Profile
Blog
Photos
Videos
Busunu er et fantastisk sted som alle burde opleve. Her er meget primitivt, men indbyggerne kender ikke til andet, og er derfor glade og tilfredse med det de har. Alle folk er så venlige og imødekommende. Det er lidt ligesom at gå tilbage til middelalderen. Stammen "Busunu" bliver styret af høvdingen. Han er den mand der træffer alle de vigtige beslutninger og som fungere lidt som en borgmester/politimester. Busunu har fået en masse sponsorrater fra Danmark til bl.a. solceller, sundhedsklinik, fodboldudstyr, tøj og et bibliotek som stadig er under opbygning.
Vi har fået en ny Austin, han hedder Karim og han viser os rundt og lærer os hvordan man lever i Busunu. Vi bor hos Karims familie, bestående af hans mor, far, ni søskende og alle deres børn. Og nåå ja, så er der jo selvfølgelig også Karims stedmoder. Karims far har nemlig to koner. Det er ikke ualmindeligt at have op til fire koner i Busunu. Hele familien lever side om side, uden problemer.
Her er et billede af Karims mor.
Som nævnt bor vi meget primitivt. Landsbyen, med 7000 indbyggere, har ét toilet som ligger ved kirken. Toilettet er ikke særlig lækkert, der er ingen lys derude, og man skal hente en spand vand for at kunne "skylle ud". Det er ikke unormalt for de lokale bare at sætte sig i vejkanten, og toiletpapir bruger de selvfølgelig heller ikke. Vi er meget glade for vores medbragte kleenex. Manden der ejer toilettet har en hund som altid ser meget bange ud. Det gør alle dyrene, da ghaneserne slår og sparker dem. Alligevel havde det lykkedes mig at blive gode venner med hans hund og den gav mig lov til at kæle den. En aften mens Rikke var på toilettet gik jeg hen til hunden og kælede med den. Manden der ejer den gik hen og sparkede hunden ud af hænderne på mig. Jeg blev selvfølgelig meget chokeret, men prøvede at bevare roen. Derefter holdte manden hunden hårdt om halsen mens han trak den hen til mig og spurgte mig om jeg kunne lide den og om jeg ville have hans dumme hund. Jeg kæmpede stadig imod raseriet over hans opførsel og svarede at jeg godt kunne lide den og at han altså skulle behandle den ordentligt da den er et levende væsen. Manden, og de andre folk omkring, grinede højlydte og manden fandt en død flagermus, stak den op i hovedet på mig, og spurgte om han så også skulle være sød ved den. Han kunne ikke se problemet, det var jo bar en skide hund. Dér fik jeg desværre for meget, og jeg må indrømme at der blev råbt et par skældsord. Så fra den dag ødelagde jeg vores eneste mulighed for at komme på et "rigtigt" toilet. Skoven er nu også meget hyggelig, så kan man skide side om side med vildsvinene.
Elektricitet har Busunu ikke noget af. I "vores" familie er Rikke og jeg de eneste med lys. Vi har en pære der kører på solenergi, som er en gave fra Danmark. Ellers har de intet elektricitet. Børnene leger med tøndebånd og ellers en masse lege uden legetøj. De starter i skole som 5-årige, men hvis ikke deres forældre har råd til bøger og skoleuniformer, må børnene ikke gå i skole. Mændene tager i marken, dyrker jorden, og bringer yamyam, majskolber, kassawa, og lidt forskellige kerner med hjem til konerne. Ellers slapper de af. Kvinderne ordner alt det huslige. Bare madlavningen alene kan godt tage ti timer om dagen. Alt laves fra bunden. Det betyder at majsene fjerne fra kolberne og ristes over bål indtil de er klare til at blive banket i en stor morter. Derefter sier de det og banker det grove indtil det meste er blevet så fint at det er blevet til majsmel. Alt mad laves friskt fra bunden, de har ikke muligheden for at købe noget nogen steder, derfor bruger de det naturen byder på.
