig to timer forsinket, men sådan er det jo. African time! I Ghana hjælper man meget hinanden så der var ikke nogle tjenere til brylluppet, men nogle af gæsterne gik op til "buffeten" og kastede lidt tilfældigt mad på tallerknerne, som man så selv skulle gå op og hente. Selvfølgelig alt sammen Ghanesisk. Rikke og jeg fik en "pepper goat soup", hvor der svømmede knogler og andet udefinerbart rundt i. Den var heldigvis, som alt det andet mad, meget krydret, så vi brugte den samme undskyldning som altid, at vi ikke var vante til så stærkt mad. Under festen blev der serveret en flaske vand, en tilfældig sodavand og et kvart glas alkoholfrit mousserende blåt æblevin. Og det var det! Da folk havde spist, gik de hjem. Rikke og jeg sad helt forundrede med åben mund og gloede. Hvor var bryllupskagen, brudevalsen og drikkevarerne. Hvor var festen? Det var fire timer siden vi var kommet ind i kirken, og nu var der kun familien tilbage der gik og ryddede op. Vi var hjemme kl. 20.00. Det var meget mærkeligt. Da vi var kommet hjem ville vi lige have et glas rødvin inden vi skulle i seng. Jeg havde tændt min computer for at få skrevet lidt på bloggen. Computer og rødvin er bare ikke den bedste kombination. Jeg vil gerne understrege at jeg på ingen måde var beruset, men på en eller anden måde endte det rødvin nede i min helt nye MacBook. Jeg fik den hurtigt slukket og næste morgen virkede den på mirakuløs vis stadig.
Søndag morgen fik vi hurtigt pakket, da det var dagen hvor vi skulle mod nord Ghana. Austin havde lovet at køre os til Akosombo hvorfra der skulle gå en båd til Makango. Vi har haft mange problemer med at få bestilt billetterne. Nogle mente at båden var brændt ned, nogle mente at den sejlede mandag og onsdag, nogle mente at der slet ikke fandtes nogen båd. Vi havde faktisk næsten opgivet den båd og var indstillet på en 17 timers bustur. Vores fantastiske guide, Austin, fik ringet lidt rundt til de rigtige mennesker, og fik booket en første klasses kabine til os med afgang søndag kl. 14. Da vi ankom var der ingen båd, og manden kiggede mærkeligt på os. Han fortalte at den først gik mandag. Austin gav dog ikke op så let, og kørte til et andet sted på havnen hvor båden overraskende nok var. Da vi skulle hente billetterne, fik vi at vide at der var en anden der havde fået vores billetter, men at vi kunne få lov til at sove på dækket af båden. Austin fik sagt en masse skældsord på lokal-sproget, og pludselig fandt de billetterne til os alligevel. Vores første klasses kabine var på ca. tre kvadratmeter, og bestod af en køjeseng, en vask og nu til den bedste del, en air-conditioning!! Den første af slagsen vi havde set i en hel måned. Vi var ellevilde og glædede os til en ordentlig nats søvn i en temperatur på under de 30 grader. På båden kunne man købe en lokal ghanesisk ret. Vi så ind i køkkenet og havde bestemt ikke lyst til at spise noget derfra. Tanken om at vi nu skulle være på en båd uden mad i over et døgn fik os til at gå i krig med vores hjemmebragte småkager fra Danmark. De var faktisk tiltænkt som en gave, men i kampens hede var det en rigtig god ide at spise dem selv. Kransekager til aftensmad er nu også en sund og nærende kost.
Vi var meget glade for vores kahyt, da dem der sov på dækket havde selskab af et par dejlige myg. Dette billede er taget indefra vores kahyt. Når man tænker på at Ghana er et højrisikoområde for Malaria, gør det det jo kun værre..
Mandag morgen ville jeg gerne ringe hjem, og jeg havde ikke mere strøm på min iPhone. Der var selvfølgelig ingen stik i kabinen, så jeg skruede min bedste danske charme på og bankede på ind til kaptajnen. Vi blev hurtigt gode venner, og jeg fik lov til at lade alt mit elektronik op. Han fortalte mig den lille detalje at båden nok ikke var i Makango mandag kl. 14, men derimod i Yeli engang tirsdag morgen. Jeg er ved at være vandt til det der med at man ikke kan planlægge noget som helst, så det overraskede mig ikke. Så må man jo bare tage en dyb indånding, nyde den smukke sejltur, og finde ud af hvordan man kommer fra Yeli til Makango. Kaptajnen fortalte at der skulle gå en båd som ville sejle når vi kom i land.
Mandag oplevede vi også et lidt anderledes toiletbesøg. Jo, altså.. På hele båden var der ét toilet, og I kan nok forestille jer hvordan sådan et kommer til at se ud? Hvis ikke, kan jeg da lige hurtigt oplyse jer om at det var én stor bunke lort der bare konkurrerede om at nå først ned på gulvet. Det var så ulækkert, og jeg nægtede simpelthen at benytte det. Jeg talte med kaptajnen, og han fortalte at de bare satte røven udover kanten på båden. Det overvejede jeg et kort øjeblik, men dækket var bare proppet med ghanesere der nok alle sammen ville stå i kø for at se min hvide røv, så det så jeg heller ikke rigtig som en mulighed. Vi taler altså halvandet døgn uden et toilet, det ville selv den mest rutinerede party-blære ikke kunne overleve. Nu var det heldigvis kun "bimmelim", så Rikke kom på den fantastiske idé at benytte håndvasken i vores kabine. Nu sidder I nok alle sammen og tænker: "Nej Randi, DET GJORDE DU BARE IKKE", men så må jeg skuffe jer. Når man skal, så skal man..
