Siden vores ankomst har vi fået at vide, at vi piger skulle skaffe os en saree eller en punjabi, fordi de skal bruges til "India day" her onsdag den 13. Faktisk ved jeg ikke, hvad den dag egentlig går ud på, udover at vi alle fra Kulturstudier skal have taget gruppebillede med vores nye, indiske tøj.

Derfor var Nanna, Sabine og jeg i går ude for at købe en saree. Da vi kom ind i butikken, lagde vi mærke til, at der for det første KUN arbejdede mænd og for det andet, at den var på tre etager, og at der på alle hylderne var proppet med sareer i tusindvis af forskellige farver og mønstre: blå, grønne, gule, orange, sorte, brune, turkise, røde, med perler, med palietter, blomstrede, stribede, ternede, grimme, kedelige og også utroligt flotte. Da vi efterhånden hver især havde kigget på 20 forskellige sareer, fordi ekspedienterne blev ved med at flå sareer ned fra hylderne og op af skufferne, skulle vi vælge én og prøve. Det var svært - både at vælge og prøve. Ekspedienten, der skulle hjælpe os med at få dem på, havde diverse besværligheder, og fordi vi blev overværet af syv andre mandlige ekspedienter, fik han måske også lidt stress. I hvert fald tog det ham lidt tid, men da de endelig var kommet på, blev der taget billeder i massevis og fine var vi da. Nanna købte en blå, Sabine en bordeaux og jeg købte en grøn med masser af guld. Jeg tænkte, at hvis det endelig skulle være, så ville jeg gå all the way. I tilfælde af, at den, når jeg kommer hjem, bare ligger i skabet og samler støv, har Louise (min søster) sagt, at hun gerne vil hjælpe mig med at sy puder af den (haha). Der er 9 meter stof (hvis ikke mere), så der er masser af tage af :-)

På hylderne omkring lå også de æsker, som sareerne var kommet i, og på nogle af dem stod, hvilket mærke de tilhørte. Nanna pegede på en æske til højre: "Radhika sarees". Det var lidt skægt, for "Radhika" er jo ikke det navn, man oftest støder på i Danmark, f.eks. Jeg har faktisk også set et skilt, hvor der stod "RadhaKrishna Jewellery". Så vidt jeg har forstået, at Radha og Radhika den samme person (blot i forskellige aldre) inden for hinduismen. Radha er en af Krishnas "veninder", vist nok :-) NÅ, men vi fik købt dem, og nu er vi totalt klar til India day på onsdag.

Senere i går var Kulturstudiers store Riddle Race. Det går ud på, at man bliver delt i grupper, og skal løse nogle gåder rundt omkring i Pondi. Den første gruppe, der kommer hjem med alle svar rigtige har vundet. Til at begynde med var folk lidt ligeglade med løbet, men da vi først var blevet delt, blev folk enormt konkurrencelystne (inkl. jeg selv). Da der blev råbt "go" skyndte alle 11 grupper sig hen mod en rickshaw, og det var ét stort kaos. Vores chauffør var lige så begejstret som os. Han ved blev med at sige: "go, go, hurry, hurry. You have to make it", mens han dyttede af alt og alle. Det var skægt at styrte rundt i Pondi, og alle folk omkring en tænkte sikkert, at man var skør. Min gruppe blev nr. 3. Bummer! Mest, fordi vi ca. var et halvandet minut efter dem, der blev nr. 1. MEN vi morede os, og jeg var så begejstret, at jeg nåede at slå mit knæ på vej ind i vores rickshaw. I sådan en er der HØJEST plads til tre (indere), men vi var altså fem, der klemte os ind i en, så no surprise, at jeg slog mig. :-)

Det officielle formål med løbet var, at man skulle opnå en fornemmelse af byen, men altså, man styrtede jo rundt som forvirrede høns, og i situationen var man lidt ligeglad med, hvor man var. Man skulle bare skynde sig, så man kunne nå først i mål, så faktisk har jeg overhovedet ingen fornemmelse af, hvor de forskellige ting befinder sig i forhold til hinanden (upsi).

Efter løbet var der "afterparty". Egentlig er Pondi ikke en fest-by, idet man skal være stille kl. 23, men alle var i højt humør og drak Kingfisher - også seminarlederne. Så vi tænkte, at det var ok. Nanna og jeg havde købt mad fra et gadekøkken: en stor portion veg noodles til 3 kr. Det er lige til at klare!

I dag (søndag) står den på læsning.... Jeg har vænnet mig mere til byen, larmen og fattigdommen, som egentlig ikke er så slem, som jeg havde frygtet. Som sagt er Pondi ikke en festby, og derfor, når klokken er blevet 22, er der lige så stille i gaderne, som der er larm, når det er dag. Det er også dér, man ser flest hjemløse. Man har også fundet ud af, i hvilke gader man skal gå, og i hvilke man nok ikke skal. Der er stort set heller ingen gadelygter, så det kan godt være en smule ubehageligt at gå hjem om aftenen. Dette skyldes også de enormt mange hunde. Jeg tror ikke, jeg har set så mange hunde på et sted som i Pondi. Hvis de bliver ubehagelige, skal man vist bare lade som om, man kaster en sten, har vores head manager Laurie sagt :-p

Studiet er stadig godt, og vi nyder den pool og strand, der er ved resortet (stedet hvor vi læser). Det er virkelig noget andet en grå og kedelige RUC :-)

Hvad angår opdateringer, vil jeg gøre det så oftest som muligt, men det internet vi har i huset er af indisk standard: det er der, når det vil.