I Busunu har man stor respekt for de ældre. Alle der er ældre end en selv skal man bukke for og sige "Awo". Jo ældre personen er, jo længere skal man ned. Da vi mødte høvdingen var Karim nærmest nede for at kysse jorden. Hvis en der er ældre beder en om at gøre noget, har man ikke muligheden for at sige nej. Det er meget svært at forholde sig til, og en anelse problematisk når man har et dårligt knæ. Selvom vi møder en masse der er ældre end Rikke og jeg, bukker de for os. Vi er ret høje i hierarkiet, vi kan ikke helt finde ud af om det er fordi vi er hvide eller fordi vi er gæster.
Familien vi bor hos gør alt for os. Vi er f.eks. de eneste der har en "dør" ind til vores jordhule. Husene/hulerne er lavet af mudder og tørret græs fra marken. Det er ret vildt at de ikke styrter sammen, men de holder altså til regn og blæst. Jeg har tidligere fortalt om maden i Ghana. I Tema havde vi muligheden for selv at lave maden. Denne mulighed har vi desværre bare ikke her. Kvinderne laver maden til os, og så er det jo meget uhøfligt ikke at spise det. Alt bliver tilberedt over bål, også morgenmaden. Det gør de for at dræbe bakterierne, de har jo ikke noget køleskab. Den ghanesiske mad er absolut ingen fornøjelse. Alt er mos eller grød, og da de ikke har så mange råvarer bliver det hurtigt en meget ensidig kost. Vi havde medbragt lidt ris fra Tema, da vi havde forberedt os lidt på den ghanesiske kost vi nu skulle spise. Der gik en uge før kvinderne havde fundet ud af at vi måske ikke var så glade for fufu og banku, og derefter fik vi ris, tomatsauce og kogte æg. Til ALLE måltider! Det levede vi så af i de sidste to uger. Jeg kan informere jer om at man hurtigt bliver træt af ris, tomatsauce og æg, når det er det eneste man får i to uger!!
Det rygtedes hurtigt i Busunu at Rikke og jeg er sygeplejestuderende. Folk stopper os på gaden og Karims far kom hurtigt hen til os og viste os hans lilletå. Han havde trådt på noget skarpt i marken og tåen var skåret op helt ind til knoglen. Han havde tydeligvis gået med det et stykke tid. Han går, som alle andre, selvfølgelig i bare tæer, så der var kommet en masse spændende ting op i såret. Det så på ingen måde godt ud, og vi forklarede at det var vigtigt at han tog på hospitalet. Det var han ikke interesseret i, han har formodentlig ingen sygeforsikring, så vi måtte jo gøre vores bedste. Vi havde selv lidt med fra Danmark så vi fik tåen renset og bundet ind. Jeg havde antibiotika med, det var egentlig tiltænkt mig selv, men Karims far fik det. Da vi var færdige med at rense tåen spurgte kvinderne forsigtigt om vi skulle bruge vores engangshandsker igen, det skulle vi selvfølgelig ikke (der var blod på!!), så kvinderne fik dem. Jeg har da aldrig troet at nogen kunne blive så glad for et par engangshandsker. De dansede og sang. Da vi forlod Busunu så tåen stadig ikke god ud, men vi havde desværre ikke muligheden for at gøre mere.
Vi havde medbragt en masse gaver til børnene. Hver gang vi deler lidt ud går de helt amok. Børnene har intet legetøj, så det er meget forståeligt at de bliver ellevilde over balloner, stjernekastere, kridt og bolde.