Resten af mandagen gik med afslapning på dækket. Vi havde den mest vidunderlige udsigt. Vi lagde til en havn i et par timer, så vi stod af og udforskede den lille landsby. Vi mødte nogle søde damer der lavede fufu. Det er en grøntsag, der tilnærmelsesvis ligner en forvokset kartoffel, som man skal banke til en grødlig masse. Det smager skrækkeligt, men jeg fik lov til at prøve at banke med.
Tirsdag morgen vågnede vi ved at båden tudede, og fandt ud af at vi var i Yeli. Så vi fik hurtigt pakket vores ting og kom i land. Kaptajnen havde fortalt at båden til Makango ville sejle lige efter vi havde lagt til, så vi havde jo ret travlt med at komme ombord. Men… Hvornår lærer Randi det der begreb om "African time"? Vi ventede selvfølgelig i fem timer før båden sejlede. Aldrig har jeg set så mange sorte mennesker spille tetris med deres biler, motorcykler, lastbiler og dem selv. Vi sad bogstaveligt talt oveni hinanden, og jeg tror billederne taler for sig selv. De transporterede køer i bilerne og høns på motorcyklerne, og dyrene var selvfølgelig i live. De har intet begreb om dyrevelfærd. Ombord på båden var selvfølgelig også præster der prædikede, mænd der ville sælge urter og så var der også slåskamp. Vi fandt desværre aldrig ud af hvad de to Ghanesere var blevet uenige om, men de var uden tvivl meget sure på hinanden!
Da vi kom i land var bussen mod Tamale fuld. (Når de siger den er fuld, betyder det at der mindst sidder 20 på taget og at man indeni har værre vilkår end burhøns). Så jeg spurgte hvornår den næste gik, hun kiggede på mig og svarede: "Måske i morgen". Vi var heldigvis en god stor flok der skulle til Tamale, så vi fik samlet nok til at fylde en trotro. Rejsen fra Makango til Tamale var lang og vi sad meget tæt pakket, men vi gav kun 18 kr. for syv timers transport. Sammenregnet med bådturen har vi rejst i to og et halvt døgn og vi har betalt i underkanten af 100 kr. Så kan man da godt overskue at der er lidt forsinkelser.
Da vi ankom til Tamale fandt vi et hotel, fik os et langt tiltrængt bad og en god nats søvn. Nu sidder jeg på hotelværelset og nyder min sidste civilisation i de næste tre uger. Om få timer rejser vi mod Busunu der er en lille landsby i det nordlige Ghana. Vi skal arbejde som frivillige på en sundhedsklinik. Jeg prøver på at forberede mig på hvad der venter forude. Vi er blevet fortalt at det er meget primitivt, men hvor primitivt er det? Vi rejser mod sydvest Ghana til jul, og jeg forventer ikke at have internetforbindelse før dér. I må alle have det godt. Jeg har hørt at I har fået sne i Danmark. Det er svært at forestille sig, når jeg befinder mig i 35 graders varme. Vi har endnu ikke set julepynt, og jeg regner heller ikke med at se noget.. God jul til jer alle! :)
- comments
Elsebeth Søde skat, var rigtigt dejligt at høre dig den anden dag på Skype. Må sige at jeg misunder dig voldsomt, det er tydeligt at du har en fantastisk tur. Det er så dejligt at se at mine vildeste bekymringer ikke er blevet opfyldt :-) nå bortset fra toilet forholdene måske ;-) Herhjemme er vi jo ved at gøre klar til julen, sneen er allerede kommet i store mængder, nok til størst glæde for ungerne. Idasofie og Kristoffer spurgte den anden dag om hvornår de skal ud til dig for at bage pebernødder.....? Måtte jo så igen lige tage snakken om hvor langt væk Ghana i virkeligheden er. Er lidt mærkeligt, slet ikke at skulle se dig i julen, er første gang i 10 år! Jeg håber i får en fantastisk jul, hvis ikke vi snakkes ved inden. Pas på dig selv og hinanden. Mange kram og kys Elsebeth
Lotte Tak for en fantastisk update. african time lyder præcis som filippino-time. Når man først lige vænner sig til at man ikke kan regne med tidspunkter osv, så er det faktisk en meget charmerende måde at leve på- "det vi ikke når i dag, når vi nok i morgen", ingen grund til stress og jag:) Jeg er spændt på at høre næste opdatering om jeres, formentlig, meget primitive praktik og levevilkår de næste par uger. Pas på dig selv Ranner og husk nu at man altså ikke barelige kan få lov at tage sorte mænd med til DK, så pas på med ikke at "fall in love with the dark" Kys og kram til dig
Nick Sørensen Det er da ikke så mærkliget at du fik lidt myggestik ;P