Vi er kommet meget langt væk fra civilisationen. Helt ud til stammefolket. Hver stamme har sit eget tegn og stammen "Busunu" har et med seks streger. Dette tegn får alle medlemmer af stammen skåret ind i sig så arret viser hvilken stammen man tilhører. Alle fødte børn får tegnet skåret ind i sig når de er en uge gamle, på maven eller i ansigtet. På den måde sikre stammen sig at deres tegn bliver bevaret. Det er en syg syg tankegang!! Deres børneopdragelse er også forfærdelig at overvære. De bruger utrolig meget vold og råber meget. Det er ikke et særsyn at se et barn blive slået af en voksen. Ellers overlader de børnene meget til sig selv. Så der er meget søskendeopdragelse. Børnene lærer hurtigt at vold er vejen frem og de slås derfor meget. Jeg får helt ondt indeni, tænker ofte på mine tre dejlige bonusbørn; Frederik, Kristoffer og Ida Sofie, savner dem og priser mig lykkelig for at jeg ved at de har det godt og trygt i Danmark. Jeg føler lidt at jeg bør tage mig at alle børnene i Busunu. Rikke og jeg leger meget med dem, og børnene har hurtigt fundet ud af at komme til os hvis der skal trøstes. Det er skræmmende at de allerede efter en lille uge valgte os frem for deres forældre. Børnene overøser os med kærlighed og omvendt. De følger os overalt og venter troligt ved vores side.
Børnene sover udenfor på jorden om natten, og det har vi også valgt at gøre. Så vi ligger på et tæppe med myggenettet over os, omringet af geder, høns, får, vildsvin, myg, kakerlakker og børn. Det lyder måske ikke som det mest spændende, men det har sin helt egen charme. Da det eneste lys kommer fra bål, falder vi i søvn til den smukkeste stjernehimmel.
En aften da vi sad og spiste aftensmad fortalte jeg Karim at jeg havde fået en lille yndlingspige hernede. Hun hedder Selina og er fire år gammel. Han spurgte om jeg ville have hende med hjem til Danmark og jeg sagde ja mens jeg grinte. Han sagde at han godt kunne ordne de nødvendige papirer så jeg kunne tage hende med hjem, og jeg grinte selvfølgelig og sagde ja tak. Det var bare som om at der ikke var skyggen af sarkasme i hverken hans tone eller ansigtsudtryk og jeg blev lidt usikker og skulle lige have bekræftet at vi jokede. Manden var 100% seriøs. Jeg spurgte lidt foraget om de virkelig ville sælge mig deres barn, hvortil han svarede at de bestemt ikke behøvede nogle penge, men at de så det som en hjælp at komme af med et af dem. Jeg kunne bare vælge. De fleste ghanesere vil gøre alt hvad de kan for at komme til Danmark, så forældrene ville se det som en gave hvis jeg tog deres barn med dertil. Vi er hvis alle helt enige om at de danske forhold er noget bedre end de ghanesiske, men børnene i Busunu sulter altså ikke, og deres forældre vil med glæde give deres fireårige væk til en vildt fremmed. Det er da en syg syg tankegang!??
Sundhedsklinikken som vi er frivillige på er fantastisk. Endelig har vi fået noget sygeplejefagligt at lave, og allerede på den første dag fik vi stukket et spædbarn i hænderne som skulle vaccineres. Vi får rigtig meget ansvar og det er fantastisk! Vi ender ofte ud i nogle lidt spændende diskussioner, da meget af deres sygepleje ikke giver nogen mening. Deres forklaring er altid: "Sådan gør man i Ghana, og sådan har vi altid gjort". Det er bare ikke rigtig et svar jeg stilles tilfreds med. Man kan tydelig mærke hvor forskellige kulturerne, kompetencerne og ressourcerne er, samt hvilket præg den sætter på sygeplejen. I Ghana er der ingen undervisning i kommunikation, pædagogik og relationsopbygning på sygepleje studiet, og det mærkes tydeligt på deres håndtering af patienterne. F.eks. kom en seksårig dreng ind med en meget slem forbrænding. Han havde væltet en gryde med kogende vand nedover sig selv og en meget stor del af kroppen var forbrændt. Drengen måtte pænt sidde i kø og vente på at det blev hans tur. Derefter blev han vejet og fik målt temperatur. Det får alle børn når de kommer på klinikken, ligegyldig hvad problemet er. Der bliver ikke målt mere eller mindre, og det kan bestemt ikke diskuteres da det bare er sådan det altid har fungeret i Ghana. Da drengen har fået målt dette skal han vaskes. Dette bliver gjort ude foran "venteværelset" så alle patienter har frit udsyn. Drengen bliver vasket med vand og sæbe (vi ville aldrig putte sæbe i et sår i Danmark), og der bliver skrubbet godt og grundigt. Imens alt dette sker skriger drengen, meget forståeligt, voldsomt af smerte. Hans mor står og taler med sygeplejersken som vasker ham, og de griner begge højlydt. Derefter bliver han tørret grundigt og sygeplejersken slæber ham i hånden hen på en briks. Der bliver han holdt fast i arme og ben mens hun prikker hul på alle hans blærer og skrubber den døde hud af. Derefter blev der hældt sprit ned i brandsåret og det blev bundet ind alt imens den lille krop kæmpede imod alt hvad den kunne. Sygeplejersken har på intet tidspunkt prøvet på at komme på samme niveau som barnet, der blev ikke forklaret noget til hverken barn eller mor, der har ikke engang være øjenkontakt. Den eneste kommunikation til drengen har været i form af vredes råb om at han skulle gøre som hun sagde. Det var så ubehageligt at overvære. Ikke mindst fordi at man står total magtesløs og det eneste man kan gøre er at holde den sølle dreng i hånden. Lignende situationer er der alt for mange af, men sådan er vilkårene desværre.
En anden dag kom en 15-årig pige ind for at få taget en graviditetstest. Den var positiv. Aborter er først lige blevet lovlige i Ghana, men det koster 50 cedis at få foretaget for hver måned du er henne i graviditeten. En tre måneders graviditet koster således 150 cedis. 50 cedis (160 kr.) lyder ikke af meget i vores øjne, men jeg tvivler på at denne pige har pengene til de betale dem, da hun ikke engang havde penge til sygeforsikringen som koster 2 cedis (7 kr.) for et helt år. Meddelelsen om graviditeten blev selvfølgelig også overbragt på den mest uhumane måde. Sygeplejersken viste pigen teststrimlen, og bad hende så om at gå ud. Der var ingen kommunikation eller hjælp at hente fra sygeplejersken. Stakkels pige!
Hele denne rejse har hidtil været fantastisk, lærerig og sygdomsfri, så der skulle jo ske noget før eller siden. Og når min krop nu har bestemt sig for at blive syg, kan den jo ligeså godt gøre det med manér. Jeg blev ramt af en ordentlig omgang malaria. Jeg tager profylakse som er medbragt fra Danmark, og det er endda Malarone som er den dyreste og bedste på markedet. Det hjalp tydeligvis ikke, for jeg lå en uges tid i jordhulen og ønskede mig hjem til Danmark. Da min far en dag i telefonen spurgte om jeg gerne ville hjem, var jeg virkelig tæt på at give op og tage det næste fly mod Danmark. Fornuften sejrede, jeg var jo i behandling og vidste at det snart ville gå over, og det gjorde det heldigvis også. Nu er jeg frisk som en havørn og endnu mere klar på flere eventyr. I går rejste vi fra Busunu til Tamale, Tamale til Kumasi, Kumasi til Cape Coast og Cape Coast til Elmina Beach. Efter ca. 20 timer i tro-tro og en ellers virkelig overraskende veloverstået rejse, fandt vi et lækkert hotel for natten. Jeg fik pruttet prisen fra 397 cedis til 190 cedis for et dobbeltværelse, og vi ligger nu og nyder livet. Den næste halvanden uge vil vi holde juleferie og jeg glæder mig til at gøre det på en lækker strand!
God jul alle sammen!
- comments
Rikke Larsen God jul selv ;-) Jeg er sååå glad for, at det lige netop er dig - jeg oplever det hele med :-)
Nick Sørensen Det er SÅ dejlig en historie med de børn og balloner, også de voksne ;P